Skoven ved Kronborgvej trænger til opdatering

Set udefra står skoven ved Kronborgvej flot og indbydende, men kører man ind, er der sandelig plads til forbedringer. Klippes og saves og fældes ned i nogen udstrækning, så lys og luft og sol kunne få en chance. Lige nu står træerne så tæt og samlet, at skoven er uigennemtrængelig.

Inde på området er der fine, åbne områder, der er velforsynet med bord-bænkesæt, et shelter, åbne ildsteder og endda en grill samt en legeplads. Hvorfor ser det så alligevel træls ud?

Naturbørnehaven ligger meget smukt op ad skoven …

… men hvad der gemmer sig i skoven, vides ikke. Skiltet har ingen tekst

Skoven trænger til at blive udtyndet, så sol, lys og luft kan give den besøgende en dejlig naturfornemmelse. Som den er nu, er der en bredere vej, hvor der åbenbart må køre biler. De kan så køre ned til en plads med bord-bænke, lufte hund og spise medbragt frokostkurv. Lidt bagved ligger et overdækket shelter, så her kan man sidde i regnvejr, - eller hvis bålet skal tages i brug. Udmærket i teorien!

Først en rask gåtur i skoven. Men en større oplevelse får man ikke. Dertil er den alt for mørk, træerne står tæt, og man kan se, den bliver forsømt. En samling sjaskede træer i en rodet forvirring giver ikke umiddelbart det indtryk, at her ligger en oase for byens borgere. Der er mangel på vandrestier. Det er ikke særligt motiverende at skulle gå på en vej, hvor der kører biler.

Kunne man forestille sig, at der blev skabt lys og luft ved at fælde relevante træer, ved at lave et par nye stier på kryds og tværs, ved at renovere og opdatere de motionsting, der lige nu ser noget forfaldne ud, ved at skabe nye steder i sol og med plads omkring til yderligere et par bord-bænkesæt uden at overplastre skoven? Kunne en bedre skiltning med oversigtskort give besøgende en bedre oplevelse?

Det synes, som om den skov får lov at passe sig selv.

Et bord-bænkesæt af ældre dato står der, men det er meget længe siden, nogen har renoveret det bare lidt …

En flaske rom er tømt og smidt. Sikkert nogle ældre, der har moret sig, skrålet sange fra giro 413 og røget hash og den slags

En køkkenrulle er smidt …

… og grillen er søgt sikret med kæde. Mod hvad?

Ærgerligt, at området ved bord-bænkesættet ser så forsømt ud. Det virker næppe særligt indbydende på familier, og det ser ud til, at det heller ikke er dem, der sidder her og hygger.

Kan man forvente, at kommunen griber ind?

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer