Seje kvinder i Thy

Når man afviger fra sit folk eller stamme, må man ty til anonymitet. Det er ikke lige let for alle flygtninge at "blive danske", for der er meget modstand mod at blive alt for dansk. Når det så lykkes for nogen at transformere sig til at blive danskere, risikerer de social udstødelse. Det er et dilemma. Mange flygtninge og indvandrere bliver aldrig helt danske og slæber egne kulturelle skikke med i generationer.

THYposten.dk har mødt en familie fra Afrika, der har integreret sig i den grad. Det får de selvfølgelig at høre for i egne rækker. Derfor er artiklen totalt anonymiseret, og billederne ligeledes. Far og mor hedder her X og Y, og datteren Z.

Z går på et gymnasium i 2. g. Hun interesserer sig for matematik og erhvervsøkonomi og kunne godt tænke sig at blive sygeplejerske.

Z bærer ikke tørklæde.

– Jeg bærer ikke tørklæde, siger Z. – Jeg er muslim, ja, men religion spiller ikke så stor en rolle for mig. Hvis jeg tager et tørklæde på, vil jeg afvige fra mine venner i skolen, og det ønsker jeg ikke. Vi fejrer også jul for eksempel, og det har jeg intet problem med. Skal jeg giftes, er jeg åben over for, om der skal være kirkelig vielse eller borgerlig vielse eller vielse i en moske. Det betyder ikke noget for mig.

– Jeg går på gymnasium, fordi jeg elsker tal!

På billedet ses forældrene til Z: X og Y.

Historien er, at Y for nogle år siden havde en lille café i en stor by i Afrika.

En dag tropper banditter op og kræver beskyttelsespenge. Y nægter, føler sig truet på livet og flygter - efterladende sin familie.

Havner i Danmark i 2013, får opholdstilladelse og mand og datter herop.

Y arbejder i flere jobs: Hun er ansat et sted i Thy, hvor hun gør rent; i weekenderne gør hun sommerhuse rent; og indimellem har hun gået på VUC og taget en 9. klasse. For øvrigt har hun måttet tage kørekort og købe en bil, for ellers kunne hun jo ikke klare sine jobs. I Thy har vi ikke sådan noget fint noget som metro, letbane eller S-tog.

– Hvordan er det at bo i Thisted, Y?
– Dejligt! Det er en hyggelig by. Folk er meget venlige! Gode mennesker, der hjælper hinanden. Vi har venner i de større byer rundt omkring, men det er anderledes at bo der. Folk er ikke lige så venlige og hjælpsomme som her i Thy.
– Hvad med at bo i en lille by ude på landet?
– Jo, men vi har jo så mange venner her, og dem ville vi nødigt undvære.
– Jeres datter er dygtig i skolen, kan jeg forstå. Er det din eller din mands skyld? Spørger reporteren en anelse frimodigt.
– Det er vores begges skyld, griner Y.
– Z, er jeres syn på ældre mennesker anderledes end vi danskeres?
– Jo, det tror jeg på nogle punkter. Når mine forældre for eksempel ikke kan klare sig selv længere, skal de ikke på plejehjem. Så skal jeg nok tage mig af dem. Sådan er vores kultur.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer