“syg i hodet” 04 af 24


04a

Dagen i dag er ellers som den i går. Her næsten en uge efter forældreaftenen har jeg opdaget noget. Dem fra klassen snakker endnu mindre til mig nu end før. Det, de siger, er bullshit.

Forleden morgen kom jeg ind i klassen og sagde god morgen til Mathilde. Hun svarede ikke, men slog en skid. Hun havde nok ondt i maven.

Efter det store frikvarter opdagede jeg, at den ene halvdel af mit bord var tømt.

Møf var flyttet ned til Mek. Hans sidekammerat, Matias, var flyttet op til Mads, der ellers sidder alene. De fire holder sammen. Nu sidder de også sammen. Det er faktisk udmærket. Jeg synes, hvis man har noget sammen med andre, gælder det om at udnytte det. Nu har jeg også noget bedre plads til mine ting.

Jeg opdagede, at Mathilde drillede Mads og tjattede til ham. Selv om han har tykke læber. Det er Mathilde selv, der har sagt det. Føj, nogle negerlæber han har, sagde hun engang, mens hun vred ansigtet helt af led. Kort efter fik hun mig til at bære sin store, sorte lædertaske ned i cykelskuret, antagelig fordi jeg ikke har negerlæber.

På den måde blev Mathilde og jeg fine venner. Senere bad hun mig hjælpe sig med en stil. Jeg skrev det meste af den, og det var hun glad for.

Så glad, at jeg fik lov til en gang mere at bære hendes taske.

Det var dengang.

Ingen taler til mig nu. Ikke sådan direkte. Så får jeg heldigvis ro og fred til at svare på lærerens spørgsmål.

Jeg er dog forsigtig med at række fingeren op. Nogen er begyndt at sige lyde med munden, når jeg gør det.

- Kluk, kluk, kluk …

Ikke særligt højt; Susanne og de andre lærere hører ikke en skid.

Men det gør jeg.

I forvejen rækker jeg ikke fingeren ret meget op undtagen i matematik. Men nu havde jeg lige bestemt mig for at gøre det noget oftere i dansk og de andre fag. Det var før forældremødet.

I sidste time skulle vi have historie. Jeg stak hånden ned i tasken efter bogen og fik våde fingre. Samtidig begyndte nogen at fnise. Rød i hovedet kunne jeg lugte det.

En eller anden havde hældt øl i min skoletaske. Lugten var ikke til at tage fejl af. Det var nok kun for sjov, for de havde da taget min iPad op først og lagt den på bordet.

- Ha, ha, grinede jeg lidt.

Jeg fik den tømt for bøger, efter at de andre var gået. Så gik jeg ud på gangen til en af vandkummerne og skyllede den godt igennem. Ud ad det ene vindue kunne jeg se Mads nede i cykelskuret med en stor, sort læderskoletaske i hånden. Med sine mega grimme og fucking tykke negerlæber. Ved siden af stod Mathilde og grinede og pjattede med veninderne. Så stak hun ham sin cykelpumpe.

Venner kommer og går. Mathilde består.

 

04b

Mor kommer sent hjem. Hendes trin op ad trappen er langsomme og med pauser. Så er den gal igen.

Jeg går ud i gangen.

- Hej, mor!

- Åh, jeg er træt. Flyt dig. Det skal blive godt at ligge lidt ned.

Hun vakler ind i stuen og smider sig med et ordentligt brag i lænestolen.

- Find selv noget mad, ikke?

Hos os hedder det ikke fast-food, men find-food.

Hendes stemme er sløret, og hun har problemer med at udtale ordene. Jeg snerper munden sammen:

- Hvad med dig? Du har fået, kan jeg se.

- Åh, hold nu op, Ludvig. Lad mig være.

- Mor, jeg bliver nervøs, når du drikker dig fuld. Det er ikke sjovt at være sammen …

- Ja, men for helvede. Jeg drikker da ikke …

- Jo, det gør du …

- … mere end andre mennesker, hvor har du det fra? Jeg er sgu snart træt af at …

- Ja, men det kan jeg se. Jeg kan også lugte det. Jeg bliver bare lidt ked af det. Jeg tror også, jeg ved, hvorfor du blev fyret.

