“syg i hodet” 08 af 24


08a

Jeg kommer hjem fra skole. Mor ser frisk ud. Men det har nu før snydt mig.

- Hvordan gik det så?

- Med skolen?

- Ja. Hvad ellers?

- Godt.

Hun sidder længe og kigger på mig.

- Hvorfor er du så våd i håret? Og på din skjorte, nej, sig mig, den er jo helt revet i stykker?

Jeg vil ikke fortælle hende, at Mek, Møf, Matias og Mads har slået mig, holdt mig nede i grøften, hvor der var vand, og nærmest forsøgt at drukne mig, selv om det kun var for sjov.

- Nå, vi legede lidt. Jeg er ked af det med skjorten …

- Du løber også efterhånden ret meget, har jeg lagt mærke til.

- Nåå.

- Hvordan går det med kondicyklen og fitness-træningen?

- Godt. Se bare her:

Jeg smøger ærmerne op og bøjer armen.

- Uha, jeg bliver helt bange.

- Men det er ikke fra kondicyklen. Jeg er da megaglad for den alligevel, mor. For den giver gode lunger, så jeg ikke bliver så forpustet længere, når jeg løber.

Mor nikker. Jeg er lige ved at fortælle hende om mine planer med de store muller, men et eller andet får mig til at lade være. Hun vil ikke tro på det alligevel. Hun skal heller ikke vide, hvordan jeg har det med de fire M´er. Derimod er der andre, jeg kunne fortælle lidt om.

- Jeg snakkede også med Lene Sofie.

- Ja?

- I går aftes. Efter fitness. Nå, jeg går ind og rydder op.

- Rydder op? På dit værelse?

- Ja. Du ser helt forkert ud …

- Det ligner ikke dig at rydde op, Ludvig. Er der noget galt?

- Nå, nå. Skal jeg blive fornærmet?

- Nej. Er der en særlig grund til, at du rydder op sådan en ganske almindelig tirsdag?

- Ja.

- Må jeg ikke få det at vide?

- Nej. Det kan du måske se en af de kommende dage.

- Hvad, Ludvig? Nu bliver jeg da for alvor nysgerrig.

- Åh, det er ikke noget særligt. Men Lene Sofie kommer måske og besøger mig. Altså, vi er bare gode venner, ikke …

Jeg går i gang med oprydningen på værelset. Hold kæft, det trænger. Under sengen finder jeg ikke bare et par, men hele to par sure sokker. Hvis Lene Sofie så dem …

Døren går op, og mor står der.

- Ludvig, æh, jeg …

- Ja?

- Sæt dig lige.

Hun nikker over mod sengen og tager selv plads i stolen overfor.

- Ludvig, din far er slet ikke død.

- Hvad? Ikke død? Vil det sige, at …

- Ja, at han går derude et sted.

- Men, men, men, jeg forstår ikke …

Jeg er fucking forvirret. Med stort F. Mor lyder, som om hun har løbet.

- Nej, det forstår jeg godt. Hør her. Købmand Erik er din far!

- Hvad? Ja, men for helvede … købmand Erik? Min far? Så er Lene Sofie …

- Din halvsøster, ja. Derfor er det en dårlig idé at blive kæreste med hende. Jeg kan jo godt se, du har en vis interesse …

Hun peger på mine mange fotos af Lene Sofie, der hænger rundt omkring.

Jeg kan ikke sige noget. Sidder bare med begge hænder under hovedet og stirrer ned i gulvet.

- Jeg var jo meget ung dengang og festede løs og ja, så skete det bare, og jeg var fuld og …

- Ved han det?

- Nej.

Hun siger det meget lavt og nikker samtidig en hel del gange.

- Jeg var så fuld den aften. Altså. Det er noget lort. Så derfor har jeg aldrig turdet sige det til dig.

Jeg stirrer bare på hende. Hun ser lille ud, som hun sidder der. Sådan en helt lille pige. Der har gjort noget fucking galt.

Hun vrider hænder i et væk.

Mine øjne er slørede. Jeg forstår ikke en skid. Kan man være forelsket i sin egen halvsøster?

 

08b

For anden gang i dag rydder jeg op på mit værelse. Jeg troede, at alt var i skønneste orden, indtil solens stråler viste mig noget spindelvæv. Det går ikke. På den anden side ved jeg ikke, hvorfor jeg rydder op. Formålet er væk.

Preben er kommet. Det var lige det, der manglede.

Nå, måske er han god nok.

Jeg går helt i stå og sætter mig ved skrivebordet. Sidder med hånden under kind. Jeg sidder med mobilen og glor på min halvsøster. Synes faktisk overhovedet ikke, at vi ligner hinanden.

Jeg tørrer skærmen af, den er blevet fugtig.

Inde i stuen lyder der høje stemmer. Jeg lytter. Preben råber op, og det gør mor også. "... skide snaps …" og "... kommer bare her og …" og "... drikker dig selv ihjel …".

Jeg går ud i gangen.

Der lyder noget spektakel derinde. Derefter et højt brag, som om noget tabes på gulvet. Jeg åbner døren.

Preben står og har fat i mor. På gulvet foran dem ligger en blomstervase i tusind stykker, jord og planter er smidt ud over det hele, og mor råber:

- Jeg gider dig ikke! Fat det dog.

