“skabet” (01-20 af 65 kapitler)

1

– Du tror, det hele drejer sig om dig, hvad?
Hendes stemmer skærer gennem stuen. Peter Christian er rød i hovedet og står med hænderne i siden:
– Mens du er englen i vort ægteskab, ikke sandt?
– Det kan ikke passe, at jeg dag efter dag skal lave mad, gøre rent, holde hus og hjem, mens du bare skal spille fandango og ligge på sofaen med den øl, du forventer, jeg henter til dig, eller besøge dine venner.
Det sidste bliver hvæset ud med fordrejet stemme, og hendes øjne er smalle og læberne sammenpressede.
– Vi har altid levet sådan, at jeg arbejdede og skaffede føden, mens du gik herhjemme og passede det.

Der er ikke noget med at kalde hende mormor, når de skændes, hvilket de har gjort en del gange på det sidste.
– Men du arbejder jo ikke længere…
– Derfor har jeg også overtaget en del. Jeg støvsugede i går, gjorde jeg ikke?
– Du støvsugede i går! Ha. Tror du, du kan slippe med en gang ugentlig pjat-støvsugning her op til jul?
– Pjatstøvsugning? Det er vel lige så godt som dit stegte flæsk med persillesovs, der ikke smager af en skid og aldrig har gjort det.

 

Det skulle han naturligvis ikke have sagt. Det var lige over grænsen. Et skænderi holder sig inden for bestemte rammer, som man bare overholder. Det ved begge. Derfor er det fuldstændig logisk, at hun tager sin frakke og hue, åbner yderdøren og forsvinder, mens døren smækker i så højt, at væggens puds truer med at falde ned indenfor og sneen af taget udenfor.

Peter Christian skæver til blodtryksmåleren, der vist ikke skal bruges lige nu, og han læner sig tilbage og trækker vejret dybt. Det forhøjede åndedræt er længe om at lægge sig, og han tænder for fjernsynet. Det stikker i højre side af maven.

Da pulsen omsider er faldet til ro, kigger han på klokken og undrer sig lidt over, hvorfor hun ikke er kommet tilbage endnu. Godt nok var hun sørme oppe at køre, da hun gik, men så meget burde det ikke betyde. Sådan ligefrem at blive væk i mere end en time er da at overdrive.

I det fjerne høres noget ambulancetuden. Han ser en nyhedsudsendelse om østtyskere, der søger sammen i kirkerne for på den måde at protestere over levevilkårene og indespærringen i et helt land. Peter Christian hylder frihed, og derfor er han på folkets side, men har svært ved at koncentrere sig. Han synes, at det er lidt ærgerligt, at de ikke ser det sammen. For mormor er helt på bølgelængde. Hvad kan det ikke ende med i den kommunistiske verden. Jo. Russerne kommer. Selvfølgelig. Sådan har det altid været. 1953, 1956, 1968. Peter Christian kan sin Øst-Europa­historie.

Lige efter følger en udsendelse om gode alkoholvaner. Denne fredag den 16. december byder på brugbare tips til deltagerne i de julefrokoster, der hærger landet just denne dag, dermed forhøjet risiko for trafikulykker, der i forvejen har været heftig her i firserne og ikke mindst om tømmermænd og disses behandling.

Senere under den efterfølgende udsendelse banker det på yderdøren. Han rejser sig besværligt og lukker op. Udenfor står en politimand eller rettere to, men den bagerste, der står ude i sneen, er en ung dame, og selv om hun også er i uniform, kan hun da ikke være politimand med den hue rundt om hele ansigtet, så hun ligner en bankrøver. Koldt er det rigtignok. Det er faktisk kun de brede hofter under frakkebæltet, der afslører, at der er tale om en dame. Kvindelige politibetjente! Latterligt.

Han opfatter ikke de to betjente som nogen, der har specielt med ham at gøre.
Den forreste rigtige betjent spørger til hans navn, og da han nikker bekræftende, siger han:
– Det gør mig ondt, men din kone er blevet ramt af en bil og er død. Vi vil gerne køre dig til sygehuset.
Han hører ikke, hvad der ellers bliver sagt. Kraftløs bliver han bugseret ud i politibilen og kørt ind på hospitalet.

 

Nede i kælderen ligger hun. Fredfyldt. Vreden fra skænderiet, fra det ligegyldige skænderi om ingenting, er et tyndt tæppe, der er trukket til side for at afsløre et sort, uendeligt helvede.

Han får senere frakken, huen og det øvrige tøj med hjem, omhyggeligt foldet sammen og anbragt i et par brune papirsposer med hospitalets navn og logo udenpå med ordene: ”Service for dig”.

 

 

 

2

I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

 

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.

Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.

Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.

Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.

Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.

Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.

Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.

Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.

Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.

Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

 

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.

Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.

Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

 

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.

Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

 

 

 

3

Midt under overhalingen af den grå Peugeot kommer Flemming med et udbrud, og da Peter Christian vender sig om mod ham, misser han synet af chaufføren.
– Så du hende? Spørger Flemming med store øjne.
– Hold da op. Så smuk med langt, lyst hår.

 

Peter Christian sidder ved siden af Flemming og ved godt, at han med sine 74 år ikke længere får smil fra unge damer og slet ikke her fire måneder efter konens død, hvor han stadig kan se noget traurig ud. Det er ikke noget, han gør med vilje, han kan bare ikke lade være.

Det gælder ikke Flemming, der kun er 28. Han er en flot fyr med sit sorte, bølgende hår og flotte tænder samt lille, tykke kyssemund. Men nogen Elvis er han nu ikke, selv om han vist gerne vil se sådan ud. Dertil er næsen lidt for stor, øjnene for tætsiddende og panden for lav. Men håret har den der spytkrølle, der var moderne engang for mange år siden, og som vistnok igen tiltrækker kvinder.

 

– Jeg er glad for, at du vil have mig gamle oldsag med på golfbanen. Det kunne da være sjovt at se, hvordan det foregår.
– Ja, der er efterhånden en hel del i din alder, der spiller. Det er faktisk noget af en gammelmandssport. Men det er da også, fordi du ikke skal blive ved med at sidde og kukkelure helt alene.
– Jeg troede, det kun var for rige mennesker.
– Nej, det er en myte.

Han ser på sit ur. Det er skrækkelig varmt. Hedt.
– Men vi er sent på den.

 

Peter Christian strammer læberne og vrænger ansigtet. Han har dog taget imod Flemmings tilbud om at komme med, fordi det er et afbræk i tristheden. Han har gættet, at Flemming synes, det er lidt synd for ham, men det varmer ham. Flemming er god nok.

 

Faktisk bedre end Egon om end yngre. Han kunne godt ønske sig en anden svigersøn, for alt i alt er skæbnen noget hård ved ham, hvis han bliver spurgt. Det er der nu ikke nogen, der gør.

 

Det lugter harskere end noget offentligt toilet! Tropesommer så tidligt på året gør sit til, at den sønderjyske odør er værre end slem.

Markerne på begge sider af vejen er fyldt med ajle og gylle. Fordampningen af ammoniakken er næsten ikke til at bære, og på trods af de lukkede friskluftventiler er kabinen fyldt med overgemt grisetis og 32 hæslige, stillestående grader.
– Tænk dig. Nu er det over fire måneder siden, hun døde, og jeg savner hende stadig.
Flemming kigger stift ud på vejen. Mon han hører det?
– Det er, som om noget af en selv er borte. Man lever kun halvt.

Flemming lader Audien strække ud igen. 120. 125. 130.
– Øsen er fannerme helt på toppen, men larmer værre end nogen teglværksovn.
– Ja, og føles tilsvarende, mener Peter Christian. Han ruller vinduet ned, men får det hurtigt op igen. Stanken fra markerne er ikke til at holde ud, så er det bedre med sved ud af alle porer. Han væder læberne og mærker den salte smag.

Tilfældigt kaster Flemming et blik i bakspejlet. Han brummer overrasket, at Peugeoten minsandten er lige i hælene på ham med den smukke blondine bag rattet. Hvad fanden? Kan hun virkelig køre så stærkt? Han tørrer sveden væk fra øjnene.

– En skam, vi snart skal dreje væk, hvad? Hende der kunne jeg da godt tænke mig at hilse nærmere på.

To kilometer længere fremme drejer Flemming væk fra markernes toiletlugte og fortsætter ad en snoet sidevej ned mod golfbanen.
Audien ryster og hvæser.

Peugeoten er bagude. Hvor fanden kommer den fra?
– Nå ja. Hun har selvfølgelig set mig under overhalingen, lagt mærke til mit mørke hår og er blevet uimodståeligt interesseret i at lære mig bedre at kende.

– Nu blinker blondinen minsandten med forlygterne. Hun vil i kontakt med mig.

Han bremser og kører ind på rastepladsen og holder. Køleren bliver ved at køre. Audien, det store dyr, pruster ud. Det gør Flemming også. Pulsen har overtaget den sekscylindrede motors banken.
Peter Christian er spændt på, hvad der kommer til at ske. Det er ikke så tit, at han får lov til at se på nærmeste hold, når unge mennesker mødes og sød musik opstår. En lille snært af misundelse gnaver i ham.

Peugeoten holder lige bagved. Flemming tørrer igen sved af panden og lader en hånd glide gennem håret og ser i spejlet, at hun stiger ud.

– Hold da kæft, hvilken kvinde!
Peter Christian vender sig om. Stram mørk nederdel, højhælede sko, en lyseblå, kortærmet skjorte, der bare er limet om en lækker overkrop med smukke forlygter, og så ansigtet og det lange, lyse hår! Flemming mumler og er helt væk i sidespejlets konkave gengivelse og spidser læberne prøvende.

Han skal lige til at åbne døren, da hun tapper på ruden. Han ruller det ned og smiler sit mest forførende smil op til gudinden i himlen. Peter Christian kan desværre ikke rigtigt se hende.
Hun vipper sit etui ned foran Flemming.
– God dag Hr.! Det er færdselspolitiet! Må jeg ha´ lov at se kørekortet?

 

 

4

Peter Christian kommer hjem efter den ret anstrengende tur på golfbanen. Allerede på fjerde hul indser han, at det ikke er noget for ham. Han falder ikke lige for golfsporten denne gang. Hvad der får voksne mænd til at rende rundt i naturen og slå til en lille, hvid bold, der tit bliver væk, forstår han stadig ikke.
Der må være nogle muligheder i den sport, det er han sandelig ikke blind for. Flemming prøver at overtale ham til at gøre et nyt forsøg en anden gang, siger, at det nok er varmen, men han undviger, udsætter, søger at tale om noget andet. Flemming gør det af et godt hjerte. Han synes ikke, at han bare skal sidde der i sit hus og kukkelure i al sin ensomhed.
– Du trænger sgu til at komme ud, Peter Christian.
– Jooo. Men forstår du, uanset hvor jeg bevæger mig hen, følger det jo med.
– Hvad? Nå, det med din kone?

Det var ellers noget af en dukkert, Flemming fik af den kvindelige politibetjent. Sjovt nok talte han ikke om hende mere, præcis fra det øjeblik han fik bøden bortset fra det ene:
– Hun lignede sgu en af dem, der kom den aften der med din kone.
– Du mener på Skolevej?
– Ja. Der kom ret hurtigt to betjente, og den ene kunne godt være hende der. Men hende gider jeg ikke snakke om mere.
– Nej, det forstår jeg godt.

Peter Christian sidder lidt. Kornmarkerne kører forbi dem nu i en lidt mere besindig fart. Flemming skal nok ikke nyde mere af damer i små, grå biler.
– Øh, den aften der, du ved med min kone, du kom åbenbart forbi der?
– Ja, Ida Marie og jeg havde været til julefrokost i Tønder og fulgtes ad hjemad med nogle venner. Det var taxaen foran, der kørte hende ned.
– Så du det?
– Nej, ikke direkte. Det var foran en bakketop, og taxaen var på den anden side. Jeg havde nok fået rigeligt at drikke.
– Det er rigtig nok. Det var en taxa, der påkørte hende. Nå. Du var der. Det vidste jeg ikke.
– Det er ikke noget, man går og snakker om. Vi ved alle, hvor svært det må være for dig, og så skal vi jo ikke trampe rundt i glasbutikken.

Peter Christian ved ikke, om han skal takke for denne hensyntagen, eller om han skal sige, at han trænger til at snakke med nogen om ulykken.
Der bliver ikke sagt mere, indtil de er hjemme. Peter Christian takker for turen, lukker bildøren forsigtigt i og går ind i huset.

 

 

Han ser lige posten igennem. Der er en avis og et par breve.
Det ene brev er fra Erik S. Lambertsen, som han skylder mange penge, en gæld han ikke er specielt glad for. Han ærgrer sig over, da huset skulle renoveres, at han lånte penge af ham i stedet for af banken, men renterne var altså lavere.
Han læser og læser og må starte forfra flere gange.
Essensen af brevet er jo bare, at når han ikke kan betale, må han aflevere huset. Det har han vidst hele tiden. Peter Christian ved godt, at han ikke har fået betalt sine afdrag og renter. Der har været så meget, og han har glemt det indimellem for at være ærlig.

 

Han har ikke pengene og ved ikke, hvad han skal gøre. Havde hun levet, var denne situation aldrig opstået. Meningsløsheden i hendes død vælder atter engang ind over ham. Hvorfor skulle de også havne i det skænderi? Han husker alt for tydeligt dørens smækken, da hun forlod huset for aldrig at vende tilbage.

Med pludselig klarsyn må han erkende, at hvis de ikke havde skændtes, ville hun have været i live i dag. Han må sætte sig og tage hænderne op om hovedet.

Han er blevet følsom over for uventede lyde ikke alene af smækkende døre, men også vinduer, der klapper i eller en bog, der falder på gulvet eller en kost, der vælter. At slå et søm i skabet er på en måde at vænne sig til høje lyde. De er mere acceptable, når man selv fremkalder dem.

 

Er der noget, Peter Christian holder for sig selv, er det skænderiet. Dette sidste skænderi, der betændt som en byld ligger ned over ham. Det sidste, han oplever med den kvinde, med hvem han har været gift så mange år, og som han har elsket så ufatteligt højt, er uenighed og et skænderi. Han kan ikke engang huske, hvad de var uenige om.

Peter Christian tager sin hammer og et søm fra æsken og åbner det store træklædeskab og placerer det omkring taljen på kjolen. Den lange, fine kjole, som hun så pragtfuld ud i. Med et hårdt slag får han banket sømmet i og ser de mange, der allerede sidder der. En for hver dag der er gået siden. Samtidig ømmer han sig over smerten fra det lille punkt i højre side af maven. Måske burde han få det undersøgt, har dog hidtil udskudt det. Det kan vel næsten ikke betale sig, når livet ikke har mere at byde på.

 

Han tænker tilbage på, at han godt hørte ambulancelyd i det fjerne, men forestillede sig aldrig, at det var noget, der angik ham. Den forfærdelige banken på døren senere, da politiet stod derude og meddelte, at hans kone var død. Dræbt af en taxa oppe på Skolevej, sagde de nærmest forretningsmæssigt, uden chance for chaufføren. I det øjeblik slukkede Gud for kontakten.

Der er bare noget, han ikke forstår. Mormor ville aldrig gå sådan, altså midt på vejen og heller ikke på Skolevej, der er bred og bakket. Han er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Hvordan kunne den taxa så dræbe hende? En skam, at Flemming ikke kunne fortælle lidt mere om det. Men er man hønefuld, kan man som regel intet huske.

Peter Christian laver sig en stærk kop kaffe og smører køleskabskoldt smør på et stykke franskbrød. Oven på lægger han et tykt lag puddersukker. Den brune karamelagtige smag dulmer lidt akkurat som i barndommen. Når mor havde bagt franskbrød, kunne de være heldige med sådan en sukkermad, dog med margarine.

Åh, farin.

5

Noget tid efter kan Peter Christian se, at de nye går ovre i lejligheden på bagsiden af det store kompleks, hvis forside rummer Mettes Grill. Fra sit køkkenvindue har han et glimrende overblik. De er ikke flyttet ind endnu, men Mette har hårdt brug for udlejningen og har nok fået en god ordning med dem, for de går selv og maler, så snart de har fri. Hun kan sikkert ikke overleve, hvis hun bare skulle leve af de par fyldebøtter, der hænger ud i hendes ellers ret hyggelige grill.

Han har ikke set så meget til de nye, ved bare at det er unge mennesker. Det sker ikke ret tit, at der flytter nye mennesker ind på gaden.

 

Så nu kommer den unge mand ud, stiger på sin motorcykel og kører, mens hun står i døren og vinker efter ham. Hun har sit lyse hår bundet op i en knude med et tørklæde om og er plettet af hvid maling.

Hun går frem og tilbage og rydder op. Så forsvinder hun et øjeblik og kommer ud med en flaske rødvin. Nå, nå. Hvad skal der nu ske? Hun står lidt og kigger sig om. Hun ser gravid ud.

Hun går over til Ruben og Ragna. Peter Christian får da lyst til at finde ud af, hvad det skal til for og rejser sig. Så meget sker der heller ikke på gaden, og Ruben og Ragna er vist ikke de store rødvinsdrikkere. Hvis hun vil give en lille en, vil han da gerne være med. Han bor jo sådan set også på gaden.

 

– Jeg går lige over til genboen, meddeler han sin svigersøn, der læser i hans avis.

Det siger smæld i hedebølgen, og han bliver stående lidt og nyder varmen med lukkede øjne. Det er lige før, det er for meget af det gode.

Den fremmede dame står i døren og siger et eller andet og peger på sin flaske.

Ragnas blik går fra omkring fødderne og opefter til maveregionen. Så nikker hun til Peter Christian, der også hilser på den unge dame, og vender sig ind mod stuen.

– Ruben, det er angiveligt den nye nabo, hvad sagde du, du hed?

– Sussi.

– Javel. Hun hedder Sussi, Ruben. Har vi en proptrækker?

 

Han ser alvorlig ud, som han kommer frem i døren i hvid undertrøje med en avis i hånden. Han nikker til Peter Christian og hilser på hende og ser hende an på samme måde som Ragna, dog kun på maven, der faktisk er lidt for stor og rund i det om end slet ikke så stor som Rubens egen.

– Nej! Forstår du, vi drikker ikke.

 

Peter Christian står lige bagved og nikker indforstået.

Ruben peger på Jesus, der hænger på væggen – en smule nedtrykt og helt tør i munden.

– Nå, nej, siger Sussi fåret. – Klart nok.

 

Under Jesus er et skilt slået op. Der står De rigtige Kristne.

 

Hun tager rødvinen om bag ryggen, hvorved den tynde bluse strammes foran. Rubens øjne kører langsomt, men ganske solidt i deres kuglelejer kan han tydeligt se. Sådan en rigtig kristen har måske også menneskelige træk?

– Men Peter Christian har garanteret én, siger Ragna og kigger på ham.

Garanteret fordi han er en forkert kristen. Sådan nogle drikker som svin.

Hun fortsætter dæmpet til Sussi, for at han ikke skal høre det. Men det, han vil høre, det hører han.

– Men sig ikke noget om motorcykler og blod, han hader fart og vold! Og en ting mere, men den kan jeg ikke huske.

– Uh, og vi som har en Suzuki GSXR-400 R.

– Du kan nok hele navnet, hvad?

– Jeg er jo vant til det med tal og bogstaver.

– Har du en proptrækker, Peter Christian? råber Ragna.

 

Hun peger på flasken.

– Jo tak, siger Peter Christian. – Kom endelig med! Jeg har besøg af min svigersøn og mine tre børnebørn.

 

Det sidste til ære for Sussi. Så er der både barnepiger og legekammerater inden for rækkevidde her på gaden. En lille sidegevinst er, at nu tror de ikke, at han sidder helt alene.

– Ja, jeg mistede jo min kone her kort før jul.

– Det var synd. Er du så kommet over det?

– Sådan noget kommer man aldrig over. Hvad skal du bruge rødvinen til?

 

Han undrer sig lidt over Sussi, der drikker rødvin sådan en hed dag.

– Jeg har malet flere timer, og så ville jeg bare have en pause, og jeg har hverken hvidvin eller øl, kun denne rødvin, og ingen proptrækker, og Leo er taget ud for at spille golf, så derfor …, forklarer Sussi ham.

 

Hun ser forlegen ud, og måske er der ikke køleskab i lejligheden, og så har de slet ikke tænkt på at købe drikkevarer.

Peter Christian synes med ét, at der er noget bekendt over hende.

– Ruben skriver i ugeavisen og har også en lille spalte, der hedder Skarphede-Nyt, oplyser Ragna.

– Ja, den har jeg set. Den hedder Toftlund Ugeavis, ikke? Den er god til at lægge på gulvet, når vi maler.

– Jo. Se, her nabo til os bor Flemming og Ida Marie. Han er noget af en pralhals, men de er jo så unge. Hun er vist ikke meget bedre.

 

Peter Christian er ikke overrasket. Flere gange har Flemming talt noget nedsættende om Ruben og Ragna, som han kalder religiøse galninge.

 

De nærmer sig hans hus ad den brede indkørsel og går ind i stuen. Egon og pigerne hilser.

– Er du med barn, spørger Egon. Sussi nikker.

 

Ja, tænkte man det ikke nok.

– Peter Christian hører dårligt, men du skal bare tale højt, siger Ragna meget lavt til Sussi.

 

Det hører han også til sin store tilfredshed. Alt i alt har han faktisk haft meget stort udbytte af, at de tror, han er døv.

Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med fire vinglas.

– Nej, Peter Christian, proptrækker! Proptrækker! Ragna råber ind i øret på ham.

– Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv.

 

 

Peter Christian har det svært med Ragna. Han forstår aldrig helt, hvad hun siger. Somme tider mumler hun og ser på ham, mens hun taler til en af de andre. Somme tider råber hun sådan, at han næsten får ondt i ørerne. Hvis mormor havde været sådan, så…

Og hertil kommer, at hun og Ruben er for meget af det gode, når talen er om religion. De er begge så skinhellige, det kan han fint blive enig med sin gode ven Aleksander om.

 

 

 

6

Trods hedebølgen eller måske netop derfor sidder hans tre børnebørn indenfor i stuens kølighed. Ved spisebordet spiller de terningspil, mens svigersønnen, Egon, nyder en kold øl. Selskabet står og kigger lidt på børnene.

– Kast nu, siger Astrid til Lea.

 

Lea kaster terningen over i væggen.

– Nej, griner Maja og samler den op.

– Du skal gøre sådan:

 

Maja triller terningen hen ad bordpladen. Lea nikker.

Maja giver hende terningen, mens Astrid står parat. Hun forventer, at Lea ikke helt forstår det der.

Lea ser med sine tre-årige øjne listigt op på Maja, trækker langsomt højre hånd tilbage over skulderen og fræser terningen over i bogreolen med Lademanns Leksikon og biblen og efterskoletrilogien, som svigersønnen har foræret ham i julegave. Bare fordi han selv engang har gået på efterskole.

De to piger griner, og Astrid samler terningen op.

– Lea, når man skal kaste med terning, gør man altså sådan her.

 

Astrid viser Lea, hvordan man griber den sag an, når man er fem år. Hun triller terningen ganske forsigtigt 10 centimeter og siger:

– Se! Det er slet ikke svært!

– Her, Lea, kast din terning.

 

Astrid holder hænderne op foran Lea, så hun stort set kun har muligheden for at gøre det rigtigt. Pling! Lea svinger armen og rammer Ruben lige i panden med terningen.

Egon undskylder, mens begge de store piger bukker under af grin.

– Ja, men Lea, du fatter jo ikke en brik af det hele.

 

Ruben tager sig til panden og ømmer sig. Peter Christian er ikke meget for at blande sig. Det må være Egons ansvar.

– Mig kun tre år! Forsvarer den lille pige sig med.

 

Da hun har sagt det, bliver hun ganske stor i hovedet. Hun letter lidt fra stolen, trykker den virkelig af, og en duft af kostald breder sig i stuen. Så sætter hun sig igen.

– Nej, Lea, for fanden. Har du nu skidt i bukserne igen?

 

Lea ser anklagende op på Maja.

– Mig ikke skidt, mig lave puba!

 

Maja er med sine 13 år en slags mor for de to piger og går på badeværelset med Lea, der tager ret brede skridt, mens Ruben vifter avisen frem og tilbage foran ansigtet. Det er måske meget godt, at han har taget den med.

Egon bliver bare siddende.

Sådan. Nu ved Sussi lidt om, hvad der venter hende som mor.

 

Peter Christian går ud i køkkenet og leder efter en proptrækker. Ærgerligt, den var her lige før. Han bøjer sig ned til skufferne og mærker igen et stik i maven. Ingen proptrækker. Hvad så med soveværelset? Han kunne godt finde på at lukke en flaske vin op, inden han skal sove. Somme tider er det nødvendigt.

Han åbner det store klædeskab og kommer i tanker om, at han også i dag skal slå et søm i. Han vælger at slå det i lige i midten af kjolen.

 

Han går ind igen og hæver beklagende skulderen. Vin er ikke det, han drikker mest, forsvarer han sig med, for han gider ikke sidde alene med en hel flaske. Så hellere en øl.

Sussi trækker sig baglæns ud af stuen.

– Jeg tror, jeg går hjem igen lige så stille… Leo må også snart være færdig med at spille golf.

 

Ragna vil ikke opgive og går foran og hiver Sussi med udenfor igen.

– Vi går ned til Laila Kathrine. Hun er lidt til en side. Hun er faktisk tysker, ved du. Om det er derfor, at hun kan være direkte skør, ved jeg ikke, men normalt har vi ikke meget med hende at gøre.

 

Mens hun siger det, kaster hun et noget unødvendigt blik efter Peter Christian. Han hører ganske udmærket.

– Det skal du nok vænne dig til! Hvornår flytter I ind?

 

Peter Christian har et godt øje til Laila Kathrine, ikke bare fordi hun er tre år yngre end ham og alene, men også fordi hun ser godt ud, og derfor har han for ikke så forfærdelig længe siden snakket med hende om ”Soldaterkammerater på øvelse” og fortalte, at han kommer til at tænke på sin soldatertid.

– Den kunne jeg godt tænke mig at se igen, mener han, mens han skæver til Laila Kathrine. Det er ikke en invitation; på den anden side kan det med lidt god velvilje opfattes sådan.

– Den går faktisk lige nu i Tønder Kino.

Hun svarer blot:

– DU SKRABER SOM EN HØNE OG DEN, DER AGER MED STUDE KOMMER OGSÅ FREM…

Dybt nedbøjet var han gået igen, mens han havde rystet på hovedet: Hun ku´ selv være en stud! Måske er det rigtigt, at hun blot er en kold tysker. Han har ikke modet til at gå mere til hende.

 

Men han var blevet ked af det. Da han kom hjem, ville han åbne en øl til trøst og fik fingeren en smule i klemme mellem ølåbner og flaske. Det var i og for sig ikke nogen stor ulykke, men alligevel gjorde det nas. Længe sad han i skumringen og pustede på fingeren og havde ondt og kom også til at græde lidt. Heldigvis opdagede han, at klokken nærmede sig 20, og han ville gerne se TV- programmet om det politiske spil på Christiansborg, selv om det var en genudsendelse. Lige før den startede, var der et indslag om trafikulykker, hvor fodgængere var involveret. Igen slog det ned i ham, at der var noget mystisk ved mormors død, uden at han helt kunne forklare det.

 

Han har dog ikke opgivet håbet om at erobre en plads i Lailas hjerte, men ved ikke, hvordan han skal gribe det an. Det bedste ville være, om hun selv viste, at hun var interesseret.

Han føler sig forfærdelig ensom og håber bare, at nogen vil gribe ind i hans liv og gøre det tåleligt.

Den med at flytte i ældrebolig er dog nok den sidste, synes han.

Laila Kathrine lukker op og ser noget stor ud i øjnene over dette selskab. Det kan Peter Christian godt forstå. Her står en fremmed dame med en flaske rødvin i heden, Peter Christian med fire glas og ægteparret Ruben og Ragna Rock, han iført hvid netundertrøje med Kristelig Dagblad under armen og et sår i panden under sit sorte hår.

Peter Christian kommer til at le ad ham:

– Du ligner en såret pingvin.

 

Ruben synes ikke, det er morsomt.

Laila Kathrine har heller ingen proptrækker, og selskabet er tæt på at opgive. Peter Christian går lidt foran, og ud for det næste hus står færingerne. Han hilser på dem, men de ser tværs igennem ham og over på Ragna.

Hun er naturligvis også mere interessant at være sammen med. Han er bare en gammel mand. En gammel, usynlig mand, der egentlig lige så godt kunne være død.

 

 

7

Peter Christian skal gennemgå en mindre undersøgelse af sin mave på hospitalet, og for en sikkerheds skyld bliver han indlagt. De finder dog ikke noget, men for søren, hvor bliver han dog undersøgt i sit indre. Han får slanger ind i munden og ned i maven, han får en slange den anden vej så at sige, og det generer ham en smule. De kigger hele vejen op i hans tarm, men det værker noget, når slangen bliver skubbet længere frem og op. Det er sin sag at ligge på siden og få tarmen undersøgt på denne måde, når der står en læge og fire sygeplejersker og kigger på. Han ømmer sig, og straks er den ene sygeplejerske henne for at dosere morfinen til ham, og han slapper af og døser så dejligt.

 

Der er flere undersøgelser, og under nogle af dem sover Peter Christian. De hælder morfinen i den slange, der stikker ind i hans hånd, og det er faktisk rart.

 

Næste dag oprinder, hvor Peter Christian får lov af hospitalet til også at komme hjem. Egon har været så venlig at køre hans gamle folkevogn ind for ham, så han kan køre hjem i den. Det passer med, at Egon alligevel skal hente sin egen bil hos en kammerat, der har lånt den, fordi hans er i stykker, så han stiller den på p- pladsen ved sygehuset.

Egon har besøgt ham på stuen, men pigerne var ikke med. Egon mener ikke, at pigerne har godt af at se deres morfar med slange i næsen.

Peter Christian har ikke fået meget ud af besøget. Han har for det meste været ustyrlig søvnig og næsten ikke kunnet holde sammen på to ord. Han hører dog Egon berette om, at Leo omsider kom hjem sent på aftenen til en Sussi, der lå i sin seng og var temmelig udkørt, men ellers nogenlunde uskadt. Da han kom ind ad døren, viste han hende en gaveting: Se, skulle han have sagt, se, skat, hvad jeg vandt ude på golfbanen. En proptrækker!

Hvad Sussi havde sagt til det, anede han ikke. Han havde det fra Ragna, og dermed var det totalt korrekt fra ende til anden.

 

Da Peter Christian skal til at køre ud fra P- pladsen, får han øje på Laila Kathrine, der helt tilfældigt kommer gående. Han vinker ivrigt til hende, og først viser hun ikke tegn på at genkende ham, men da han går over til hende og sætter hende ind i sagerne, vil hun gerne køre med ham hjem. Så slipper hun for at sidde i en varm bus, overtaler han hende. Det er stadig hedt, påskeøsten.

Han bliver helt varm om hjertet, da hun sætter sig ind til ham. Med sine 71 år er hun endnu et godt skår, som han godt kan tænke sig at…

Lige i det øjeblik aner han faktisk ikke, hvad det er, han godt kan tænke sig. Da han ser ned ad hende, kommer han i tanker om det og bliver lidt rød i hovedet. Det bliver ikke bedre af, at hun pludselig vender sig om mod ham:

– Er du ikke også meget varm, du er da helt rød i hovedet? Du må godt tænde for det der kolde noget!

 

Peter Christian har ikke et moderne klimaanlæg, men han lader som om og håber bare på, at hun har glemt det, inden de når Skarphede.

Varm? Det er da dig, jeg er varm på, vil han godt sige. Hvis han bare turde.

Men han tør ikke. Han frygter hendes tunge, der er skarpere end et barberblad. Hun taler et fejlfrit dansk, men tungen er nok mere til det tyske. Nej, hun ville bare afvise ham, og så er det trods alt bedre at leve lidt i håbet i stedet for med visheden.

Hun må svede meget, for hun smider pludselig blusen og sidder i BH og intet andet. Som om hun var helt alene, måske har hun glemt, at han sidder ved siden af. Hjertet hopper to ekstra gange på Peter Christian, og han får svært ved at styre både bil og sig.

Hun krøller atter blusen på, inden de når op til Ringvejen. Måske fordi han rømmer sig diskret.

Han falder lidt til ro og pulsen tilligemed.

 

 

8

De bevæger sig i adstadigt tempo ud på Ringvejen. Først skal de passere den nyanlagte rundkørsel, og Peter Christian ved godt, at han skal vente, når andre kører derinde, så han holder pænt stille. De lægger mærke til to biler med unge mennesker i, der bare bliver ved med at køre rundt og rundt efter hinanden uden at gøre miner til at ville forlade den igen.

Runde efter runde tager de, mens en af knægtene sidder på forsædet og skriver et eller andet. Peter Christian kan se, han sidder med en blok og formentlig tæller omgangene.

De unge mennesker kører hujende, dyttende og brølende for nedrullede vinduer.

Laila Kathrine beordrer Peter Christian til at køre, for nu vil hun altså hjem og have sin kaffe, og det skal være nu.

Peter Christian er ikke meget for det trods hang til at gøre, som Laila mener. Han har oplevet en del i sit liv, og han ønsker ikke at lægge sig ud med unge mennesker, der muligvis kan være aggressive. Han kan fra sin soldatertid huske noget med slagsmål bag forsamlingshuset.

Han var altid den, der stod bagerst og opildnede dem, der sloges. Det var og er han bedst til, synes han selv.

 

Men det har Laila Kathrine ingen overvejelser over. Hendes tålmodighed er slut, og hun står ud af Peter Christians gamle folkevogn og stiller sig op inde i rundkørslen. Peter Christian ser ængstelig til, men bliver siddende. Han tænker på at skulle beskytte Laila Kathrine, der er alene og forsvarsløs.

 

Den første brian-bil undviger hende med nød og næppe, men den anden må bremse hårdt op, og en ung mand stikker hovedet ud ad vinduet og brøler til Laila Kathrine:

– Kan sådan en gammel moster se at hoste væk?

 

Moster Laila går hen til ham og hoster ham en gang peberspray lige i ansigtet. For en sikkerheds skyld sprøjter hun kabinen rundt, og især skriverkarlen, der sidder ved siden af med åben mund og store øjne får en ordentlig slat.

Den anden bil er standset efter en rundkørsel mere, og føreren kigger ud af bilen med armen ud ad vinduet og en dreng ved siden af sig.

– Jonas, kom, råber han til drengen og stiger ud af bilen. De nærmer sig Laila Kathrine og de tre skrigende unge mænd. Hvad sker der? Brøler han.

Så stiller han sig truende op over for Laila Kathrine.

– Hvad fanden laver du, mener han at ville have svar på.

 

Hun vender sig rundt mod den nye trussel og sprøjter på ham og giver også lige ham bagved.

Nu er der fem unge mænd, der skriger og råber på mor. Peter Christian er steget ud af bilen; han føler, at han ikke længere bare kan sidde der og se til, men er kommet voldsomt i tvivl om, hvem han egentlig skal hjælpe. Det ligner noget fra en krigsfilm.

Så går Laila Kathrine roligt tilbage til ham og vinker, mens hun meddeler ham, at problemet er løst.

– Så kan du godt køre hjem!

Peter Christian fortsætter lettere chokeret med Laila Kathrine ved sin side. Åh, den kvinde. Hun er en hel Mata Hari, som, han godt kan huske, var spion under 1. verdenskrig. Umiddelbart er der ikke meget spionage over en sådan handling, men han forestiller sig en handlekraftig dame, der ser godt ud.

Han søger at få hende til at indse, at det kunne have gået så gruelig galt for dem begge, men hun forskrækker ham ved at vise overlegen ro.

– De skal ha nogen på frakken, skal de! Eller helst i ansigtet, der virker det bedst. Skabagtige ungersvende! Min nevø tager det i øvrigt med fra Tyskland. Skal han besørge noget med til dig også? Han kan skaffe alt.

 

Peter Christian ryster på hovedet, men kommer til at tænke på, at det måske ikke er så tosset alligevel.

– Unge mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt, skal vide, der er en konsekvens. Det får de ikke i dag, som vi andre fik det. Er du ikke enig?

Peter Christian skynder sig at nikke kraftigt, så hun ikke er i tvivl om hans opbakning. Vejen til hendes hjerte går garanteret gennem hovedet, og han kan ikke hidse sig op over hendes opførsel, hvis det skulle koste ham chancen for at erobre hende.

 

Som han har gjort det i den seneste tid, kører han en lille omvej ad Ringvejen for ikke at køre forbi 5-kilometerstenen på Skolevej. Han sætter hende af på Fælleslykkegade og kører bilen i garage.

Han er dog stadig lidt rystet og ringer efter Egon og pigerne og byder på aftensmad.

 

 

 

9

Da Egon dukker op, får han hele historien. De tre piger lytter med, og alle føler med morfar, der ikke kan huske det hele, men dog det væsentligste, når han selv skal sige det. Peter Christian ved egentlig ikke selv, hvad der er værst: Sygehuset eller rundkørslen eller den der krammer, som Egon er begyndt på, hver gang de ses her efter sin svigermors død. Det er ikke længere nok bare at sige møjn.

 

Det var også en forfærdelig jul, og da var det godt at have noget familie. Men nu har det bare sat sig. Det er vist også noget nymodens fra fjernsynet, hvor alle krammer hinanden, og så skal alle voksne uden for fjernsynet absolut gøre det samme, for så må det jo være det rigtige. Især når det kommer fra København, hvorfra alt nyt udspringer.

Peter Christian hader det. Han kan lige gå med til, hvis en ung pige skal have en omfavnelse, men da ikke en mand. I programmet om at gætte huspriser krammer de hinanden hele tiden. Der er noget forkert over to mænd, der står så tæt sammen. Det er lige før, han vil betegne det som direkte ulækkert.

 

Den slange, de forsøgte at proppe ned i halsen på ham, bliver en orm, der vil æde ham. Eller også er det omvendt. Med store øjne sluger pigerne hvert ord. Peter Christian mærker nok, at her er der et godt publikum, og det, han ikke kan huske, digter han bare selv. Egon spærrer øjnene op ved at høre, at der skal 5 portører til at holde svigerfaderen. Og slangen er næsten tre meter lang, og det var lige før, den kom ud af bagdelen!

Peter Christian vil godt vise familien, at der alligevel stadig er krummer i den gamle.

Han fortæller også om de unge mennesker i rundkørslen og trækker lidt fra omkring Lailas indsats, men lægger til gengæld en del til om sin egen, så der bliver balance.

 

Det bliver et par gode timer. Peter Christian rydder op efter aftensmaden og siger farvel til Egon – med en svigerfaderlig krammer – og de tre søde piger. Familien bor i den anden ende af gaden. På en måde synes han, det er herligt at få besøg af dem så ofte, på en anden har han en nagende tvivl om formålet med besøget.

 

Det slår ham, at Egon aldrig betaler for maden. Hvad værre er, han hjælper heller aldrig med at lave den eller rydde op bagefter. Eller klare opvasken. Peter Christian beslutter sig for, at han næste gang vil sige det til ham. Han kommer bare der fuldstændig spontant med sine børn og æder ham ud af huset, ja, han gør. Når man er pensionist, er det trods alt begrænset, hvor store midler man har.

 

Samtidig er Peter Christian jo også glad for at se dem alle fire. De er en slags erstatning for datteren, der stak af med en mand fra Norge. Ja. Åh, Annelene. Hun kom da hjem til begravelsen, men var hurtigt væk igen. Hun nåede at fortælle ham, at hun savnede ham og pigerne, men ikke Egon. Overhovedet ikke.

Han har siden længtes efter lidt familie. I begyndelsen boede Egon og døtrene hos ham og mormor, men det blev for meget af det gode. Så meget længtes han heller ikke efter familien. Han kunne simpelthen ikke holde til den larm. Nu kan han godt savne den. Og især savner han…

For pokker. Nu har han glemt det igen. Og huske det kan han heller ikke.

Han går ind i soveværelset og hamrer et par ekstra søm ind i kjolen i skabet. Står og betragter sit værk, hvorefter han lukker skabsdøren og låser og masserer sig lidt nede på maven.

 

Heldigvis har han sin gode ven, Aleksander, selv om han er speciel.

 

Han ser en skikkelse uden for vinduet.

– Møjn, møjn.

– Ja, møjn. Når solen skinner, snakker vi om den! Siger Peter Christian og lukker smilende Aleksander ind. Aleksander skal heldigvis ikke krammes.

– Velkommen til! Sæt dig, gamle alkoholiker. Har du haft et par gode måneder i Spanien?

– Som altid. Men det er også rart at komme hjem igen. Du har vel haft det hårdt?

 

Det må Peter Christian indrømme, men tager hurtigt fat på historien fra rundkørslen. Denne gang mener Peter Christian ligefrem, at det 100% var takket være hans indsats, at bøllerne forsvandt. Og Laila Kathrine havde været så stolt over ham! Der er nu ikke noget, som at fortælle en god historie. Den bliver ikke dårlig af at blive fortalt flere gange.

– Hende er du vist lidt vild med, hvad?

 

Aleksander er desværre altid så direkte.

– Vi er jo næsten jævnaldrende, og du må da indrømme, hun ser godt ud!

– Hun er jo tysker og oven i købet skør!

– På den gode måde, synes jeg.

Peter Christians øjne funkler i solnedgangens skær i stuevinduet mod vest, han har svært ved at skjule sin betagelse af Laila Kathrine. Det, at hun er tysker, forekommer ham mindre væsentligt.

– Er der noget i vejen med tyskere, spørger han.

– Er du tosset? De har startet to verdenskrige! De maser sig altid ind på andre nationer, se bare, hvordan de strømmer hertil og bor i vore sommerhuse og ter sig, som om de stadig havde besat os!

– Nå, men det skal vel ikke gå ud over Laila Kathrine?

 

Aleksander sætter sig tungt i sofaen og snuser.

– Hvad har I spist?

 

Det kan Peter Christian ikke lige huske.

– Frikadeller, siger han bare.

– Tja. Muslimer får aldrig frikadeller! Vidste du det? De må ikke spise svinekød, fordi grisen er et urent dyr, tror de. Ja, men altså?

 

Så. Nu begynder han igen.

– Mærkeligt at lade sig tyrannisere sådan over en gammel bog, der er skrevet for mange hundrede år siden af nogle mennesker fra et ørkenområde langt borte herfra! Dengang havde de svin med trikiner, men det er jo for længst afskaffet. De er bare ikke fulgt med. Religion!

 

– Jo, Aleksander, jeg kan ikke være uenig. Men der er nogle, der tror på det. Vi mennesker har behov for at tro!

– Sludder med dig. Vi vil bare ikke alle indse videnskabens fakta.

– Nu har vi haft religion i så mange år. Guds navn bliver da nævnt tidligt og silde. Så er der da ikke noget at sige til, at der må være noget om snakken?

– Sludder igen. Fordi en løgn gentages, bliver den ikke mere sand. Nå, du og jeg er nok mere enige end som så. Men vi har et par ægte religiøse fundamentalister i Ruben og Ragna. Kommer de ikke deroppe fra vestkysten? Dem gider jeg bare ikke. Deres straffende og hævngerrige gud ønsker jeg slet ikke høre om. Det er jo bare en eller anden araber eller perser, der har skrevet om sin far! Hele biblen er skrevet af beduiner. Men mange danskere tror fanme, den er skrevet af Grundtvig!

 

Der bliver stille i stuen. Det er svært at sætte Aleksander til vægs.

Han har ret i, at biblen er skrevet af almindelige mennesker for mange hundrede år siden. Peter Christian tror heller ikke på, at en gud har været med i redaktionen. Men han kan ikke få sig til bare at give Aleksander ret. Ikke altid.

 

Sådan er det stort set hver gang, Aleksander kommer på besøg. Det hører sig til og gør ikke noget. Han er indimellem ganske hyggelig og temmelig morsom, selv om det ofte er noget skrækkeligt noget, han fyrer af. Mens mormor levede, måtte Peter Christian ligefrem i sin aftenbøn bede Gud om tilgivelse. Han anførte, at han jo ikke havde og kunne have ansvaret for Aleksander og bad Gud overveje at være ham nådig set i det lys. Eventuelt overveje at give ham et wildcard til paradiset. Trods alt.

Når Aleksander kom på besøg, livede han på den anden side også op i deres ægteskab. Mormor blev undertiden helt munter og sad der med smil og latter og var vældig med på alt det, der kom fra Aleksanders mund. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro, at hun rent ud sagt var forelsket i ham.

 

Nu beder han for øvrigt ikke længere aftenbøn. Det er ligesom blevet for gammeldags her i disse kommunistoprørstider. Ingen, han kender, gør det. Han går heller ikke i kirke længere. Han bryder sig ikke om den rungende tristhed i orgelmusikken, der kun signalerer én ting: Du skal snart dø! Det er stille og roligt kommet efter hendes begravelse. Før kunne de godt gå i kirke, når hun nu så gerne ville. Især til jul. Det var fanneme hyggeligt. Men nu?

 

Faktisk er han kommet i tvivl om det hele. Hvorfor er det lige, at man skal tro på noget som helst? Livet er et kort øjeblik i evighedens bue, og når det er slut, er det slut.

Inderst føler Peter Christian, at det er løgn og latin at tro på, at han nogensinde skal gense mormor.

Aleksander griner ad den slags. Siger, at det er eventyr til trøst.

 

– Vi har hinanden her og nu, det er det, siger han.

– Det er jeg enig i. Godt vi har et fint sammenhold her på gaden, mener Peter Christian.

– Ja, altså bortset fra Ruben og Ragna. De skiller sig ud med deres religiøse lidder.

– Men de er da med til gadefesten!

– Drikker de? Morer de sig? Nej, du. De er så skide hellige, så de ikke engang kan sætte sig hos os andre mere almindelige dødelige og drikke en bajer. Hvor fanden står det, at det er syndigt?

 

Peter Christian opgiver. Ingen religion, ingen gud, intet paradis bagefter.

10

I øjeblikket er det hele trist og meningsløst. Peter Christian mærker mismodet brede sig nedad i hjernen. Ikke engang den farverige sol udenfor kan sætte en smule lys til mørket. Kisten var så smukt pyntet, og der var så mange hilsner og bårebuketter og kranse, at det halve kunne være nok. Kirken er og bliver det sted, der er præget af sorg og savn.

 

Aleksander og Ragna kan somme tider skændes, så Peter Christian får mindelser om sit ægteskab. Nu har han ikke længere den slags problemer. Aleksander elsker også at tirre Ruben. Somme tider stiller han ham et uskyldigt spørgsmål, men Peter Christian ved godt, at det ikke er en skid uskyldigt. Ruben bider på krogen hver gang. Men han er nu heller ikke for kløgtig.

 

– Der flytter snart nogen ind i nummer 17, siger Aleksander.

 

Det ved Peter Christian ikke noget om.

– Det har også stået tomt længe.

 

Sandt nok. Fælleslykkegade er ikke det mest tiltrækkende bosted i Skarphede. Underligt nok, for man har en dejlig udsigt over skoven og kan høre åens plasken i stille sommeraftener, og stilhed kan man finde her, for den er der nok af.

– Har du aldrig tænkt på at flytte? Eventuelt ind til Tønder. Der skulle være nogle gode ældreboliger der.

– Nej, det har jeg ikke. Jeg synes jo, at jeg bor udmærket her og har venner her plus mine børnebørn og min svigersøn.

– Jeg ville da også være ked af det, hvis du flyttede. Vi har da mange ting sammen.

– Mnn.

Aleksander kigger ud ad vinduet over mod højskolens gamle bygninger.

– Har du hørt, at det bliver efterskole og ikke pensionistboliger?

 

Peter Christian glor på ham.

– Nej, det har jeg ved grød ikke. Hvor har du det fra?

– Det skulle være helt autentisk. De snakkede om det nede i sparekassen i fredags, Ella mente, at alle aftaler var blevet skrevet under i torsdags, så alt er på plads.

– Så får vi 50- 60 vanartede unge mennesker flere her i Skarphede. Vi har ellers nok i forvejen!

– Nu ikke så pessimistisk, gamle ven. Du har noget af et sortsyn på alting.

– Det har jeg også god grund til! Nu tror jeg snart, jeg flytter. Efterskole? Hvad er det så for unge, der skal gå der?

 

Aleksander trækker på skuldrene. Han ved det ikke.

Peter Christian er indigneret. Gu´ har han grund til at være pessimistisk! Konen er død, datteren stukket af fra sin mand til fordel for en skide nordmand, ens bedste ven fra gaden er antireligiøs, og nu kommer der en efterskole lige uden for ens dør.

 

– Giver du en dram?

 

Peter Christian henter flasken. Den er god at have.

De skyller den første ned med lynets fart.

– Vi må hellere tage en til, mener Peter Christian.

 

Efter yderligere en kommer der så småt facon over tingene, og det hele tegner noget mindre håbløst.

 

– De gav dig en masse undersøgelser, hvad?

– Ja, de ville lige se, om de indre ketoganer var i orden.

 

Peter Christian er ikke meget for at tale om sit ophold på sygehuset.

Aleksander rejser sig.

– Gi´r du også en øl?

 

Peter Christian nikker med hovedet ud mod køkkenet. Aleksander går derud.

 

Lyden af køleskabsdøren skærer lige ind i hjernen, og Peter Christian synker lidt sammen på bordet. Hovedet falder forover, og maven føles enorm tung og ekstra stikkende. Det var nok en brok, der var undervejs, sagde de på sygehuset.

Den pibende lyd fra køleskabet. Om lidt kommer hun som sædvanlig ind til ham med en øl.

Men det gør hun jo ikke. Pludselig føler han sig så alene. Han savner hende. Der er næsten kun døden tilbage. Lysklart ser han det hele for sig, livet ebber ud, hun kommer aldrig mere tilbage til ham. Dræbt efter et skænderi. Evig ensomhed, død og undergang. Det hele skvulper over, og tårerne truer med at trænge sig på.

 

– Hvor fanden er der en oplukker?

 

Aleksander roder i køkkenskufferne. Peter Christian tørrer tårerne væk og rejser sig.

– Her, siger han kort.

– Er der noget, spørger Aleksander.

– Næ. Hvad skulle det være?

Peter Christian er noget forundret. Hvorfor spørger han nu om det?

De lægger halsen tilbage og lader den kolde øl slubre ned.

 

– Har du tænkt over, om du vil til at have computer, spørger Aleksander pludselig.

– Næh, skulle jeg det?

– Ja, jeg synes jo, at du med dit intellekt burde interessere dig for det smarte i sådan en edb-maskine? Du ville garanteret også blive klogere på mange områder.

– Jeg holder da avis.

– Tønder Dagblad? Hå. Så mangler der da nogen vinkler i dit verdensbillede. De der personlige computere er sgu da smarte. Ved du godt, jeg har fået en?

Peter Christian ryster på hovedet. Hvor skulle han vide det fra?

– Simpelthen en Macintosh. Jeg skal nok vise dig den, næste gang du kommer forbi. Hvis du får sådan en, vil du blive forsynet med flere vinkler.

 

Peter Christian ved ikke af, at der mangler vinkler og smiler skævt til Aleksander.

– De andre vinkler får jeg gennem fjernsynet.

– Hå, fnyser Aleksander og lægger igen nakken tilbage.

 

Efter en bajers tid og et par yderligere kommentarer om regeringen hilser han venligt farvel og går hjem til sig, og Peter Christian tænder for fjernsynet, hvor der er en genudsendelse om havskildpadder.

Rart med nye vinkler i tilværelsen.

 

 

11

Det banker på døren. Udenfor står Erik S. Lambertsen.

– Møjn. Må jeg komme ind?

Det kan han ikke så godt nægte. Han viser ham en stol, og de sætter sig begge. Peter Christian får straks dårlig samvittighed. Han har nok igen glemt at betale et afdrag.

– Det er ikke så godt, Peter Christian. Du har jo ikke betalt. Hverken den sidste ydelse eller den foregående eller den før. Faktisk har du ikke betalt noget siden januar.

 

Han ser ud, som om han heller ikke regner med, at det vil ske herefter.

– Det er jo ærgerligt. For så skal jeg jo overtage dit hus og sætte det på tvangsauktion. Du ved godt, du skylder mig de penge, ikke? Jeg har naturligvis forståelse for din situation, og derfor beder jeg dig om at indbetale det manglende beløb.

 

Peter Christian nikker. Ganske vist kan han ikke huske det, men hellere lade, som om han husker det, end indrømme, at han har visse problemer, fordi han glemmer.

– Jeg vil spørge min svigersøn, om han kan hjælpe.

 

Erik S. Lambertsen ånder lettet op.

– Ja, gør det, PC. Gør det. Du får naturligvis en frist.

 

Han nikker til ham og går, men standser i døråbningen, mens han ser sig om i stuen:

– Skal du ikke også have en computer?

 

Peter Christian ryster på hovedet:

– Det har jeg ikke råd til.

Så kan han få den, kan han.

Det er vist ham, der skal lave aftensmad i aften. Eller er det?

Eller skal han spise alene i aften?

Han tager sin lommebog frem og bladrer. Jo, den står på alenespisning. Han har aftalt med Egon, at de en gang imellem spiser hos hinanden måske et par gange om ugen. Aftalen kom i stand, da Peter Christian foreslog, om ikke det var til begges fordel.

– Du har så travlt i dit nye job, og med tre piger har du da nok at se til derhjemme også. Hvad om jeg en gang imellem inviterer på aftensmad, og så kan du jo gøre gengæld?

 

Det havde Egon ikke overvejet før, men tænkte sig grundigt om og syntes, det var en god ide. Så de sidste par uger har de spist sammen, og pigerne er glade for morfar, der godt kan være sjov og underholdende.

Egon mener, han blot skal tage sig sammen og ikke sidde og ruge i tungsind. Peter Christian ved ikke helt, hvordan man tager sig sammen, men forestiller sig, at man helt uden grund sidder og griner lidt. Han stirrer ud ad vinduet og fremhoster en række grin og føler sig allerede i bedre humør.

 

Efter aftensmaden tager han sin stok og går sig en rask tur. Uden at planlægge ruten havner han på Skolevej og opdager det først, da han kommer til bakketoppen ud for 5-kilometerstenen. Han standser og ser i begge retninger. Det går kraftigt ned ad bakke ind mod byen, mens der er relativt lige til den anden side. Vejen er forholdsvis bred, og Peter Christian kan simpelthen ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, selv om der var mørkt den aften.

Mormor ville aldrig gå midt på vejen. Aldrig. Tværtimod havde hun mange gange indprentet ham, når de gik ture, at de altid skulle gå i vejens venstre side, altså mod køreretningen. For så kunne de modkørende biler se dem og i god tid svinge udenom, mens de biler, der kørte i samme retning, ikke pludselig ville kunne overraske dem og køre dem ned. Altså må taxaen være kørt ud i siden. Og hvorfor så det?

Der ligger en opgave foran ham. Han vil undersøge det her.

 

 

 

12

– Møjn. Vil du med og køre en tur?

 

Det er stadig overraskende varmt. Hedebølgen vil ligesom ikke slippe og har nu varet i mere end tre uger.

