Suppeaften i Redningshuset

Redningshuset har igen arrangeret suppeaften. Alt er optaget, og det vil sige, at 50 mennesker dukker op og nyder aftenens suppe, og Bodil har lavet suppen sammen med Lisbeth og kan derfor udtale sig sikkert om indholdet:

– Karrysuppe med masser af løg og porrer og kyllingebrystkød, og så er der rejer og ferskner i med hvidløgsbrød som tilbehør med masser af hvidløg, timian og rosmarin, og der er også almindelig brød til. Der er naturligvis også fløde i suppen, men det behøver jeg vel ikke at sige?

– Som dessert er der en flødebolle og kaffe.

Karin fra Æ Redningshus byder velkommen og ridser kort kommende arrangementer op; det næste indslag, Æ Redningshus tilbyder, er Æ Foredrag fra Århus Universitet på dansk. Om hvad, bliver der spurgt.

– Om hvorfor det er skønt at drikke rødvin, svarer Lars uden at have fået lov.

Det drejer sig om hjernen som lystcentrum, det foredrag man kan overvære tirsdag den 19. februar klokken 18.30. Karin fortæller også, at i øjeblikket pågår arbejdet med at gøre medlemmerne klar til at betale kontingentet. Vil man med til generalforsamlingen fredag den 22. februar, gælder det om at have betalt forinden.

Så er der suppe!

Vi sidder i to lange rækker, og vinduesrækken må gå op først. Her står Ole og Lars og skænker op, og når alle har fået, er der anden omgang, ikke før. Man kan købe både øl og vin og sodavand; der står Klitmøllervand på bordene, så enhver kan få det, som hun vil ha´!

Alle bliver mætte! Og redaktøren kender navnene på dem, der tog tre gange!

Det gode ved sådan et arrangement er, at man kan komme til at snakke med en, man ikke kender. Selv om de fleste kender hinanden på forhånd. Men måske kender man kun hinanden lidt overfladisk; her har man alligevel muligheden for at gå lidt dybere. Og det viser sig altid, at man har noget fælles; noget, man ikke vidste på forhånd.

Næste suppeaften er tirsdag den 5. marts, men der er desværre endnu ingen, der har meldt sig til at lave suppen. Har du lyst og evner, klik her: Æ Redningshus.

Andre indlæg, du vil synes om

1 Kommentar

  • Godt arrangement – ser det ud til.