“syg i hodet” 13 af 24


13a

Jeg skynder mig hjemad. Var vist lidt heldig med Mads, der stod på det forkerte ben og derfor ikke var i balance.

Klokken er over middag, og jeg skulle også have haft samfundskundskab. Men jeg pjækker fra sidste time. Det blev jeg nødt til.

Jeg smider tasken og stormer ind i soveværelset.

Mor ligger stadig og sover.

Jeg sukker temmelig højt og går ud i køkkenet og nynner. Finder leverpostejen frem og sidder og kigger reklameblade. Tænk, hvis jeg havde råd til en ny mobil! Der er flere sider med de sidste modeller, og min er efterhånden ved at være gammel - helt fra sidste år på min fødselsdag.

 

Inde på værelset slår det ned i mig, at Anton havde givet mig en opgave, som jeg skulle løse i timen. Nu sidder han der og spørger efter mig.

Hvor er Ludvig?

Han pjækker, siger Mathilde sikkert.

Nå, det ligner da ikke ham.

Han skulle ud og købe noget snaps, siger Møf. Og så vil de skrupgrine alle sammen. Mads sidder nok og bider i sine tykke læber. Måske ømmer han sig en smule. Måske gjorde det lidt ondt på ham. Måske undrer han sig lige nu over det, der skete. Hva søren, hvad skete der egentlig med ham slapsvansen Ludde?

Den mave.

Det er længe siden, jeg har købt ind. Måske trænger vi snart til det.

Når nu mor vågner, vil jeg bede om penge og smutte ned til Åse og købe lidt friske varer ind. Det kan jeg sagtens nå inden fodbolden.

Jeg går tilbage til køkkenet. En kæmpeopvask venter. Åbner køleskabet. Der ligger sandelig ikke ret meget. En hvidkål i en underlig farve. Mælken har forlængst overskredet sidste salgsdato. Der er blot en humpel brød tilbage. Jeg har slet ikke lagt mærke til, at i et hjørne af leverpostejen er der mug. Var der så ikke det i det hjørne, jeg skar af til maden lige før?

Jeg smider leverpostejen ud og begynder at vaske op. Mange af tallerknerne er svære at få rene, for de er ikke skyllet af, og madresterne sidder godt fast.

- Ja, men Ludvig, siger mor i døren. Hun ligner en, der lige er vågnet efter 24 timers søvn. - Vasker du op?

- Det ser sådan ud. Er du frisk, mor?

- Ja, selvfølgelig. Jeg må have været godt søvnig i går aftes, for jeg kan slet ikke huske noget!

- Nej. Skal vi have en kop kaffe sammen?

- Ja, det lyder godt. Gider du lave den?

- Det gider jeg da. Skal bare lige være færdig her.

 

Efter nogle minutter sætter vi os ind til sofabordet. Mor har lige nettet sig lidt og ser frisk ud.

- Jeg ringede til politiet i nat.

- Hvad? Politiet?

- Ja, fordi du ikke var kommet hjem.

- Ja, men Ludvig dog! Du ved da, at jeg somme tider … er forsinket …

- Du kunne have sendt mig en SMS.

- Ja, det ved jeg godt. Men så sidder man der i god snak, og så glemmer jeg.

- Det kan ske, ja. Jeg blev alligevel bange, for du plejer at være hjemme inden aftensmad.

- Jo, det er da rigtig nok …

- Og du var vel ikke på arbejde, vel? For du har ikke noget endnu, vel?

Hun ryster på hovedet.

- Nej, der er ikke så meget at få for tiden. Hvordan går det i skolen?

- Godt.

- Dejligt at høre, min dreng.

- Var du i byen?

- Ja, men ikke for at finde en mand, hvis du tror det …

 

Jeg tager en slurk af min kop.

- Mor.

- Ja?

- Det der, vi snakkede om forleden. Du ved, misbrugscent …

- Det gider jeg altså ikke snakke om lige nu.

- Men, mor, du lovede at …

- Nej, Ludvig, jeg har ikke lovet dig noget som helst.

- Jo, du lovede at overveje det.

- Det er vist noget, du påstår.

- Jeg ville bare så gerne have …

- … mig på drankerhjem?

- … at du fik det bedre, mor.

- Ja, men hvad skulle det hjælpe?

- De kan ordne det sådan, at man ikke drikker så meget.

- Ja, men Ludvig! Jeg drikker da ikke særligt meget.

- Jo, mor. Det gør du altså.

Hun rejser sig og ser anderledes ud i ansigtet. Mit hjerte banker højt.

- Jeg troede, vi skulle sidde og hygge os. Ved du hvad, Ludvig, det synes jeg ærlig talt ikke, du kan være bekendt!

Jeg sidder og gnider min ene hånd. Hun har taget sin frakke på:

- Nu tror jeg, jeg vil en tur ned i byen.

- Vi mangler altså mad i køleskabet.

- Ja, hvad tror du ellers, jeg skulle?

- Nej. Det er også fint.

Hun går ud og lukker døren efter sig. Jeg sidder lidt med min kaffe. Hvornår begynder kaffe egentlig at smage godt? Vil det nogensinde gøre det? Hvornår begynder øl at smage godt? Hvorfor kan voksne lide kaffe og øl?

Jeg ser på klokken og går ind og skifter til mit træningstøj, som jeg bruger både til bold og jern. Klokken nærmer sig fire.

 

 

 

13b

Jeg træner på livet løs og er blevet ret skrap til det med boksebolden. Nu kan jeg uden besvær løbe helt ned til fitness, træne en time og løbe hjem igen. Jeg kunne også mærke det i går under fodbolden med Leffe. Det er dejligt at kunne løbe længere og hurtigere. Jeg løb mindst tre gange så meget som Leffe. Han blev så forpustet, at han slet ikke ville med.

Af en eller anden grund har det der med de fire drenge ikke givet mig hjertebanken. I dag i skolen har der ikke været noget.

Mor snusede til mig på trappen, da jeg kom hjem:

- Føj en lugt, Ludvig. Smid dit tøj til vask!

- Men, mor, jeg har jo kun det her til træning. Det skal være tørt igen i morgen …

- Ja, men det kan det sagtens, hvis du putter det i vaskemaskinen her straks og så får det tørret.

Det måtte jeg så gøre. Tøjet lugtede nu ikke særligt grimt, og jeg lukkede vaskemaskinelågen igen. I morgen vil jeg vaske det.

Mor gik i seng, men hun havde købt friske madvarer ind.

Dejligt.

 

Her til aften er hun ikke kommet hjem endnu, og så kan jeg lige så godt træne. Jeg venter lidt på Leffe, men han kommer ikke.

I denne tid træner jeg især håndvægte. Jeg har opdaget, at jeg for hver uge øger antallet og minsandten her på det sidste også vægten af lodderne.

Når jeg ser mig i spejlet, synes jeg faktisk, jeg kan se ændringer.

Jeg afslutter træningen og låser mig ude.

- Hej, Ludde!

 

Mikkel kommer farende.

- Er du færdig, eller skal du i gang, spørger han.

- Ja, færdig …

- Det er ærgerligt. Det er altid lidt sjovere, når man er flere.

- Ja, jeg skal også herned i morgen. Ved 17-tiden.

- Ved du hvad? Så ses vi da bare der.

 

Mikkel forsvinder ind, mens jeg står lidt og skæver op til privaten. Lene Sofie har ikke snakket til mig siden den aften …

Jeg glemmer helt at løbe.

Først da jeg når op forbi bageren, kommer jeg i tanker om det.

Spurten varer hele den sidste kilometer. Jeg er så stakåndet, at jeg smager blod i munden. Men det går hurtigt over.

Der er stille, så mor er åbenbart ikke hjemme endnu. Nå, det kan jo trække ud.

I bad. Rent tøj på, og jeg synker tilfreds ned i min stol på værelset. Jeg må hellere lige læse en ekstra gang på den tekst, vi har for til i morgen. Men jeg vil først have noget vand.

Jeg går ind i køkkenet. Der ligger mors frakke. Jeg løfter den og står lidt. Hvorfor er den ikke på knagen ude i gangen?

- Mor? MOR?

Intet svar. Jeg går ind i soveværelset. Der ligger hun på ryggen med armene ud til siden. Og sover. Jeg skal lige til at gå igen. Så opdager jeg pilleglasset ved hendes hånd på sengen.

Straks ryster jeg over hele kroppen. Glasset er helt tomt.

Der flyder noget væske ud af munden. Læberne ser underligt blå ud, og hun lugter af opkast.

Jeg klapper hende flere gange hårdt på kinden:

- Mor, MOR! Vågn op! Vågn nu op, mor.

Jeg kan næsten ikke se tallene på min mobil, da jeg trykker 112.

Stemmen i den anden ende tager det alt for roligt. Jeg råber vist lige højt nok, tager mig så sammen. Siger adressen tydeligt og mit navn og CPR-nummer. Hun bliver ved med at sige, at ambulancen er på vej. Jeg bare skal tage den med ro og tro på, at de nok skal nå det.

Jeg sidder med mobilen og farer ned for at være sikker på, at døren er låst op, og står og venter og tripper og lytter.

Endelig kan jeg høre sirenen i det fjerne. Den kommer nærmere og nærmere. Jeg husker sidste gang, og den standser ude ved lågen, hvor jeg er løbet ud, og jeg viser dem op, stryger op ad trappen og ind i soveværelset, hvor de to falckreddere kaster sig over mor, og jeg opdager næsten ikke, at i det samme kommer en tredje mand farende ind med en taske i hånden, og jeg sidder eller står eller går inde i stuen og venter og venter, og så kommer de ud igen med mor på en båre, der skal ned ad trappen, og tab hende nu ikke, og den tredje mand siger til mig:

- Kom bare med, unge mand. Din mor skal nok klare den.

Jeg sætter mig ind i ambulancen på et sæde, mens han sidder ved mor og gør et eller andet, og ambulancen kører igen med udrykning, der lyder anderledes herinde, men det er slemt, uanset hvad han sagde, og det varer alt for længe, inden vi kommer ind til sygehuset, hvor en sygeplejerske viser mig, hvor jeg kan sidde og vente.

Der er nogle blade på bordet, men jeg smider straks det første igen. Så kigger jeg lidt på min mobil og slukker den kort tid efter.

Jeg kigger op i loftet. Der er seks lamper, tre i hver række. To gange tre er seks. En af dem blinker indimellem. Hvor mange procent af tiden lyser de alle samtidig?

Jeg stikker hænderne dybt ned i lommen og gaber og mærker først nu, at jeg er træt. Jeg skubber stolen lidt bagud, så kan jeg lægge hovedet ned på armene på det lille bord ved siden af, og det gør godt at lukke øjnene. Bare et lille øjeblik.

 

- Hvad gør man så, morfar?

- Godt spørgsmål, Ludvig. Godt spørgsmål.

- Hun må da have det skidt, ja, så skidt, at det er svært at forstå.

- Hvad vil du gøre nu, Ludvig?

- Godt spørgsmål, morfar. Godt spørgsmål.

Irriterende, at han aldrig kommer med svar. Altid med spørgsmål

Lukket for kommentarer