“syg i hodet” 20 af 24


20a

Jeg sætter kursen ud mod skoven. Det er en god vej, med asfalt og næsten ingen trafik. Mit løbetempo er pænt. I forhold til starten for snart længe siden er det tårnhøjt. Min puls er jævn, jeg får ikke længere blodsmag i munden, og alligevel er der fart på. Jeg er begyndt at kunne lide at løbe. Det er ikke anstrengende længere. Når jeg løber, kan jeg tænke på mange ting. Det fyger gennem hovedet, men på en underlig afslappet måde. Næsten ligegyldigt, hvad jeg tænker på, er det hot, det hele.

Det er en mærkelig fornemmelse, der meget ligner det, Klaus sagde om det psykiske i træningen.

Helt ærligt vidste jeg altså ikke, at det var så fedt at motionere.

- Det kan godt være, du har ret, morfar.

- Jeg har altid ret, Ludvig. For jeg er den ældste.

- Mor er også den ældste derhjemme. Men hun har nu ikke altid ret.

- Din mor gør, hvad hun kan. Hun kæmper.

- Ja, jeg er glad for det, hun er nået til nu.

Jeg løber ned til Fitnesscentret og giver mig selv en omgang der.

Mikkel kommer i det samme:

- Hej, Ludde, det var nederen, det der, hvad?

 

Jeg ved ikke helt, hvad han tænker på og ser spørgende på ham.

- Jeg mener, det der med din kammerat og toget.

- Nå, ja. Ja, selvfølgelig.

- Var det ikke hårdt for dig?

Jeg står vist med åben mund. Det er første gang, at nogen har spurgt mig om det. Og så en dreng, jeg knap nok kender.

- Jo. Megahårdt.

- Jeg håber, du kommer ind på friskolen!

- Vi har vist ikke råd.

- Synd. Men ved du hvad, Ludde. Har du ikke lyst til en dag at besøge mig alligevel? Her, ring til mig, når du er klar.

Jeg får hans mobilnummer, og han dunker mig i ryggen.

- Hvis du igen går på Facebook, så søg mig, ikke?

Jeg nikker kraftigt. Husker at se på ham. Husker at lytte. Indtil nu har jeg tænkt på Leffe og Mikkel som mine venner. Måske er jeg også deres ven? Jeg var helt sikkert Daniels ven.

- Ja, selvfølgelig, Mikkel.

Jeg klapper ham på armen og hilser af.

Da jeg kommer tilbage og op fra bad, sidder Åse der endnu. De ser ud til at have snakket godt sammen. Mor virker glad og tilpas.

Så rejser Åse sig og siger farvel. Hun nøjes heldigvis med at give mig hånd, så jeg ikke en gang til skal have hovedet i maskinen. Det her vil Leffe grine ad. Og Mikkel?

Jeg følger hende ned ad trappen og ud. Hun vender sig:

- Nå, Ludde. Nu har din mor og jeg lavet en aftale, som går ud på, at jeg også hjælper til med, du ved godt.

Jeg nikker, selv om jeg ikke helt har styr på, hvad hun præcis skal hjælpe med. Hun smiler bare og går ud til sin bil. Jeg er lige ved at råbe efter hende: Hils Lene Sofie!

Hende har jeg næsten glemt.

 

20b

 

Jeg træner og sveder og hænger i og driver mig selv til det yderste. Den får ikke for lidt. Jeg banker boksebolden flad, mens Leffe hamrer af sted på løbebåndet. Han er sgu stædig, den lille sorte rad!

Vi napper en pause.

- Det går fremad, stønner han, mens han tørrer sig med håndklædet over de sorte lokker.

- Det manglede sgu da også bare, mener jeg, der også lader håndklædet suge en del sved op. - Tror du, vi bliver stærkere?

Leffe trækker på skuldrene. Pludselig udbryder han:

- Min mor slår mig i hvert fald ikke mere.

- Javel! Nå, det gør hun ikke. Og hvorfor så ikke?

- Det skal jeg sige dig. Sidst hun greb stokken, tog jeg den fra hende og sagde: - Mor, det er slut med at slå mig. Er du med? Hvis nogen skal have tæsk her, er det dig! Forstået?

- Ja, men Leffe, for fanden. Ha, ha. Sagde du virkelig det?

- Mit hjerte var helt oppe under tungen, så jeg næsten ikke kunne snakke. Men jeg var fanme også så gal i skralden, at jeg tænkte, det hele sgu er lige meget …

- Skulle jeg have hjulpet dig?

- Det har du allerede gjort. Du sagde dengang, du ved, striberne på ryggen, at jeg ikke skulle finde mig i det. Det er godt at have sådan en som dig!

Jeg bliver rød i hovedet. Fumler med mit håndklæde og siger:

- Det er eddermame også godt at have sådan en som dig. Uanset om vi løber herfra og til månen: At have venner er det bedste.

- Nu snakker du sgu ligesom dengang, jeg ville være spejder. Da jeg hørte dem snakke fucking meget om venskab og sammenhold, brækkede jeg mig lige i store, gulgrønne stråler og sagde farvel og tak.

- Hæ, hæ.

Jeg går på toilettet og letter mig. Tja. Kunne man tage en stok i hånden og true mor og sige: Nu drikker du ikke mere, har du forstået? Det er sidste gang, er du med? Ellers …

Nej. Jeg kommer til at grine. Det vil ikke virke med mor. Ikke med min mor. Ikke med mig.

Leffe er min ven, men det bedste er, at jeg er Leffes ven. Jeg begynder at fløjte.

Vi forlader fitnesscentret, og der står Lene Sofie.

Leffe går videre. Sikke en kammerat. Jeg rømmer mig:

- Jeg er ked af det med min mor, og dengang hun …

- Det ved jeg godt, Ludde. Jeg har snakket med min mor, så jeg tror, jeg ved, hvorfor din mor var sådan.

Hun står og skraber med skoen.

- Nå? Hvorfor så?

- Din mor siger, at min far er far til dig.

Jeg nikker. Ja. Så enkelt er det.

- Men det er han ikke.

- Hvad?? Hvorfor så ikke det? Hvad ved du om det?

Jeg ligner en lille, sulten dreng med min alt for store åbne mund.

- Han kan slet ikke få børn. Både Anne Sofie og jeg er lavet … altså det er noget med en klinik i Flensborg.

- Hvad??

- Kan du ikke sige andet end hvad?

Hun smiler til mig og tager min hånd og vrænger på næsen.

- Vi ses snart igen, ikke? Hold kæft, du lugter, mand.

- Hvad?

- Åh, Ludde. Du er sgu så sød.

Hun holder min arm og bøjer sig frem og kysser mig lige på munden, og jeg gemmer følelsen af hendes læber og hånd så længe som muligt. Trækker det ud. Jeg slipper det meget nødigt. Til sidst glider hun væk. Følelsen vibrerer, og læberne snurrer.

Tungen glider lige et par gange rundt om læberne. Kan jeg smage noget?

Jeg er helt bedøvet. Nu kunne jeg godt sidde i tandlægestolen og blive boret. Det ville ikke røre mig.

Jeg er nemlig lige blevet bedøvet af den sødeste pige i verden.

 

Lukket for kommentarer