“syg i hodet” 14 af 24


14a

- Hallo, Ludvig! Nu kan du komme ind til din mor.

Jeg farer op med et sæt og stirrer forvildet på sygeplejersken.

- Er min mor … er hun …

- Ja, hun er vågnet, Ludvig. Kom med mig.

Jeg går efter hende ind på en lille stue. Mor sover, men ser helt anderledes ud nu.

- Var de farlige, de piller der, spørger jeg sygeplejersken.

- Ja, det var de.

- Kunne hun dø af dem, spørger jeg.

- Ja, siger hun. - Men takket være dig døde hun ikke.

Jeg synker ned på en stol ved siden af mors seng.

Sygeplejersken tager om mig:

- Ja, det er hårdt. Stakkels dreng. Du er jo ikke så gammel. Såå.

Jeg slapper af og bliver mig selv igen og har ikke noget imod, at hun trykker sig ind til mig.

- Sover hun nu eller?

- Ja, hun sover.

- Skal hun sove længe?

- Ja, lige til hun vågner. Nu skal du se. Du må nemlig gerne sove i sengen her overfor.

- Jo, tak.

Jeg får udleveret noget nattøj, og efter et besøg på toilettet dykker jeg ned under en velduftende hospitalsdyne og vågner først med solen lige ind i ansigtet.

Mor sover stadig. Jeg står op, vasker mig og sætter mig over til hendes seng.

En dame kommer ind med en bakke.

- Kunne du ikke trænge til lidt morgenmad?

- Jo, tak, det ville være dejligt.

- Bare spis. Værsågod!

- Tak.

Jeg gumler i mig og hører fuglekvidder udenfor.

Mor trækker vejret højt, siger et eller andet og rejser sig op.

- Hvad? Hvor er jeg? Ludvig. Sidder du her?

- Ja, mor, øh, du, vi er på hospitalet. Du har spist vildt mange piller.

- Nååå. Åååhh …

I det samme kommer en hvidkitlet læge ind på stuen.

- Må vi være lidt alene, Ludvig, siger han venligt. Så venligt, at jeg kun kan svare på én måde.

Så jeg går ud på gangen og går lidt frem og tilbage. Jeg sætter mig et sted og kigger lidt. Lægen kommer ud igen, og jeg går hen til ham:

- De piller der …

- Om et øjeblik kommer sygeplejersken. Snak lidt med hende.

- Øh, javel.

Jeg venter. Sætter mig på en stol. Det er en enorm lang og hul gang. Hvis man råbte, ville der garanteret komme et ekko.

Den søde sygeplejerske fra i går kommer hen til mig:

- Din mor har taget en hel del sovepiller. Jeg forstår, at der er visse problemer.

- Øh, ja, det kunne være dejligt, hvis hun holdt op med at drikke.

- Hm. En god idé.

Hun ser lidt på mig.

- Du bor alene med din mor?

- Mnnn.

- Ja. Der er noget at tage fat på. Det bedste ville være, hvis hun gik i afvænning.

- Afvænning?

- Ja, for eksempel på et alkoambulatorium. Der har kommunen gratis tilbud. Det hedder Misbrugscentret. Vi bliver nok også nødt til at kontakte kommunen, for du er jo ikke så gammel …

- Jeg er da snart 15, forsvarer jeg mig.

Hun giver mig hånden med et smil:

- Farvel, Ludvig. Du skal nok klare den.

Jeg glemmer helt at spørge hende, hvad det der kontakte kommunen betyder.

 

14b

Jeg tager med mor hjem og får lov at pjække fra skolen hele næste dag.

Susanne aftaler med mor, at hun kommer om aftenen og snakker lidt med os.

Vi sidder og spiser sammen og drikker vand til.

- Du ser frisk ud, mor. Man skulle ikke tro det med alle de piller.

- Gør jeg? Det var da dejligt.

- Sidste gang var jeg også bange. Men ikke så meget som denne gang.

- Nu skal mit nye liv begynde. Jeg er så glad for, at du har hjulpet mig, Ludvig. Hvad skulle jeg have gjort uden dig?

Jeg nikker.

- Og hvad skulle jeg have gjort uden dig, mor?

 

Mor trækker på skulderen. Jeg skynder mig at foreslå noget:

- Skal vi have kage i eftermiddag?

- Det var da en god idé. Hvis du køber tingene, skal jeg nok bage en, hvad vil du have?

- Chokoladekage. Sådan en med et tykt lag glasur ovenpå.

- Så får du chokoladekage. Se her er penge, og jeg skriver lige, hvad du skal huske at købe.

Jeg benytter mig af lejligheden til at løbe ned til købmanden og ind i butikken efter varerne.

- Det er godt med din mor, ikke, Ludvig?

 

Åse kører varerne gennem aflæseren.

Jeg nikker.

- Jeg tror, at din mor og jeg skal have lidt mere med hinanden at gøre for eftertiden. Vi kan jo ikke have, at en gammel veninde bare sådan kommer galt af sted, vel? Vi har jo tidligere haft meget sammen.

Jeg ryster på hovedet. Hvorfra ved hun det med mor? Nå, jo, en købmand ved alt, hvad der foregår i byen.

Hjemme igen stikker jeg lige hovedet ind i stuen, inden jeg læsser varerne af.

- Så er det hele her, mor.

Hun har besøg af en fremmed dame, der præsenterer sig. Socialrådgiver. Javel. Hun smiler til mig.

- Det var godt, min dreng, svarer mor. - Kirsten og jeg skal lige snakke lidt sammen.

Hendes dreng nikker og går ind på sit værelse.

 

 

En times tid senere går socialrådgiveren ned ad trappen; i det samme kommer jeg fra toilettet. Jeg følger hende ud. Hun stikker mig en lille seddel og siger:

- Ludvig, jeg ved, hvor hårdt det må være for dig, så ring med det samme, hvis der bliver noget!

Hun lægger sin hånd på min skulder. Jeg stirrer på sedlen, men kan ikke se telefonnummeret.

- Det er hårdt for dig, ikke?

Igen kan jeg kun nikke. Ord vil ikke ud af min mund. Bagsiden af hånden kører hen over øjnene.

- Men vi kan hjælpe, Ludvig. Bare ring på det nummer her, ikke?

Underligt som stemmen sådan kan svigte én.

Jeg er aldrig blevet beskyldt for at være mundlam. Jeg rømmer mig flere gange.

- Hvis hun gør det én gang til …, kommer det endelig hakkende og stammende ud af min mund.

- Det tror jeg ikke, Ludvig. Men skulle det ske, ved du, at du …

- … kan ringe til dig.

- Ja, det skal du gøre.

- Mmm.

Efter at have kigget lidt på de lektier, jeg tror, vi har for, går jeg ind til mor.

Hun lyder stadig frisk, og jeg fløjter lidt.

- Åse sagde, at hun ville komme og besøge dig.

- Nå, Åse. Ja, det er længe siden …

Eftermiddagskaffen får vi senere i stuen, og jeg spiser en del af pladekagen.

- Um, den smager godt.

- Jeg ved jo, at du kan lide sådan noget. Men nu må du ikke spise det hele; der skal også være noget til Susanne.

Jeg kigger på kagen. Der er mindst en fodboldbane tilbage. Jeg tager bagepladen og bærer den ud i køkkenet. Med en finger får jeg lige renset den lidt for smul og noget glasur, der er løs. Den skal jo helst se pæn ud, når Susanne kommer. Jeg må hellere tage en kniv og skære lige af. Der bliver nogle stumper, der ikke skal ligge og fylde op på pladen. De ryger også ned.

Jeg slikker på fingrene, inden jeg sætter mig ind igen.

- Hvad ville hun, hende Kirsten?

- Hun ville bare være sikker på, at du har det godt, Ludvig. Og så snakkede vi lidt om alkoambulatoriet, som de kalder misbrugscentret, og sådan.

- Det lyder godt. Mor, jeg blev altså så forskrækket!

- Ja, det forstår jeg godt, min dreng. Somme tider kan …

- … og hvis det sker igen, så …

- … ja?

- … så ringer jeg altså til hende Kirsten!

 

Mor ser på mig og har tårer i øjnene. Men så nikker hun langsomt:

- Ja, det er nok bedst så.

Jeg fløjter, mens jeg henter en bog. Det er faktisk hyggeligt at sidde inde i stuen sammen med mor, når hun altså …

 

Lukket for kommentarer