“syg i hodet” 09 af 24


09a

 

Næste eftermiddag kommer jeg hjem fra skole. I det fjerne blinker det blåt ud for vores hus.

Jeg sætter farten op og knuger tasken helt ind til kroppen.

Men ambulancen holder uden for Daniels forældres indgang. Der holder også en politibil.

Jeg kigger på afstand nysgerrigt ind ad deres vinduer, men kan intet se.

 

Mor er ved at lave kaffe.

- Ja, Ludvig, nu trænger jeg altså. Det er Daniels far, der har hængt sig. Ja. Herman. Jeg havde en anelse om det i går, ved ikke hvorfor. Han har tidligere snakket om det.

 

Mor har større øjne end normalt. Og meget røde.

- Hængt sig?

 

Jeg forstår det ikke.

- Ja, Ingrid har været her for et øjeblik siden. Hun var helt forstyrret. Hun fandt ham på badeværelset. I et reb i vinduet.

 

Nu forstår jeg og holder næsten op med at trække vejret. Går hen til vinduet. Dernede ser jeg Daniel komme på sin scooter, og jeg lukker det op:

- Hej Daniel! Øh …

- Hej Ludvig, råber han tilbage og stiller scooteren fra sig. Så bliver han stående og kigger op på mig.

- Vent lige, så kommer jeg ned til dig, råber jeg.

- Nej, vi kan ses om lidt, råber han tilbage.

- Kom her, Ludvig, siger mor. - Tør dine øjne.

 

Jeg sætter mig over til hende i sofaen. Hun pudser næse:

- Det er forfærdeligt!

- Ja, men, hvorfor gjorde han det?

 

Hun trækker skuldrene helt op til ørerne.

- Åh, det er nok Ingrid. Hun har i hvert fald ikke støttet ham. Hele historien med smuglerisagen. Jeg ved ikke, om det var forkert at afsløre Erik. Erik burde også have vidst, at der var toldkontrol hele måneden. Men vi får nok aldrig sandheden. Herman var så - ordentlig, så måske skulle der ikke så meget til, før … Der er ikke så mange, der er sådan … Nu har hun helt tydeligt dårlig samvittighed, Ingrid.

 

Vi sidder tæt sammen.

Det drypper ned på mine bukser.

- Han var så god, som dagen er lang, siger mor.

- Jeg går ind til mig selv.

- Ja, gør du det, min dreng.

 

På skrivebordet ligger flere ting, jeg skal have ordnet, inden jeg får besøg. Det nytter jo ikke noget, at det hele flyder. Jeg lægger hovedet på armene.

Jeg tørrer øjnene og tømmer min skoletaske og ser, hvad jeg har for til i morgen.

Mobilen siger pling. Det er fra Daniel.

"Kom bar".

Så går jeg langsomt ned.

Daniel står med hænderne i lommen og ser frem for sig. De to blåblinkbiler er kørt. Jeg nærmer mig.

- Han har hængt sig.

 

Jeg nikker og ser hele tiden på ham.

- Det er forfærdeligt, siger jeg. Mine øjne bliver igen fugtige:

- Ham vil jeg savne.

 

Han kigger nedad.

Står og pirker med skoen i gruset. Bliver ved med at tegne den ene cirkel efter den anden. Kan godt forstå ham. Det må være forfærdeligt. Jeg tager ham i armen:

- Det er synd for dig, Daniel.

 

Så åbner han munden og ser på mig:

- Vorherre tog ham med lasso!

 

Og smiler.

 

 

 

 

09b

 

Jeg går op i vores egen lejlighed. Dørklokken lyder lige efter. Nå. Hvem mon det kan være? Det har været en underlig dag i skolen. Ingen snakker med mig. Kun Leffe.

Leffe og jeg har dog ingen aftale i dag. Jeg går ned ad trappen og lukker op. Uden for står en mørkhåret herre i pænt tøj.

