Tanker om min demente ægtefælle

En kvinde i tresserne, hvis mand er på plejehjem, skriver om det svære.

Pårørende til demente tumler med mange spørgsmål, finder somme tider svar selv; får ofte hjælp af demenskoordinatoren eller andre fagpersoner; møder somme tider venner, der har tid og ro til at lytte.

Det er svært at skrive om det, der er blevet en forfærdelig del af ens hverdag. Hvad kan andre bruge det til?
Der er jo stadig mennesker derude, der intet ved om demens, og som heller aldrig får brug for at vide det. Og vi, der står midt i det, har hver vores viden.
Vi kan ikke trøste os selv med, at der er nogen, der har det sværere end os, for vi ved, at det sandsynligvis “bare” er, fordi de er “foran os”, forstået på den måde, at deres demente ægtefælle har været dement i længere tid. Og hvad med dem, hvis ægtefælle er død af demens? (Og jo, demens er en dødelig diagnose), hvad kan de bruge min historie til? Vist ikke til ret meget. Men jeg gør det alligevel, fordi der så måske kan skabes indsigt i en verden fuld af sorg og vrede.
Hvad skal man svare, når familie og venner spørger: hvordan har din mand det?
Eller når de spørger: kan du klare det?
Jeg ved i grunden ikke, hvad de forestiller sig, at svaret vil blive?
Men de spørger da i det mindste.
Det er straks værre, når man ser personer, man kender, “flygte” om i ly af babyprodukthylden hos købmanden, sandsynligvis i håbet om, at jeg ikke lige er gået tør for babyshampoo!
Som om demens smitter.
Eller siger: ja, jeg skulle jo også besøge ham, men tiden flyver!
Når man ser tilbage, har man selv begået alle de klassiske fejl, men det er svært at være nybegynder i demensverdenen.
At se ens ægtefælle forandre sig for øjnene af een, så prøver man at skærme af, lege bodyguard, så der ikke kommer for mange akavede situationer. Det bliver en livsstil, et fuldtidsjob. Og når man dertil lægger, at mange demente bytter om på dag og nat, så uforstyrret nattesøvn bliver en mangelvare, så kan tålmodigheden godt være slidt. Men man prøver at holde facaden, vil ikke erkende.
Indeni, langt inde, ved man det godt, men man hægter sig fast i alle små lyspunkter: I dag kunne vi noget. Væskemangel, infektioner, hvad man dog ikke har håbet på. For tanken om fremtiden er skræmmende. Overvældende frygtindgydende. Og hvornår er fremtiden? Den lurer lige om hjørnet.
Og alle dage sammen bliver på lånt tid.
Sådan er tiden op til, at man kapitulerer.

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer