“syg i hodet” 16 af 24


16a

Jeg drøner ned til Daniel. For første gang mærker jeg, hvor let jeg har ved at løbe; jeg koncentrerer mig om kun at tænke på det; godt nok bliver jeg forpustet; det ved jeg efterhånden, at det hører sig til; det drejer sig om, hvor hurtigt man holder op med at puste, når man er færdig med at løbe.

Det varer ikke længe, så står jeg på Solsikkevej ud for Daniels hus og banker på.

- Møjn, Ludde! Hva´ søren? Er der noget ga …

- Ja, for helvede. Må jeg komme ind?

- Ja, selvfølgelig.

Jeg smider mig i hans møgbeskidte beplettede sofa og hører ham rode rundt ude i køkkenet og nogle flasker klirre.

- Her, siger han og lukker to flasker op. - I dag tror jeg, vi skal have en stærk bajer, for der er noget galt, ikke?

- Du er svært at skjule noget for, brummer jeg, mens jeg lægger nakken tilbage.

Føj, for fanden, noget tykt og stærkt noget. Jeg får vand i øjnene.

- Ja, men er det ham Ronald, du har snakket om nogle gange?

- Nej, det er min mor. Jeg gider ikke bo hjemme mere.

- Det har du sagt før.

Han lyser helt op.

- Du må gerne bo her. Så skal vi rigtigt hygge os.

- Jo, tak.

Daniels tøj ligger her og der, en stol er væltet, masser af pornoblade ligger spredt på bord og gulv, og så står der et scooterdæk midt i det hele.

- Ja, det var sgu punkteret. Og så købte jeg et andet.

- Kunne du ikke have fået det lappet?

- Jo, det vil jeg også have.

- Kan du så ikke bruge din scooter?

- Jo, da. Den er klar med reservehjulet. Skal vi køre en tur?

- Det kan vi godt. Jeg er lige i humør til at køre langt bort.

- Hvad med Tinglev? Der ligger min scooterforretning. Så kan jeg få dækket lappet.

- OK.

Vi drikker det sidste øl, og jeg bøvser lidt.

Daniel bøvser også, og hans bøvs giver genlyd i stuen.

 

Vi farer af sted.

- Skal du ikke have hjelm på, råber jeg.

- Det gider jeg sgu ikke. Det er sgu nok lige meget alligevel.

- Ja, hul i det.

Han presser virkelig speederhåndtaget i bund. Medvinden fra øst hjælper til den høje fart.

- Så for satan, udbryder han. - Der mangler saft.

- Mnn.

Han sætter farten ned og drejer ind på en tank. Jeg hopper af og går lidt rundt. Jeg banker armene ind til kroppen, ikke fordi jeg fryser. Bare sådan.

En knallert larmer ind ved den samme tank, og en kun alt for kendt stemme gjalder:

- Nå, hvad har vi så her? Det skulle vel ikke være den lille hovne unge, hvad?

Ronald standser foran mig.

- Er det din ven?

Han peger.

- Hold kæft, sådan et par imbecile fnatmider.

Jeg glor på ham.

- Hvad mener du, siger jeg uden at ryste på stemmen. Den stærke øl har smurt stemmebåndet.

- Ja, du er sgu da lige så tosset som ham der, han kan sgu da ikke køre scooter, mand, siger han. Han griner og peger på Daniel, der intet hører for den larm, pistolen fra tanken og Ronsons udborede knallert giver.

Ronson sidder og kører med højre hånd og gasser sin knallert op. Den stejler som en hidsig tyr, der pruster og stønner og bare er helt tosset.

Jeg står med knyttede hænder i lommen. Pludselig kører han frem og direkte ind i mig.

Jeg ved ikke, om det er held i uheld, men jeg falder ind over styret på knallerten, der vælter, og når akkurat at få venstre hånd op af lommen, inden jeg falder. På en måde er jeg forrykt ligeglad. Min hjerne er tom. Helt tom. Ronson ligger klemt under sin knallert og kan ikke komme fri, fordi jeg ligger ovenpå, selv om han prøver.

Jeg roder på knæene oven på stellet og tynger derved knallerten ned og tager fat i styret med venstre hånd og svinger højre knytnæve langt udefra og rammer ham på siden af hovedet. Han aser og maser, mens jeg slår ham en gang til, og Ronson brøler prustende, mens han af alle kræfter forsøger at hive sig væk:

- Hva´ fanden bilder du dig ind?

Jeg giver ham en ny knytnæve. Direkte i trynen på ham.

- Av, for helvede, hvad laver du …

Jeg bliver ved med at slå, så hårdt jeg kan. Jeg smadrer stålnæven ind på ham, igen, igen. Med vilje forsøger jeg at ramme næsen hver gang. Blodet springer frem fra den. Det ser skide godt ud. Det er lige som at slå til boksebolden i Fitness. Jeg har forladt denne verden og lever et helt andet sted. Smak, smak, smak.

Min løftede knytnæve gribes af Daniel, der trækker i mig og nikker med hovedet over mod scooteren.

- Kom, for helvede …

Vi forlader tanken. Det sidste, jeg ser, er Ronson under knallerten uden at røre sig. Jeg puster på min blodige knytnæve og fløjter lidt.

- Der fik han nok, hvad, råber Daniel ud til siden.

- Ja. Han kørte ind i mig …

- Jeg stod jo med den der i hånden og kunne ikke …

- Nej, det ved jeg. Helt i orden, Daniel.

Han kører over stok og sten. Så vender han igen ansigtet ud mod siden og råber:

- Det var ellers noget af en puster, han fik der, hvad?

- Mnnn.

- Somme tider er det det, der skal til.

- Mnnn.

- Turde du godt slå ham?

- Nej.

Daniel griner og lægger sig lidt mere forover for at presse farten op. Jeg følger med og råber:

- Men jeg glemte helt at være bange!

- Ha, skriger han. - Du er min godeste ven! Du er fanme sej! Hold kæft, mand. Du slog! Som en hammer! Hammer, hammer fedt.

Daniel kommer med underlige lyde, indtil det går op for mig, at han synger. Jeg kan ikke genkende melodien, så jeg overvejer, om og hvad jeg skal synge.

 

16b

Pludselig drejer han af vejen og ind på en sidevej. Det er en grusvej med store huller, så vi bumper noget af sted. Daniel synger, og jeg skråler med. Den der øl gør, at vi synger ret godt. I hvert fald højt. Det er skide lige meget, for vi synger ikke den samme sang.

Min stemme er næsten færdig med at være i overgang. Kun en sjælden gang smutter den op i det høje c.

Det gør den ikke i dag.

Men jeg holder stramt om Daniel, for han kører hårdt. Han slingrer ud og ind mellem hullerne.

- Suck it, for helvede, Daniel …

- Ja, det er fanme hyl, det her!

Det gælder om at holde sig godt fast. Selv om min højre hånd er smadret. Vi kører forbi noget tæt hegn, og hans motor får en mislyd. Mjav. Ha.

Daniels mobil ringer, og straks fumler hans højre hånd inde under jakken efter mobilen.

Jeg har nok at gøre, men hører alligevel, at den nye motorlyd kommer sådan skråt fra højre og slet ikke fra scooteren, og i det samme kører Daniel, der har hovedet lidt på skrå for at høre mobilen, over et hul, der får scooteren til at stalle og mig til at slippe taget i ham, og jeg ryger bagud på røven og rammer vejen med et ordentligt hug, av for …

- Helvede, Daniel …

Jeg ligger på vejen og ømmer mig, mens jeg opdager blinklys og Daniel køre direkte ind i den forreste del af et tog, der larmer over vejen nogle meter længere fremme, og jeg ser ham blive kastet langt op i luften og falde ned som en slaskedukke og tror, at det her er noget, jeg drømmer eller ser som film, og toget hviner med bremserne, og Daniel kan jeg ikke se, og scooteren er totalt spredt ud over det hele, og det varer forfærdeligt længe, inden toget standser, og jeg kan ikke rejse mig, og jeg bliver nødt til at lukke øjnene.

Sekunder senere åbner jeg dem igen og prøver at rejse mig, men det er svært. Toget er standset nu, og en togmand kommer løbende mod Daniel. Han ligger helt stille i kanten af overskæringen.

Manden vinker til nogle andre, og jeg kommer op at stå og humper besværligt derhen. Alt i mig føles i stykker og gør ondt.

Da jeg ser Daniel, er jeg klar over, at for første gang i mit liv stirrer jeg på et dødt menneske. Eller hvad? Han ligger på maven, men ansigtet er drejet ud til siden, og hans øjne er åbne, men ser ingenting.

Jeg står bare og stirrer og kan ikke tro det. Han er kun bevidstløs, tænker jeg. Togmanden vender Daniel om og prøver at give ham hjertemassage. Ham pumper i hvert fald på hans bryst op og ned og lytter indimellem til hans åndedræt.

Så ryster han på hovedet til sin kollega, der er kommet til.

- Han er færdig, siger han bare.

Jeg dejser om. Det er faktisk rart at ligge ned. Den anden kommer over til mig:

- Var du med ham der? Bagpå? Er du allright? Har du slået dig?

- Ja, siger jeg bare med halvt lukkede øjne. Jeg orker ikke mere. Dejligt at slappe helt af. Min krop er mørbanket. Så fik han mig alligevel. Ronson.

Hvad nu? Vi ligger bare her, Daniel og mig.

Og venter på ambulancen. Den må snart være her.

Der går enormt lang tid, inden jeg hører ambulancens tuden. Jeg er efterhånden vant til den lyd. Den gør mig ikke noget. Den betyder hjælp.

Sirenen forsvinder, alt bliver væk.

Lukket for kommentarer