Flemming viser sine nye pyntekapsler frem på Audien. Den svigter aldrig, er ikke overraskende i sin opførsel, men ærlig og trofast. Han står og roser bilen ud over alle bredder. Peter Christian synes, han er lidt pralrøv, men samtidig glad for, at Flemming gider have sådan en gammel stodder med på en køretur én gang til.

Det er søndag, solskin, og det varme vejr ser ud til at vare uendeligt. Det er lige før, tristheden forlader ham. Men kun lige før.

 

– Jeg gider ikke rigtigt køre med nogen anden fra gaden i dag. Jeg synes, du ser mere frisk ud. Selv om du er 74.

 

Peter Christian nikker. Han ved godt, at Flemming er et godt menneske, der tænker på andre, og han blot siger det for at være venlig.

– Glæder du dig ikke til gadefesten i aften? De kommer alle sammen: Thorgrim og Thorunn, hende med nå, ja …, de nye, Ragna og Ruben, Laila Kathrine og nogle flere. Jeg tænkte, at det også kunne muntre dig lidt op? Normalt er det kun os unge, der deltager, men vi syntes nu, at I ældre skulle have chancen. Ha, ha.

 

Peter Christian nikker igen. Han er glad og overrasket over invitationen, selv om det ikke kan nægtes, at han sådan er en slags reserve, der bliver indkaldt i sidste øjeblik. Hvorfor har de ikke inviteret ham med fra starten?

Men Flemming gør da virkelig noget for ham. Alligevel er der en overvejelse i gang, fordi hvad skal sådan en gammel ensom mand der? Han lægger bare en tung stemning ned over det festlige lag med sin sorg og sit savn.

De er unge mennesker omkring de 30, og kan det ikke tænkes, at de har deres måde at være sammen på? Men han kan jo gå, når middagen er færdig.

– Jo tak, jeg skal ikke noget i aften. Det er pænt af dig at tænke på mig.

Han skal sådan set meget sjældent noget. Men det gør ikke noget, at Flemming tror, at ældre, enlige mænd somme tider også er optaget.

– Min morfar døde meget tidligt. Måske synes jeg, du ligner ham lidt.

 

De griner lidt og går over mod Flemmings garage.

 

– Er de ikke flotte, siger Flemming og peger. De stråler i solen.

 

Peter Christian gider ikke svare på forespørgslen angående de tåbelige pyntekapsler. Hvordan skal han ellers reagere på det lort? Har han også en wunderbaum hængende og dingle under bakspejlet? Og Eiffeltårnet i bagruden?

 

– Nå, vi skal fannerme ud at køre, siger Flemming. Han slår ham på skulderen. Han tror nok, at han igen er ked af det over det med mormor. Heldigvis siger han ikke morfar.

– Op med humøret. Nu vil vi more os lidt, det trænger jeg sgu osse til. Jeg vil prøve at køre spanden her som en god folkevogn!

Peter Christian ved ikke, om han føler sig lidt smigret. Flemming har i det mindste set hans gamle folkevogn. Måske er han ude på at fedte lidt.

 

 

Flemming kører godt til på hovedvejen, og de griner begge ad hans fjollerier, og der opstår en god stemning. Peter Christians ansigt slapper af, og det hårde, forbitrede udtryk glider væk. Det kan heller ikke nytte noget at gå og være sur bare på grund af en skide kaffekande. Han begynder at fortælle Flemming om TV- programmet over en eller anden quiz i går aftes. Peter Christian kan aldrig svare, når der spørges om hvem, der er yngst af fire sangerinder, hvis navne han end ikke har hørt. Eller hvilken film der er fra halvfjerdserne og ikke firserne. Ikke engang som her, hvor der var tale om en genudsendelse. Men når der bliver spurgt om noget fra halvtredserne eller før, ved han det før nogen anden.

Flemming nikker bare. Han ser vist ikke det program.

– Ser du alt det der fra DDR?

– Kun lidt, lyver Peter Christian. Flemming skal ikke tro, at han er kommet over det med mormor. Mon han i det hele taget kan indse, at det er ret fantastisk at høre om et helt folk, der er spærret inde af en mur?

Pludselig kommer en arrig gravhund fræsende op fra en lavtliggende gårdsplads og angriber Flemmings venstre baghjul. Mødet med den flotte pyntekapsel og ikke mindst hjulets rotation giver den en gevaldig lufttur, og Flemming bremser hårdt ned. Hunden ligger livløs på vejen.

En stor bondemand kommer småløbende op fra gården efterfulgt af nogle børn, der alle har hørt Audiens hvinende bremser. Flemming overvejer at køre hurtigt derfra igen, men bliver siddende. Peter Christian vil hjælpe, hvis han får brug for det. Klart nok. Bare det ikke er noget med slagsmål.

 

Bondemanden samler hunden op; ryggen står nærmest ud i en stump vinkel med blotlagte knogler. Han bærer den som et spædbarn i sine vældige arme ned på gårdspladsen efterfulgt af børnene; Flemming og Peter Christian har ingen hastværk, men stiger ud og følger efter. Man kan ikke bare køre videre og lade som ingenting.

 

Børn og voksne står i en halvcirkel rundt om den livløse hund. Yderst Flemming, men Peter Christian stiller sig bag ham; det er trods alt Flemming, der har ført Audien. Han er nu ikke ret heldig med sin kørsel. Så en fartbøde der, så en nedkørt hund her.

Der høres sagte gråd fra børnene, og flere af dem kigger bagud mod morderen. Peter Christian skraber i gårdspladsens jord, han har det ikke så godt med grædende børn. De er tit ubeherskede i deres gråd, specielt når moderen er i nærheden. Det er derfor, hans egne børnebørn er så dejlige at have med at gøre.

 

Lidt efter nikker han spørgende til Flemming, mens han med hovedet peger op mod bilen. Der er trods alt grænser for, hvor længe de skal stå der og deltage i sørgehøjtideligheden, og de går langsomt tilbage til Audien. Roligt sætter de sig og lukker dørene.

Og Flemming kører hurtigt væk.

 

– Bønder! mener Flemming og tilføjer:

– De skulle hellere ta´ og afrette deres køtere, så de ikke generer pæne folks pæne hjulkapsler. Det er sgu ikke første gang, den har prøvet at angribe en forbikørende bil.

– Men sidste.

 

Hjemme tager Flemming kapslerne af igen og lægger dem væk,

mens Peter Christian ser til.

– Det tog nok pynten af de kapsler, hvad? Bemærker Peter Christian for at bløde lidt op.

 

Så går Flemming ind og lukker døren efter sig.

– Møjn! Vi ses klokken 18, råber Peter Christian til døråbningen. Men han hører det vist ikke.

13

Før middagen går snakken livligt hen over det lange bord, der er sammensat af flere ikke lige høje borde, i takt med, at flasker tømmes. De sidder i et telt hos Flemming i hans indkørsel. Han bærer heldigvis ikke nag over pyntekapslerne og fortæller vittigt om dagens episode og ruller charmen ud og kan næsten ikke gøre sig forståelig for bare grin, da han genopfrisker historien, samtidig med at han tørrer sveden af panden. Den flaske rødvin, Peter Christian havde med, står uåbnet inde i stuen. Ingen drikker vin. Men så kan han da selv drikke den.

Flemming opruller den sjove historie med fagter og grin og malende ansigtsudtryk.

– Hvis I havde set dem, altså jeg siger jer, hvis I havde set dem…! Bønder, hele bundtet. De stod i en cirkel og gloede på den der langstrakte prins Henrikhund og snøftede. Ikke et øje var tørt.

– Kørte du ind i den med vilje, vil Thorgrim godt vide. Flere i selskabet griner, for det kan de vist godt forestille sig.

– Er du tosset? Tror du, jeg er morder? Nej, nej, vel Peter Christian? Jeg kørte stille og roligt, og så kommer den her køter farende og angriber mit venstre baghjul. Har I nogensinde set en hund angribe en bil?

 

Ny latter. Det har de ikke, men Thorgrim siger, at de har set så meget andet i deres fem år i Danmark, at intet kommer bag på dem. Intet!

– I lever sgu da også bare på sådan nogle vindblæste øer, hvor der aldrig sker en skid, mener Aleksander. Hvad skal vi egentlig med Færøerne?

– Nogle vil også gerne være fri for Danmark.

– Men så mister I jo jeres tilskud. Det er sgu nok ikke så godt, hvad?

– Det ved jeg ikke.

Thorgrim vil ikke ind i den stillingtagen.

 

Flemming bøjer sig hen over bordet over mod Sussi.

– Der er et eller andet bekendt over dig. Jeg har garanteret set dig før, mener han.

Men det afviser hun hovedrystende og alvorligt. Måske afslører hun på denne måde blot hans billige scoretrick. Peter Christian ryster også lidt på hovedet. Tænk, at han er ligeglad med, at Leo også sidder der. Lige ved siden af. Der er ikke noget at se på Leo.

Men der opstår en pause i festlighederne. Guns N´ Roses larmer i baggrunden. Flemming har sørget for musikken og har fortalt flere gange, at det netop er hans favoritgruppe. Den er amerikansk, og så synger den om niggere og bøsser, og er der noget, Flemming ikke bryder sig om, så er det sådan nogle.

 

Peter Christian benytter sig af lejligheden og snakker til Ida Marie:

– Flemming var da vist meget fuld den aften til julefrokosten, ikke?

– Du mener, der før jul? Altså det med din kone? Neej, det tror jeg nu ikke. Det var vist mere mig, der var godt lakket til. Jeg mener svagt at kunne huske, at det var ham, der kørte hjem, netop fordi han var ædru.

– Nå. Jeg troede, at …

 

Flemming rejser sig og slår på sit glas.

– Tja, jeg ville bare byde velkommen og håbe, at vi får en hyggelig aften. Vi skal nok sørge for jeres sult og tørst, og der hænger en liste med resten af arbejdsopgaverne derovre.

– Så, kære venner. Nu skal vi hygge. Værsgo!

Det er ham, der står for maden sammen med Thorgrim, der har et enormt grimt forklæde på, og de to farer frem og tilbage med mad og flere flasker. Maden er på et spisebord inde i stuen, og folk strømmer ind for at fylde tallerknerne.

 

Peter Christian er glad over at være med i det gode selskab. Han kan dog godt mærke, at han er en af de ældre. Han er lige ved at glemme, at han har lovet sig selv at gå lige efter middagen. Så må de unge hygge sig uden ham. Men Laila Kathrine er der også, og dermed indebærer aftenen uforudsete muligheder, og der kan ændres på planer. Hun sidder desværre et stykke fra ham, og der er ikke så mange, der snakker med hende.

Når han i andre sammenhænge forsigtigt har omtalt hende, reagerer de ved at smile og ryste på hovedet og føre en finger op til tindingen og lade den køre rundt i små cirkler. Derefter følger den uundgåelige sætning: Hun er jo tysker. For det forklarer alt.

Han tolker det som et fremskridt, at hun trods alt er inviteret med i aften. Han må modstræbende erkende, at de unge viser gode takter.

 

Han ville egentlig godt have lidt mere at vide om den julefrokostaften, men han kan fornemme, at han ødelægger stemningen lidt, for det er noget alvorligt noget med hans hustru, og nu skal de hygge sig. Når Flemming sådan bryder ind med sit velkommen, betyder det snarere hold kæft, PC, og Peter Christian tier.

 

Han syntes bare, at Flemming sagde, at det var ham, der var fuld den julefrokostaften. Nå. Måske husker han det ikke så godt længere. Det er trods alt mere end fire måneder siden. Han kan under alle omstændigheder læse i ringbindet, hvad Flemming sagde dengang. Det vil han gøre, når han kommer hjem.

 

Han rejser sig og henter sin vin. Da han passerer Laila Kathrine, langer hun ud efter ham og peger på flasken:

– Åh, ja, et glas vin kunne jeg også godt have i stedet for alt det øl.

Forfjamsket får Peter Christian proptrækkeren fundet frem, den lå i køkkenskuffen såmænd, og aser med at flasken lukket op. Det siger plop, så der sprøjter lidt rødvin ud og ned i skødet på Laila Kathrine.

– Undskyld, mumler han, rød i hovedet, mens han hælder op i hendes glas.

– Det kan jeg leve med, siger hun og smiler oven i købet.

Han bliver varm over det hele og synes lige pludselig, at festen er en god fest.

– Jeg kan sætte mig her hen, hvis du synes, spørger han hende.

– Nej, bliv du bare der. Hvis jeg skal have et glas mere, vinker jeg til dig.

Nå. Javel. Det er da en begyndelse. Rom blev som bekendt ikke.

Alligevel føler han sig fornærmet eller afvist, og så er der ikke andet at gøre end at drikke. Nu kan han godt høre en lille smule tysk accent i hendes sprog.

 

Ragna og Ruben sidder og småskændes, for Ruben har købt den forkerte alkoholfrie vin.

– Man kan da heller ikke regne med dig, siger hun højt.

Ida Marie tøsegriner sammen med Thorunn og rører af og til ved hende. Peter Christian ved ikke helt, hvordan det skal tolkes.

– Er der ikke flere, der har lyst til at lære at spille golf, spørger Leo.

– Nej, ellers tak, svarer Aleksander. Det er vist kun for de rige.

– Nå, det er da både mig og Flemming, der spiller. Vi er ikke specielt rige.

– Desuden er jeg også for gammel, mener Aleksander. Det overlader jeg trygt til jer unge. Det kan I vel finde ud af.

– Der sker noget i Østtyskland, hvad, siger Sussi. Hun gider ikke snakke golf.

– Det hedder DDR, mumler Peter Christian.

– Ja, vi skal vist være glade for friheden herhjemme.

– Frihed til hvad, spørger Aleksander, den gamle provo. Hvad med de indre mure, vi har i vore hjerner?

Det varer ikke længe, så er diskussionen godt i gang. På den ene side sidder Flemming, Leo og Aleksander, på den anden er Ragna, Ruben og Peter Christian. Men Peter Christian vil ikke deltage i snakken. Dels vil han ikke modsige sin ven, dels tænker han meget på Laila Kathrine og er opmærksom på, om hun ønsker mere vin.

Snakken og diskussionen bliver mere og mere højrøstet i takt med at flaskernes indhold falder. Det er svært at høre, hvad den enkelte siger, når flere debatter finder sted sideløbende. Det er irriterende, når nogen starter en ny debat, når den igangværende ikke er afsluttet. Peter Christian drikker sin rødvin og blander sig ikke.

Der bliver også spist, men flere bliver ved med at vende tilbage til muren om Vest-Berlin og i det hele taget det at have et helt land og et helt folk spærret inde. Ingen spørger Laila Kathrine om noget, for hun burde da vide noget om Tyskland. Peter Christian overvejer så småt at sætte sig over til hende og stille hende nogle kontante spørgsmål. Hvornår kom hun til Danmark? Hvorfor? Det kunne være spændende at høre. Han overvejer kraftigt bare at rejse sig og gøre det. Han vil dog lige drikke et glas mere.

 

I en pause føler han pludselig trang til at sige noget, men har glemt alt om Laila Kathrine. Fire glas vin i maven giver en let følelse og et overraskende mod.

– I snakker sgu alle sammen om den mur i DDR! Skulle det ikke være mere nærliggende, hik, at bekymre sig lidt om dem, der bor her på gaden?

Der bliver øjeblikkeligt helt stille.

– Hvad mener du, siger Aleksander.

– Hvordan tror I, det er at miste sin kone, hvad?

Han er næsten aggressiv. Men nu skal det ud. Lidt spyt sidder i mundvigen, ansigtet er rødt, det ved han godt, det er der ikke noget at gøre ved.

– Tror du ikke, du skal til og hjem, nu skal jeg hjælpe dig, mener Flemming og rejser sig for at hjælpe Peter Christian op at stå.

Det er svært at holde balancen. Al samtale er gået i stå. De ser på ham, og Flemming tager ham under armen og hjælper ham af sted.

– Farvel og tak for i aften.

Ingen protesterer ret meget, så Peter Christian fornemmer i sin tåge, at det er en god beslutning. Der er noget mummel, og han synes, han hører ordene flæbende fulderik. Flemming støtter ham, men da han begynder at gå, behøver han ikke hjælp og støder Flemming væk.

 

Han stavrer småmumlende hjemad til det tomme hus.

I entreen bøjer han sig lidt og stirrer ind i sit eget spejlbillede. En foroverbøjet, gammel mand ser han. En fuld, gammel mand oven i købet. Smidt for tidligt hjem fra en fest på grund af utilbørlig optræden. Prøvede at drikke Laila K fuld, bare for at komme i seng med hende …

Han raver rundt i køkkenet efter noget mere vin, men der er tomt.

 

Da han lidt senere børster tænder på badeværelset, kommer den igen. Mormor. Mormor skulle altid først ud på badeværelset, og han gik imens rundt og sikrede sig, at alle døre var låst, alle vinduer var haspede, varmen lukket ned for natten, og alting var i orden. Det var hans job. Hans ansvar.

Nu står han bare helt alene og kan børste tænder, hvornår han end beslutter sig. Ingen står i vejen, ingen går foran ham med et smil og siger: Jeg skal altså først! Det er ligegyldigt, om der er låst og lukket ned for varmen.

Vand og tandpasta løber ned ad hagen på ham.

Han sluger sine piller. Det kan han lige så godt gøre først som sidst.

Han går i seng og har lyst til at græde så højt, at hele gaden kan høre det dernede i teltet. Men ikke en lyd kan han få frem. En lyd- og tåreløs gråd. Åh, mormor. Hvor jeg dog savner dig.

 

 

 

14

Det banker på døren ind til Peter Christian, der er ved at fortælle Aleksander om sin pyntekapseltur med Flemming.

Ind træder Leo, Flemming og Ida Marie, Ruben og Ragna, Thorgrim og Thorunn og sidst, men ikke mindst Laila Kathrine.

Peter Christian følger hende uroligt og sultent med øjnene, og det lykkes ham til sidst at fravriste hende et nådigt nik. Et nik, der direkte oversat betyder noget i retning af:

– Tak for køreturen forleden! Det var rigtig hyggeligt at være sammen med dig! Det burde vi måske gentage? Kommer du snart ned og besøger mig? Skal vi så spise aftensmad sammen? Og giver du så igen et glas vin? Skulle vi alligevel have sat os sammen til gadefesten?

 

Sikke en masse, der kan ligge i sådan et nik!

Hans drømmerier bliver brat hugget over af Flemming, der med høj røst bekendtgør:

– Møjn med jer to, vi tænkte nok, at du sad her, Aleksander. Undskyld, vi så pludselig kommer masende alle sammen. Men vi har noget vigtigt at snakke om. Og så synes vi, at du selvfølgelig skal være med, Peter Christian. Er det ikke i orden? Du er nok blevet ædru igen.

Det griner de ad, og Peter Christian griner med, for det er tragikomisk, når en 74-årig mand er fuld. Hvis han var 32, var det bare sjovt.

 

Flemming kigger rundt på de andre og ser betydningsfuld ud.

– Der skal være efterskole i højskolens bygninger, og nu synes vi, bægeret er fuldt! Vi synes, det efterhånden er sådan, at de store fannerme bestemmer alt! Skal vi lige snakke lidt om det? Har du noget imod, vi holder møde her hos dig? Du bor så hyggeligt. Der er i øvrigt bestyrelsesmøde derovre lige nu.

 

Uden at afvente svar går Flemming hen til sofaen og sætter sig, mens han opdager de små glas, som Peter Christian og Aleksander er i gang med, selv om Aleksander huler hånden om sit.

 

Peter Christian kan måske ikke høre så godt, men se, det kan han! I øvrigt kan han godt høre det, han vil høre.

Det hører han af og til de andre sige. Så smiler han og nikker til dem.

– Det her var for eksempel noget, jeg godt ville høre og derfor hørte.

Så griner han også lidt, mens de andre som regel griner mere kunstigt.

Han henter yderligere nogle små glas, og hele selskabet tager plads. Der er ikke så meget mere tilbage i flasken, så han skaffer en ny ude fra køkkenet, mens Aleksanders blik følger ham.

 

Peter Christian noterer sig, at Thorunn og Ida Marie sidder ved siden af hinanden ligesom til festen. Det er nok moderne med to kvinder. Flemming har placeret sig ved siden af Ida Marie. Nå, så er der da i hvert fald ikke noget mellem ham og Thorunn. Det kunne ellers være en køn redelighed. Han smiler lidt for sig selv over tanken. Det er sørme et ordentligt fællesskab. Han er også tilfreds med, at de kommer til ham. Han betyder noget for dem og er en del af sammenholdet. Det er da helt klart. At de også har taget Laila Kathrine med, er en overraskelse.

 

De første par minutter går med at lægge nakken tilbage og sige ah, undtagen Laila Kathrine. Hun kigger ud ad vinduet imens. Peter Christian tænker nervøst, om hun hellere vil have noget andet. Thorunn spilder ned ad sig, og Flemming hvisler i den almindelige snakkekævlen til Ida Marie:

– Skal du ikke hjælpe hende med at tørre det op?

 

Peter Christian undrer sig lidt over den bemærkning. Som om Ida Marie og Thorunn havde noget sammen. En skør tanke.

 

Han ville normalt slet ikke kunne høre den slags, men lige præcis her hører han det overmåde tydeligt. Det liver ham helt op. Han kan ikke rigtig huske, om han er i godt eller i dårligt humør.

Han stirrer på Flemming og synes at kunne se et eller andet utilfredsstillet. Måske har han alligevel lagt an på Thorunn og fået nej, hvem ved? Flemming er en, der vist lægger an på alle, han kommer i nærheden af. Og man så jo ganske tydeligt, hvordan han under middagen hele tiden kastede blikke over på Thorunn. Ja. Han lagde faktisk an på hende, gjorde han. Typisk Flemming.

Måske er Flemming senere på aftenen afvist af Thorunn. I fuldskab har han prøvet på noget.

Det er ikke noget, de snakker om. Han har ellers givet Flemming god mulighed for at tale om det for på den måde at få det ud af kroppen, for sådan skal man gøre. Det står i Søndags-Politiken.

 

Sidste eftermiddag stod han længe og søgte at holde liv i en dialog tværs over plankeværket. Men forgæves. Flemming greb ikke chancen.

 

Ruben rømmer sig.

– Jeg synes, vi skal protestere til bestyrelsen for efterskolen! Sådan rigtigt. Måske allerede i aften, mens de sidder der.

 

Rubens forslag bliver godt modtaget, selv om der er lidt usikkerhed om, hvad han mener med en rigtig protest. De vedtager at lade ham, Flemming og den nye mand, Leo, møde med bestyrelsen og forklare dem et og andet om fred og ro på en stille sidegade, om ødelæggelse af et godt fællesskab og om vanartede unge mennesker fra Toftlund, Sølle og Tokholm og dem mod nord fra Ribe og dem mod syd fra Tønder. Ragna påpeger, at det især er dem fra Toftlund, hun er betænkelig ved.

 

 

– Hvad for en slags efterskole? Hvad er det for unge mennesker, der skal være der – og hvorfor?

Flere vil godt have svar på de spørgsmål.

Byen vil blive invaderet af lømler og bisser fra Åbenrå og Sønderborg, værre kan det ikke blive, bortset fra hvis de kommer helt fra Esbjerg.

De værste i Skarphede i dag er præstens Jeppe og skoleinspektørens Brian. De drøner rundt i byen på tunede knallerter og råber ad pæne folk. Brian er helt opgivet af sine forældre. Jeppe blev sendt på efterskole, men efter 14 dage kom han hjem igen. De skulle have påstået, at det var en fejlaflevering. Når de ikke engang ville have ham der, må han godt nok være slem.

 

– Jeg kan skrive en artikel om efterskolen i ugeavisen. Den skal jo alligevel nævnes før eller senere.

 

Rubens forslag er en knippelgod idé, synes alle.

– Du kan godt interviewe mig, tilbyder Flemming. Jeg skal sgu nok gi´ dem tørt på.

– God idé, mener Aleksander.

– Jeg kan måske få et interview med forstanderen, for sådan en skal der vel ansættes?

Peter Christian synes, at ugeavisen, som Ruben skriver i, er god, somme tider endda bedre end Tønder Dagblad. Det kan da godt være, at sådan en artikel kan få øjnene op på dem, der bestemmer.

 

Der opstår en pause i kritikken af efterskolen.

For at udfylde tomrummet begynder Peter Christian at fortælle om rundkørslen i Tønder, og uden at gå i unødvendige detaljer er hans fremstilling i høj grad præget af stærk selvtillid og tro på egne evner. Hvad ellers? Skulle han måske lyve? Han fortæller om, at han jog de unge mennesker væk, da de begyndte at blive frække over for Laila Kathrine. Hans dybe furer i panden bliver noget udglattede, da flere giver udtryk for, at det er den rigtige måde at behandle sådanne lømler på. Det er faktisk dejligt at mærke de andres varme medleven.

– Måske er det Guds vilje, mener Peter Christian, der helt bliver revet med af stemningen og tilføjer:

– De blev vist lidt bange for mig!

 

Da han siger det, får han øje på Laila Kathrine og bliver noget ærgerlig. Han har helt glemt, at hun også er her.

Ruben mumler bifaldende; han har altid sagt, at Gud er med i alt, hvad der foregår på hele jorden i alle mennesker. Med ham ved sin side er det ingen sag at gøre andre bange. Og Gud husker alt!

Aleksander kigger på ham og smiler:

– Du mener, han har en ret stor harddisk? Skulle ham der din gud sidde i himlen på sit kontor og føre regnskab over stort og småt med alle de mange milliarder mennesker, der bebor jordkloden? Alene antallet af overvågningskameraer, som han skal sidde og glo på!!

 

Det, mener Ruben ikke, kan være noget problem, idet hans gud er almægtig og alvidende.

– Han behøver hverken computere eller bøger.

– Nej, måske. Hvis han gjorde, kunne det formentlig afhjælpe en del af denne verdens fejl og mangler.

– Det er vor egen skyld. Ruben bliver helt ophidset.

– Skyld og skyld. Hvem snakker om skyld?

– Eva spiste af kundskabens træ og syndede.

– Ja, hvis din gud er almægtig, kunne han have ladet være med at gøre hende nysgerrig. Hvis han er alvidende, vidste han, hvordan det der paradiseventyr ville ende.

– Det er helt forkert opfattet.

– Din gud er en smålig, nidkær, gammel gnavpot. Pas på, du ikke også udvikler dig til at blive det.

 

Sådan kan de blive ved længe.

Som regel småskændes de lidt over gud og fanden, videnskab og tro, men Peter Christian ved godt, at det er en måde at snakke sammen på. Man kan simpelthen mærke den gode stemning i stuen. Nu har de oven i købet en sag at kæmpe sammen om! Han føler de små hår rejse sig, når fællesskabets milde strømme breder sig kærligt. Det er på tide. Alt for længe har de snakket hver for sig om hinanden ligesom i Babylon i stedet for sammen med hinanden, og det er lige før, at tankerne om mormor er borte. Han søger at fange Laila Kathrines blik, men der er lukket. Har hun allerede glemt ham? Hun er måske blevet sur over det, han sagde om rundkørselskørslen.

Så vender hun sig om og ser direkte på ham. Han bliver helt forfjamsket og nærmest rød i hovedet. De små hår lægger sig igen. Men hun siger intet. Sidder bare og stirrer på ham lige ind i hjernekassen. Det er flovt at blive rød i hovedet. Hvorfor bliver han det? Han kender ikke andre modne mænd, der rødmer. Han har derimod altid haft tomatsæson i ansigtet. Hver gang er der en venlig sjæl, der gør de andre opmærksom på det. Det forstærker den røde farve og hans irritation. Han troede, at når han blev 60, var det overstået. Nå, ja, så 70 da. Men det hjalp heller ikke. Han bliver nok et sjældent lig, der i stedet for at være kridhvid er rød i hovedet. Undskyld, jeg er død. Beklager. Det giver jer ekstra døje.

 

Her lader det ikke til, at nogen ser det. Altså undtagen Laila Kathrine. Endelig ser hun væk igen. Han overmandes af lettelse og en følelse af opstemthed og skæver til de tømte snapseflasker.

– Skal vi synge en sang, spørger han pludselig ud i stuen.

 

De bliver helt tavse.

– Hvad skulle det være for en, spørger Flemming.

 

Peter Christian kan ikke komme i tanker om en eneste, der ville være velegnet, så han falder lidt ned og ser sig hjælpeløst rundt. Pludselig kommer det til ham:

– Hvad med I synnerjylland, der æ æ føjt?

 

Flemming kigger på sit ur.

– Vi kunne også gå en lille tur rundt om efterskolen, inden det bliver alt for mørkt? Måske møder vi bestyrelsen.

 

Det nikkes der til, og flere rejser sig, tydeligvis tilfredse med forslaget. Peter Christian rydder lidt op og ved ikke, om han skal være glad for eller ked af det over det med den sang. Den kunne have hamret fællesskabet ordentligt på plads.

Så går han ud efter dem.

 

De slentrer en tur ned ad Fælleslykkegade i den dejlige forårsaften og beundrer de store træer langs gaden. For enden ligger skoven ned mod åen, og er der noget, der er værd at studere, så er det den. Ruben tager ham om skulderen og mener, at det altid er så hyggeligt inde hos ham. Thorunn kommer til og smiler til ham.

Men ingen spørger ham, om han savner sin kone. Ingen nævner noget om den aften før jul. Ingen spørger, hvordan det går at være alene.

 

Peter Christian kan trods alt godt lide at høre til her. Det er en lun aften med masser af fuglekvidder fra skoven og åen. Åh, det fællesskab. Det er et varmt og hyggeligt skab, som man har brug for. Man føler sig meget stærkere, når man er fælles om noget. Så skidt med, at de er så fulde af hensyn, at de ikke nævner noget om mormor. Han traver lige i hælene på Laila Kathrine og håber, hun vil vende sig om og snakke til ham.

15

Ud for højskolens bygninger standser de og får øje på en gruppe mennesker, der står og kigger på bygningerne.

– Der er de sgu, siger Flemming. Bestyrelsen.

 

Peter Christian kender kun enkelte af dem, men Flemming mumler hviskende til ham, at den skaldede med det lange, tynde hår i siderne hedder Niels Ejegod, der efter folkesnakken at dømme ikke helt lever op til sit navn.

– Ham den lille med de stikkende øjne er Erik S. Lambertsen.

 

Han er en stor byggematador og har solgt de fleste af gadens huse, som han har bygget. For eksempel nummer 17.

Han ruller med øjnene, som om han taler om Christian den Anden og det stockholmske blodbad. Peter Christian nikker og siger, at han godt kender Erik S. Lambertsen. Der er en anden én i det selskab, han også har set før, men han kan ikke komme på, hvor det er fra.

 

De to grupper nærmer sig hinanden.

– Møjn! Ja, vi ville lige bese lokaliteterne og gå en lille tur ned langs Fælleslykkegade. Det er noget værre noget det der i Kina, hvad?

 

Den høje mand, som Peter Christian synes, han kan genkende, gentager, som om beboerne og de andre er hørehæmmede, eller måske fordi ingen reagerer på det første udsagn.

– Ja, vi ville lige bese lokaliteterne og gå en lille tur ned langs Fælleslykkegade.

– Tja, det ville vi også, selv om os er der ingen, der spørger om noget som helst, mener Flemming, mens han ser meget sigende på sine kampfæller fra gaden. Han kigger ekstra på den store mand, der snakker mest.

– Har vi for eksempel bedt om at få en efterskole her på vores gade? En efterskole med uopdragne elever her midt i vores hyggelige fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved!

 

Den store mand føler sig stødt over deres åbenlyse modstand. Hans øjne fikserer Flemming, og pludselig siger han:

– Sig mig, var det ikke dig, der kørte vores gravhund ihjel her forleden?

 

Peter Christian genkender ham. Selvfølgelig.

Hans spørgsmål tager i nogen grad fusen på Flemming, ser det ud til. Harmen og vreden over den kommende efterskole glider lidt i baggrunden. Peter Christian bemærker straks, at det dæmper ham. Flemming er nok ikke så glad for at blive udråbt som dyremorder.

– Det var ikke med vilje, Taus. Det ved du godt.

– Nej, det er der heller ingen, der siger. Men kørte du måske lidt stærkt?

– Overhovedet ikke. Den der åndssvage hund kom pludselig farende op fra nowhere og angreb mine hjul.

 

Peter Christian nikker og mener, han skal støtte Flemming.

– Det er rigtig nok. Det var mig, der var med. Jeg så det hele. Den må have gjort det før. Måske tiltrækkes den af pyntekapsler.

 

Flemming ser på ham. Ikke sådan, som han plejer, mere med et ærgerligt udtryk i øjnene. Det er svært at forklare.

Taus trækker vejret tungt.

– Ja, ja, vi havde ham i ni gode, lange år især for børnene, og nu er han død. Men efterskolen lever! Nu har vi jo de bygninger, og synes I ikke også, de skal bruges til noget?

 

Bagved står bestyrelsesmedlemmerne og nikker samstemmende. Det er fint, hvis bygningerne kan bruges til noget.

– Bruges til noget? Til skabagtige unge mennesker totalt uden opdragelse?? Vandaler. Hærværksungdom. Måske kriminelle. Skabe ballade her på vores fredelige villagade. Vi, der lever i harmoni og grænseløs enighed, hvad skal vi med en efterskole? De vil råbe og skrige, og deres brunstbrøl vil kunne høres overalt.

Peter Christian synes, at Flemming trækker den lidt langt ud, men det er godt, at de får at vide, hvad der er på spil for beboerne. Flemming er ikke den, der mangler ord.

 

Den store mand præsenterer sig fredsommeligt for beboerne.

– Godt ord igen. Jeg hedder Taus Thybo og er formand for bestyrelsen. Her er John Jaksen og Niels Ejegod. Ham her. Han hedder Erik S. Lambertsen. I kender ham måske bedre under navnet Erik S.

 

Erik S. smiler til ham.

– Det ved de vist godt.

 

Han nikker ligesom mest til Peter Christian, der straks mod sin vilje føler sig smigret. Så henvender han sig til Flemming.

– Hvad ville I bruge bygningerne til?

 

Ragna maser sig frem i geleddet foran Flemming.

– Et længe savnet center for kristelige unge mænd og kvinder.

Forbløffelsen hos de andre beboere breder sig. Det har de ikke lige snakket om.

Ruben støtter Ragna.

– Ja, lav en efterskole for rigtige kristne unge. De ved, hvordan man skal opføre sig.

 

Maven vibrerer af hellig skråsikkerhed.

John og de andre bestyrelsesmedlemmer siger ikke noget. Beboerne bliver helt mundlamme.

Indtil Aleksander tager ordet og giver dem tørt på, mens overkroppen hælder over mod Ruben og Ragna, og hænderne er i siden.

– Vi vil sgu heller ikke have kristelige unge rendende her i jesussandaler. Hvor helvede har I dog fået den idé fra?

 

Peter Christian tror, at han bander provokerende ekstra meget, fordi han taler direkte til ægteparret.

– De kan da i det mindste opføre sig ordentligt, mener Ruben.

 

Peter Christian ved ikke rigtig, om de der rigtige kristne vil være en god idé. Men det er sikkert bedre, end hvis de var forkerte kristne.

 

 

 

16

Så rømmer Ida Marie sig; hun har hidtil været tavs. Med et fast blik på Thorunn, som om de to damer har noget sammen, hvæsser hun sværdet, fornemmer Peter Christian.

– Det må stå for Ruben og Ragnas egen regning. Vi synes bare, at vi godt kunne blive spurgt. Det er trods alt os, der bor her.

 

Thorunn nikker samtykkende og står på begges vegne meget rank og strunk sammen med Ida Marie, så ingen er i tvivl om alvoren i de ord.

De andre beboere nikker bekræftende, og Ruben og Ragna tier. Det er vist klogt af dem.

– Nu står bygningerne der, og de skal bruges til noget. Vi havde oprindelig tænkt på at ombygge til ældreboliger. Der er for byen meget mere økonomi i at have en efterskole end en ollekolle!

– I burde da melde jer ind i skolekredsen. Så får I både indflydelse og informationer også om de ordblinde elever, der skal gå her og for en gangs skyld blive hjulpet. Det bliver de jo ikke i folkeskolen.

 

Erik S. taler, som om han er formand.

– Vi har besluttet, at vi tager et år ad gangen. Så når det skoleår, der starter her til august, har sin første generalforsamling i april, vil vi der tage stilling til det videre forløb. Det vil …

 

Laila Kathrine famler pebersprayen frem, tager to skridt og retter den mod Erik S. og trykker på kontakten.

Da Johan vil tage den fra hende, får han også en dosis. De springer alle væk, også beboerne, der ikke ved, om Laila Kathrine har tænkt sig at angribe dem alle eller kun nogen.

Forudsigelighed er ikke et ord, der rimer på Laila Kathrine.

 

Peter Christian vender sig bedrøvet mod hende:

– Jeg synes, du er noget aggressiv, Laila Kathrine.

 

Hun ser på ham med smalle øjne:

– De er selv ude om det! JEG ER VREDENS TÅGE, DER SPRØJTER GIFT MOD DE GALE.

 

Med de ord forlader hun det nu pludseligt opløste selskab og går nedad mod sin villa.

Ragna og Ida Marie tager sig af de to ramte, men det er kun Erik, der er hårdt såret. Han græder med tårerne strintende ud af øjnene som et frossent springvand, der er ramt af tø og erklærer med rusten røst, at han aldrig mere vil vise sig på Fælleslykkegade.

Det, synes Peter Christian, er en god idé.

– Vi skal være ordentlige mod hinanden, selv om vi er uenige, mener Ida Marie. Hun har hentet en våd klud og tørrer stormatadoren i ansigtet.

Det gør nu ikke Peter Christian noget, at Erik S. får lov at græde lidt. Måske græder han ikke så tit, som han burde.

De andre beboere ser også tilfredse ud sådan lidt på afstand.

Det er noget, der styrker sammenholdet.

17

Leo stirrer forbavset på Peter Christian og de tre piger i varierende størrelse, der står ved siden af ham.

Leo er i gang med at feje for egen dør. Det er dejligt varmt, og han har tilpasset et viskestykke til issen med en knude i hvert hjørne. Sveden står i stænger ned over panden. Peter Christian smiler ved synet. Han har allerede på afstand indskærpet pigerne, især den mindste, at når manden har et viskestykke på hovedet, er det ikke for at se sjov ud. Det er for solen.

– Møjn, da. Er det dine børnebørn? Spørger Leo.

Peter Christian nikker stolt.

– Møjn. Ja, jeg har lovet at passe dem, mens deres far skulle noget, og så nyder vi solen og skal om på legepladsen.

– Mig ved godt, hvordan hunde får hvalpe, siger Lea til Leo, mens hun ikke kan få øjnene fra viskestykket på hovedet.

– Hvorfor har du sådan en sjov hat på?

– Det er fint, siger Peter Christian. Han prøver at aflede hende ved at pege over mod efterskolens gård og antyde en kat. Men det har han ikke det store held med. Nu begynder hun igen. Han bliver altid forfærdelig dårlig, når Lea snakker om parring og det der.

– Først en hanhund og så en hunhund til, fortsætter Lea uanfægtet.

– Jeg sagde, det er fint. Peter Christians stemme er blevet en anelse skarpere.

– Hanhunden skal stå bagerst.

 

Peter Christian får heldigvis hjælp af Leo over dette udslag af barnlig trods ved at vise dem ud på den lille terrasse, hvor hans nygifte og meget smukke dame af det bedre selskab sidder på en havebænk og læser i en avis.

– Må jeg præsentere: Sussi Wunderschøn! Min ungdoms elskede! Vi kommer fra samme lille landsby.

 

Han smiler, mens han slår ud med armen i retning af den svangre Sussi.

Hun ser underligt kold ud.

– Elskede? Ha.

 

Hun vrænger nærmest det sidste ud. Måske er hun stadig sur over den proptrækker, bare fordi Leo skulle spille golf.

Leos humør dykker hurtigt, det er tydeligt.

 

Til gengæld går der et aha-suk op for Peter Christian.

– Jeg kender godt dig, Sussi. Jeg har set dig hos købmanden, tror jeg.

– Nej, Peter Christian, det var da i går, vi mødte dig inde i Tønder, kan du ikke huske det?

– Jo da. Peter Christian bekræfter altid, at han kan huske. Det er helt gratis, og ingen kan alligevel granske hans hjerne og der konstatere, om hukommelsen fungerer. I hvert fald den, der går på de sidste timer.

 

– Hvorfor er I egentlig så meget mod den efterskole?

Det kan Peter Christian faktisk ikke helt huske. Febrilsk og lettere nervøs trækker han tiden lidt.

– Vi vil jo gerne have, jeg mener, indtil nu er der stille, og måske bliver det anderledes.

– Så I er bange for larmen?

Det var det halmstrå, han kunne bruge.

– Ja, er du tosset. Skrig og skrål fra unge mennesker dagen lang, det er jo ikke lige sagen, vel?

 

Han appellerer til Leos forståelse.

– Nej, men det giver vel også arbejdspladser til byen.

 

Det har Peter Christian ikke tænkt på. Det vil dog blot være købmanden og bageren, der vil nyde godt af det. Og det kan næsten være lige meget. Peter Christian kan ikke lide ekspeditricen, fordi hun slikker på fingrene, inden hun tager en pose til brødet, som hun derefter tager med de samme fingre. Han køber altid brødet hos købmanden, der ikke slikker på fingrene først. Eller gjorde. Da han rent tilfældigt opdagede, at det alligevel var bageren, der leverede brødet, blev han enig med mormor i at købe alt brød inde i Tønder, hvor de tager brødet med en plastikhandske på. Basta.

