Danutas Hævn (e-bog)

Tilbud

DKK40,00 DKK30,00

Den 11-årige Danuta flygter for russerne med sin familie til Danmark i foråret 1945. Her mister hun sin bror og mor, og denne sorg udvikler sig til had og hævn mod den læge, der nægtede dem hjælp.
I 1967 er hun 33 år og parat til at føre hævnen ud i livet.

Tilbage til Ordbutikken

Varekategorier: , Tags: , ,

Beskrivelse

Læseprøve:

Vi flygter fra russerne til Danmark.

Februar 1945

Jeg fryser. Selv om jeg har masser af tøj på og en hue om hovedet og luffer på hænderne, fryser jeg. Jeg holder min mor i hånden, mens vi trasker af sted på vejen, der er fuld af is og sne.

Vi går bagerst i en lang flok af mennesker.
Jeg vender mig om mod Oma og Opa, der også går med hinanden i hånden. Vanterne er tykke og stive af frosten og ligner en stor tøjklump. Mine bedsteforældre har altid været gamle, men nu virker de ekstra gamle og går også langsomt. De har besvær med at følge med.
Opa standser og bøjer det ene ben. Der er et hul i den ene træsko. Jeg kan se den røde hud indenunder. Han ryster på hovedet.

Pludselig hører vi i det fjerne lyden af flyvemaskiner.
– Pas på, flyvere…
– Ned i grøften. Hurtigt.

Vi skynder os ned i grøften bag et vejtræ, og Opa hiver mor og min lillebror med sig.
– Dæk jer. Pas på.

Vi skriger alle sammen, mens larmen fra flyvemaskinen kommer nærmere og nærmere. Jeg holder mig for ørerne og lukker øjnene. Så er det, som om jeg slet ikke er her.
Jeg kan alligevel høre det der ra-ta-ta fra maskingeværet deroppefra. Vi kender det. Mor siger, at russerne skyder på alt, der bevæger sig. Derfor ligger vi helt stille.
Støjen fra flyet forsvinder, og vi rejser os og kæmper med at komme tilbage til vejen op af den sneglatte grøft.
Oma ligger stadig på maven halvvejs nede i grøften.
– Han er væk igen, Gretchen. Du kan godt rejse dig.

Opa rører hende let på skulderen. Men Oma rejser sig ikke.
Opa kaster sig ned over hende og vender hende og ser blodpletten.
– Neeeej, skriger han.

Jeg bliver bange, når Opa skriger sådan. Det plejer han ikke. De andre i kolonnen går bare langsomt videre igen.
Vi står tilbage og lægger ikke mærke til kulden, sneen og den hårde blæst.
– Gretchen, græder Opa. Mor græder også og tørrer øjnene hele tiden, mens de bliver ved med at røre Oma.
– Nu har jeg ikke mere at leve for, hulker Opa.
– Du har stadig os, hvisker mor.

Jeg stiller mig helt tæt ind til mor og holder om hende.
Opa tager begge hænder op for ansigtet og bøjer sig forover.
– Åh, min elskede, det her er blot et mareridt. Om lidt vågner jeg sikkert.

Opa hulker nu højt, hvad jeg aldrig har hørt eller set ham gøre før, og jeg begynder at græde. Jeg forstår, at Oma er død. Hun ligger og stirrer på os, men ser ingenting.
Opa lukker hendes øjne og ser sig om.
Mine tårer vælter frem. Skal jeg virkelig aldrig mere se og høre Oma? Hun var så god at snakke med, og jeg tænker slet ikke på de gange, hvor hun har skældt mig ud for at gå i jordbærrene eller drille hønsene.
Jeg synker sammen i grøftekanten og stryger Omas hår. Jeg har set døde før, for på vores lange vej har der tit ligget nogen i vejkanten, der var døde. Måske frosset ihjel. Det mente mor i hvert fald.
Men her ligger Oma og siger ingenting, ser ingenting, hører ingenting og skal aldrig mere sige noget til os, til mig. Det er noget helt andet, og jeg græder meget højt nu.
Mor trækker mig op til sig og siger:
– Sååå, såå.

Hun slipper mig og bøjer sig ned og tager fat i Omas ene arm.
– Skal vi? spørger hun Opa og nikker ned mod grøften. Hun begynder at trække min døde Oma ned i grøften, og jeg forstår det ikke helt.
– Neeejj, neej, råber jeg, mens jeg springer op og holder fast i mors ærme. – Det må I ikke.

Opa tager sin gamle, rynkede hånd op til min kind og ser på mig:
– Jo, lille Danuta, vi bliver nødt til at begrave hende.

Jeg forstår det ikke, men når Opa siger sådan, passer det.

Han og mor skraber den smule løs jord, de kan finde under sneen over Oma. Jeg bliver ved med at græde, for det er forkert at smide jord på hende. Selv over hendes ansigt selv om der lagt et lommetørklæde over.
Som om hun slet ikke …

Mor og Opa står og kigger, da Oma er dækket helt til.

– Gå I tre bare, græder han igen. – Det er lige meget med mig. Jeg er kun en gammel mand, der skulle have været død for længe siden. Jeg har ikke mere noget at leve for.
– Nej, Opa. Jeg vil aldrig forlade min papa. Vi har brug for dig, papa.

Mor er lige ved at græde også, kan jeg se, og jeg tager Opa i hånden.
– Du skal med, Opa. Kom nu!

Han står længe, men til sidst børster han jord og sne af sig.
– Lad os gå, siger han og stryger bagsiden af hånden over ansigtet.

 

Kolonnen med alle de andre fra landsbyen er så langt foran, at vi ikke kan se den længere. Jeg holder stadig Opa i hånden og knuger den, så hårdt jeg kan. Jeg tror ikke, han lægger mærke til det. Jeg har så mange spørgsmål, men tør ikke stille dem. Ikke endnu. Hvor er Oma nu? Selv om jeg synes, at jeg lige har set hende dø, ved jeg ikke meget om det.
Hvad er det at være død, Opa, jeg kan alligevel ikke forstå det? Savner du hende ikke forfærdeligt?
Jeg er klar over, at jeg aldrig mere skal se Oma. Aldrig mere.

 

 

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *