“syg i hodet” 05 af 24


05a

- Hvad så, mor. Hvad vil du så?

- Jeg bliver måske tilbudt noget kontorarbejde.

- På El-værket?

- Ja, måske. Fordi jeg har været der før. Direktøren har ringet og sagt, at der muligvis blev en halvtidsstilling. Han mener ikke, jeg kan klare mere. Lige nu.

- Det er da fint, hvis de vil tage dig tilbage.

- Ja, det kan man sige.

- Du har vel fået noget skriftligt derfra, ikke?

- Åh, Ludvig, du er sgu så klog, er du.

- Må jeg ikke se, hvad de skriver?

- Nej. Det er ikke for børn.

 

Hun ligger på sofaen og blader i et ugeblad.

- Åh, Ludvig, behøver vi at få stor aftensmad i aften?

- Nej. Skal jeg hente en pizza?

- Det ville være dejligt.

Det gør jeg gerne. Dels er det ikke svært, dels ser mor ud til at have det nogenlunde. Det kunne godt gå hen og blive en god fredag aften.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan. Slår et smut forbi købmanden.

Men først har jeg noget for. Jeg skifter hurtigt til mit sportstøj og stikker ud. Et øjeblik overvejer jeg i værkstedsdøren, om jeg skal tage en tur på kondicyklen. Men trækker på skulderen og vender om. Alligevel standser jeg og går ind igen. Hvis det, morfar siger, virker, er det op på cyklen. Mullersvag. Det var det ord, han brugte.

Det er jeg ret sikker på. Derfor tager jeg lige fem minutter og stiger af og løber svedende ned til krydset.

Så kan jeg ikke mere. Mine lunger går som blæsebælge. Jeg stønner og må spytte hele tiden. Når jeg ser tilbage på vores hus, ligger det jo lige der. Er der 100 meter derop?

Jeg må gå tilbage. Oppe på værelset lægger jeg mig på maven. Prøver at løfte og holde kroppen som en planke med strakte arme og tæerne i gulvet. Arme bøj, arme stræk. Puh ha, det er hårdt. Jeg kan vist tage en til. Næh, knap nok.

Uden muskler går det ikke. Men de skulle jo vokse, stod der i artiklen. Jeg skal bare træne. Får man store muskler af at cykle på en kondicykel? Det gør man vel nok ikke. Næh, der skal løftes vægte, skal der. Eller trækkes og bøjes og svedes.

Skuldrene hænger nedad ligesom munden.

Det nytter vist ikke noget.

Dem, der træner, har jo i forvejen store muller; det ser man tydeligt. De skal ikke bilde mig ind, at de var små, tynde tændstikmænd, da de begyndte. Og det var sgu nok ikke på en kondicykel fra 1864.

Jeg hører ustandselig for mig Jannick gjalde gennem gymnastiksalen: Brug jeres muller, så de ikke visseluller!

Principielt kan han jo have ret. Magnussen har også sagt i biologi, at de muskler, man ikke bruger, går til grunde.

Jeg tager et bad, hvad jeg har trængt til hele dagen. Går ned til købmanden.

Åse står ved kassen og hviler med begge hænder og øverste del af kitlen på disken.

- Nå, Ludvig, hvad kunne du tænke dig?

Jeg skæver lidt i retning af privaten. Det kunne jo være, at …

- Øh, jeg vil gerne have tre roser til min mor.

- Nej, det er sødt af dig. Hun kunne godt trænge til lidt omsorg efter den fyring.

- Omsorg? Øh. Ja, de der mørkerøde.

Åse pakker de tre ind lige så pænt, og jeg kigger på hende. Hun lægger nogle våde servietter om rosernes rødder og binder til med høstbindegarn. Hendes lyseblå kittel buler ud foran. Der sker ret meget der indenunder, når hun slynger snoren om blomsterne. Hun ville garanteret synes, at jeg er en mærkelig en, hvis hun kunne læse mine tanker. Hvis hun kunne se, hvad jeg kigger efter.

Jeg betaler for de tre roser. En til mor, en til mig og en til min far, hvem det så end bliver, i hvert fald ikke Ukrudts-Preben. Kigger konstant hen mod døren op til privaten. Der er helt stille deroppe. Ja. Hm. Den tredje rose kunne godt være i spil, hvis …

- Øh, hvad koster det der øh fitness?

Åse nævner et beløb og smiler.

- Nå, så meget? … Men tak.

Jeg famler hånden ind i indkøbsposens stropper.

- Ved du hvad?

Hun bøjer sig fremover og tager mig i armen:

- Du skal få de første tre måneder gratis. Fordi du er en god dreng.

- Tak, mumler drengen overrasket. Åse skriver hurtigt kortet ud og giver mig, mens hun tager hånden over på min kind. Hvad?

- Tak, siger jeg igen.

Jeg får fat i pizzaen og går hjem. En knallert kommer drønende om hjørnet og er nær ved at ramme mig. Nå, det er ham Ronson igen. Da han passerer mig, råber han et eller andet, jeg ikke kan forstå.

Hvad værre er; han har slået blomsterbuketten ud af hånden på mig, og nu ligger den på gaden. Samtidig tabte jeg pizzaen, men den er frossen, så …

Jeg bøjer mig ned og samler buketten op og prøver at reparere på den. Synes, det lykkes pænt. Derefter tager jeg pizzaen, der er brækket lige over. Men det gør ikke så meget.

- Skulle jeg have smidt en sten efter ham, morfar?

- Der kunne komme et tidspunkt, hvor du blev nødt til at reagere.

- Hvorfor er han efter mig?

- Godt spørgsmål, Ludvig.

 

Hjemme er der fred og ro. Jeg får pizzastykkerne over på et fad. Det ser OK ud. Der er ikke sket noget med smagen.

Blomsterne har stadig den fine cellofan om sig, selv om den er blevet noget krøllet. Jeg kan jo lige så godt gå ind og …

- Mor, her er …

Men mor er gået i seng. Hun ligger og sover med dybe åndedrag inde i soveværelset. Jeg tror ikke, hun skal vækkes.

Jeg gumler pizzaen i mig, mens jeg spiller et spil. Man skal have lynhurtige reaktioner. Muskler giver det nok ikke så mange af. Jeg tænker på Ronson og knytter næverne.

Jeg har også den største lyst til at gå på Facebook, men den går ikke. Jeg må have fat i Leffe i morgen og se med, når han gør det. Det kunne være sjovt at skrive noget om Ronson. Trods alt tilfreds med tilværelsen so far lægger jeg mig til at sove, og denne gang sover jeg skide godt.

 

05b

Næste dag kører en god melodi oppe i min hjernes musikbibliotek. Faktisk kører den flere steder.

Jeg fløjter på vej hjem fra skole, og Leffe kigger på mig:

- Nå, humøret er nok bedre i dag, hvad?

- Ja, for pokker, Leffe. Jeg har fået en skide god ide. Har du ikke lyst til at træne i Fitness sammen med mig?

- Det var vel mig, der spurgte dig for længe siden? Er det din ide?

- Ja, nu har jeg fundet ud af, at det måske ikke er så tosset. Vi kunne sammen …

- OK. Jeg vil da gerne, for det bliver aldrig rigtigt til noget, når man skal træne alene. Det er rart at være to om det.

Vi aftaler nærmere; hjemme står Daniel i forældrenes dør og vinker til mig.

- Hej, Ludvig, har du lyst til at besøge mig nede i min nye lejlighed?

- Jeg synes jo nok, at det er længe siden, jeg har set dig her.

- Ja, jeg fik lov af mor at flytte ind i en lejlighed helt for mig selv. Nede på Solsikkevej.

- Aha. Jo, tak, gerne. Jeg skal lige op med maden og hugge en taske i mig.

Daniel griner ikke. Måske hørte han det ikke.

- Moar? råber jeg deroppe. Jeg går gennem lejligheden. Hun er der ikke. Nu, jeg alligevel er i gang, kan jeg lige så godt hurtigt lede lejligheden igennem. Men finder intet. Hvor gemmer hun flaskerne?

Endelig er der gevinst. Oppe allerøverst står en flaske snaps, der er halvfuld. Jeg hælder halvdelen ud. Jeg tør aldrig smide mere væk. Tilsvarende mængde vand ned i flasken. Så sætter jeg den på plads igen og lader vandet fra hanen løbe lidt i vasken. Det lugter grimt. Føj for fanden. At nogen kan finde på at drikke det stads. Jeg slikker på en finger, der er blevet ramt at et par dråber. Det smager af vådt ild og brænder mund og hals op. Jeg stikker hovedet ind under den kolde hane og skyller halsrøret.

 

Daniel kører scooteren, og jeg hopper af ude foran hans lejlighed. Han er vist glad for den. Han lader, som om han har svært ved at finde sin nøgle. Bare fordi jeg ikke lige har sådan et nøglebundt. Vores nøgle ligger altid under måtten. En tyv ville aldrig lede der, siger mor, for det er så oplagt.

- Jeg skal over til Leffe i overmorgen, og så skal vi drikke øl, siger jeg for dog at sige noget.

Daniel er tavs. Så løfter han hovedet:

- Skal I også sove sammen?

- Øh, måske.

Det har jeg ikke tænkt på.

- Det lyder da hyggeligt.

Daniel ser ked ud af det.

- Er der noget, Daniel?

- Næh.

Han ryster langsomt på hovedet, men kigger nedad hele tiden, mens jeg kigger op på ham.

- Jo, der er. Det kan jeg se på dig.

- Det er bare, fordi somme tider, ikke? Så savner jeg en ven som dig.

- Ven?

- Ja, du er min ven, Ludde. Den bedste, jeg har.

- Du snakker da altid om ham Lars?

- Ja, det er noget andet. Med dig kan man snakke om alt.

- Øh. Ja. Også med dig.

Han fumler med sine nøgler. De rasler og rasler. Hans øjne ser våde ud.

- Somme tider er der ikke noget ved noget.

- Nej, det kender jeg godt.

- Alt er sort og mørkt.

- Der er ikke noget, der dur.

- Også, hvis man er alene.

- Synes du, du tit er alene?

Han nikker.

- Jeg spurgte Henning fra skolen, om han kunne tænke sig at besøge mig. Men det kunne han ikke.

- Kunne han ikke?

Min mund står lidt åben.

- Nej. Han sagde, at han ikke gad køre så langt.

- Men så er der vel andre, som …

- Nej. Der er kun dig.

- Og Lars.

- Ja, men det er på en anden måde. Du er sådan … jeg mener, vi to kan snakke …

Daniel ser meget ked ud af det nu. Han kan begynde at græde, hvornår det skal være, så jeg skynder mig med et forslag:

- Men hvad siger du til, at jeg besøger dig i morgen aften? Vi kunne få en øl sammen, hvis du synes?

- Ja, det ville jeg gerne.

Han lyser op, retter sig op, og stemmen går op:

- Hold helt kæft, Ludde, i morgen aften! Os to her og en kold bajer.

- Hvad skal vi ellers lave?

- Spille den af …, nej, det var for sjov, Ludde. Jeg tror, der er fodbold i fjernsynet.

- Det lyder godt.

Jeg forlader en glad Daniel og spekulerer hele vejen hjem.

Lukket for kommentarer