 

– De ryger hash og stjæler og råber frække ord og slås.

 

Det vælter ud. Lige pludselig kan han huske alt det, han er imod.

– De er også uopdragne og frække mod ældre mennesker. Jeg har set nogle unge mennesker inde i Tønder, der trak bukserne ned for at vise bar røv. Men vi vil ikke se sådan noget på Fælleslykkegade.

 

I hvert fald ikke drengenes.

Sussi og pigerne står og kigger ud ad vinduet over mod efterskolen. Hendes lyse hår er stadig bundet op med en stram knude i nakken.

 

Lea tager ham i hånden.

– Morfar, mig blive her.

– Ja, lad du børnene blive her lidt. Der er meget at se på for dem.

Sussi tror måske, han gerne vil i aflastning, eller også vil hun prøve, hvad det vil sige at have børn.

– Jeg vil godt med dig hjem, morfar, siger Astrid.

– Jeg skal nok blive hos Lea, siger Maja.

Peter Christian er efterhånden godt og grundigt træt af al den parringssnak og forlader Leo med Astrid, der springer ud i solen.

18

Hjemme sætter de sig ved køkkenbordet og deler en appelsin.

– Er du ked af, at mormor er død, spørger hun pludselig.

 

Hun kunne lige så godt have stukket en dolk i ham, og den sidder nede i højre side af maven. Appelsinen er lidt sur og giver ham vand i øjnene.

Han nikker og får grødet stemme.

– Ja, meget.

 

Astrid sætter sig over og putter sig ind til ham.

– Jeg er også. Hun får tårer i øjnene. Peter Christian holder godt fast om hende, det trøster lidt. Hun klynger sig ind til ham og borer ansigtet ind til hans bryst.

– Jeg savner hende sådan, siger Astrid og græder nu rigtigt.

 

Der er helt stille i stuen. Kun Astrids gråd høres, og Peter Christian er langsomt ved at bukke under også.

– Så, trøster morfar hende. Jeg savner hende også forfærdeligt.

 

Hun vender sit ansigt op mod hans.

– Jeg savner hende mest. Der er glimt af drilleri og smil i hendes tårefyldte øjne.

 

Han har svært ved at se det for tårerne. Hans tårer, der bare dukker op af ingenting.

– Er mormor oppe i himlen nu?

 

Peter Christian nikker. Hvor ellers? Et så fint menneske bør være i himlen, når hun er død. Hvis der er retfærdighed til. Men han ved godt, at det ord er udgået af ordbogen, når der tales om den højere retfærdighed.

– Græd du meget, da hun dødet?

– Det hedder da hun døde. Ja, det gjorde jeg.

– Var du ked af det i lang tid?

– Ja.

– Flere dage?

– Meget længere. Jeg er stadig ked af det.

 

Det er rigtig nok. Han græder stadig over at have mistet hende. De kunne godt have haft nogle gode år sammen også som gamle. Men det kunne åbenbart ikke tillades.

 

– Hvordan dødet hun?

– Hvordan hun døde? Hun blev slået ihjel i trafikken.

– Ja, det ved jeg godt. Men hvordan slået ihjel.

 

Astrid forlanger kendsgerninger.

– En taxa kørte ind i hende, og politiet mente, at hun gik ude midt på vejen.

– Mener du ikke det? Astrid ser forbavset op på ham.

– Mormor ville aldrig gå sådan. Hun gik altid i vejens venstre side, som man skal, og så på Skolevej, der er så bred og bakket. Jeg er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Især hvis der kommer en modkørende bil. Måske var der noget sne i vejsiden, hun lige ville undgå.

 

Det er dejligt at sidde og knuge sit barnebarn og være to om sorgen og savnet.

– Hvorfor kommer du i tanke om mormor?

– Da vi gik hjem. Før gik jeg mellem jer og holdt jer begge i hånden. Nu er det skævt.

Peter Christian overvejer at hente ringbindet med avisartiklerne. Der er et foto af taxaen også. Men Astrid har set det flere gange.

– Vil du godt have en ny mormor, så det igen bliver lige?

 

Hun hopper ned på gulvet og klasker begge hænder sammen.

– Det er en god idé, morfar.

 

Men så bliver hun tænksom.

– Hvor finder vi en ny mormor? Hun skal jo være lige så god som den gamle.

– Ja, det er jo problemet.

 

Nu efterlyser Astrid saftevand og et stykke franskbrød med honning, og Peter Christian smører sig en mellemmad. De andre to piger kommer løbende, og det tegner til frokost.

 

 

 

19

Den første dag i juni standser to biler ud for Peter Christians hus. Ud stiger Erik S. og et par herrer, alle fint klædt på med slips og hvid skjorte. De banker på og kommer ind.

Peter Christian lægger hammeren og lukker klædeskabet i soveværelset. Erik S. ser meget højtidelig ud.

– God dag, Peter Christian. Vi kommer for at foretage tvangsauktionsforretning. Du skylder mig en sum penge, og da du ikke har betalt og fået adskillige rykkere, som du ikke har reageret på, må vi desværre gribe til denne drastiske udvej. Jeg ved godt, du er i en svær situation, men penge er jo kønsløse og kender ikke til følelser.

 

For fanden. Han har helt glemt alt om den gæld. Egon er derfor slet ikke spurgt, men han har nu heller ikke de store forhåbninger til hans evne med penge. Han kan ikke bare sådan uden videre hjælpe ham, det er han sikker på. Og ville Erik S. egentlig nogensinde mere sætte sine ben på gaden?

En af de fine herrer fortæller omstændeligt Peter Christian, hvordan tvangsauktionen foregår, og Peter Christian må flytte. Alt, han ejer, skal ud af huset, så køberne kan overtage det. Men han får selvfølgelig overskuddet af tvangsauktionen udbetalt, hvis der bliver et.

Klart nok. Men hvor skal han flytte hen?

– Har du aldrig undersøgt ældreboligerne i Tønder? Det kunne være noget for dig.

– Ja, supplerer Erik. Der bor en masse andre ældre mennesker, og nogle af dem laver mad sammen og hygger sig foran fjerneren og tager på ture sammen. Jeg har hørt, det skulle være alle tiders for enlige.

 

De ser lidt på ham. Avisen ligger på bordet med en forside, hvor en anden byggematador bliver afsløret for noget skattesvig. Det er ikke sjovt at blive hængt ud på Tønder Dagblad.

 

Så efter et øjeblik siger Erik S., der står ved siden af, med et blik på en af de andre, at de da også kan finde ud af noget med et lejemål her i Skarphede.

– Du kan leje det af køberen, for det bliver jo nok mig selv, der hænger på det køb. Så får du både de penge, der evt. er i overskud samt får lov at blive boende lige så længe, jeg ikke skal renovere det. Er det ikke fint, så?

 

Han ser helt begejstret ud. Nu har han sandelig også strakt sig til det yderste.

Peter Christian nikker og forsøger at smile og se venlig ud. Han synes, at de ligner fede kapitalister fra en amerikansk kriminalfilm og vil snakke med Egon om det her. Huset er gældfrit bortset fra den gæld, han har til Erik S. Lambert.

 

 

 

20

Hen over sommeren er der hektisk aktivitet for at gøre skolen klar til at modtage 50 elever i den mest larmende alder. Peter Christian har taget forskud på glæderne, føler han. Der bliver hamret og savet og boret og larmet derovrefra, så han er ved at gå ud af sit delvist rynkede skind.

Tvangsauktionen er gået godt, og der indkom næsten 50.000 mere, end det han skylder Erik S.. Når advokaten har fået sit, og det skal Peter Christian naturligvis betale, er der alligevel over 20.000 tilbage. Han kan oven i købet få lov at blive boende og kun betale en symbolsk leje, som Erik kalder det.

 

Peter Christian tager sig ikke af Aleksander, der påstår, at huset er meget mere værd end det, der er kommet ind på tvangsauktionen. Han siger også, at ældre mennesker tit bliver snydt af yngre, og at Erik S. var skide bange for at komme i avisen, hvis det var kommet frem, at han satte en fattig pensionist på gaden. Peter Christian er ligeglad. Nu er han gældfri for første gang i sit liv, altså bortset fra barndommen.

 

Ruben har længe forberedt artiklen til ugeavisen, men mener, at den først skal i, lige før skolen starter. Flemming er uenig og synes sammen med de øvrige, at den skal i før.

De tre udpegede har haft et enkelt møde med bestyrelsen, men det kom der intet ud af.

Beboerne har ligeledes deltaget i ét møde, og det var i skolekredsen, men deres protester og bekymringer for konsekvenserne af at oprette en efterskole blev fejet af bordet. Det går op for dem, at det løb er kørt.

 

Artiklen i ugeavisen kan lige så godt vente nu til efterskolen åbner. Så kan de føle sig velkommen, kan de.

 

Da beboerne forlader mødet, driver de som sidst ind hos Peter Christian og bliver der enige om at indlede et skærpet eftersyn med efterskolen for at finde ud af, om den lever op til deres bange anelser.

Hvis der ikke opstår de forventelige besværligheder, vil de nøjes med at yde passiv modstand. Ellers er det kamp!

Da de går og siger godnat, ser Ragna varmt på Peter Christian.

– Ha´ det nu godt, ikke PC? Og trykker hans hånd og giver ham et lille brev.

 

Det har hun aldrig kaldt ham før. Hun er da blevet noget venligere her på det seneste. Peter Christian er glad for deres omsorg. Han fornemmer klart, at de tænker alle sammen på ham og på, hvordan han har det, selv om de ikke vil snakke om det.

 

Han åbner brevet, der er en invitation til Ragna og Rubens sølvbryllup.

Mens tænderne bliver børstet grundigt, smiler han til sig selv i spejlet og kommer i tanke om, at det vistnok er meget længe siden, han har haft noget at smile af.

 

Senere ud på natten vågner Peter Christian ved en ambulances tuden. Den kommer nærmere og nærmere. Han ser ud ad vinduet. Den holder ude foran Sussi og Leos lejlighed. Nu kommer ambulancefolkene ud med hende på en båre. Leo er med og ser ængstelig ud.

Peter Christian kan næsten ikke sove mere den nat. Ambulancesirener er ikke hans kop te.

Tidligt næste morgen kommer Aleksander forbi. Han er altid så velunderrettet.

– Sussi har født en fin, lille velskabt pige her i nat. Kejsersnit! Det var vist lige over.

 

Det er godt, der kommer lidt småbørn til gaden. Der er ikke for mange fødsler på Fælleslykkegade. Omme i Saltgade føder de tvillinger i hobevis og har allerede for længst planlagt og udvirket en større legeplads.

– Vi kunne godt bruge nogle flere yngre tilflyttere her, brummer Aleksander.

 

Udenfor ruller ganske langsomt en kæmpestor flyttevogn forbi. De rejser sig begge og går udenfor. Det kan være de nye i nummer 17. De slentrer derned for at hilse på familien. Måske har de børn, så der kommer lidt liv på gaden. Måske skal de have en ølpause.

Flyttemændene er allerede godt i gang med at tømme den store lastbil. Der er mange interessante møbler, og det går op for Peter Christian, at det ikke er et helt almindeligt hjem, der sådan bliver båret forbi dem, der står med begge hænder solidt i lommen.

Ud af huset kommer en yngre mand. Han ser frisk ud og går hen til dem.

– Møjn, jeg hedder Jakob.

 

Han smiler og har et fast håndtryk. Meget fast. Peter Christian ømmer sig lidt og tager sig til sin højre. Samtidig stikker det i maven.

– Velkommen til. Nå, I vil bo her? Spørger Aleksander uventet tåbeligt.

– Ja, vi synes, det ligner et rigtigt fredeligt område med masser af muligheder.

– Det er det bestemt. Vi påtænker at lave legeplads her også.

 

Det har de ikke snakket om. Peter Christian måber lidt, måske har han bare ikke hørt det, eller også kan han ikke huske, at de har snakket om det. Han vil godt bringe lidt mere nutidig realisme ind.

– Der starter jo en efterskole deroppe, han peger tilbage og op mod højskolens røde bygninger.

– Det ved jeg godt. Vi er blevet ansat der og skal være lærere.

 

Det tager pippet lidt fra dem. Den havde de ikke regnet med. På den måde laver efterskolen en trojansk hest og planter sig ikke bare med skolen, men også et par ansatte på gaden. Peter Christian ser stjålent over på Aleksander. Hans ansigt fortrækker ikke en mine. Trojansk hest? Det lærte de om i 5. Klasse, det var grækerne, der anført af Odysseus ikke kunne erobre byen Troja og så listede en kæmpehest ind, fyldt med græske soldater. Så kunne de erobre byen! Peter Christian er glad for sin viden. Historie er godt. Skole er godt. Bare ikke efterskole.

 

Nu træder en anden yngre mand ud af huset og kommer over til dem.

Han møjner lige så hjerteligt som den første og giver hånd.

– Mit navn er Anders. Det er da vel nok et dejligt område, I har her?

 

Det bryder naturligvis isen, når han sådan ligefrem roser stedet. Men forvirringen er komplet. Han er sort som en neger, men taler dansk som en dansker.

Jakob tager om Anders.

– Vi danner par.

Chokket truer med at besvime Peter Christian. Par? Så de er bøsser. Oveni. Denne gang kan han se, at selv Aleksander har svært ved at skjule en vis overraskelse.

– Nå, men vi må nok hellere komme tilbage til arbejdet. Der er mange møbler, der skal på plads. Man samler jo meget sammen gennem årene!

 

De hilser muntert af og efterlader et par ældre herrer med tomme udtryk i øjnene.

– Jakob og Anders, snerrer Aleksander. – Jack-Ass. Brødrene Jack-Ass. Eller Black-and-White. Salt og Peber. Hold kæft, mand.

Lukket for kommentarer