“syg i hodet” 24 af 24


24a

 

- Kan du se det nu, Ludvig?

- Hvad, morfar?

- At du selv kunne finde løsningerne. Du behøver ikke min hjælp.

- Jeg har det også meget bedre i dag. Selv om jeg har drukket snaps.

- Det kommer du over. Det var noget engangs. Du vil klare dig godt. Og så skal du vide, at jeg er hos dig. Altid. På en måde.

 

Et eller andet sted er jeg både trist og glad. Trist over, at morfar ikke rigtig er morfar på samme måde, som da han levede. Trist, fordi jeg går og drømmer mange ting. Glad, fordi det han har sagt og gjort, gælder. Det kan ingen tage fra mig. Og nu kan Kirsten fra kommunen være den, der hjælper mig.

Det kører lidt rundt, det hele.

Dog kan jeg godt se den lille seddel på mit bord. Telefonnummeret til hende. Jeg kan det udenad. Hvis nu sedlen skulle blive væk.

 

Jeg smider mig på sengen og døser. De otte cifre kommer flyvende gennem luften og svæver ind over mit ansigt og drejer op mod loftet og tilbage igen. Milde tanker farer frem og tilbage og gør, at jeg blunder og vågner og sover lidt og vågner igen. Jeg har også en stærk og næsten harsk smag i munden.

 

Tanker og drømme flyver ud og ind. I morgen vil mor fortælle mig, hvem der er min far. Hun var ikke stangfuld den aften, det skete, så hun ved helt præcist, hvem der er min far. Tror jeg.

I morgen vil hun også få besked på, at der er en ledig plads på det der misbrugscenter. Det er jeg sikker på. Det gør mig glad. Måske kan de hjælpe hende til at drikke noget mindre, måske helt få hende til at stoppe. Det har man da hørt før.

 

Og i overmorgen vil Klaus ringe til mig og spørge, om vi kunne tænke os at få besøg igen. Jeg vil sige jo tak, det kunne vi godt tænke os. Mor kan godt lide dig. Og så kan du holde jul sammen med os!

Nej, det skal jeg måske ikke sige. Det vil være dumt. OK, det trækker jeg tilbage. Jeg kunne sige: Mor synes også, du skulle besøge os igen.

Ja, men hvordan går det din mor, nu hun går på alkoambulatoriet?

Æh, hun er ikke begyndt endnu, der er ikke plads, men de har lige ringet og sagt, at det bliver der. Snart. Om en uge højst.

Ja, men det er da alle tiders. Og Ludvig?

Ja?

Du er sgu en dejlig dreng.

Jeg ligger og bider i dynen, for det er fucking skønt at forestille sig. Åh, det er skønt at drømme. Slip pauseknappen og kør videre.

Klaus kommer og spiser med igen. Mor har ikke drukket. Hun rødmer faktisk, så frisk og klar er hun. Det er helt vanvittigt. Når hun ser på Klaus, bliver hun indianer. Så slemt er det.

Morfar kigger hele tiden på mig, og hans mund former ordene: Ludvig, du er min dreng! Du er den bedste dreng i hele verden! Du kan så meget, du ved så meget, men bedst af alt er, at du er sådan en dejlig dreng. Jeg holder så meget af dig, Ludvig.

 

Mens vi spiser, spørger Klaus, om jeg har lyst til at gå på friskolen, for så vil han godt betale lidt til.

Jeg farer ind og ringer til Mikkel og fortæller ham, at jeg snart skal begynde der, og han bliver glad, og vi aftaler, at han kommer om lidt og besøger mig. Jeg fiser tilbage igen. To venner! Ikke dårligt. Plus Lene Sofie. Er det så tre venner? Eller er hun mere end en ven?

 

Nu vi er ved det.

Vi er lige ved at være færdige, da det banker på døren. Det er Lene Sofie. Hun bøjer sig ned og kysser mig på kinden og smiler. Nå, siger hun, nu skal det være, og så kysser hun mig på munden. Hendes bløde læber er elektriske stød lige ned i hjertet. Nå, nej, det er jo bare en pumpemuskel. Næh, op i hjernen med strømmen! Mit hjerte larmer imens ad helvede til, men Klaus griner lidt og siger, det er skide dejligt med kærester og kigger over på mor.

Vil du ikke spise med, Lene Sofie, spørger mor og hiver stolen ved siden af ud.

 

Senere går Lene Sofie og jeg ned i værkstedet. Hun sætter sig op på kondicyklen,. Jeg hjælper hende op på den og kommer til at røre hende på brysterne. Hun smiler bare. Jeg rører en gang til. Og kysser hende. Lige midt på munden. Så sætter jeg mig til romaskinen, som Klaus lige har købt og foræret mig. Det skramler udenfor, og Mikkel står og vil også være med, for Klaus og jeg har banket en ribbe op på væggen, og der løfter man ikke vægte, men sig selv.

Mikkel kigger langt efter Lene Sofie, men hun er min. Altså.

Efter ferien? Under motionsbåndet siger jeg til Leffe: Du må da godt følges med os. Med jer? Han ser sikkert forbavset ud. Men så får han øje på Lene Sofie, der nærmer sig. Nåååå, siger han og smiler. Så er jeg da bare sammen med dem fra min klasse.

Lene Sofie tager mig i hånden, og hele skolegården standser.

Selv Ingvarsen holder vejret og vender sine buskede øjenbryn over mod os.

Ingen siger et ord, men kigger bare. Det varer længe, inden der igen kommer lyd på den video. Derovre står Mathilde og Møf og Mads og Mek og Matias ved armgangsstativet og glor. I det andet hjørne står Ronald Ronson og ligner den afskyelige snemand i al det gazebind.

Lene Sofie smyger sig ind til mig og hvisker og kysser mig på munden. Og så begynder vi med at gå roligt rundt i skolegården, inden vi skal løbe.

So fucking fedt.

Lukket for kommentarer