- Hvad tror du?

Hun sætter sig op og råber:

- Hvad ved du? Snotfinke. Bland dig udenom. Du er sgu kun et barn, er du med? Bland dig udenom. Jeg gider ikke høre på dig.

- Ja, men hvorfor mor? Hvorfor skal du være så vildt fuld hele tiden? Har du et eller andet? Er det mig?

- Hold så op, vræleunge. Er du med? Gu er der ej noget, der plager mig. Det er sidste gang, jeg siger det. Hvis du siger mere, snakker jeg bare ikke til dig. Desuden er jeg voksen, og derfor må jeg selv bestemme.

- Jeg er jo også her.

- Du får vel det, du skal have, gør du ikke? Eller vil du klage til kommunen over mig? Ha, ha. Det er sgu godt gjort. Ens halvstore hvalp står der og spiller klog. Jeg har da aldrig kendt magen.

Mor griner for sig selv, og jeg går ind på mit værelse.

Jeg lukker døren stille i og sætter mig ved bordet. Vinden presser regnen ind mod vinduet. Dråberne løber ned. Nederst samler de mange små dråber sig til en bæk. Den løber videre ned i tagrenden. Bækken bliver til Skjern Å derhenad. I nedløbsrøret er den blevet til fjord. Det pisser ud helt nede ved jorden og danner en mægtig sø, for der er ikke noget afløb ned i jorden.

Nogle gange er det hyggeligt at sidde og lytte til regn. Jeg sagde nogle gange.

Vi har igen stil for. Både Mathilde og Møf bad mig for længe siden om at hjælpe dem med deres. Jeg har nu ikke hørt fra dem siden forældremødet. Så de har nok ikke brug for min hjælp alligevel.

Jeg tager langsomt tøjet af. Inde i spejlet står en mager dreng uden muskler. Det er ikke noget nyt. Det forbandede hår! Hvorfor er jeg ikke stærk som Samson? Hvorfor ligner jeg ikke Olav? Hvorfor skal der være så stor forskel? Mads er næsten 15 cemtimeter højere end mig. Hvorfor det? Man har jo ikke en chance.

- Jeg synes, det er noget lort, morfar.

- Sådan kan det godt se ud, ja. Hvad gør du så ved det?

- Ved ikke. Hvis bare mor havde en mand, der kunne …

- Det har hun ikke. Hun har faktisk kun dig.

- Hvad gør jeg?

- Du skal nok tænke på jer begge to. Hvis du synes, hun drikker for meget, hvem kan så hjælpe? Hvis du synes, du er for mullersvag, hvad kan du så selv gøre? Har du tænkt over det?

I sengen læser jeg i et åndssvagt ugeblad. Der står noget om motionens betydning ikke bare for helbredet, men også for selvtilliden. Sådan noget lort. Om jeg dyrker sport eller ej, kan vel komme ud på et.

Da købmand Erik åbnede sit fitnesscenter lige ved siden af butikken, spurgte Leffe mig, om vi skulle prøve at gå derind og træne lidt.

Jeg vrængede et grin ud.

- Er du vimmer, mand. Hold kæft at sidde der og hive i en stang!

 

Jeg falder i søvn og drømmer. Midt i en træningssal viser jeg de andre, hvordan de skal få store muller. Jeg taler højt og tydeligt og smiler indimellem. På tredje række sidder Møf, Mek og Matias med åben mund. De har meget tynde arme. Uhyggeligt tynde arme. Foran dem sidder store Mads og Ronald Ronson, hvis hænder sidder på nogle tynde tråde op til skulderen. Og allerforrest sidder Lene Sofie og smiler så sødt til mig. Jeg går ned og skal lige til at kysse hende, da jeg bliver usynlig. Hun kigger forvirret efter mig. Hver gang jeg skal kysse hende, forsvinder jeg. Det er eddermame irriterende. Vækkeuret kimer.

Lorte vækkeur. Jeg slukker det og sidder lidt på sengekanten.

- Hæ, hæ.

Lukket for kommentarer