Syge skoleelever til læge

Søger sandheden ... Her er den fuldstændige, helt sandfærdige og usmin­kede historie om, hvordan det går syge efterskoleelever, der søger læ­ge!
For mange år siden, og det vil sige i 70´erne, eksisterede følgende ordning på Klitmøller Efterskole:
Følte en elev sig så syg, at han mente, et lægebesøg var uundgåe­ligt, henvendte han sig til vagthavende lærer om morgenen og blev skrevet op. Læreren gik med sin liste til en telefon og ringede til Lægehuset i Hanstholm og annoncerede de syges navne og CPR-numre. Tiden var bestemt på forhånd: Lige lidt ind i middagspausen.
De syge kunne så gå fra fjerde time et kvarter før, få middagsmad og derpå blive kørt til Hanstholm af læreren i dennes pri­vatbil. Da der ofte var en seks-syv stykker, der skulle med, kørte han gerne to gange - frem for at anbringe nogen i bagagerummet. Faren for at glemme dem der var overhængende med den tids larmende biler. Ved ankomsten til lægehuset stormede eleverne ind og erobrede samtlige ventesalsstole for næsen af mere almindelige patienter, som ikke havde bestilt tid, fordi de måske lige var kommet til skade, eller fordi de var ældre og gangbesværede.

Mens læreren så kørte tilbage efter hold to, begyndte de dygtige læger at undersøge og diagnosticere eleverne. Hvis man var heldig, var hele hold et færdig, når man kom med hold to. Så kunne man køre hold et hjem, tage en kop kaffe for så til sidst at hente hold to. Det var tit en fordel at hente flere hold, idet læreren så ikke skulle sidde i venteværelset i elevernes larm. Der kunne komme nogen forbi, der kendte læreren, og så var han nødt til at gribe ind.

Eleverne lærte på den måde hurtigt, at en bevægelse hurtigere end gang hed "løb". På et givent tidspunkt snakkede lærerne efter sigende lidt for sjov, om simpelthen selv at ansætte en læge på skolen. Husk på, det var i de glade halvfjerdsere, hvor pengene flød rigeligt. Skolen kunne give ham et konsultationsværelse, og han kunne holde lange, ordrige foredrag om sundhed for eleverne. Lærerne kunne imens nyde en smøg, en gammel dansk og et spil kort på lærerværelset. De måtte dog opgive tanken, da ikke alle var interesserede i at spille kort.

VW-bus

Overlærer Jansen gør, hvad han kan!

Nu skal man vist aldrig slå større brød op, men efter lidt snak frem og tilbage anskaffede skolen sig alligevel et VW-brød til bl.a. denne sygebefordring. Nu kunne de have helt op til 12 elever med ad gangen, og begejstrede elever flokkedes om 12-bussen for at komme ud og hilse på de flinke læger.
Lægerne udvidede med flere læger, flere lokaler, bedre røntgenudstyr, og skolen udvidede aftalen om, at middagspausen var forbeholdt tid til elever fra Klitmøller Efterskole. Hvad fejlede da alle disse elever? Jo tit fejlede de egentlig slet intet, men da de nu havde faciliteterne, skulle de minsandten da bruges.
Nogle gange var det dog mere alvorligt. Det hændte som regel dagen ef­ter en sportstime, at en elev opdagede mystiske smerter bag på lårene eller underbenene. Lægerne brugte så deres fine røntgenudstyr, men kunne ikke sjældent fastslå, at det blot drejede sig om muskelsmerter fra hos eleven hidtil ubrugte og derfor ukendte muskelgrupper.

Eleverne vurderede altså dette sundhedssystem som fint, men lærerne kunne faktisk, selv om det i vore dage lyder gammeldags, godt tænke sig også at få tid til at drive skole, påstod de. De enedes derfor om at være lidt mere kritiske under tilmeldingen til lægekørsel og lige selv foretage en grovsortering af sygdommens art, omfang og alvor. De fleste af dem opnåede ret hurtigt stor rutine i at sortere de useriøse fra, men især kvindelige kolleger faldt nemt for billige argumenter.
Klagede de (eleverne altså) over smerter her eller der, prøvede de først at fremprovokere smerten for at stedbestemme skaden eller sygdommen. Eftersom eleverne meldte sig syge under morgenmaden, foregik det i spi­sestuen. Den vagthavende bankede let på stedet med en kold spiseske, bøjede en forstu­vet arm den anden vej eller stak lidt i en betændelseslignende substans med en gaffel eller trykkede blot hårdt. Hvis eleven ikke tydeligt råbte av, kom han ikke til læge.

Personligt gik indtil flere lærere imod selv sådan ligefrem at operere på dem, men der var vist en emsig fysiklærer, der prøvede at brænde en elevbums væk med en lighter. Hvis stedet kunne indkredses, kom man ofte et plaster på såret. Lærerne var naturligvis ikke blinde for, at det psykiske moment spillede ind, men det efterlod indtrykket af, at plasteret havde en gavnlig effekt på selve sårhelingen.

 

 

Lærerne havde et større forråd af codimagnyler i brogede, friske ungdomsfarver, som de rutinemæssigt havde med rundt, når de sagde go'nat. På den måde kunne de ofte forebygge, og det er som bekendt det bedste. Eleverne sov godt på en codi, og snart gik de som varmt brød. Skolen opnåede en aftale med en god leve­randør, der kunne levere i hele paller, så de aldrig manglede. I en time oplevede man efterhånden sjældnere og sjældnere, at en elev gik grassat. Skete det, var det om hurtigst muligt at få hånden i lommen og kaste en codi i gabet på den larmende ungersvend.
Et år havde de en pige, der var lidt sær. Hun ville ikke have codimagnyler. Hendes far mente samstemmende, at der måtte helt anderledes radikale "ind til benet"-operationer til. Så han gav hende stesolider med.

– Dem får hun tit derhjemme, sagde han.
 – Bedst som vi ser TV og rigtig hygger, kan hun finde på at begynde at skrige højt. Det er meget generende midt i en spændende Kojak, den tids Barnaby.

– Så giver vi hende en steso, hvorefter hun falder til ro. Det er meget hurtigere end al den der snak mig her og snak mig der.
Skolen afviste hånligt hans tilbud (man har vel nok sin stolthed, desuden var han officer af reserven) og gav pigen et ultimatum: Enten tog hun codi, eller også måtte hun rejse!

Skolen overvejede at have en codiautomat til selvbetjening. Men det blev opgivet, idet deres afhængighed af lærerne ville aftage. Så lærerne fortsatte med at håndfodre dem fra det rigelige lager.
Det holdt op en dag. Bare fordi en pige forsøgte at begå selvmord ved at tage 20 codimagnyl. I et sådant tilfælde plejede skolen at få lægen til at komme ud til skolen, det skaber en god afveksling i dagligdagens trum­merum. Pigen overlevede, til orientering, hun fik nogle slemme mave­smerter. Jeg er helt codyl, sagde hun bagefter.

Heldigvis havde skolen kalktabletter, så fik de dem. Det skete der ikke noget ved. De slugte dem fint, bare man var lidt taktfuld og ikke af­slørede det reelle indhold.
 Der blev færre elever til sygetransport, de kom helt ned på en fire­- fem stykker, og ordentlig fart i nedskæringen kom der for alvor, da VW-bussen en fredag gik i stykker midt ude på landevejen, og elevpatienterne måtte gå hele vejen hjem og oveni se en forsinket weekend i møde og uden kompensation.

Det var en traumatisk begivenhed, der satte sig sine spor. Ugen efter var der overhovedet ingen syge. Flere elevpatienter udtalte, at det havde været et slemt chok sådan bare at være overladt til sig selv, fordi den rådne lærer ikke kunne få den der rådne bil til at køre. Den dag i dag er der en gang imellem en gammel elev, der under en jubilæumsfest gengiver begivenheden med rædsel i en rystende stemme.
Skolen fulgte succesen op med at bestemme, at nu kunne man kun komme til læge én gang om ugen. På lægehuset måtte de indskrænke, flere læger rejste i panik, men de tilbageblevne arbejdede til gengæld over om fredagen, hvor Klitmøller Efterskole havde konsultationstiden. Skolens benzinforbrug blev decimeret, og der kunne foregå noget mere nyttigt i de andre dages middagspauser.

For fem-seks år siden tog skolen et stort skridt.

Man følte, man havde psy­kisk overskud til at beslutte det nødvendige: Elever skulle nu selv sørge for at komme til læge. Der gik udmærkede, opvarmede, offentlige busser mellem Klitmøller og Hanstholm, og dem kunne de fint anvende. Men der var stadig et par elevpatienter om ugen.
 Det sidste afgørende knock-out kom, da skolen meddelte, at de selv skulle betale transporten.

I dag er efterskolen væk, lægehuset i Hanstholm er nedlagt, og unge mennesker dyrker sport som aldrig før på landets 170 efterskoler. Har din efterskole besværligheder med lægekørsel, så fat mod! Ved samme målbevidste, energiske indsats kan I også få problemet løst. Men I må samarbejde, det er ikke en enkeltmandspræstation, fortæller en ældre overlærer, nu pensioneret.
Det er især nødven­digt at stå fast i samtalen med eventuelle bekymrede mødre i telefonen. De vil nok i begyndelsen markere sig. Vær ihærdige, og målet er ej langt borte.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *