“syg i hodet” 02 af 24


02a

 

Jeg skal næste dag snakke med Susanne efter timen.

- Jeg kan pokkers godt lide dig, Ludvig. Du er kvik og hurtig og laver så gode ting i dansk. Hansen siger, at du er skrap til matematik. Har du og din mor fået snakket? Hun gik jo lige så pludseligt, som hun kom.

- Mnnn.

- Prøv at svare mig med hele ord.

- Nej, det har vi ikke.

 

Jeg udtaler ordene tydeligt. En anelse langsomt.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med dig, min dreng.

 

Min dreng. Hvad kan jeg bruge det til? Hun bliver ved med at trille en blyant rundt mellem to fingre. Jeg tegner med en finger på hendes bord. Der ligger selvfølgelig en iPad. Hun sidder sgu bare og spiller spil. Eller kører formel-1. Eller læser bøger, når vi andre bliver sat til at skrive stil her på klassen. Eller ser film?

Jeg siger ikke noget. Susanne sidder, og jeg står.

- Hvad vil du gerne have, at jeg skal gøre for dig?

 

Jeg trækker på skulderen. Det er et svært spørgsmål. Har vist fået det flere gange her for nylig.

Hun sukker længe. Det kommer nok helt nede fra lårene.

- Der er en revne i dine bukser. Du slås vel ikke?

- Neej, nej, og med hvad?

 

Jeg bøjer armen. Susanne smiler.

- Du er en god dreng, Ludvig. Åh, bare jeg kunne gøre noget for dig. Det er så synd for dig, for jeg ved jo godt, at …

 

Hun vrider sine hænder. Hvordan har hun lagt mærke til mine bukser?

- Nå. Det er frikvarter.

- Ja. Jeg skal nok snakke med mor.

- Det var godt, Ludvig. Tænk nu lidt over det.

 

Med de ord forlader hun klassen.

 

 

Der er meget at tænke over.

Ude på legepladsen spiller nogle drenge bold.

Pludselig ryger bolden helt modsat. Drengen stirrer på den:

- Hvad fanden sker der? Var det dig, Thorkild, råber en af dem. - Så I bolden?

 

De nikker.

- Den må have ramt en sten.

- Ja, selvfølgelig, siger en anden.

 

Jeg nikker for mig selv. Tænk, hvis man var usynlig! Eller havde bjørnekræfter. Kunne sparke til en bold uden at nogen så det.

Jeg går over til pigerne. Nærmer mig Lene Sofie. Sådan på afstand. Var jeg usynlig, turde jeg godt stille mig helt tæt ind til hende. Men det er jeg ikke.

Hun står stille og kigger den anden vej. Hjertemusklen er på arbejde, skal jeg love for. Jeg bliver bange for, at de kan høre det. Jeg lister væk. Pulsen drøner af sted lige så hurtigt, som når jeg løber allerstærkest.

 

02b

 

Jeg vader hjem fra skole sammen med Leffe ad den sædvanlige sti gennem brombærkrattet. Nu er der ikke flere brombær. Kommer man dem for nær, stikker de alligevel.

- Hvordan gik det i lørdags på genbrugscentret, spørger Leffe.

- Godt. Sammen med Daniel. Ja, der kom et par stoddere og huggede min øl. En flink mand tog den fra dem og gav mig igen.

- Det må jeg nok sige. Hvem var han?

- En, der hed Klaus. Han sagde, han godt kendte dem. Jeg skulle bare ringe til ham, hvis de generede mig igen.

- Det er næsten som at have en far, ikke? Kunne du bruge ham?

Jeg svarer ikke. Jo, det var da en idé. Tror godt, mor kunne lide ham. Det var da faktisk en ganske fin idé, Leffe. Jeg gider bare ikke snakke om det. For jeg har allerede tænkt på det.

- Daniel, er det ikke tolder Hermans søn?

- Jo, du ved, hans mor, det er hende, der har sådan nogle …

Jeg tegner med hænderne to store buer så langt ud, jeg kan nå. Leffe griner.

- Ha, ha. Sådan noget lægger du mærke til, hvad?

- Ja. Det kan jeg ikke gøre for. Det kommer med alderen. Det vil også komme til dig, hvis du bliver lige så gammel.

- Hæ, hæ. Det er sgu da allerede på vej. Jeg har set noget porno, og … tænkte lidt over, hvordan det vil være at kneppe?

- Mnnn …

- Hvordan vil det være at stikke pikken op i kussen?

Jeg trækker på skulderen. Hvor fanden skulle jeg vide det fra?

Leffe sparker lidt i jorden.

- Har du prøvet?

- Hvad?

Han ser sig om.

- Ja, at kneppe?

Jeg skifter emne:

- Ved du, ham Daniel altså, hvad han gjorde oppe i genbrugscentret? Han pissede sgu på, du ved, en hjemløs. Eller sådan en, tror jeg.

