Usundhedsklinikkæden “Den runde Vom”

Satire

 

Den kendte klitmøllerprofessor Preben Madsen er i gang med at indrette flere klinikker mod helse.
– Jeg vil lave en landsdækkende kæde af uhelse-klinikker, erklærer han. – Både i Hanstholm og i Klitmøller er der et stort og skjult behov. I Hanstholm har jeg flere steder, jeg godt kunne tænke mig at indrette uhelseklinikker, for eksempel er der vistnok både et rådhus og en brandstation og en politistation og en kunstbygning, jeg kan overtage billigt.
– Hvad med Klitmøller?
– Jeg har købt den skulptur, I kan se på billedet, siger han. – Den skal stå på den grund, jeg har købt på P. Madsens Gang. Det er jo min gang. P. Madsens Gang, er jeg sikker på.
Professoren lader sig ikke  distrahere af, at jeg oplyser ham om, at man mener, det er Poul Odder Madsen, der boede i det lange hus ved Karbak, der har lagt navn til stien. Den brugte han, når han gik til landingspladsen for at hente "kissingfisk", der er usolgte fisk som havkat og andre småfisk. Æ kissingkasse, der stod i hjørnet af fiskepakhuset, var til alles afbenyttelse. Den tids sociale omsorg for hinanden. Det er altsammen noget, professoren er ret ligeglad med.
– Vær så venlig at rende mig. Næh, du, jeg synes, alt for meget går i den gale retning. Jeg har læst Svend Brinkmanns bog om at stå fast, hvis man vil have gang i den, og derfor har jeg taget dette iværksætterskridt. Sundhed mig her og sundhed mig der. Selvhjælp og selvregulering mig her og der. Healing, chakra, varme strygninger, pebermyntespray mod dårlig åndelig livsstil; det hænger mig langt ud af halsen! DR sender ikke andet end sundhedsprogrammer.
– Jeg vil lave Usundhedsklinikker, der helst skal ligge afsides, for jeg ved godt, det er politisk ukorrekt. Men hos mig er der frit valg på alle hylder til alle gode laster. Der hænger et prisskilt der. Hos mig kan du lære at ryge, hvis du har svært ved at komme i gang; her kan du også lære at drikke alkohol; jeg starter med en middelgod whisky, og allerede efter en uge er du klar til en Ardbeg til 600 kroner …
– Ja, det kunne jeg godt tænke mig. Det sker, at jeg har svært ved at nå de 21 genstande, man skal drikke om ugen.
– Du skal være så velkommen! Du kører stadig i det gamle tal? Nu er det jo kun 14, man behøver at drikke, som de påstår; vidste du ikke det?
– Jo da, men jeg er fra før den regel kom, så den gælder ikke for mig.
– Den er direkte tåbelig. Det har du helt ret i. Jeg ved slet ikke, hvad de har P. Madsen-gang i.
– Er der andre usunde tilbud i din klinik?
– Er du tosset. Du kan komme på usundmad-kursus og lære at spise godt med fedt og sukker. Du skulle se vort sønderjyske kaffebord. Jeg viser dig, hvordan du laver alt det ækle grønsagstilbehør om til noget rigtigt lækkert smørkagesjus, der passer fremragende til den fede flæskesteg.
– Er der mere?
– Jeg har også et  tilbud om manglende motion. Hvis du har den her enorme trang til at skulle ud at løbe eller gå i Fitness, bliver du oplært i at ligge på en sofa. Rens tankerne, slap af, slip fri for stress og luk øjnene. Det er der mange, der kunne have glæde af!
– Held og lykke med "Den runde Vom", professor Poul Madsen!
Poul Madsen vinker slapt fra sin sofa med den ene hånd, mens han tømmer sit whiskyglas med den anden.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer