“syg i hodet” 11 af 24


11a

 

Jeg har klædt mig om. Jeg trænger til at løbe en tur. Det dur ikke at sidde og mule på værelset. Klaus kommer ikke tilbage. Mor bliver ikke ædru. Jeg får ingen ny far.

Jeg vil ned til fitness. Nu har både morfar og Klaus sagt det. Det er godt for mig at løfte jern.

Kaster lige et blik ind i værkstedet. Der står den. Kondicyklen. Men det regner jo ikke lige nu.

 

Ude ved havelågen står Lene Sofie.

- Hej!

 

Jeg er så overrasket, at jeg bare står der med åben mund. To gæster på samme dag! Og så de to.

- Ja, jeg sagde jo, jeg ville besøge dig!

- Jeg ville bare ud at løbe …

 

Første gæst var jo lidt af en fiasko. Jeg skal tænke mig om. Men det er der ikke tid til:

- Skal jeg komme en anden aften, spørger hun.

- Nej, det skal du ikke. Kom bare med.

 

Hun træder helt tæt ind på mig, lægger en hånd bag min nakke og hendes læber rører ved min kind, og tiden er standset.

- Skal du ikke vise vej, spørger hun smilende.

 

Jeg vågner og går foran. Går og går. Jeg vakler nærmest, som om jeg har fået snaps. Min hjerne er kørt af sporet.

- Øh? Jo. Denne vej.

Nå, ja, jeg har jo ryddet pænt op alle vegne. Mit værelse ser ikke værst ud, så det kan vel ikke gå helt galt.

- Værsgo, vil du ikke sidde?

 

Mit hjerte buldrer i store dunk. Jeg viser hende den eneste stol, jeg har på værelset. Selv står jeg en smule vaklende, som om jeg ikke kan bestemme mig. Hvad jeg heller ikke kan. Burde jeg sige: Vi er desværre halvsøskende, Lene Sofie, så det her er en stor misforståelse. Jeg vidste slet ikke, at din far også er min far. Undskyld. Skal vi være gode venner? Eller bare halvsøskende?

Men det siger jeg ikke. Jeg tør ikke. Det må vente til lidt senere.

- Et øjeblik, siger jeg så og går ud i køkkenet.

 

Mor er gået i seng, for der er helt stille.

Jeg roder noget rundt, men kommer så i tanker om vinen. Hun har ikke tømt flasken, fordi hun hader rødvin. Selv når hun er fuld.

Jeg skænker to glas op og går ind.

- Værsgo, her er et glas vin.

- Vin? Hold da op, det må jeg nok sige, Ludde.

- Øh, ja, for at være ærlig, så har vi ikke så meget i køleskabet lige nu …

 

Det kunne jeg jo have sørget for. Ludvig, for fanden.

- Det gør ikke noget, Ludde. Det var jo dig, jeg ville besøge og ikke dit køleskab.

- Ha, ha, øh, ja.

 

Vi sidder lidt med vores vinglas. Jeg på sengen, Lene Sofie i stolen. Min hjerne er helt i smadder; alle mine tanker har viklet sig ind i hinanden, så det er umuligt at lave en eneste fornuftig sætning. Så jeg siger ikke noget.

Hun smågriner og ser sig rundt:

- Jeg synes, du har et hyggeligt værelse.

- Nåå. Det er ikke noget særligt.

- Mit værelse er større, men jeg har ikke så god en udsigt som dig.

 

Hun smiler skævt, mens hun peger på alle billederne af sig selv. For fanden. Dem har jeg helt glemt. Enhver kan se, hvem beboeren her er fan af.

- Nej, måske.

- Jeg kan godt lide, at du går så meget op i din træning, Ludde, siger hun så efter en lille rødvinsslurk. Hendes ansigt bliver helt trukket sammen:

- Ih, aj, det er surt, det her.

- Øh, synes du?

 

Jeg nipper til det og vrænger over hele hovedet.

- Føj, for den lede. Jeg anede ikke, det var så surt. Undskyld, Lene Sofie. Det er da vist endda købt nede hos din mor.

- Det skal du da ikke undskylde.

 

Vi sidder lidt. Lene Sofie kører sit glas rundt i hånden, og jeg spekulerer som en gal på, hvad jeg nu skal finde på at sige. Inde i mit bryst står en smed med en kæmpe hammer og slår løs. Og hvad gør jeg, hvis hun pludselig finder på at komme herover til mig, omfavne mig og … kysse mig? For slet ikke at tale om, hvis hun tager på mig … skal jeg så også … jeg tør slet ikke tænke på det …

- Leffe og jeg spiller også lidt fodbold somme tider.

- Jeg synes ikke, jeg kan finde dig mere på Facebook?

- Neej, jeg var det en kort tid, men så …

- Ja?

- Ja, der kom nogle dumme ting, og så deaktiverede jeg min profil.

- Dumme ting?

- Ja, altså, fra nogle af de andre, og jeg …

- Fra din klasse?

- Mnnn.

Lene Sofie ser direkte på mig. Sådan alvorlig.

- De er ikke altid for søde ved dig.

- Øh, hvorfra ved du det?

- Åh, Ludde, vi snakker da af og til om jer.

 

Lene Sofie stiller sit glas fra sig. Hun bøjer sig frem og lægger sin hånd på min:

- Jeg tror, det somme tider er hårdt at være Ludde …

 

Så. Nu sker det. Nu vil hun kysse mig. Jeg sidder bare der. Min krop er spændt som en flitsbue. Alle muskler er sat på on. Min hånd er helt svedig. Den hånd, der om lidt skal klemme hendes bryster …

Den anden hånd holder vinglasset. Det vil se dumt ud, hvis jeg også stiller det fra mig. Som om jeg forventer, at nu …

Vinglasset sætter jeg alligevel fra mig op i vindueskarmen. Skifter siddestilling. Jeg er totalt tør i halsen. Det ville være hylekomisk, hvis jeg faldt eller skred ud til siden. Garanteret i samme øjeblik, hun lænede sig ind til mig, og hvis så …

 

 

11b

 

I det samme går døren op. Min mor i natkjole, der hænger skævt, står og svajer i åbningen. Hun glor hen på Lene Sofies hånd.

- Ludvig! For fanden, hvad har jeg sagt til dig?

- Hvad?

- Lene Sofie, du må hellere gå. Nu!

 

Lene Sofie slipper min hånd og rejser sig.

- Har vi gjort noget forkert, spørger hun.

- Jeg tror, du bare ssssskal gå hjem, snerrer mor.

- Ja, men hvorfor?

- Du er alt for ung. I er alt for unge. Ssssspørg din far, om ikke det er sssssandt.

 

Så går Lene Sofie. Hun tager trappen i tre spring og hamrer med døren.

- Ud, råber jeg til mor. - Du er syg i hodet!

- Men, Ludvig, du …

- UD!!

 

Jeg skubber hende ud og smækker døren i.

Jeg kan høre Lene Sofies hurtige skridt hen ad flisegangen. Klap, klap, klap. Nu river hun lågen op. Slam!! Væk er hun. Forever.

 

 

Jeg børster tænder. Først rækken foroven. Udvendigt. Så indvendigt. Så rækken forneden. Udvendigt, indvendigt. Derpå gentager jeg det. Spytter, gurgler, spytter, tørrer. Ser længe i spejlet. Stiller den tilbage på plads.

Så tager jeg min tandbørste. Lægger en stribe pasta på den. Starter den. Kører den langsomt og grundigt. Først rækken foroven. Udvendigt. Så indvendigt. Så rækken forneden. Udvendigt, indvendigt. Derpå gentager jeg det. Spytter, gurgler, spytter, tørrer.

Nå, for pokker, det er anden gang.

I sengen tager jeg min mobil for at se billeder. Hende der, hende jeg var så tæt på at kysse.

Min halvsøster. Datter af min halvmor. Klaus kommer aldrig tilbage. Mor bliver aldrig ædru. Nej. Og Lene Sofie bliver aldrig min kæreste.

 

Der lyder noget spektakel inde fra stuen. Jeg lægger mig ned under dynen og propper den omkring ørerne.

 

Jeg skal have luft. Løfter den og hører nogen græde.

Benene må ud på gulvet. Jeg rejser mig og går ind i stuen.

 

Mor sidder og græder.

Jeg går hen til hende og lægger armen om hendes skulder. Hun har noget Kleenex i hænderne og er helt opløst.

- Mor, for fanden.

- Det hele er noget lort, Ludvig. Alt er håbløst. Du har ret.

- Ja, men mor, hvorfor …

- Det er noget rod. For helvede. Med din mor, Ludvig. Jeg dur ikke til noget. Jeg er syg i hodet, som du siger.

- Det passer jo ikke, mor. Lad nu være.

- Jo, jeg er en fucking taber. Ødelægger alting. Både for mig selv og også for dig. Der må være noget galt med mig.

 

Det er svært at sige noget til det. Jeg sidder et øjeblik, holder stadig om hende.

- Drikkeri er noget lort, foreslår jeg.

- Ja, min dreng. Du haaaaappp ret. For meget er.

- Er det sådan i vores familie?

- Åh, det tror jeg ikke. Hverken morfar eller …

 

Der er noget, jeg har tænkt over i længere tid.

- Jeg har altså også læst noget om det.

- Ja?

- Der er noget, der hedder Misbrugscentret i Åbenrå.

 

Hun smågræder videre, som om hun ikke har hørt det.

- Der er der nogen, du kan snakke med. De kan hjælpe dig, mor.

 

Hun kigger op på mig:

- Det har du undersssssøgt? Eller hvor ved du det fra?

 

Jeg nikker.

- Mor, for din egen skyld synes jeg, at du, at vi …

- … skulle tage derind? Er det det, du mener?

- Ja, mor.

 

Hun sidder og vrider sine servietter.

- Vi bliver nødt til at gøre noget ved det. Jeg er bange for dig, mor.

 

Hun omfavner mig:

- Det skal du ikke være, min dreng. Det er helllller ikke meningen. Åh, jeg er så dåårlig en mor. Hvad må de ikke tænke?

- Hvem, mor? Jeg er ligeglad med, hvad de andre tænker.

 

Det er jeg nu ikke, især ikke hvis det er min klasse og mine venner, det drejer sig om. Venner? Hvor er det nu lige, de er - og hvem?

Hun sidder længe, og jeg trækker mig langsomt fri.

- Jeg ville gerne, hvis du sagde ja til at tage derud. Jeg kunne tage med, hvis du gerne ville.

- Det er sødt … af dig. Du er det bedste, jeg har.

 

Mor rejser sig besværligt og vakler ind i soveværelset.

Det kunne være fint, hvis hun i morgen kom ind til mig og sagde:

Så, Ludvig, nu har jeg ringet og bestilt tid til mig, og hvis du vil med, er det fint.

Jeg når lige selv at slukke lyset, inden det slukker for mig.

 

 

Lukket for kommentarer