Strejker de næste gang til fiskeauktionen?

På sidste års fiskeauktionsdag nede ved stranden meddelte op til flere fiskere bagefter, at de var betænkelige med Rylle som auktionarius. Jeg opsøger dem i det rum, de har flået fiskene i. De mange kunder, der købte fisk  på auktionen, ville alle have deres torsk og ålekvabber og hvilling og sej og kuller og skrubber flået, og Torben og de andre arbejdede, så sveden sprang i litervis.

Nu står de og overvejer, hvordan de kan gribe det an.
– Han er ikke demokratisk, siger en af dem, der ønsker at være anonym. Torben fortsætter:
– Det kan jo ikke passe, at Rylle skal stå der og råbe og skrige i sin rolle som auktionarius. Vi andre står  helt tavse og slagter og flår og slagter og flår rødspætte efter rødspætte; men vi bliver aldrig hørt, nej, og hvis han tror, han bare … måske skal vi strejke næste gang?
– Ja, siger en af de andre, der også er bange for at få sit navn frem, – Rylle er meget udemokratisk!
– Hvordan skal det forstås, Jørgen?
– Han bestemmer bare, hvad sådan et bundt fisk skal koste.
– Øh, er det ikke ligesom ideen med en auktion?
– Sludder. Han kunne godt for eksempel med håndsoprækning efterlyse en demokratisk tilkendegivelse af, om den aktuelle pris var i orden, synes jeg … eller også give folk små stemmesedler, så de …

Vi bliver afbrudt af Rylle, der kommer spankulerende ud i slagteafdelingen:
– Hva´ så drenge, gik det godt nok i søndags?
– Yes Sir, råber Torben og de andre og står ret, mens Rylle inspicerer tropperne.
– Jeg synes, jeg hørte nogen snakke, siger han og ser sig rundt. Jørgen ryster på hovedet og prøver at se uskyldig ud.
– Det var ham, siger Torben og peger på mig.
– Er knivene slebet og parat til næste gang, spørger Rylle og ignorerer mig totalt. Jeg kan se, han tænker “landkrabbe”, kun boet i Klitmøller i 9 år.
– Yes, Sir, råber de alle som med en stemme.
– Rør, kommanderer Rylle og vender om.

– Vil I virkelig strejke?
– Jo, men vi har lige ændret strategien; det er ligesom for sent i år. Men inden næste år vil vi have en demokratisk snak med ham i et forsøg på at få den der diktatoriske indstilling til auktionen ændret. Rylle skal få en chance mere. Ellers …

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer