Træet tændtes med maner

Spejderne, Klf66, De frie pensionister, Redningshuset og Borgerforeningen har igen i år arrangeret opsætning af fire grantræer til festlig start på julemåneden.

Per Bach, ansvarlig elektriker, står og fejrer sit jubilæum, mens han kigger på de mange mennesker, der har samlet et hav af barnevogne for at se lysene på træet blive tændt.

– Jubilæum?

– Ja, jeg har været med siden 1978, så det er 40 år siden i runde tal. Hvert år har jeg stået for lys i de fire træer her i byen. Altså, du må godt skrive én af de ansvarlige, for der har naturligvis også været andre indover.

– Jeg har i de 40 år kun misset en eneste gang. Det er jeg også ked af.

– I år har vi LED-pærer i alle fire træer - for første gang. Tidligere var det 15 watt, og hvis vi siger, at vi går fra 600 watt til 40 watt - i alt, så er det da en besparelse, der vil noget! Det er stort set den samme lysstyrke. Ulempen er, at der er elektronik i, og kommer der vand, eksploderer de. Så det kan ses. Det prøvede vi sidste år, hvor vi havde LED i et af træerne.

– Jeg sidder hjemme og gør kæderne klar. Det gjorde jeg for over en måned siden. Jeg tager det selvfølgelig, når jeg har tid.

– Er træerne en gave fra Naturstyrelsen eller Nationalpark Thy?

– Nej! De købes på helt sædvanlig basis. Ellers kunne de formentlig forære halvdelen af produktionen, fordi der er mange hæderværdige formål - som her!

– Dette træ (ved Fitness) er højt og slankt, og jeg kan godt lide, hvis det fylder noget! I tidernes morgen havde vi Carl Brogaard med, og når der manglede nogle grene, lavede han metalholdere, der blev skruet i træet. De havde en tud ud, man kunne sætte en gren i! Der var vist ikke nogen, der nogensinde lagde mærke til det lille kunstgreb!

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *