“syg i hodet” 19 af 24


19a

- Hej, Ludvig, tak for sidst.

Det er ikke en hvilkensomhelst mand, og han standser mig.

Jeg bliver rød i hovedet. Tak for hvad?

- Hej, Klaus. Ja, øh …

- Det er ikke så nemt. Hvordan går det med din mor?

Jeg ved ikke helt, om jeg skal sige det. Et eller andet inde i mig får mig til at buse ud med det hele. Det er måden, altså at ham Klaus får mig til at snakke.

- Mor er inde på Misbrugscentret.

- Det var godt, Ludvig.

Han klapper mig på skulderen.

- Det er garanteret dig, der har presset hende til det.

Hvor ved han det fra?

- Nja, vi har snakket om det, og så syntes mor, hun ville give det en chance.

- Du har en meget sød og meget smuk mor, Ludvig.

Jeg nikker og siger ikke noget om hospitalet og alt det der.

Han står lidt sjovt og bliver ved med at klappe mig på skulderen.

- Øh, hvis nu du synes, må du godt ringe til mig og fortælle mig, hvordan det går. Ikke fordi det kommer mig ved, men …

- … men hvad, spørger jeg lidt frækt.

- … men altså, ja, ring bare, ikke? Det kunne også være fint at besøge jer, hvor din mor var ædru.

Med de ord hilser han kort og forsvinder.

Jeg puster lidt ud. Der er godt nok mange mennesker på gågaden, men at lige præcis Klaus også var her, havde jeg nok ikke regnet med. Jeg griner lidt for mig selv. Regnet med? Han var helt ude af billedet, var han. Så meget, at jeg slet ikke fik ham fortalt, hvor meget jeg træner mine muskler. Jeg skulle have løftet ham, skulle jeg, og smidt ham over bag træet der. Eller op i træet? Bagefter løftet ham ned igen. Spider-Ludvig. Hæ.

På ambulatoriet venter jeg et stykke tid. Der er hun.

- Hej, Ludvig. Så er jeg færdig. Vi kan køre hjem.

I bussen hvisker jeg forsigtigt, så hende foran ikke skal høre noget:

- Hvordan gik det? Skal du derud igen?

- Nu må vi se. De siger, at de desværre ikke har ledig kapacitet lige nu. Måske først til næste år. De siger, der er stort pres. Der er så mange ulykkelige mennesker. Ja, det sagde de.

- Jeg har også læst om et sted nord for Vejle. Der kan man komme i en weekend. Men det koster altså noget.

- Jeg har jo ikke så mange penge …

- Nej. Det ved jeg godt. Men jeg må godt komme med. Derop. Altså nord for Vejle.

Markerne ligger bare der, køerne er forlængst kommet indenfor. Mor nikker langsomt. Jeg trykker mig ind til hende og sænker stemmen:

- Gæt, hvem jeg lige har mødt.

- Susanne? Åse?

- Nej. Jeg har mødt Klaus.

- Klaus? Øh …

- Ja, ham, der hjalp mig dengang, og som besøgte os, du ved, til aftensmad …

- Nå, ham.

- Han spurgte til dig.

- Nå, nå. Hvad ville han da?

- Jeg tror, han godt kan lide dig.

- Ha, ha. Ludvig, du er uforbederlig. Du VIL finde mig en mand.

Men mor ser glad ud og trykker tilbage.

 

19b

 

Vi får en hyggelig aften foran fjernsynet. Indimellem ser jeg lige, om der skulle være kommet noget på min mobil. En enkelt besked fra Leffe.

Jeg synker lidt sammen. Kan godt savne Daniels beskedder. Der var så mange stavefejl, at jeg somme tider slet ikke forstod, hvad han ville. Så måtte jeg skrive tilbage og fik svar. Dem forstod jeg heller ikke. Det kunne vare en hel time, inden jeg fandt ud af, hvad han ville.

Det kunne jeg godt savne. Sært nok.

- Nu ligger Daniel og venter på at blive brændt.

- Hvad siger du da, Ludvig?

- Ja, han skulle jo brændes.

- Jo, men man siger da ikke, at han ligger og venter. Han er jo død!

- Nå, nå.

Mors mobil lyder.

- Ja, hej Åse, ja, men det er fint. Kom du bare!

Mor ser hastigt rundt i stuen, men det er vist fint nok.

- Vi aftalte, at når jeg havde været på alkoambulatoriet, skulle vi snakke sammen.

- Det lyder godt.

Mor sætter kaffemaskinen i gang, og to minutter senere får vi besøg.

- Hej med jer, siger Åse og omfavner mig. Jeg kan ikke få luft, for hun presser mit hovede ind til sig og knuger mig hårdt. Hun er lige præcis det højere end mig, så mit hoved altså ender mellem hendes bryster. Det er lige som at blive klemt inde i et klædeskab med ørevarmere på. Jeg er heldigvis vant til det. Måske synes damer, at det er dejligt at klemme mig ind til sig.

Hun slipper mig heldigvis, og jeg trækker luft ind. Jeg er også en lille smule flov og kan ikke få mig til at se på hende. Alle knuser hinanden. Bare ham Ludvig er ikke så meget for det.

- Nå, Mette. Vi to har jo en aftale.

- Ja, Åse, det har vi.

Mors mundvige hænger en smule nedad.

- Giver du en kop kaffe?

- Jeg er i gang …

Mor går ud i køkkenet. Åse ser over på mig, og jeg slår blikket ned. Hvad ved hun om det der med Erik?

Jeg kan ikke nå træning mere i dag. Men i morgen. Og dog, hvorfor ikke; kigger på uret.

- Mor, jeg løber lige en tur.

- Gør det, Ludvig.

Lukket for kommentarer