“syg i hodet” 06 af 24


06a

Hjemme buldrer jeg op ad trappen:

- Nå, mor, har du fundet en mand?

Jeg prøver at være lidt sjov. Hva fanen. Man kan vel lige så godt springe ud i det.

- Begynder du nu igen?

- Jeg har stadigvæk ingen far. Vel? Eller har jeg overset ham?

Jeg begynder at lede under spisebordet og kigger om bag døren til stuen.

- Ja, men Ludvig. Man går jo ikke bare ud og finder en mand på gaden …

- Nej, du skal være om dig. Du skal måske gøre dig lækker og gå i byen …

- Hold nu op, Ludvig.

- Ja, men mor. Hvornår har du sidst været i byen?

- Det, det …

- Der ser du. Du kan ikke engang huske hvornår, så længe er det siden.

- Nej. Måske skal vi to ta´ en tur i byen. Du ville have godt af at være lidt småfuld. Du er bare ikke gammel nok til det endnu. Altså til at komme i byen. Men det …

Mor kigger længe på mig og vender sig og går ind i stuen.

Jeg går ind på mit værelse. Kigger lidt ind i væggen. Sådan ender det, når vi snakker om det. Mor har to problemer. Jeg ved ærlig talt ikke, hvilket er det største. Men måske hænger de sammen. Måske skal jeg holde min mund. Har jeg ret til at blande mig? Er det derfor, hun somme tider er irriteret på mig? Hun bliver ved med at snakke om, hvad jeg skal og ikke skal. Med i byen? Det gider jeg ikke.

Aldrig!

Jeg googler noget om alkohol og læser forskelligt. Da jeg klapper skærmen i for at sove, opdager jeg blodsmag i munden. Jeg har siddet og bidt mig i læben.

 

Der går et par dage. En eftermiddag kommer mor og sætter sig, og vi får en kop kaffe.

- Du må gerne sove hos Leffe i aften. Du skal bare opføre dig ordentligt.

- Er jeg kendt for ikke at gøre det?

- Nej, selvfølgelig ikke. Men prøv for en gangs skyld at drikke lidt øl og bliv en smule fuld. Det tager du ikke skade af, vel, Ludvig?

- Nej, for fanden. Det gør vi ikke i min familie.

Mor sukker.

- Leffes mor slår ham somme tider.

- Slår ham?

- Ja. Han har sår på ryggen. Hun slår med en pind, tror jeg. Eller en stok. Det er virkeligt store sår, han har.

- Det troede jeg ikke om hende. Hun er da …

- Måske er det sådan, de gør i Sierra Leone?

- Måske. Jeg har i hvert fald aldrig slået dig.

- Nej, det har du ikke.

Pludselig får jeg det mærkeligt. Jeg omfavner hende.

- Ja, men Ludvig!

- Du er vildt dejlig som mor, når du er som nu!

- Synes du?

Mor smiler og gynger lidt med mig.

- Drik nu et par øl, Ludvig. Det vil gøre dig godt.

 

Jeg slipper hende og står lidt.

- Nå, men så går jeg. Vi har aftalt at mødes her om en halv time. Farvel, mor.

Jeg forlader hende og bliver trist. Det går heldigvis over igen.

 

06b

Jeg kommer sent hjem efter festen hos Leffe og lukker mig ind og er skidesøvnig. Vil lige have lidt koldt vand. Der midt på køkkengulvet ligger mor.

- Ja, men mor? Er du syg?

Mor stønner og lukker uforståelige lyde ud, men er ikke til at få vækket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Hendes arme ligger ud til hver side. De er en slags håndtag, som jeg kan tage fat i og på den måde trække hende ind i stuen. Sveden damper frem på panden på mig. Hjertet gungrer, for hun er tungere, end jeg troede. På dørtrinet er hun lige ved at hænge fast, men jeg løfter benene over det.

Det lykkes mig at få hende trukket helt ind i soveværelset og halvt op i sengen. Benene smider jeg op og over. Resten skubber jeg så langt ind, at hun ikke falder ud igen. Hold op, hvor jeg puster. Så dækker jeg hende til med dynen og sidder lidt.

Jeg holder hendes hånd, men den er helt slap. Hun trækker vejret. Hvis hun var død? Eller hvad, hvis hun dør om lidt?

Der er koldt her. Jeg gaber. Udenfor er der så stille, så stille. Kulden får mig til at ryste. Den lille sengelampe giver ikke meget lys. På sengebordet står det gamle billede af mig som lille.

Dog er der lys nok til, at jeg lige kan ane mors ansigt. Hun ligger på ryggen med hovedet drejet over mod siden.

Havde jeg en far, ville han vide, hvad vi skulle gøre, hvad jeg …

Jeg har selvfølgelig morfar. På en måde. Lige nu kunne jeg godt bruge ham in real life.

Jeg bliver helt frostkold og vågen. Mor kan dø … Det er svært, det her. Skal jeg ringe til lægevagten? Er det så slemt, at en ambulance er nødvendig?

Jeg klapper hende kejtet på kinden:

- Mor, sover du?

Intet svar. Men så bevæger hun sig. Der kommer en lyd fra hende, og jeg skynder mig at slukke lampen. Hun trækker vejret dybt, og jeg rejser mig. Mit hjerte hamrer af sted.

Jeg går ind til blokken på væggen og finder lægevagtens nummer.

En søvnig stemme lyder:

- Lægevagten.

- Ja, det er min mor. Hun lå på køkkengulvet, da jeg …

- Et øjeblik. Må jeg be´ om dit CPR-nummer?

Det får han. Så ber han om adressen. Det får han. Så ber han om mors CPR-nummer. Det får han også, for det kan jeg udenad. Selv nu, hvor jeg stadig kan mærke de øl, jeg har drukket.

- Der kommer en læge om lidt. Du skal være hos din mor, og sørg for lys, og at døren ikke er låst!

Jeg farer rundt og ordner det hele. Smutter ind til mor, der ligger helt stille, men hun trækker stadig vejret, kan jeg høre. Når jeg lægger øret helt ned til hendes ansigt.

Åh, mor.

Jeg skynder mig ud igen og venter henne ved vinduet. Der er ikke en levende sjæl at se. Det er sådan halvmørkt. Lidt lys kommer der fra gadelamperne.Så lyder der skridt op ad trappen.

Jeg flår døren op for lægen, inden han når at banke på.

- God aften, siger han.

Jeg viser ham vej ind i soveværelset, og han stiller sin taske på gulvet og siger:

- Hvad har vi så her?

Han undersøger hende grundigt, lytter til hjertet og laver forskellige andre ting.

- Jeg bliver nødt til at indlægge din mor, siger han så og griber sin mobil.

- Indlægge?

- Ja, vi må have alkoholen op igen … hallo? Ja, det er …

Jeg går ind til mig selv. Indlægge?

- Er der en voksen, du kan kontakte, kommer han lidt efter ind og spørger mig.

- Øh, måske, der bor nogen her nedenunder.

- Få fat i dem, eller kan du være her alene natten over? Din mor kommer nok hjem i morgen formiddag, vil jeg tro.

Jeg nikker, så håret dasker op og ned.

Så sidder vi der. Lægen stiller mig flere spørgsmål, og jeg besvarer dem alle, men tænker hele tiden på mor.

Efter få minutter hører vi ambulancen. Den kommer nærmere og nærmere. Jeg står parat nede i døren, og efter kort tid kører de med hende. Lægen siger farvel og går.

Jeg står lidt i døren.

- Hvad er der dog sket, spørger Ingrid henne fra hushjørnet og gør mig helt forskrækket.

- Det er min mor, siger jeg.

- Ja, men herregud, Ludvig.

Hun kommer hen til mig og kører hånden op og ned langs min arm.

- Skal vi ikke gå ind, spørger hun og nikker op mod vores lejlighed.

Jeg går foran, og vi havner i stuen. Ingrid har en housecoat på, som hun holder med en hånd foran. Men den går hele tiden op.

Jeg forklarer, mens Ingrid lytter med store øjne. Jeg har også store øjne. Urolige øjne.

- Ja, men dog! Stakkels dreng.

Hun omfavner mig. Efter nogle sekunder trækker jeg mig ud af den favn. Vi kan jo ikke stå der hele natten.

Hun rejser sig og går ned ad trappen.

- Du skal bare komme ned, Ludvig, hvis der bliver noget, altså hvis du bliver bange, eller de ringer fra hospitalet, ikke?

Jeg nikker og siger tak. Men hvorfor skulle de ringe fra hospitalet?

 

 

Lukket for kommentarer