“syg i hodet” 17 af 24


17a

Der er forfærdeligt meget hvidt alle steder. Jeg døjer med at åbne øjnene. Lyset skærer som knive ind i dem. Der er stemmer omkring mig, og jeg synes, jeg kan genkende dem.

- Han er ved at vågne nu!

Øh, hvem er det, der …

Nu tvinger jeg altså det venstre lidt mere op, og der sidder en person. Jeg ligger i en seng. Det andet får samme tur. Der sidder også nogen på den anden side af sengen. Hvad laver jeg her?

Jeg lukker dem og prøver at åbne igen. Denne gang lykkes det mig, og jeg stirrer lige ind i mors øjne, der er helt røde.

På sengens modsatte side sidder Åse. Hun har også røde øjne og har rejst sig halvt op.

- Åh, Ludvig, det er dejligt at se dig vågen, siger mor med en underlig sprukken stemme. Hendes ansigt kommer helt tæt ned til mit, og så kysser hun min kind.

- Jeg er glad for, at du er vågnet, min dreng, hvisker mor. - Du er på sygehuset.

Der står en læge i fodenden af min seng. Det må han være. I sit hvide en-mandstelt.

- Det var godt, Ludvig. Kan du høre mig tydeligt?

Jeg nikker energisk.

- Din ven, Daniel, er desværre afgået ved døden, men du slap heldigt fra sammenstødet med toget. Har du ondt nogen steder?

Jeg prøver at mærke efter, men synes ikke helt, at det gør ondt.

- Lidt i ryggen, siger jeg.

- Du har fået en del hudafskrabninger, men vi har ikke konstateret brud nogen steder. Hvis du får ondt, må du sige det straks, ikke? Du slog også hovedet.

Jeg nikker. Sammenstød med et tog? Daniel død?

Åse kører os hjem. Mor skal holde øje med mig det første døgn. Jeg sidder på bagsædet. Jeg kan ikke forstå, at Daniel er død. Det passer ikke. De lyver. Jeg kan slet ikke huske noget fra det togsammenstød.

Mor og Åse snakker lidt sammen om fremtiden. Ordet misbrugscenter nævnes.

Hjemme er der slået så mange ting i stykker. Det ligner en slagmark, et skydetelt, tredje verdenskrig, et computerspil, hvor alt er gået galt.

Men jeg er så træt, så træt og får lov at gå i seng. Forinden når jeg at udstøde nogle få ord:

- I morgen skal jeg nok …

 

 

17b

Kirken er pyntet op med blomster alle vegne. I våbenhuset står to damer og tager imod blomsterne. Mor giver dem vores buket.

Den tager de straks og lægger oppe ved alteret, altså foran den der halvbue, hvor kannibalerne lægger sig på knæ for at drikke Jesu blod. Som vi sagde, da jeg blev konfirmeret sidste år.

Jeg vil gerne sidde så tæt ved udgangen som muligt, men mor haler bare af sted med mig og sætter sig længere oppe. Hun skal helst sidde yderst, så vi hurtigt kan komme ud.

Jeg vender mig om og ser lidt på de andre gæster. Nede bagerst sidder en lille flok, og de kunne godt ligne nogen fra det sted i Åbenrå, hvor Daniel arbejdede.

Præsten er en dame. Hun ser sød ud og hilser på Ingrid, der sidder på den forreste bænk sammen med et par mænd og en anden dame.

Der er lidt forskelligt, og vi skal også rejse os et par gange. På et tidspunkt taler præsten om Daniel.

- Daniel var altid på vej i sit liv, siger hun. - Han ville noget med det, han var nysgerrig og sagde aldrig nej til en udfordring.

Jeg lytter og nikker. Synes faktisk, at jeg godt kan se Daniel i det, hun siger.

- … og da han stod ud på sin sidste, desværre katastrofale tur, var det igen med en ven ved sin side. Hans venner svigtede ikke ham, og han svigtede ikke dem. Og sådan skulle han dø. Men vi ved, at han genopstår, at han skal leve evigt, ikke blot i vore hjerter …".