- Hej, Ludvig, hvad så? Giver du en øl?

- Øh. Øh. Hej Klaus. Ja, det gør jeg da.

- Men faktisk har jeg et ærinde først. Jeg ville bare sikre mig, at du var hjemme. Jeg skal besøge nogen her i byen, og det er om …

 

Han løfter venstre arm og ser på sit ur.

- … nøjagtig tre minutter. Jeg smutter, Ludvig. Det tager kun en halv time.

- Fint.

 

 

Jeg venter et øjeblik. Men så går jeg i aktion. Henter støvsugeren, banker puderne i sofaen, rydder op og stiller alting på plads.

Imens nynner jeg …

 

Så lyder der skridt op ad trappen. Mor.

- Mor, siger jeg næsten før, hun er kommet helt op, - vi får besøg. Ham Klaus, du ved, fra Lundsbakke, ham, jeg har snakket om, han er kommet, fordi jeg skrev til ham, at …

- Ja, ja. Det har du fortalt om. Er kommet. Hvor er han?

- Han skulle besøge nogen og kommer tilbage …

 

Jeg ser lige på min mobil.

- … her klokken 17. Kan vi invitere ham på noget mad?

 

Først nu ser jeg, at mor er træt. Hun lugter også og snøvler i sin snak.

- Han er en flink mand, siger jeg, - vi har snakket så godt sammen, og jeg tror, du vil kunne lide ham.

 

Mor sætter sig i sofaen med et suk.

- Åh, altså Ludvig, du gør det sgu ikke nemmere for mig.

 

Jeg trækker vejret hurtigt. Hun provokerer mig, men nu gælder det for alt i verden ham Klaus. Jeg har en plan.

- Jeg skal nok hjælpe med maden, lover jeg.

- Ja, ja.

 

Nyt suk. Hun får sig rejst. Er det nu også er så god en idé?

- Måske kan jeg skrælle kartofler, mens du går på badeværelset.

 

Hun ser et øjeblik på mig og forsvinder så derud.

Det vil være rigtig dumt, hvis chancen forspildes, fordi hun ikke har smukkeseret sig.

Noget falder på gulvet derindefra. Jeg banker forsigtigt på og åbner døren.

- Åh, helvede, siger mor, der ikke plejer at bande, når hun er ædru, så … - den skide flaske var sæbeglat.

 

Jeg skynder mig at samle skårene op. Der er en duft af parfume herinde, og jeg henter en lille fejekost og blad for at få resten med. Jeg skærer mig selvfølgelig i hånden, så der pibler noget blod frem.

- Jeg skræller kartofler, ikke?

- Jo, Ludvig, det gør du bare.

Det får jeg gjort med en stump køkkenrulle om hånden, og så er mor også færdig på badeværelset og ser ikke værst ud.

- Du ser godt ud, mor, siger jeg. Og smiler.

 

Hun er lidt stram om munden:

- Jeg er sur på dig. Har jeg bedt dig om at invitere en fremmed mand?

- Nej, jeg syntes jo bare, også dengang, at når han nu hjalp mig, du ved, mod de der bavianer …

- Ja, du syntes. For fanden.

- Men du ser alligevel godt ud, mor. Prøv nu at være lidt sød, ikke.

- Man må jo hellere gøre et godt indtryk. Nå. Så er der maden. Vil du dække bord?

 

Ok ja, det gør jeg gerne. Henter en ren dug. Tager de pæne tallerkner og det fine bestik. Finder servietter frem. Trækker en flaske rødvin op med lidt besvær. Sørger for en sodavand til mig selv. Nå, ja, det var jo øl. Så jeg sætter også en øl frem. Rødvinen og de to øller har ligget der længe.

Mor kan ikke lide rødvin. Den er til gæster. Hun kan heller ikke lide øl. Faktisk kan hun kun lide snaps. Hvem der så forstår det.

 

 

Lukket for kommentarer