- Du er sgu så led. Du sidder bare der og kommer fanneme aldrig videre. Tror du, jeg vil have sådan en spritter?

Jeg tager et skridt hen mod dem.

- Og du, Ludvig, du smutter bare igen, ikke? Det her angår ikke dig.

- Det er min mor, og du er ikke min far.

- Hvad fanden? Skal du være fræk?

Han slipper mor og farer over mig. Mor hiver ham i håret og skriger op. Så slår han mig i hovedet, rammer over mit øje og prøver at få mors hånd væk. Jeg sparker ud efter ham. Rammer ham i maven. Han bukker sig forover. Mor skubber ham ud af døren:

- Skrid med dig og kom aldrig tilbage. Hører du? Skrid!

Hun skriger det så højt, at de må kunne høre det helt ovre ved frisøren.

Jeg skynder mig at lukke døren og holder fast i den. Blodet siler ned over mit ansigt.

- Ja, men Ludvig, dit øjenbryn? Nu skal jeg …

Preben tumler ned ad trappen og smækker yderdøren efter sig. Pudset falder ned fra væggen. Så er han væk. Heldigvis.

Jeg trækker vejret hurtigt. Mor finder en våd vaskeklud og dypper mit øje.

Han kommer tilbage! Hans skridt op ad trappen får mig til at tage fat i det askebæger, der står på fod ved siden af sofaen. Jeg løfter det og ser mod døren.

Det banker. Jeg sænker askebægeret. Preben ville aldrig banke på.

Det er Herman.

- Vi hørte nogen skrige, og jeg …

- Åh, dig, Herman, det var godt, siger mor. - Det var ham Preben, men nu er han vist taget af sted …

- Nå, da, men Ludvig, hvordan er det dog, du ser ud?

- Pas på ikke at træde i potteplanten …

Han skræver over svineriet og overtager kluden, mor holder i hånden, og dupper mit øje. Blodet bliver ved med at løbe.

Mor henter opvaskefadet med varmt vand og et viskestykke. Jeg sidder i den blå stol. Falder efterhånden til ro. Mor henter en kost og fejer skår, plante og jord op, mens Herman holder viskestykket mod mit øje. Det lykkes ham at få standset blødningen.

- Det var godt, vi slap af med ham, ikke mor?

- Jo, min dreng. Vi to er et godt team, hvad? Og tak til dig, Herman, for at komme og hjælpe os!

- Det manglede da bare. Kan man ikke hjælpe sin overbo, kan man ikke hjælpe nogen. Nå, men så tror jeg, jeg vil smutte igen.

- Nej, Herman. Nu bliver du til en kop kaffe.

Herman sætter sig i en stol, og mor går ud og laver kaffe. Bagefter sidder vi som en lille familie og hyggesnakker. Herman er selvfølgelig for gammel til at være far, men så bedstefar? Jeg savner lige pludselig også en bedstefar. Det er ikke nok med en morfar, der alligevel ikke er der.

- Har du det godt nok nu, spørger Herman. Jeg ser også på mor.

- Ja, nu er jeg helt rolig. Tak, Herman. Hvor er det altså dejligt, at du …

- Som sagt skal man hjælpe hinanden, når man kan.

- Jeg føler ikke, jeg har hjulpet dig ret meget, Herman.

- Nej, det er der ingen, der kan. Jeg skal hjælpe mig selv, Mette. Så ville jeg også kunne hjælpe dig.

- Mig?

- Ja. Har du ikke også brug for hjælp en gang imellem? Ikke bare sådan som i dag?

- Joooo, det kan godt være.

- Nå. Jeg må hellere komme ned.

- Endnu engang tak, siger mor, rejser sig og omfavner Herman.

De står lidt. Helt tæt sammen. Mor hænger næsten på ham og slipper ham ikke. De vakler lidt, som om de er ved at falde. Hans øjne er lukkede. Hun knuger sig ind til ham. Jeg får store øjne og kigger væk.

Endelig slipper hun ham. Mor vender sig om mod mig og tørrer øjnene.

Herman ser underlig ud i ansigtet og går ned ad trappen og ud.

- Det kunne næsten være morfar, ikke mor?

Hun nikker bare, og øjnene løber igen i vand.

- Jeg er så ked af, at du skal opleve det her, Ludvig. - Det er slet ikke meningen, at børn skal se de voksne slås …

- Nå, men det gjorde jeg altså, mor. Jeg har da før hørt og set Preben være skide gal i roen.

- Ja, han tåler ingenting. Men nu er det slut. Jeg vil ikke se ham mere.

- Det kan jeg godt forstå, mor. For resten, mor …

- Skal vi ikke hygge os med en pizza, Ludvig? Vil du hente den?

- Selvfølgelig, mor. Øh, måske kommer Lene Sofie og besøger mig en aften. Måske allerede i morgen. Men det er nok først efter maden.

- Ellers må hun da gerne spise med. Ja?

- Ja, jeg traf en rigtig flink mand på Lundsbakke, og han hjalp mig med noget. Så gav han mig sit visitkort, for jeg sagde, at han, at jeg godt ville sige tak med lidt mad eller bare en øl eller sådan noget herhjemme …

Mor ser underligt på mig.

- Du er en værre Kirsten Giftekniv, tror jeg.

- Hvad? Hende har jeg ikke hørt om.

Lukket for kommentarer