Thy-Race arrangerer gå&løb i Bøgsted Rende denne weekend

En række vandre- og løbearrangementer giver thyboerne fine motionsmuligheder. Blandt andet i denne weekend!

Stednavnet Bøgsted Rende betyder »Byggestedet ved Renden« og har intet med bøgetræer at gøre.

Nyd en dejlig varieret og kuperet tur i Bøgsted Rende

Den 29. januar til den 2. februar kl 11.00.
Nationalpark Thy byder denne gang på både unik åben klithede, flotte udsigter over Vesterhavet og en tur gennem Thagaards Plantage med eventyrligt krogede og mosbelagte træer. Denne smukke rute er på løbslederens top 2 og ændret lidt i forhold til sidste rute i Bøgsted Rende. “Stravaløberne” Per og Nikolai udtaler at ruten er “Klasse” og “Et must”.
Løb eller gå, når det passer dig, men HUSK at følge coronaretningslinjerne: Hold 2 meters afstand til “fremmede” og gå max. 5 personer sammen.
Hermed info om start, rute og fotokonkurrence:
Start: Man starter på den store P-plads ved Bøgsted Rende, men man kan også parkere og starte på Kystvejens to andre P-pladser nær Bøgsted Rende (Se kortet)
Rute: Man starter ved “THY Walk N’ Run” skiltet og beachflagene. Herefter følger man de orange flag. Ruten er denne weekend 7,7 km - og der er en “Smutvej” på 5,4 km.
Ruterne kan benyttes gratis, men ønsker du at støtte THY Walk N’ Run kan dette ske på MobilePay 35487 (Thy Race). På forhånd Tak!

Fotokonkurrence: Læg et foto i tråden under det originale opslag “THY Walk ‘N Run den 29/1 - 2/2" og vær med i konkurrencen om et årskort til

Thy Race Aktivitetspark (Værdi 380 kr), 2 flasker rødvin fra Redoffice Konpap A/S eller 1 gavekort fra Madsens Bageri.
Ruten er åben for gående og løbende i alle aldre fra fredag morgen til TIRSDAG kl. 11.00. Vi håber, at alle, der har mulighed for at benytte ruten på hverdage, vil hjælpe med at sprede antallet af deltagere ud over dagene fra tidlig morgen til sen aften. Vi anbefaler fortsat ikke barnevogn eller lign. på ruten.
Løbechallenge: Ruten er lagt på Strava, hvor I kan se hinandens tider. OBS: Ruten starter ved skiltet og slutter ved skiltet.
Næste weekend kan du nyde en fantastisk tur i Vigsø fra fredag den 5. februar til tirsdag den 9. februar. Update på denne side torsdag inden.
THY Walk ‘N Run arrangeres af Thy Race i samarbejde med Sparekassen Thy, Thisted Forsikring, Skilte Partner, Redoffice Konpap, Galtrup Efterskole og Tican.
SPAR Klitmøller har i samme anledning et godt tilbud på en "madpakke" med vand, men det skulle bestilles senest fredag, så det kan du ikke nå i dag!

Hvad er Thy Race?

Thy Race startede som eventfirma i 2015. Thy Race tilbyder motionsløb, adventurerace, MTB, teambuilding og forskellige oplevelser i naturen for grupper og enkeltpersoner. I 2018 begyndte Thy Race at lave aktiviteter på Langbjerggård – ikke blot for lejrskolens gæster, men også for dagsturister, firmaer, skoler og andre grupper. Desuden startede Thy Race med at lave cykelture for turister i Thy – et samarbejde med Hotel Thinggaard, hvor Thy Race laver ruter, turbeskrivelser og kort materiale.

Thy Race ejes af Flemming Søvndal Nielsen, som har en baggrund som arrangør af bl.a. Thy til lands, til vands og i luften, Thy Trail Marathon, Etapeløb Thy Trail, Thy Challenge, Cold Hawaii Ultra og Thy 6 timer MTB. Flemming har brugt utallige timer i Nationalpark Thy og naturområderne i og omkring Thy. Han elsker klitheden, stranden og skoven, men glæden ved at se deltagernes begejstring efter oplevelser i den flotte, barske og vilde natur er det, der motiverer ham allermest.

I 2019 havde Thy Race premiere på den første udgave af Thy Mud Race med en overvældende interesse. Dette gav blod på tanden til at udvide og udnytte stedets store potentiale endnu mere. Thy Race ønsker at udvide aktivitetstilbuddene og etablerer derfor Thy Race Aktivitetspark på naturgrunden ved Langbjerggård Lejrskole. Parken er et stort fleksibelt anlæg til forskellige spil – primært fodboldgolf, parkgolf og minigolf på en 18 huls bane i harmoni med naturen, hvor udfordringerne er terrænet med dets naturlige forhindringer på den kuperede grund. Der anlægges endvidere et areal til småspil som stigegolf, bowls, fodtennis osv. Thy Race Aktivitetspark åbnede i august 2020.

Denne vinters arrangementer

Denne vinters arrangementer

Flemming har været køkkenleder på Thylands Efterskole og via en omvej over Thy-Hallen er han nu havnet i sit eget selskab, Thy Race, der arrangerer en masse forskellige motions- og løbebegivenheder.

– Løber du selv med, Flemming?
– Nej, jeg går alle ruterne igennem på forhånd for at finde de bedste stier og veje, inden jeg sætter flag ud. Lige nu er jeg på vej til Vigsø, hvor jeg har tilrettelagt næste uges Walk ´n Run.
– Hvorfor hedder det noget på engelsk?
– Hæ, hæ. Det er vist lidt af en tilfældighed. Vi sad derhjemme og snakkede om navnet, og så siger min kæreste: Det skal hedde noget i stil med Rock ´n Roll! Så derfor blev det Walk ´n Run.
– Jeg har jo efterhånden mere end 20 års erfaring i at arrangere motions- og andre naturture, både de hårde og krævende for de hårde og de mere publikumsvenlige, hvor motion og en frisk gåtur er i højsædet.

Flemming

Senere i næste uge følger en førstehåndsberetning fra Bøgsted-turen sammen med en reklame for Vigsøarrangementet næste weekend

Fik du læst:

Fik du læst:

Sådan føles det, når du løber!

Andre indlæg, du vil synes om:

Lukket for kommentarer