Susanne og Claus er på cykel fra Sennels til Klitmøller og sidder på en bænk uden for SPAR og gør indhug i en saftig, frisk burger.
– Vi er lige i gang med frokosten, som vi har købt inde i SPAR, siger Susanne.
Burgerne ser dejlige ud. Måske sku´ man lige …
– Det er da frisk! I er ikke 40 år længere, mener din udsendte turistinformatør.
– Nej, nej, svarer Claus, – Vi er 58 og 59! Vi cykler flere gange om ugen. Vi har været herude en gang før i år, lige på det tidspunkt, hvor coronasmitten var på vej nedad igen.
– Ja, vi må hellere holde en vis afstand! Turistinformatøren trækker sig lidt baglæns.
– Vi kommer på denne måde ud og ser noget, mener Susanne.
– Hvad kan I lide ved Klitmøller?
– Stranden og surferne.
– Har I selv surfet?
– Vi har prøvet engang, da vi var unge, indskyder Claus. – Det var nok ikke lige os. Det var med sejl.
– Faktisk var det meningen, at vi ville have været herude til det der Fish and chips, der var startet her ved SPAR. Men den kunne vi ikke finde, så heldigvis kunne vi så gå ind til Tante Musses Køkken, tror jeg, det hedder.
Claus peger over skulderen ind i butikken.
– Det var noget med, at vi så det i fjernsynet. Vi er nok for sent ude.