“syg i hodet” 18 af 24


18a

Jeg er begyndt at vågne midt om natten. Det har jeg aldrig gjort før. Når jeg vågner, tænker jeg meget over noget, der er kedeligt eller trist for mig.

I nat vågnede jeg også og tænkte på Daniel.

Hvor er han henne lige nu? Sidder han et sted og holder øje med mig? På samme bænk som Sct. Peter. De har hver en iPad, hvorpå de noterer de levendes fejl og ondskab.

Der er mange på min side.

Jeg behandlede ikke Daniel ordentligt dengang med det peber. Jeg var en dårlig kammerat og slet ikke sådan, som præsten sagde. Mit hjerte buldrer af sted, og min mave knager og brager og gør lidt ondt. Nu er jeg lysvågen.

Udenfor er der totalt stille.

Hvor mange gange valgte jeg at være sammen med Leffe frem for at være sammen med Daniel? Det mærkede han selvfølgelig. Det var derfor, han spurgte, om han måtte komme med Leffe og os andre hjem.

Måske var Daniel ensom. Han havde ikke så mange venner. Eller rettere: Havde han nogen overhovedet? Var jeg en ven? Ja, ville han nok selv sige, men måske kun, fordi han var en flink fyr.

Maven bliver tungere og tungere. For jeg har jo også mistet en ven. Daniel var min ven, uanset hvor lidt jeg var der for ham.

Jeg beslutter mig for at være bedre som ven. Leffe har brug for mig og jeg for ham, men det dur kun, hvis jeg er der 100%.

Jeg kaster mig rundt i sengen, men kan ikke finde ro. Så jeg står op og lister mig ud i køkkenet for at finde noget, jeg kan trøste mig lidt med.

Der er ikke noget i køleskabet, der kan friste mig. Ikke andet end noget sur rødvin.

Jeg tager en slurk. Måske kan jeg så sove bedre nu. Endnu en slurk ryger ned. Jeg sidder på en kold køkkenstol og har ondt af mig selv. Åh, lille Ludvig er så ked af det.

Så gør sgu da noget ved det, mand. Hold op med at sidde der og tro, at alt skal dreje sig om dig. Hvad med at bekymre dig en smule mere om de få venner, du har? Hvad med at være noget for dem?

Yes. Det er det, der skal til. Pas på vennerne. Du ved aldrig, hvor længe du har dem. Vennerne? Har jeg flere?

 

Jeg rejser mig og går i seng igen og falder næsten øjeblikkeligt i søvn.

 

18b

- Sikke et stærkt lys her.

- Du har ret. Nogle ventesale er mørke. I hvert fald DSB´s. De gamle stationer havde …

- Er du nervøs, mor?

- Nej, hvorfor skulle jeg være det, Ludvig?

- Ja, men jeg mener, hvis de ikke kan gøre noget ved det, eller hvis …

- Det tror jeg ikke, du skal være nervøs for. Næh, i dag er jo kun en forundersøgelse efter det der konsulentbesøg.

- Ja, men det er da heller ikke …

- Måske kan der senere blive tale om 14 dage, og det skulle kunne gøre meget, og hvis de synes. Så skulle vi gerne have fjernet det lille problem, så du kan blive en glad dreng igen.

- Jeg er allerede glad. Fordi vi sidder her.

- Det ved jeg godt, Ludvig. Jeg er også kun gået med til det, fordi jeg ved, det er vigtigt for dig. Men det var altså ikke så slemt, som du antydede under det der formøde.

- Jo, det syntes jeg, det var.

- Hvorfor syntes du det?

- Du ville begå selvmord!!

- Ja, men …

- Fordi, når jeg tænker på de mange gange, jeg er kommet hjem fra skole og har fundet …

- Kender du udtrykket Tordenskjolds soldater? Nå, så ved du måske, at du nok har fundet de samme flasker flere gange, tror du ikke?

- Jeg glemmer aldrig lugten, mor. Jeg kan næsten ikke huske, at du har lugtet anderledes.

- Ah, nu synes jeg, du overdriver, Ludvig.

Mor ser opgivende ud. Jeg stryger hendes hånd.

- Sååå.

- Så slemt har det da heller ikke været. Jeg synes altså, at du smurte noget på over for den konsulent.

Jeg vrider mig lidt og sukker:

- Ikke for at starte forfra, mor. Jo, det var værre end slemt. Jeg var også bange før forældremødet.

- Nej, Ludvig, nu holder du. Sådan var det da ikke. Det sagde jeg også til konsulenten. Altså. Ham Ludvig. Han overdriver alting. Drenge har en livlig fantasi.

- Åh, mor, altså: Det er meget værre. Og somme tider klirrer det i din taske. Nå, der kommer en dame.

- Mette? Værsgo, denne vej.

 

Jeg bliver her og venter. To timer er længe, så jeg får ondt bagi ved at sidde her. Rejser mig og går udenfor.

Går lidt op og ned på gaden. En masse mennesker er ude for at se på butikker. At de gider.

Jeg står og kigger ind på El-Gigantens udstilling. Der er kommet en ny model af iPad. Den kunne jeg altså godt tænke mig. Det er sådan en, Mathilde har. Men vi har ikke råd. Gad nok vide, hvordan mor fik råd til min til fødselsdagen. Eller hvad med en ny mobil?

Klokken er efterhånden der, hvor mor må være færdig. Jeg trasker hen mod ambulatoriet. Imod mig kommer en herre, jeg har set før.

 

Lukket for kommentarer