“syg i hodet” 07 af 24


07a

Tandbørstens summen får mit åndedræt til langsomt at gå ned. Jeg lægger tøjet på stolen. Tager min mobil med i seng og ser atter en gang på billederne af Lene Sofie.

Jeg bliver aldrig mæt af at se på hende. Og så har jeg gemt det bedste til sidst. Det er virkelig til sidst, og det er med vilje.

Nogen vil sige, at det er ingenting. Andre vil sige, at jeg er fuld af fantasi eller bare fuld. Men jeg har gået og gemt på det hele dagen. Alt det, jeg har oplevet i dag, har bare været mindre vigtigt, selv det med mor.

Da vi gik op i klassen efter det store frikvarter, så Lene Sofie direkte på mig og smilede. Hun så ikke på Møf, på Leffe, på Matias, på Ronson eller på nogen andre. Hun så ikke op i luften eller ned i jorden. Hun så ikke på sine veninder.

Hun så på MIG og smilede, og en brandalarm i mit bryst gik i gang, og mine knæ blev lavet om til gummi. Hvis der havde været skolelægeundersøgelse, og han havde banket på det med sin gummihammer, ville benet garanteret været røget to gange rundt om sig selv og op i loftet.

 

Jeg får en urolig nat. Vågner mange gange, somme tider svedig og for varm. Mine drømme forvirrer mig. De er til at blive rundtosset over og drøner forbi som en film, der er gået amok.

Mor og jeg cykler sammen. Det stormer, og aftenen er mørk. Af en eller anden grund skal vi over en smal træbro ud over skumpiskede bølger. Lidt længere henne drejer broen skarpt til højre ind på land igen. Det gælder om at nå derhen, inden stormen bliver så slem, at vi blæses omkuld.

Vi når hen til hjørnet, men det kniber meget med at holde cyklerne lige. Vi slingrer af sted, og pludselig råber mor op. Hun cykler bagerst, og jeg kan intet gøre, da hun skriger, falder af cyklen og forsvinder baglæns med armene spredt ud til begge sider lige ud i det kolde vand.

Bagved står Ingrid og forsøger at holde sammen på kimonoen. Den glider ustandselig fra hinanden og afslører en lang revne, der ligner et skihop med to brede, snehvide baner.

Jeg standser. Uden betænkning springer jeg selv derud. Heldigvis er der ikke dybt, men jeg kan næsten ikke holde hendes ansigt oppe.

Her vågner jeg igen med et lille skrig, sætter mig op og gnider øjnene. Jeg lægger mig til igen.

Tæt ind til mig ligger Lene Sofie med ryggen til. Uden tøj. Min højre hånd glider langsomt fra hendes skulder og ned over kroppen og ind mellem hendes lår. Åh, Ludde, mumler hun, åh, Ludde, kys mig, rør ved mig! Hun spreder lårene.

Nu kan jeg slet ikke falde i søvn.

 

 

07b

De sidste gange, jeg har været til fitness, har givet mig så meget. Jeg har nu også givet den gas. Leffe er knap så stædig og har ikke altid mulighed for at komme med. Når han er der, hygger vi os. Jeg mærker, at jeg er et år ældre, for jeg kan løfte lidt tungere, tage lidt flere træk, holde lidt længere ud. Det generer ham ikke.

- Det er fedt at være sammen her. Det er skide hyggeligt, puster han med sine gnistrende sorte øjne.

- Jep, og måske bliver vi stærkere og stærkere!

- Ja, og måske ikke!

- Hold kæft, den aften hos dig!

- Ja, vi hyggede os.

- Men din mor?!? Jeg skal da nok lige love for, at …

- … Hun blev gal i skralden …

- … Og Daniel!

- Ha, ha.

Daniel snorkede så højt, at det var nødvendigt at pøse noget peber ned i hans ansigt. Det var mig, der gjorde det. Så griner vi begge og slår hinanden på ryggen og giver hinanden en fiver. Jeg slår nu ikke ret hårdt på hans ryg.

 

Jeg står oftere og oftere foran spejlet. Jeg synes faktisk, at mine muskler bliver større for hver gang. Jeg har fundet ud af at betjene boksebolden. Selv om jeg bliver træt i armene, kan jeg holde noget længere efterhånden.

Det passer nok slet ikke. Det med at mine muskler skulle være blevet større. Det er altså svært at se. Men det, at jeg tror det, er også noget.

Jeg har vænnet mig til at gå ind til mor, hver gang jeg skal ned at træne. Bare for en sikkerheds skyld.

- Så løber jeg, mor!

- Det er godt, min dreng.

Hun var lidt træt og sagde ikke så meget, da hun kom hjem fra hospitalet. Hun sov stort set hele dagen og var meget stille om aftenen. Jeg prøvede flere gange at snakke om det, men det var hun ikke meget for.

 

Jeg lægger vægtstængerne på plads og rejser mig for at løbe hjem.

- Hej, Ludde!

- Hej!

Lene Sofie står, som om hun har ventet på mig. Og selvfølgelig bliver jeg straks rød i hovedet. Ingen anden i klassen bliver så rød i hovedet som mig. Måske ikke nogen i hele Sønderjylland. Jeg er den sidste Mohikaner. Det viste sig, at han rejste til Danmark. Blev en lille, slap dreng.

- Nå, er du nede og træne?

- Mnnn.

Jeg nikker. Det er altid noget, at hun bruger ordet træne.

Jeg står og fumler med min taske. Sveder over det hele. Måske lugter jeg også. Det er ikke det bedste tidspunkt, det her. Tilmed. Nu kommer det. Det med billederne.

- Det, synes jeg, er godt, Ludde! Så får du store muller!

Hun lader sin hånd røre let ved min våde overarm. Samtidig smiler hun. Viser en række hvide tænder, og jeg besvimer ikke.

- Du skal ikke tænke på det med billederne af mig. Dem, du har taget. Det er bare ham Ronald, der er forstyrret i hovedet.

- Nååå, dem. Ja, jeg tager jo mange billeder. Du er da også med og …

- Ja, det er godt med dig, Ludde, griner hun og slår mig let på armen.

Så går hun. Lene Sofie vinker til mig. Lene Sofie smiler til mig. Lene Sofie rørte ved mig. To gange.

Jeg fløjter fucking højt og helt op i himlen, mens jeg går hjemad. Langt deroppe står den. Julestjernen.

 

 

Lukket for kommentarer