- Pissede på? Hvor ulækkert.

- Ja, skide ulækkert. Jeg ved ikke, hvorfor han gjorde det. Han trak bare sin pik frem og pissede løs. Han har fanme en stor en.

Vi griner og går lidt videre. Jeg finder på noget andet:

- Hvad synes du om Ronald fra 9.

- Hvorfor spørger du om det?

- Han rev min nye trøje i stykker i dag. Se selv.

Jeg viser ham ærmet, som Ronald bare hev i, så den gik fra. Ærmet hænger i en tynd tråd. Bare fordi jeg kom til at sparke til hans taske. Vidste sgu ikke, det var hans. Eller jo. Men han sagde noget dumt om min mor.

Måske kan jeg selv sy det på igen?

Leffe trækker på skulderen og stikker mobilen i lommen.

- Han er en idiot. Jeg har før set ham slå nogen, der var mindre. Det er ikke bare dig, det går ud over. Han er sgu altid efter nogen, bare de er mindre end ham selv.

Leffe lyder vred. Jeg er helt enig:

- Ja. Jeg ved heller ikke, hvorfor han er sådan. Han havde ikke behøvet at rive sådan i min trøje. Idiot.

Leffe sparker til en sten.

- Har du nogensinde fået tæsk hjemme, vil jeg gerne vide.

Leffe svarer ikke. Så mener han nok nej.

- Heller ikke jeg. Måske fordi vi to kun har en mor og ikke en far. Og min mor vil hellere snakke end slå. Men så er der ham Pik-Preben. Han slår. Jeg ved ikke, hvad mor ser i ham.

- Ja, de snakker, og røven går.

- Døde din far også?

- Mnnn, siger Leffe og ser bort.

 

Vi går lidt og siger ikke noget. Der er masser af fuglefløjt inde i krattet. Solen varmer, men det er meget længe til sommer.

 

Leffe tager fat i mig, som om han er stærkere og godt kunne slå mig. Vi brydes lidt. Leffe falder uheldigt ind i brombærrene.

- Av for satan, bander han, og jeg trækker ham op igen.

- Av, av, bliver han ved.

- Måske sidder der torne i din ryg, nu skal jeg …

- Nej, siger han og trækker sig lidt.

- Jo, for helvede, du kan da ikke …

 

Jeg hiver skjorten op af bukserne på ham. Hans ryg er fuld af sår og lange strimer.

- Hvad fanden er det?

- Ah, ikke noget.

- Jo, hvad er det, Leffe? Det er da ikke herfra.

 

Jeg stirrer på huden. Det ligner en pløjemark. Sår på sår.

Han vrider sig.

- Min mor slår mig somme tider.

- Hvad?

- Hvis jeg har glemt at købe ind, eller du ved …

- Så får du tæsk?

- Jep.

- Der er ingen torne i hvert fald. Hold da op, Leffe. Jeg vidste ikke, at …

- Nej. Men du må ikke sige det til nogen. Lover du mig det?

- Jaa. Hun må sgu slet ikke slå dig. Det er forbudt i følge loven.

- Nå. Det ved du?

- Ja, ja. Preben har også slået mig. En enkelt gang. Næste gang melder jeg ham sgu.

 

Leffe trækker på skulderen, og vi trasker videre. Han standser og tager min arm:

- Du er lidt ked af ikke at have en far, ikke?

- Hold nu kæft, for helvede, Leffe.

- Du har bare en Preben, lyder det fra Leffe.

Min sko rammer en sten på fortovet.

- Du, Leffe, hvad er du mest ked af?

- Ked af? Hv … hvad mener du?

- Det jeg siger. Hvad er du mest ked af?

 

Nu slipper han armen.

- Øh, altså helt ærligt, at jeg bor i Danmark. Ved du hvad? Jeg er sort og kommer fra Sierra Leone. Jeg er flygtet sammen med min mor til Danmark, fordi nogen var efter os. Tror du ikke, jeg allerhelst ville bo der?

- Jooo, måske, selv om jeg jo synes, at Danmark må være skønnere at bo i, fordi vi har det meget bedre her, hvor vi har internet og smartphones og …

- … Har vi det nu også bedre her? Har du ikke lige snakket om, at du savner en far? Er det så ikke lige meget, hvor man bor?

 

Jeg nikker. Vil ikke sige Leffe imod. Han skutter sig. Trækker skuldrene helt op til ørerne:

Jeg nikker og holder kæft. Bare han ikke siger mere. Jeg kan godt se, at han har blanke øjne.

Vi er nået til blokken, hvor han bor, og står lidt.

Jeg klapper ham let på skulderen:

- Vi to holder sammen, ik´?

 

Han nikker og vender sig og går ind.

Lukket for kommentarer