– Det er min nevø, der sidder derovre med bolden i hånden. Jeg anede slet ikke, det var det her i dag. Min søster spurgte mig, om jeg ikke lige ville tage knægten med til lidt fodbold, og så kommer man her ned, og der er stævne og hoppeborg og slikbutik og ja, heldigvis også mulighed for at købe en bajer.
Kevin viste sin bajer frem, som han ellers havde forsøgt at holde skjult bag sig (se billedet ovenfor). Det er salget af øl og slik, der giver overskuddet til spejderne og til sportsfolkene lige her og nu. Senere er der indtægter fra andre indslag, blandt andet fra maden lørdag aften, restmad søndag, auktion og så videre.
Martin Eigenbroth slæbte ølkasser fra kølevognen og ind, mens Palle Frost ikke serverede Glögg, som du måske havde forventet, næh, Palle stod for grillen, som er en af hans mange kompetencer.
Aftenen bød på 80´er fest og skulle være fed. I programmet i folderen, doneret af Martin Eigenbroth, står der, at valgstedet lukker klokken et. Hele sommerfesten er i valgets navn. Men ikke folketingsvalget. Sommerfestvalget! Formentlig efter devisen om, at et valg mere eller mindre ikke betyder det store. Men vælger du at deltage i Klitmøller Sommerfest har du sat kryds det rigtige sted. Hvilket efter sigende skulle være knap så let ellers.