“syg i hodet” 10 af 24


10a

 

Jeg har travlt, og det ringer på døren.

- Mor, det er nok ham, lukker du op?

 

Det gør hun. Hun stavrer lidt besværligt ned ad trappen og åbner.

- God dag, siger Klaus, - Ludvigs mor?

- Mette, siger hun.

- Klaus, svarer han, - undskyld, jeg trænger mig på, men jeg er jo blevet inviteret af din søn, og da jeg alligevel skulle denne vej forbi, tænkte jeg, nå ja, …

 

Jeg står oppe i køkkenet og hører det hele gennem den åbne dør. Her skal ikke gå noget til spilde.

Så jeg viser ham ind i stuen, og han sætter sig i lænestolen. Jeg spørger, om han vil have den her øl, eller om han har lyst til at spise et stykke mad med og drikke et glas vin.

Det vil han gerne.

- Hvad? spørger jeg lettere forvirret. Han fik jo flere valgmuligheder.

- En øl, tak. Og jeg siger da så mange tak med en bid mad. Selv om jeg synes, det er lidt meget at gøre ud af den smule hjælp.

- Nej, vi skal jo alligevel spise.

 

Han ser over på det pænt dækkede bord til tre. Og smiler.

Jeg henter hans øl, og han begynder at spørge mig ud om skolen og kammeraterne. Da han hører, jeg går til fitness, bliver han meget interesseret.

- Nej, det lyder spændende. Jeg tror, det er så godt for kroppen. Ja, da også for den her!

Han banker sig selv på hovedet.

- Hvordan er du kommet på den idè?

 

Inden jeg ser mig om, har jeg plapret ud med stort set alt om mig selv bortset fra, at jeg somme tider snakker med morfar. Er egentlig lidt flov over det. Og resten?

Det er ikke alverden, men han ser på mig hele tiden. Som om det, jeg siger, er verdens største nyheder. Han snakker til mig, som om jeg var verdens vigtigste person. Gåsehuden strammer til: Her er han. Den far, jeg har savnet. Til helvede med Erik.

Jeg ved ikke, om han kan tage 100 armbøjninger. Ølflasken er blevet tom, så drikke, det kan han. Det skal man kunne i vores familie.

 

Klaus tager plads ved bordet. Mor steger bøfferne færdige. Jeg skænker et glas vin op til ham, og han nipper til glasset.

- Er du glad for skolen, spørger han.

- Noget af det.

- Hvad er det værste?

- Man kan blive drillet.

 

Det får ham frem på stolen.

- Hvad mener du med det?

- Altså, lærerne har ikke noget imod, at vi laver sjov med hinanden.

- Hvordan?

 

Jeg sveder lidt.

- For eksempel. For eksempel. At man griner, hvis nogen falder eller ser dum ud i regnvejr eller sådan noget … Eller tager en selfie, der ser skæg ud … Eller øh gør nar.

- Gør nogen nar ad dig?

- Mnnn.

 

Han sidder lidt og piller ved dugen.

- Sig mig engang, interesserer du dig for sport?

- Ja, æh, fodbold …

- Der løber du meget.

- Ja.

- Husk styrketræning.

- Mnnn?

- Det gør dig stærkere, både fysisk og psykisk.

- Øh, ja, men det …

 

Mor kommer ind med et dampende fad. Vi begynder at spise. Det smager lidt underligt. Noget af det er så stærkt, at jeg får tårer i øjnene.

Jeg er helt oppe at køre over Klaus, der bare siger det rigtige hele tiden. Han spiser ikke så meget.

- At være psykisk stærk er måske det allervigtigste.

- Men hvordan …

- Der er en meget skæg sammenhæng mellem at træne hårdt og svede og så være tilfreds med sig selv. Der sker noget kemisk i hjernen, der gør, at man får det bedre. Er man tilfreds med sig selv, er man psykisk stærk og kan modstå en hel del. Tingene hænger meget sammen. Men svar mig ærligt: Bliver du mobbet? Du veg uden om det før …

- Åh, det …

- Der er ikke en enkel opskrift på, hvad man skal gøre. Men uanset om du kommer ud for det eller ej, gør du dig selv en tjeneste ved at være stærk, og derfor …

 

Jeg har fået elefantører og lytter 20 centimenter over mod Klaus.

- Du skal ikke bare sidde med hænderne i skødet og have ondt af dig selv. Op på lakridserne, Ludvig!

 

 

10b

 

Mor skåler med ham, men bliver mere og mere underlig. Hun er ikke på lakridser, kan jeg vist roligt slå fast.

- Hvad så, Klause, siger hun sjovt gurglende, - er du kommet for at udnytte en stakkels enlig mor?

- Nej, da, siger Klaus og rynker panden. - Jeg er kommet for at hilse på og snakke med din dejlige søn, som jeg traf på Lundsbakke.

- Ha, det er da bare Ludvig, argh. Han blander sig i sgu snart alt muligt. Og så er han altså kun en lille bitte dreng. Det der motionsssssnak, det er sgu ikke ham …

 

Hun bøvser ikke sådan direkte, men udstøder lyde, der kan minde om det. Åh, er det virkelig nødvendigt at afsløre …

 

- Ludvig? Nååå, det ved jeg nu …

- Ja, for helvede. Det er ham, der vil have en far, men det har han allerede. Jeg har ikke sådan ønsket mig en ny mand.

- Nå. Ja, det …

- Men du er da meget sød, er han ikke? Har du flere Ludvig, der kommer og besøøøøøger mig?

 

Nu vrøvler hun ligefrem. Jeg ser ned. Det skulle ikke være sådan.

Klaus tørrer sig om munden og trækker stolen tilbage.

Jeg ser forskrækket på ham, vil han gå nu?

- Jeg skal vist bede om at låne toilettet.

 

Jeg viser ham derud.

- Min mor har arbejdet hele dagen og er lidt træt, tror jeg. Det skal du ikke tage dig af.

 

Han smiler bare og lukker døren.

 

- Mor, nu skal du altså opføre dig ordentligt, hører du?

 

Jeg hvisker, så han ikke kan høre noget derude.

- Jeeeg vil gooddtt ønske, at du snart villllle holde oooop med at rette i mig, Ludvig. Bagefter tror jeg lige, jeg vil have et allllllvorsord med dig.

 

Mor er fuld. Det er helt tydeligt.

- Åh, mor. Det er jo en gæst … du har selv sagt, at når man får gæster, skal man opføre sig …

- Ja, ja, han er skide flink, siger hun rigtig højt. - Skide flink, aæææærg pyhhhh.

 

Jeg tysser på hende, men hun fortsætter bare:

- Han er ikke så værst. Det kunne være meget væææææærrre.

 

Vandet løber derude, og Klaus kommer ind igen.

- Hvad så, von Clausewitz, ha, ha, kommer det fra mor.

- Mor! siger jeg ærgerligt og vender mig over mod Klaus. - Hun har vist fået …

- Gu har jeg ej, knægt. Hvis du ikkkkkke kan lugte duften i baaaageriet, må duuu … du kan jo gå ned og bruge din fine kondicykel! Nej, nej, deeennn er foor gammmmle menneschker …

 

Klaus står lidt og banker hænderne sammen.

- Jeg tror, jeg lige så stille vil smutte igen. Jeg beklager ulejligheden, men det var hyggeligt at hilse på jer og især på dig, Ludvig.

 

Jeg følger ham ned og ud.

- Jeg er ked af, hvis du …

- Jeg tror, at du har meget at klare, Ludvig. Jeg beundrer dig. Måske ses vi igen.

- Ja, men mor er ikke sådan - en dranker. Hun er bare træt.

- Der ligger tre tomme snapseflasker i affaldsposen på toilettet. Men man kan godt lugte, at der bor en kvinde her i lejligheden.

 

Jeg siger ikke mere. I entredøren vender Klaus sig om og giver mig hånd:

- Farvel, Ludvig. Jeg håber, din mor finder ud af sit liv. Jeg synes i hvert fald, du skal vide, at jeg har lært en dejlig, ansvarlig dreng at kende. Man finder ikke så mange af dem i din alder! Du skal nok klare den. Og ved du hvad?

 

Han blinker med det ene øje:

- En kondicykel er go´ at ha´ i regnvejr!

 

Lukket for kommentarer