“syg i hodet” 01 af 24


01a

 

Vi sidder pænt ved bordene, der er stillet op til gruppearbejde. Vi ser artige ud. Når der er forældremøde, gælder det om at opføre sig pænt. Selv Møf ser sådan ud.

Døren går op, og et par damer kommer ind. Sådan helt almindelige mødre. Jeg tror, den ene er Meks mor.

Efter dem kommer en fin dame med pels og højhælede sko.

Hun står et øjeblik i døråbningen. Der bliver helt stille.

- Hej mor, siger Mathilde og vinker.

Damen smiler og vinker tilbage. Hun klaprer på gulvet ka-klank ka-klank og sætter sig hen til sin datter. Vi er nogle stykker, der har drejet hovedet den vej.

Hun slår pelsen til side. Den røde bluse, der er besat med noget glimmer og en nederdel, er ret stram. Benene sætter hun sådan parallelt og på skrå inde under stolen. Det ser pænt ud, og hænderne lægger hun i skødet. Om halsen hænger en hvid perlekæde. Foran sidder et skinnende smykke. Jeg tænker på, at hun nok aldrig gør en forkert bevægelse. Hun sidder som en skuespillerinde.

Hun gik lige forbi Møf, der nu sidder sjovt og snuser.

- Hold kæft. Kunne du lugte det? Hendes parfume, hvisker han og smiler.

 

Jeg nikker. Klassen lugter ellers af sokker fra i forgårs, ubestemmelige madpakker og sure opstød. Lige nu er den omdannet til frisørsalon. Med alt i hårvand og duftevand og vellugtende cremer til ansigt og hænder. Bare fordi Mathildes mor kom.

Mek smiler også:

- Sådan skulle det eddermame lugte hver dag!

Døren går igen op, og mor kommer ind. Hendes frakke er knappet skævt. Hun er ved at vælte en stol, der ellers stod et godt stykke fra døren.

- Hov, sa, for helv …

Jeg holder vejret.

- God dag, kommer det fra hende. Hun kigger rundt og får øje på mig og kommer herover.

Jeg bliver rød i hovedet og knuger mit penalhus. En blyant knækker.

- Er det din mor, spørger Møf, selv om han udmærket ved det.

Jeg svarer ikke, men lader, som om jeg skal finde noget nede i min taske.

Nu håber jeg bare, at der er helt stille ved vores bord.

- Så kommer der vist ikke flere …

Susanne og Miriam byder velkommen og fortæller. Vi har mange muligheder for at komme videre i systemet. Susanne smiler: Jo bedre karakterer vi får herfra, jo bedre vil vi klare os senere.

Mens hun snakker, lyder der af og til en rømmen fra mor. Jeg kender den rømmen alt for godt.

- Så det gælder om at hænge i, afslutter hun.

- Det gør Ludvig altså også, siger mor. - Han hjælper osse de andre.

Mor, for fanden. For fanden. For fanden. Nu griner hun dumt. Der er helt og fuldkomment stille i klassen. Jeg ser bare ned i bordpladen og er kokrød i ansigtet.

- Nå, det vidste - aschhh - I ikke, jeg jeg sysses ikke, I siger noget?

- Vi mener, det er godt, når man hjælper hinanden, siger Miriam.

Mor fortsætter. Nej, nej.

- Åh, jeg skal vist …

Hun rejser sig op, står og svajer en anelse. Alles øjne er på hende. Hun vakler noget usikkert op mod døren. Hun får fat i dørhåndtaget og vil presse døren udad. Den skal for fanden denne vej, indad. Det går op for hende, og hun er lige ved at få den i hovedet. Endelig lykkes det hende at komme ud, men - efterlader døren på vid gab.

Åh, snak nu, Susanne. Sig noget. Mads rejser sig og smækker døren i. Vi sidder i det lydtætte rum. Der er helt stille.

Der kommer dog gang i snakken igen, men ingen siger noget til mig. Ingen ser på mig. Jeg er blevet usynlig.

Der er en underlig stemning.

 

Da jeg kommer hjem lidt senere, sover hun. Hun snorker. Jeg knytter hånden og går ind til mig selv. Det varer længe, inden jeg sover.

 

01b

 

Det fortsætter næste dag, hvor Mor stadigvæk sover, da jeg går i skole.

- Hva så, morfar. Du er nok ikke stolt over din datter?

- Nej, Ludvig, det er jeg ikke. Hun har sit at slås med.

- Men det går jo ud over mig?

- Ja, det gør det. Tror du, hun gør det med vilje?

 

Der fik han mig. Ham morfar.

- Kan du huske, da vi plukkede ærter i din køkkenhave?

- Ja, for du forsvandt helt. Så høje var de.

- Der døde du, morfar. Mor fandt dig og troede, du sov.

- Det troede jeg også, da jeg en morgen vågnede og så mormor. Men hun var altså død. Og to år senere din onkel.

- Nu har mor kun mig tilbage.

Jeg snakker af og til med morfar. Det kommer ikke andre ved. Fordi.

Ingen snakker til mig.

Ingen nævner noget om det der med mor.

 

Jeg kommer hjem ud på eftermiddagen, smider tasken på værelset og går ind i stuen.

Ingen hjemme. Jeg smækker døren op til soveværelset, men heller ingen der.

Jeg sparker til en stol i køkkenet. Står lidt og sætter mig så ind på værelset. Går på Facebook.

Møf har skrevet noget. Hvad? Om en fuld dame. Nej, nej. For fanden.

Jeg er træt og søvnig og lægger mig lige lidt. Bare fem minutter.

Tre kvarter senere vågner jeg forvildet ved, at mor tumler op ad trappen.

Jeg springer ud af sengen og river døren op, suger luft ind, er parat.

Hun står foran køkkendøren og ser bare på mig. Hendes øjne er røde, og jeg kan godt se furerne ned ad kinderne. Jeg synker sammen. Min hånd falder ned.

- Har du grædt, mor?

 

Hun nikker bare.

- Jeg har det ikke så godt, Ludvig.

- Skal - skal vi på skadestuen, spørger jeg.

Hun ryster på hovedet og vender sig om og går ind. Mig bagefter. I stuen synker hun ned i den blå stol. Begraver ansigtet i hænderne.

- Hvad er du ked af, spørger jeg og sætter mig på armlænet og holder om hende med den ene arm.

- Jeg er blevet fyret, Ludvig.

- Fyret? Fra El-værket?

Hun nikker.

- Jeg havde jo arbejde netop i går aftes. Men jeg troede … Fordi jeg spurgte nemlig, om jeg kunne få fri. Fordi jeg skulle til det der forældremøde. Det var jo vigtigt.

- Men det kunne du ikke, og så pjækkede du?

Hun nikker igen. Nu græder hun rigtigt. Jeg stryger hendes hår:

- Såååå, sååå, du skal se, det går nok.

- Jeg kan slet ikke se mig ud af det mere, hvisker hun og stammer og hikker.

- Tror du ikke, de vil tage dig tilbage, hvis de hører, at …

- … nej, nej, det er helt sikkert.

- Ved du hvad. Nu laver jeg en tår kaffe. Det trænger vi vist til.

- Ja, min dreng.

Bagefter går jeg ned i skuret. Tager et par vilde omgange på den gamle kondicykel. Ved ikke, hvorfor mor gav mig den i fødselsdagsgave. iPaden var da så rigelig.

Det gælder om at holde momentum. Det er jeg klar over. Det er et ord, Jannick elsker meget. Hold momentum, brøler han gennem gymnastiksalen, mens vi okser rundt. Ingen af os ved helt præcist, hvad det betyder. Det er i hvert fald noget med ikke at holde pause.

- Der er jo det med mor. Hun drikker altså alt for meget, morfar.

- Jeg kan kun hjælpe dig. Ikke andre. Det med din mor er dit problem.

- Nå. Men du hjælper også mig, hvis du hjælper mor. Din egen datter.

- Det gælder ikke.

- Jeg er glad for at kunne snakke med dig, morfar.

Lukket for kommentarer