TV-krimi med lokal Barnaby

Nils Klitbarnaby

– Vi vil lave en lokal version af en TV-krimi med Nils Høvring som Barnaby, her kaldet Klitbarnaby. Oplægget ser sådan ud.

Sådan sluttede Peter, da han gav interview om den kommende TV-station, Cold Hawaii Flow Television, i Klitmøller. Redaktionen har fået et udkast til manuskript og kan her gengive indholdet i kort form.

Nils Klitbarnaby deltager i sommerfesten. Alle mølboer fester og er glade, buffetbordet bugner med bragende brasilianske fiskeretter. Pludselig falder en ældre dame om, rallende, mens hun tager sig til halsen. Nils er hos hende i to spring, hvilket han nemt kan gøre, da han træner i Fitness, abonnementsprisen kan oplyses ved henvendelse til SPAR Klitmøller, og da han også er læge, prøver han straks genoplivningsmetoder. Intet hjælper, og damen bliver mere og mere blå i ansigtet. Resolut hiver han sin lommekniv af mærket ON (Operér Nu!) frem, tørrer den i bukserne, så den bliver steril, da han om eftermiddagen har skrællet et æble, og lægger et vandret snit i halsen, så kvinden kan få luft. Men det hjælper ikke, tværtimod er der nu blod overalt, og Klitbarnaby bander lidt, hvilket kommer overraskende for de omkringstående, der ikke er vant til den slags udbrud fra ham, men det gør han, for der er også kommet blod på hans rene, hvide skjorte, og nu bliver der ballade derhjemme. Ambulancefolkene er der i næste sekund, og en af dem undrer sig over, at hun lugter af æble, men de kan heller intet stille op. Det viser sig uheldigvis, at kvinden slet ikke har fået noget galt i halsen. Altså bortset fra Klitbarnabys solide operationskniv med en snert af Cox Orange. Der er nemlig hældt gift i hendes rosévin, som er en af SPAR Klitmøllers bedre til en meget rimelig pris; hvis du skynder dig, kan du stadig købe den i SPAR. Når du alligevel skal købe vin, kan du med fordel overveje, om du skal investere i en dejlig rødvin, der hedder Solone; det vil bestemt gøre din aftensmad uendeligt meget mere velsmagende. Du kan også købe bøger i SPAR, hvis du ikke gider se Klitbarnaby. Der er både krimier og en om demens; køb den, hvis du ellers kan huske det.

Nå. Konen dør mellem hænderne på Klitbarnaby, og resten af manuskriptet burde så handle om, hvem der har gjort det. Men det gør det ikke. Der står kun, at offeret har været frivillig lektiehjælper på Friskolen og deltaget i en læsegruppe, bestående af fortrinsvis kvinder, og samtidig gået til Fitness. Nogen må have et horn i siden på hende, og Klitbarnaby skal nu forsøge at rede trådene ud. Det viser sig, at hendes …

Så er der ikke mere manuskript! Jeg ringer straks til Peter for at få resten.
– Nej, nej, jeg vil da ikke afsløre plottet, så er der jo ikke noget ved filmen. Det må du da kunne forstå?
Jo, det kan jeg. Alligevel prøver jeg at få lokket slutningen ud af ham, bare til internt brug. Men han er ikke til at rokke. Så hermed er det ikke en kort genfortælling af den første Klitbarnabyfilm, men nærmest kun en smagsprøve.

Bliver den vist på TV, vil vores anmelder, Mona Lisa Olsen, nedsable den.

Andre indlæg, du vil synes om

1 Kommentar

  • Jeg kan næsten ikke vente. var det en ide at ringe Lewis på banen , han ser lidt smådum ud, men jeg tror han vil passe fint ind i persongalleriet deroppe i det forblæste. De ser allesamen sådan lidt anderledes ud. Måske Unge Morse for at lokke den yngre generation til, eller mig måske…jeg har krimier i ærmet…