Den tror jeg nu ikke på. Jeg synes faktisk også, at vi svigtede ham lidt, da vi søgte at standse hans snorken den nat der hos Leffe. Og det var da kun mig, der var ven. Ven? Var jeg det? Var jeg ven med Daniel?

Jeg vender mig og får øje på Leffe, der smiler tilbage. Der sidder min ven. Jeg synes ikke, Daniel …

Mor siger en lyd. Jeg har helt glemt hende. Nu siger hun igen en lyd. Åh, nej.

Jeg ser opmærksomt på hende. Måske er det bare svært for hende at vænne sig af med at sige sådan.

Hun hoster, og straks synker jeg lidt sammen på bænken. Lugten tager man aldrig fejl af. Aldrig.

- Ludvig, har du …

- Tys, mor, nu skal vi synge.

- Bevares.

Vi synger Befal du dine veje. Efter første vers siger mor halvhøjt:

- Ludvig, vi skal huske at …

- Syssh, mor, vi synger jo!

Jeg hvisker, men alle har hørt mors snak. Nu hører jeg også en klirren i hendes taske, da hun sætter den ned på gulvet. Fandens! Jeg var jo ikke klar over, at det kunne ske, så derfor har jeg jo slet ikke … Hvor dum kan man være?

Jeg har svært ved at se bogstaverne nu. De flyder sammen.

- Skal vi gå nu, mor, hvisker jeg.

- Nej, hvorfor det, spørger hun forbavset.

- Fordi du … Kan du ikke hviske?

- Hvad siger du?

- Hvis du er træt …

- Ja, men det er jeg ikke.

- Altså, du må ikke snakke, når vi synger. Det er så pinligt.

- Bevares.

Mor lægger armene over kors og siger ingenting. Jeg slapper af og synker tilbage på bænken. Jeg tør ikke kigge mig omkring. De sidder nok alle og ser hen på os.

Vi går ud af kirken efter kisten et stykke fra Ingrid, der går lige bag. Nu har hun hverken mand eller søn længere.

Den bliver sat ind i rustvognen nede ved lågen. Damen, der sad ved siden af Ingrid, står med et antal røde roser. Jeg får også én. Det bliver min tur, og jeg lægger rosen på kistelåget et godt sted, hvor de andre ikke ligger. Her, Daniel. Om du lever videre eller ej, så håber jeg, at du nød de få stunder, vi havde sammen. Altså nok bortset fra peberet.

- Vil I med på kroen og have kaffe?

Ingrid ser bedende på os. Mor skal lige til at svare, men jeg er hurtigere:

- Nej, tak, vi må hellere gå hjem …

Ingrid ser hastigt på mor og nikker.

Mor og jeg går hjem. Hun går en smule usikkert.

- Mor, helt ærligt. Du har drukket.

- Altså, Ludvig. Skal vi ikke aftale, at du ikke blander dig i mine sager?

- Jeg troede, det var det, Susanne mente den aften. At vi to skulle hjælpe hinanden?

- Åh, jeg tror, du holder meget mere af Susanne og Åse og Ingrid end af mig …

- Det passer jo ikke, mor.

- Du smisker altid for Åse og Ingrid. Tror du ikke, jeg har set det?

- Ja, men mor, det passer bare ikke.

- Jo, det gør. Det kan enhver da se. Tror du ikke, jeg så, at du og Åse havde det så sjovt. Da I ryddede op.

- Ja, men mor! Du grinede da også over alt det gamle bras, du sagde, der alligevel snart skulle smides ud …

- Jeg er heller ikke værd at holde af, klynker hun og begynder at snøfte.

Her midt på gaden. Det går altså ikke.

Jeg tager fat i hendes arm.

- Kom nu, mor. Så går vi hjem og får en kop kaffe.

- Åh, ikke så stærkt, Ludvig.

- Jeg tror endda, der endnu er lidt chokoladekage tilbage. Susanne fik vist ikke spist det hele.

Der er brev til mor. Fra Misbrugsentret.

"Vores konsulent vil gerne møde dig torsdag den 21. klokken 14.00", står der blandt andet.

Mor sukker lidt, mens jeg smiler og ser på hende og siger:

- Jeg skal nok være der, mor.

 

Lukket for kommentarer