“syg i hodet” 21 af 24


21a

Stinkermanden løber hjem. Spiderman, kom an! Jeg drøner af sted, hjertet pumper, lungerne går som luftturbiner, tankerne ryger derudad i samme fart.

Lene Sofie er ikke min halvsøster! Lene Sofie tog mig i hånden! Lene Sofie rørte min arm. Lene Sofie smilede til mig! Lene Sofie sagde, at jeg sgu var så sød! Og det største af alt: Lene Sofie kyssede mig på munden. Hun kyssede mig på munden!

Måske …

Hjemme går jeg først i bad, og så skal vi have kaffe. Jeg går ikke normalt. Jeg går på luftpuder. Der er kaos oppe i hjernen.

Mor sidder allerede parat, og jeg er også klar:

- Skal jeg lave kaffe, mor?

- Det ville være fint.

Så det gør jeg. Jeg fløjter en melodi, der bare ikke vil ud af hovedet. Det er skrækkeligt irriterende. Andre dage er det en anden melodi, og det er altså til at blive tosset over. Melodien fiser rundt i ens arme hjerne og forstyrrer alt og alle på sin vej. Så stop dog!

Jeg bærer en bakke med kaffen ind i stuen, og på bakken er der også en rulle chokoladekiks.

- Jeg synes lige, vi havde fortjent det, smiler jeg til mor. - Nu, hvor Susanne har spist al chokoladepladekagen.

- Det bliver du ved med at sige. Meeeen, var det nu også hende, der spisste det hele?

Jeg kikker hastigt på hende. Der var lige et s for meget. Men der er ikke noget at se, og jeg kan heller ikke lugte andet end de der gajoler, der ligger på sofabordet.

- Hvordan går det neede i fitness, spørger hun.

Igen farer der en tanke i mig. Men mor ser ædru ud, selv om øjnene ruller lidt. Hun opfører sig heller ikke, som om hun var stangberuset. Jeg rører lidt rundt i koppen.

- Godt. Men jeg synes da, at vi to har noget vigtigt at snakke om.

- Nå, for pokker. Nu er det vel ikke igen noget om alkambo … øh, alkola … det der ude, åh, det er svært at sige.

- Nej, det er ikke om alkoambulatoriet. Det er om mig. Og dig. Det ved du jo godt. Jeg tror, du har snakket med Åse om det.

Mor sukker. Jeg ved ikke, hvorfor. Jeg aner det ikke. Lader hun, som om det med min far ikke betyder noget? Jeg stirrer på hende, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er med hende.

- Synes du ikke, vi skal snakke om det?

- Ja?

- Jeg ved det jo også nu.

- Hvad?

- Det der med Erik.

- Mnnn.

- Mor?

- Jeg kan bare ikke forstå det.

Mor ser forvirret ud. Hun ryster langsomt på hovedet:

- Men …

- Altså forstår du ikke det med, at Erik ikke kan få børn?

- Nej, for …

Hun bliver helt bleg nu. Stirrer på mig med store øjne.

- Når Erik nu ikke kan være min far. Altså, mor. Hvem er så egentlig far til mig?

- Ja, men det …

- … det er for helvede noget rod. Ikke?

- Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige …

- Nej, mor. Men en eller anden må jo være min far, ikke?

Hun stirrer frem for sig. Objektivet er sat på uendeligt.

- Ludvig! Hør her. Jeg kan godt … øh, jeg kan sagtens forstå, at du savner en far. Måske fordi jeg ikke er der hele tiden for dig.

Jeg trækker på skulderen. Mor fortsætter:

- Jeg har bare lyst til at snakke med dig om det.

- Mor, vi snakker da hele tiden?

- Nej, ikke på den måde. Du bliver ked af det, når du ser, at jeg har drukket. Jeg forsvarer mig straks og bliver enten sur eller vrælende eller ligeglad eller noget.

- Ja. Der kan man ikke rigtigt snakke med dig. Altså når du er fuld.

- Nej. Men der er noget, du skal forstå.

 

 

Lukket for kommentarer