“syg i hodet” 15 af 24


15a

Eftermiddagen går. Mor læser i et ugeblad, og jeg i min bog. Senere kigger jeg på klokken og rejser mig.

- Skal jeg støvsuge, mor?

- Det ville da være en god idé, mener hun.

Jeg bakser den gamle, tunge Nilfisk ind i stuen. Suger en grundig omgang. Også i køkkenet, og hastigt samler jeg nogle tallerkner fra frokosten og vasker dem op.

- Skal jeg også tørre støv af, spørger jeg.

- Ja, men det er da skrækkeligt, som du kan, smiler hun. - Er det bare, fordi din lærer kommer?

- Jaaa. Måske. Jeg kan også lige nå at løbe en tur. Det bliver den sædvanlige lige ned i fitness og ro en tur over Flensborg Fjord.

- Over fjorden?

- Ja, altså. Du ved. På romaskinen.

- Nååå.

Der er stadig ikke et øje i fitnesscentret. Jeg og Leffe er måske de eneste, der træner her? De har simpelt hen ikke andre kunder? Nå, jo, Mikkel. Selvfølgelig. Hov, var der ikke noget med en aftale? Jeg ser på uret. Klokken er tæt på 17.

Jeg går i gang, og det var ikke længe, inden Mikkel står der.

- Hallo, så okser vi!

- Ja, for fanden.

Vi træner på livet løs, og det gør mig godt. En halv time senere kigger jeg på klokken.

- Nå, for søren, jeg må hellere gå hjem.

- Hvorfor? Skal du noget …

- Min lærer kommer. Hun skal snakke med os om mig og min fremtid.

Han griner lidt.

- Ja, de har så meget med den fremtid.

Jeg griner også.

- Måske vil jeg snakke lidt om friskolen med hende.

- God idé. Jeg kunne som sagt godt, jeg mener, du er sgu fin nok, og …

- Vi får se.

- Er du på Facebook? Jeg synes ikke, jeg kunne finde dig …

- Nej, det …

- Det kunne ellers være hyggeligt. Så kunne vi joke sammen og sådan noget …

- Ja, OK. Det vil jeg se på …

 

Jeg når hjem og i bad, inden det ringer på døren, og mor går ned og lukker op for Susanne.

- Velkommen til, Susanne.

- Tak, Mette. Ja, det er noget værre noget.

- Nu skal jeg tage din frakke.

De kommer ind ad døren, og jeg rejser mig, lettere rød i hovedet.

- God aften, Ludvig. Dejligt at se dig.

Jeg nikker.

- Værsgo og sid ned!

Mor peger på den blå stol.

- Du ser frisk ud, Mette. Det er vel nok fint, at det er gået så godt, hvad?

- Ja, det kan jeg takke Ludvig for.

Hun kigger på mig, der straks bliver endnu rødere i hovedet.

- Ja, jeg har jo hørt fuglene synge om din indsats, Ludvig. Godt gået!

Jeg rejser mig halvt fra stolen.

- Nej, bliv nu her, Ludvig, det handler jo i høj grad om dig.

Susanne rømmer sig. Er det et større foredrag?

- Jeg synes jo, du skal i gymnasiet. Og så synes jeg, vi skal få et godt skoleår ud af dette og det næste. Ikke?

Jeg nikker. Skulle jeg ryste på hovedet eller sige: Nej, det ville være fint for mig med et dårligt skoleår. Jeg dur alligevel ikke til så meget.

- Jeg har tænkt på det med at skifte skole, siger jeg.

- Nåå, siger Susanne og lyder overrasket. Som om det kommer bag på hende. - Har I snakket om det?

Mor ser lige så uforberedt ud og ryster på hovedet:

- Nej, det har … han har altid afvist tanken …

- Men vi har da snakket om skolen, mor, om jeg eventuelt skulle skifte, ikke?

- Jo, men sagde du ikke selv, at det ville du slet ikke snakke om mere, at det ikke var det, du ville?

- Jo, men jeg har fået en god kammerat nede på Fitness. Mikkel. Han går på friskolen.

Susanne nikker.

- Ville du så derned at gå til næste år?

- Ja, måske.

- Det koster en del. Jeg ved ikke, om din mor kan få hjælp til betalingen, altså om kommunen vil være med til at betale …

- Det har vi ikke råd til, Ludvig. Det kan jeg sige helt klart.

- Nå. Øv, hvisker jeg.

Der bliver en pause. Vi leder vist alle tre efter, hvad vi så kan snakke om.

- Hvad er hans største problem, spørger mor.

Hun kunne godt have spurgt mig først. Jeg kunne vel godt selv svare på det.

- Jeg tror, det er dig, siger Susanne.

Jeg spærrer øjnene op.

- Jo, for jeg er sikker på, at Ludvig tænker meget over, hvordan du har det, og hvis du, altså drikker, ikke, så tror jeg, han bliver ked af det.

- Ja, det gør han. - Du, retter mor det til og ser på mig.

- Men, for det med dig ser ud til at lande lykkeligt nu, men han skulle gerne få sig nogle flere venner. Det er mit indtryk, at de andre i klassen er parat til at tage godt imod ham i morgen og fremover. Vi har fået snakket ud om det, nu, da han var væk.

- Det var da dejligt. Det er da noget skidt. Især hvis det er min skyld.

Hun gemmer ansigtet i hænderne.

- Mor!

- Jeg tror heller ikke, du skal bebrejde dig selv noget. Du har det ikke let, Mette, det ved jeg godt. Får du det bedre, kan jeg garantere, at så gør Ludvig det også.

Mor tager hænderne væk igen.

- Det håber vi!

Mor smiler med fugtige øjne. Endelig får jeg lov at slippe og gå ind til mig selv.

Jeg er nok en lille smule nervøs for i morgen, for der er meget at tænke på.

 

15b

Jeg fløjter hele vejen hjem. Glæder mig til at fortælle mor, hvordan de alle sammen har været mod mig i dag. Ingen siger noget om det. Jeg tror, de alle ved, hvad der er sket. Susanne fortalt dem det, og så har de snakket sammen.

Hun har nok også sagt, at de skal være ordentlige mod mig. Jeg ved ikke helt, om det er godt eller skidt.

- Morfar, det er lidt som at blive god på kommando.

- Det føles nok lidt uægte så.

- Sig, du elsker mig, Lene Sofie!

- Skal nok. Hæ.

 

Selv Mads smilede til mig og skulle slet ikke hævne sig. Og både Mathilde og Line var i godt humør og sagde ikke noget om at købe snaps. Møf sidder stadig hos Mek, men han sagde ikke direkte noget grimt til mig.

Jeg river døren op ind til stuen, for hun skal have det at vide med det samme.

- Mor, nu skal du bare høre …

- Jeg har virkelig ikke tid, Ludvig, jeg skal …

- Ja, men mor, jeg …

- Flyt dig. Klokken er mange, og jeg skulle have været der for læææængge siden.

Hun skubber mig til side, så jeg er ved at falde over sofabordet, hvor der står en snapseflaske.

- Hvor skal du hen, mor?

- I byen. Sssagde du ikke, at jeg gik for lidt i byen? Hold sssså op med at se ud, som om du har kærestesorg …

Hun forsvinder ned ad trappen, og lugten fra hende er benzin, og min højre hånd er en lighter, og først smider jeg vasen med blomster ind i vinduet, så både den og glasset eksploderer og går i tusind stykker, og så tager jeg sofabordet og vælter det med glas og bøger og blade, og så tager jeg sofaen og skriger, mens jeg løfter den op og lader den falde om på siden, og så brøler jeg ud i køkkenet og flår skabsdørene op og skubber tallerkner og kopper og det andet porcelæn ud og ned på gulvet, og det knaser under mine sko, da jeg går hen til komfuret og rydder det for en pande, en gryde og noget salt og peberbøsse og smider også det på gulvet og ser mig om og får øje på det der billede på væggen af mig, som hun jo altid siger, er så godt, så det får den helt store tur, hvor jeg river det ned og springer og hopper på det og fræser det ud af rammen og river det over på den lange og den korte led og derefter deler det i endnu mindre stykker og krøller dem sammen og puster ud et par sekunder.

Så løber jeg ind, tager noget tøj og skynder mig ud af lejligheden og væk.

Lukket for kommentarer