Thy til Ord i Hanstholm

Klik på billedet for Kulturrummet

Der var fyldt godt op

Thy til Ord er denne gang flyttet uden for Thisted og har lagt billet ind på Bunkermuseet i Hanstholm. Dejlige omgivelser, men temperaturen er for lav til foredrag, og støjen fra de andre museumsgæster lidt generende. Bænke uden ryglæn er måske heller ikke lige sagen for ældre mennesker; heldigvis er der også stole hentet fra Thisted Bibliotek. Måske bør man overveje lidt justeringer til næste gang. Men ros til arrangørerne for at tænke nyt og anderledes. Museet er meget seværdigt og er med til at gøre Hanstholm mere attraktiv.

Dagens emne er murene inspireret af murens fald i Berlin i 1989. Altså dem, der enten skal holde nogen ude eller spærre andre inde. Men så er der også dem, vi har inde i vore egne hoveder.

Stine Ellerbæk fortæller om sin bog "De Uvelkomne". Man mærker hendes engagement, og hendes stemme går fint gennem lokalet ved hjælp af forstærker og højtaler. Hendes konklusion er, at giver man asylanterne muligheder for arbejde, uddannelse og nogenlunde vilkår som andre borgere i stedet for at spærre dem inde, vil de gribe dem og blive en gevinst både for sig selv og det samfund, de er havnet i. I det danske samfund er ikke alle enige i den konklusion. Men formentlig nok det lidt modne publikum, der er her i dag.
Kulturrummet tilbyder blandt meget andet skriveværksted for børn og unge samt forfatterværksted for voksne. Marie Hjørnet Nielsen fortæller kort om forfatterskolen i Thy, eksempler kunne aflyttes i et nabolokale, mens Jytte Gill henviser til elementer af kunst, der berører problematikken.

Bollerne fra Plantagehusets Madværksted er fremragende. Intet mindre! Smurt med følelse og desværre uden plastikhandsker. Hov, hov, gå nu ikke i for små sko! Men når man lige har haft en mave-tarminfektion får man respekt for den slags forebyggende virksomhed. Senere på eftermiddagen dukker krimiforfatter og journalist Leif Davidsen op og afslutter en god eftermiddag.

 

Museumsleder Jens Andersen lytter med

… mens Stine Ellerbæk fortæller

Der er flere gode tilbud i Kulturrummet

Lyttetekster strømmer ud af højtaleren

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *