Mandfolk (nr. 1 af 3) (P-bog)

Tilbud

DKK200,00 DKK100,00

Prisen er inkl. forsendelse. Pris ved afhentning: 60,-

Tilbage til Ordbutikken

21 på lager

Beskrivelse

1: Mandfolk
2: Dragemand
3: Slået hjem

1 Den store gevinst

Jeg vågner ved højrøstede stemmer nedenunder og strækker hele kroppen, har sovet så dejligt.

Hvorfor er der larm og støj nedenunder sådan en morgen? Stemmerne er på en måde ikke de sædvanlige, godt nok er der ikke noget at tage fejl af, det er mors og fars stemmer. Men de lyder for en gangs skyld glade og anderledes. Et eller andet må der være sket.
De plejer ikke at rutte med det gode humør.

Jeg får lidt tøj på og lunter ned ad trappen. Inde i køkkenet ser jeg straks, at noget forrykt er i gang. Far er helt oppe at køre, øjnene ruller, og mors kinder blusser, som de også gjorde dengang, jeg hos morfar kom til at åbne døren ind til gæsteværelset og så dem begge uden tøj. Det var så pinligt, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op andet end så hurtigt som muligt at forsvinde igen. Indtrykket af at de lavede et eller andet uden at snakke, var så stærkt, at jeg aldrig mere ville tænke på det. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg syntes, det var pinligt. Jeg er ret sikker på, at de lavede det.

Siden er jeg blevet overbevist, selv om jeg ikke helt forstår, hvad de har gang i og egentlig heller ikke er særligt interesseret. Somme tider kigger jeg ind gennem nøglehullet til soveværelset, men kan ikke se ret meget. Jeg har heller ikke rigtig nogen, jeg kan spørge. Karsten tør jeg ikke spørge, for han kan finde på at sladre til sine forældre, og så vanker der, for de vil uden tvivl fortælle det videre til mine forældre. Især hans mor, Karen, er slem til at fortælle alt til min mor, og min fornemmelse siger mig, at det, de laver, vil de helst holde for sig selv.

Jeg husker endnu, at Karstens far talte om en voldtægt, der var beskrevet i avisen.
-Er pigen så gravid?
-Nahaj, hæ, hæ.
Som om man ikke kunne blive gravid efter en voldtægt.
Det varede ikke længe, så vidste de det også derhjemme.
-Hans Theodor, hvordan kunne du dog spørge så fjollet?
-Ja, men jeg troede jo bare, at …
-Du troede! Gå ud og leg.
Der er også så meget andet, der er mere interessant.

-Vi har vundet!
Fars stemme skærer igennem marv og ben, mens han vifter med en seddel om næsen på mig.
-Vundet? Hvad?
Jeg er stadig søvnig.
-Ja, vi har vundet mange penge, Hans Theodor. Nu kan vi købe os en bil.
Mor er helt med:
-Og måske kan vi få både køleskab og et Arena fjernsyn!
Far ser hastigt på hende og så over til mig.
-Nu skal du høre, Hans Theodor.
Han kigger igen og igen på den lotteriseddel, han sidder med og siger nummeret, mens han atter engang læser annoncen i den tyske avis med de rigtige udtrukne numre. Hans højre pegefinger bevæger sig højere og højere op ad listen og ender på det næsthøjeste. Samtidig er hans venstre pegefinger som klistret til sedlens tal. Han læser alle numrene op med stadig højere stemme.
-Se, siger han. -Det er det samme tal.
Og jeg ser og nikker ivrigt og bliver glad på deres vegne. Måske kan det bringe fred og ro ind i huset. Jeg kan mærke, at glæden nu også rammer mig. Tænk, hvis de nu altid fremover vil være søde mod hinanden og mod mig. Tænk, hvis alt det andet var forbi. En varm bølge strømmer over mig, og jeg slår armene om skulderen på mor.

Far lægger forsigtigt lodsedlen ind i sin skrivebordsskuffe og gemmer nøglen meget sigende til mor under vasen på bordet. Så gør han et lille hop.
-Gå ud og leg lidt, Hans Theodor. Mor og jeg skal lige snakke lidt sammen.
Mor ser på ham. Det vil hun gerne. Så forsvinder de nok op i soveværelset. Når de skal snakke sammen på den måde, er det som regel der, det foregår.
-Af sted, siger han til hende og klapper hende bagi, så hun giver et lille hvin fra sig, mens jeg går udenfor i solen og finder min fodbold. Jeg går om på plænen og begynder at holde bolden i luften ved at sparke til den skiftevis med venstre og højre fod. Jeg tæller det antal gange, det lykkes og forsøger hele tiden at slå min egen rekord på 54. Jeg vil være lige så dygtig som John Hansen og Knud Lundberg, hvis bøger jeg har slidt i laser. Det gælder om at ramme bolden med vristen, som Knud Lundberg fortæller om, og kun lige så meget, at bolden hæver sig 10 centimeter op.
I dag vil det ikke rigtig lykkes mig, selv om jeg gør flere forsøg. Jeg driver lidt om og tænker, om de ikke snart er færdige med at snakke, så jeg kan få lidt morgenmad.
-Farvel, råber far og vinker. Nu skal han på arbejde og starter lidt efter knallerten og kører med sin lille taske, hvori mor har lagt madpakken og termokanden.

Jeg går ind og finder havregryn og mælk fra rummet i køkkengulvet. Mor nynner, mens hun vasker op. Når hun og far snakker sammen og ikke skændes, er der altid en lok hår foran, der vil ned i panden på hende. Også nu har hun røde kinder. Det har nok været en god snak.
-Mor, har I spillet flere gange med sådan en lodseddel?
-Ja, vi spiller i et nordtysk lotterifirma og har aldrig vundet før. Det er også derfor, det er så fantastisk.
Hun stryger mig over håret.
-Måske får vi nu råd til lidt nyt tøj til dig. Du trænger vist.
-Må jeg så holde Skipper Skræk og Anders And?
-Nu må vi se, hvad far siger.
Han er måske i godt humør, og så kan jeg pludselig læse to ugeblade hver uge. Nu har vi sjældent råd til bare at købe et. Jeg synes, det er dejligt at have vundet i lotteriet. Selv om det er tysk.

Bagefter løber jeg over i skoven på den anden side Klara. Herfra kan jeg overvåge dem og spionere og fortælle Super-Per, hvad jeg ser. Jeg øver mig i at være god til at lægge mærke til stort og småt på min vej, for man ved aldrig, hvornår man pludselig får brug for det. Hvis to biler støder sammen, vil politiet have meget brug for, at man kan fortælle dem præcis, hvordan det er foregået.
Der er ikke så mange biler herude, men så kan jeg jo holde øje med andre ting. Hvis en mærkelig mand dukker op, skal jeg være i stand til at indprente mig hans ansigt, tøj, måde at gå på, og hvad der ellers er af særlige kendetegn.
Amerikaneren, der bor længere ude i den noget større skov, har haft ildebrand to gange i sit hus, og hver gang siger de, at han selv har antændt den. Karen og mor snakker sammen på en særlig dæmpet måde, for her er der vigtige og mistænkelige sager. Hvis jeg ser ham komme med en dunk benzin, vil jeg kunne fortælle det til politiet. Så bliver jeg nok lidt af en helt.
-Er det dig, der har set en mand herude?
-Ja, jeg lagde mærke til ham, fordi jeg er spejder.
-Altså ikke medlem af spejderkopset. Bare sådan spejder.
-Du er godt nok en kvik lille fyr.
-Mnn. Han bar sorte bukser, en grøn trøje og havde træsko på fødderne. Benzindunken var sådan en sort én. Han var ret gammel og havde skægstubbe.
-Det var godt, min dreng. Her er to kroner i belønning.
Så kunne jeg styrte hen og købe 8 is, hvis jeg ville.

Jeg sniger mig rundt i skoven og ser mig tilbage. Mine fodspor kan næsten ikke anes i den bløde skovbund; man skal i hvert fald se godt efter for at vide, om grannålene er trådt mere ned lige der.
Jeg tager min bue ud af det hemmelige sted og spænder den. Den er meget stram, og jeg beslutter mig for lige at fyre tre pile af sted. Jeg sigter altid efter det samme punkt for at blive bedre. Helst vil jeg være så god, at Robin Hood kunne kalde mig for en af sine svende.
Pilene farer af sted hen mod den lille tue af græs og halm, som jeg har ordnet, og de to rammer den minsandten, mens den tredje farer forbi. Det tager lidt tid, inden jeg finder den igen.

 

Om aftenen snakker de, som om de begge er blevet døve af den lotteriseddel.
-De lo alle sammen og klappede mig på skulderen og ønskede os til lykke.
Fars stemme er en tand over det normale, mens han beskriver kollegernes reaktioner.
Hans kinder blusser anderledes, og man behøver ikke at kende ham for at vide, at han er glad i dag.
-Men jeg kunne godt se, at nogen af dem blev misundelige.
Mor ser hele tiden på ham. Det er vigtigt, at han ved, at vi lytter til ham.
Vi sidder i stuen, og far fortæller om dengang, tyskerne havde besat Danmark.
Det er næsten kun ham, der snakker. Mor sidder helt stille. Jeg sætter mig op til ham i lænestolen og putter mig ind til ham. Han gør plads til mig og lægger armen om min skulder.
-Vi stod omme bag bagerbutikken, da de kom kørende. Pelle var enormt nervøs, for det kunne være meget farligt dengang at blive grebet i at have et våben.
-Det var jo en dolk på den her længde, som vi fandt i et buskads.
Han holder hænderne langt fra hinanden. Hvis jeg fandt sådan en fyr, ville jeg tro, det var et sværd.
-Måske tabt af en tysk soldat.
-Pludselig holdt den forreste bil, og vi hørte smækken af en bildør.
Far laver en pause, så det bliver rigtigt spændende.
-Trampen af støvler…
Han hakker den ene fod i gulvet og laver lyden. Det er ligesom radioteater på den måde.
-Men så sagde de et eller andet på tysk, bildøren smækkede igen, og de kørte videre. Pyh ha, vi slap!

-Det er spændende, når du fortæller, far. Hvor gammel var du dengang?
-14-15 vil jeg tro. Ja, det var en meget spændende tid.
Han har stadig sin arm om min skulder.
Mor rejser sig og går ud og laver frikadeller.

De falder i god jord.
-De smager godt. Du er altså god til frikadeller, mener han.
Det er fint, når far kan lide maden. Så går det godt helt til sengetid, måske endda længere. Maden er hverken for varm eller kold, og sovsen skiller ikke, så det er helt perfekt.

 

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *