skabet (e-bog)

Tilbud

DKK40,00 DKK30,00

Dette er historien om 74-årige Peter Christian, der pludselig mister sin kone.

Han opdager, at ikke alt er, som det burde være.

Tilbage til Ordbutikken

 

Varekategorier: , Tags: , , ,

Beskrivelse

Denne bog er en PDF-fil, der kan læses på tablet eller mobil.

Her er en læseprøve:

1
– Du tror, det hele drejer sig om dig, hvad?
Hendes stemmer skærer gennem stuen. Peter Christian er rød i hovedet og står med hænderne i siden:
– Mens du er englen i vort ægteskab, ikke sandt?
– Det kan ikke passe, at jeg dag efter dag skal lave mad, gøre rent, holde hus og hjem, mens du bare skal spille fandango og ligge på sofaen med den øl, du forventer, jeg henter til dig, eller besøge dine venner.
Det sidste bliver hvæset ud med fordrejet stemme, og hendes øjne er smalle og læberne sammenpressede.
– Vi har altid levet sådan, at jeg arbejdede og skaffede føden, mens du gik herhjemme og passede det.

Der er ikke noget med at kalde hende mormor, når de skændes, hvilket de har gjort en del gange på det sidste.
– Men du arbejder jo ikke længere…
– Derfor har jeg også overtaget en del. Jeg støvsugede i går, gjorde jeg ikke?
– Du støvsugede i går! Ha. Tror du, du kan slippe med en gang ugentlig pjat-støvsugning her op til jul?
– Pjatstøvsugning? Det er vel lige så godt som dit stegte flæsk med persillesovs, der ikke smager af en skid og aldrig har gjort det.

Det skulle han naturligvis ikke have sagt. Det var lige over grænsen. Et skænderi holder sig inden for bestemte rammer, som man bare overholder. Det ved begge. Derfor er det fuldstændig logisk, at hun tager sin frakke og hue, åbner yderdøren og forsvinder, mens døren smækker i så højt, at væggens puds truer med at falde ned indenfor og sneen af taget udenfor.
Peter Christian skæver til blodtryksmåleren, der vist ikke skal bruges lige nu, og han læner sig tilbage og trækker vejret dybt. Det forhøjede åndedræt er længe om at lægge sig, og han tænder for fjernsynet. Det stikker i højre side af maven.
Da pulsen omsider er faldet til ro, kigger han på klokken og undrer sig lidt over, hvorfor hun ikke er kommet tilbage endnu. Godt nok var hun sørme oppe at køre, da hun gik, men så meget burde det ikke betyde. Sådan ligefrem at blive væk i mere end en time er da at overdrive.

I det fjerne høres noget ambulancetuden. Han ser en nyhedsudsendelse om østtyskere, der søger sammen i kirkerne for på den måde at protestere over levevilkårene og indespærringen i et helt land. Peter Christian hylder frihed, og derfor er han på folkets side, men har svært ved at koncentrere sig. Han synes, at det er lidt ærgerligt, at de ikke ser det sammen. For mormor er helt på bølgelængde. Hvad kan det ikke ende med i den kommunistiske verden. Jo. Russerne kommer. Selvfølgelig. Sådan har det altid været. 1953, 1956, 1968. Peter Christian kan sin Øst-Europa¬historie.

Lige efter følger en udsendelse om gode alkoholvaner. Denne fredag den 16. december byder på brugbare tips til deltagerne i de julefrokoster, der hærger landet just denne dag, dermed forhøjet risiko for trafikulykker, der i forvejen har været heftig her i firserne og ikke mindst om tømmermænd og disses behandling.

Senere under den efterfølgende udsendelse banker det på yderdøren. Han rejser sig besværligt og lukker op. Udenfor står en politimand eller rettere to, men den bagerste, der står ude i sneen, er en ung dame, og selv om hun også er i uniform, kan hun da ikke være politimand med den hue rundt om hele ansigtet, så hun ligner en bankrøver. Koldt er det rigtignok. Det er faktisk kun de brede hofter under frakkebæltet, der afslører, at der er tale om en dame. Kvindelige politibetjente! Latterligt.
Han opfatter ikke de to betjente som nogen, der har specielt med ham at gøre.
Den forreste rigtige betjent spørger til hans navn, og da han nikker bekræftende, siger han:
– Det gør mig ondt, men din kone er blevet ramt af en bil og er død. Vi vil gerne køre dig til sygehuset.
Han hører ikke, hvad der ellers bliver sagt. Kraftløs bliver han bugseret ud i politibilen og kørt ind på hospitalet.

Nede i kælderen ligger hun. Fredfyldt. Vreden fra skænderiet, fra det ligegyldige skænderi om ingenting, er et tyndt tæppe, der er trukket til side for at afsløre et sort, uendeligt helvede.

Han får senere frakken, huen og det øvrige tøj med hjem, omhyggeligt foldet sammen og anbragt i et par brune papirsposer med hospitalets navn og logo udenpå med ordene: ”Service for dig”.

2
I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.
Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.
Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.
Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.
Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.
Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.
Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.
Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.
Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.
Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.
Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.
Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.
Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

3
Midt under overhalingen af den grå Peugeot kommer Flemming med et udbrud, og da Peter Christian vender sig om mod ham, misser han synet af chaufføren.
– Så du hende? Spørger Flemming med store øjne.
– Hold da op. Så smuk med langt, lyst hår.

Peter Christian sidder ved siden af Flemming og ved godt, at han med sine 74 år ikke længere får smil fra unge damer og slet ikke her fire måneder efter konens død, hvor han stadig kan se noget traurig ud. Det er ikke noget, han gør med vilje, han kan bare ikke lade være.
Det gælder ikke Flemming, der kun er 28. Han er en flot fyr med sit sorte, bølgende hår og flotte tænder samt lille, tykke kyssemund. Men nogen Elvis er han nu ikke, selv om han vist gerne vil se sådan ud. Dertil er næsen lidt for stor, øjnene for tætsiddende og panden for lav. Men håret har den der spytkrølle, der var moderne engang for mange år siden, og som vistnok igen tiltrækker kvinder.

– Jeg er glad for, at du vil have mig gamle oldsag med på golfbanen. Det kunne da være sjovt at se, hvordan det foregår.
– Ja, der er efterhånden en hel del i din alder, der spiller. Det er faktisk noget af en gammelmandssport. Men det er da også, fordi du ikke skal blive ved med at sidde og kukkelure helt alene.
– Jeg troede, det kun var for rige mennesker.
– Nej, det er en myte.

Han ser på sit ur. Det er skrækkelig varmt. Hedt.
– Men vi er sent på den.

Peter Christian strammer læberne og vrænger ansigtet. Han har dog taget imod Flemmings tilbud om at komme med, fordi det er et afbræk i tristheden. Han har gættet, at Flemming synes, det er lidt synd for ham, men det varmer ham. Flemming er god nok.

Faktisk bedre end Egon om end yngre. Han kunne godt ønske sig en anden svigersøn, for alt i alt er skæbnen noget hård ved ham, hvis han bliver spurgt. Det er der nu ikke nogen, der gør.

Det lugter harskere end noget offentligt toilet! Tropesommer så tidligt på året gør sit til, at den sønderjyske odør er værre end slem.
Markerne på begge sider af vejen er fyldt med ajle og gylle. Fordampningen af ammoniakken er næsten ikke til at bære, og på trods af de lukkede friskluftventiler er kabinen fyldt med overgemt grisetis og 32 hæslige, stillestående grader.
– Tænk dig. Nu er det over fire måneder siden, hun døde, og jeg savner hende stadig.
Flemming kigger stift ud på vejen. Mon han hører det?
– Det er, som om noget af en selv er borte. Man lever kun halvt.

Flemming lader Audien strække ud igen. 120. 125. 130.
– Øsen er fannerme helt på toppen, men larmer værre end nogen teglværksovn.
– Ja, og føles tilsvarende, mener Peter Christian. Han ruller vinduet ned, men får det hurtigt op igen. Stanken fra markerne er ikke til at holde ud, så er det bedre med sved ud af alle porer. Han væder læberne og mærker den salte smag.
Tilfældigt kaster Flemming et blik i bakspejlet. Han brummer overrasket, at Peugeoten minsandten er lige i hælene på ham med den smukke blondine bag rattet. Hvad fanden? Kan hun virkelig køre så stærkt? Han tørrer sveden væk fra øjnene.
– En skam, vi snart skal dreje væk, hvad? Hende der kunne jeg da godt tænke mig at hilse nærmere på.

To kilometer længere fremme drejer Flemming væk fra markernes toiletlugte og fortsætter ad en snoet sidevej ned mod golfbanen.
Audien ryster og hvæser.

Peugeoten er bagude. Hvor fanden kommer den fra?
– Nå ja. Hun har selvfølgelig set mig under overhalingen, lagt mærke til mit mørke hår og er blevet uimodståeligt interesseret i at lære mig bedre at kende.

– Nu blinker blondinen minsandten med forlygterne. Hun vil i kontakt med mig.

Han bremser og kører ind på rastepladsen og holder. Køleren bliver ved at køre. Audien, det store dyr, pruster ud. Det gør Flemming også. Pulsen har overtaget den sekscylindrede motors banken.
Peter Christian er spændt på, hvad der kommer til at ske. Det er ikke så tit, at han får lov til at se på nærmeste hold, når unge mennesker mødes og sød musik opstår. En lille snært af misundelse gnaver i ham.

Peugeoten holder lige bagved. Flemming tørrer igen sved af panden og lader en hånd glide gennem håret og ser i spejlet, at hun stiger ud.
– Hold da kæft, hvilken kvinde!
Peter Christian vender sig om. Stram mørk nederdel, højhælede sko, en lyseblå, kortærmet skjorte, der bare er limet om en lækker overkrop med smukke forlygter, og så ansigtet og det lange, lyse hår! Flemming mumler og er helt væk i sidespejlets konkave gengivelse og spidser læberne prøvende.
Han skal lige til at åbne døren, da hun tapper på ruden. Han ruller det ned og smiler sit mest forførende smil op til gudinden i himlen. Peter Christian kan desværre ikke rigtigt se hende.
Hun vipper sit etui ned foran Flemming.
– God dag Hr.! Det er færdselspolitiet! Må jeg ha´ lov at se kørekortet?

4
Peter Christian kommer hjem efter den ret anstrengende tur på golfbanen. Allerede på fjerde hul indser han, at det ikke er noget for ham. Han falder ikke lige for golfsporten denne gang. Hvad der får voksne mænd til at rende rundt i naturen og slå til en lille, hvid bold, der tit bliver væk, forstår han stadig ikke.
Der må være nogle muligheder i den sport, det er han sandelig ikke blind for. Flemming prøver at overtale ham til at gøre et nyt forsøg en anden gang, siger, at det nok er varmen, men han undviger, udsætter, søger at tale om noget andet. Flemming gør det af et godt hjerte. Han synes ikke, at han bare skal sidde der i sit hus og kukkelure i al sin ensomhed.
– Du trænger sgu til at komme ud, Peter Christian.
– Jooo. Men forstår du, uanset hvor jeg bevæger mig hen, følger det jo med.
– Hvad? Nå, det med din kone?

Det var ellers noget af en dukkert, Flemming fik af den kvindelige politibetjent. Sjovt nok talte han ikke om hende mere, præcis fra det øjeblik han fik bøden bortset fra det ene:
– Hun lignede sgu en af dem, der kom den aften der med din kone.
– Du mener på Skolevej?
– Ja. Der kom ret hurtigt to betjente, og den ene kunne godt være hende der. Men hende gider jeg ikke snakke om mere.
– Nej, det forstår jeg godt.

Peter Christian sidder lidt. Kornmarkerne kører forbi dem nu i en lidt mere besindig fart. Flemming skal nok ikke nyde mere af damer i små, grå biler.
– Øh, den aften der, du ved med min kone, du kom åbenbart forbi der?
– Ja, Ida Marie og jeg havde været til julefrokost i Tønder og fulgtes ad hjemad med nogle venner. Det var taxaen foran, der kørte hende ned.
– Så du det?
– Nej, ikke direkte. Det var foran en bakketop, og taxaen var på den anden side. Jeg havde nok fået rigeligt at drikke.
– Det er rigtig nok. Det var en taxa, der påkørte hende. Nå. Du var der. Det vidste jeg ikke.
– Det er ikke noget, man går og snakker om. Vi ved alle, hvor svært det må være for dig, og så skal vi jo ikke trampe rundt i glasbutikken.

Peter Christian ved ikke, om han skal takke for denne hensyntagen, eller om han skal sige, at han trænger til at snakke med nogen om ulykken.
Der bliver ikke sagt mere, indtil de er hjemme. Peter Christian takker for turen, lukker bildøren forsigtigt i og går ind i huset.

Han ser lige posten igennem. Der er en avis og et par breve.
Det ene brev er fra Erik S. Lambertsen, som han skylder mange penge, en gæld han ikke er specielt glad for. Han ærgrer sig over, da huset skulle renoveres, at han lånte penge af ham i stedet for af banken, men renterne var altså lavere.
Han læser og læser og må starte forfra flere gange.
Essensen af brevet er jo bare, at når han ikke kan betale, må han aflevere huset. Det har han vidst hele tiden. Peter Christian ved godt, at han ikke har fået betalt sine afdrag og renter. Der har været så meget, og han har glemt det indimellem for at være ærlig.

Han har ikke pengene og ved ikke, hvad han skal gøre. Havde hun levet, var denne situation aldrig opstået. Meningsløsheden i hendes død vælder atter engang ind over ham. Hvorfor skulle de også havne i det skænderi? Han husker alt for tydeligt dørens smækken, da hun forlod huset for aldrig at vende tilbage.
Med pludselig klarsyn må han erkende, at hvis de ikke havde skændtes, ville hun have været i live i dag. Han må sætte sig og tage hænderne op om hovedet.
Han er blevet følsom over for uventede lyde ikke alene af smækkende døre, men også vinduer, der klapper i eller en bog, der falder på gulvet eller en kost, der vælter. At slå et søm i skabet er på en måde at vænne sig til høje lyde. De er mere acceptable, når man selv fremkalder dem.

Er der noget, Peter Christian holder for sig selv, er det skænderiet. Dette sidste skænderi, der betændt som en byld ligger ned over ham. Det sidste, han oplever med den kvinde, med hvem han har været gift så mange år, og som han har elsket så ufatteligt højt, er uenighed og et skænderi. Han kan ikke engang huske, hvad de var uenige om.
Peter Christian tager sin hammer og et søm fra æsken og åbner det store træklædeskab og placerer det omkring taljen på kjolen. Den lange, fine kjole, som hun så pragtfuld ud i. Med et hårdt slag får han banket sømmet i og ser de mange, der allerede sidder der. En for hver dag der er gået siden. Samtidig ømmer han sig over smerten fra det lille punkt i højre side af maven. Måske burde han få det undersøgt, har dog hidtil udskudt det. Det kan vel næsten ikke betale sig, når livet ikke har mere at byde på.

Han tænker tilbage på, at han godt hørte ambulancelyd i det fjerne, men forestillede sig aldrig, at det var noget, der angik ham. Den forfærdelige banken på døren senere, da politiet stod derude og meddelte, at hans kone var død. Dræbt af en taxa oppe på Skolevej, sagde de nærmest forretningsmæssigt, uden chance for chaufføren. I det øjeblik slukkede Gud for kontakten.
Der er bare noget, han ikke forstår. Mormor ville aldrig gå sådan, altså midt på vejen og heller ikke på Skolevej, der er bred og bakket. Han er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Hvordan kunne den taxa så dræbe hende? En skam, at Flemming ikke kunne fortælle lidt mere om det. Men er man hønefuld, kan man som regel intet huske.
Peter Christian laver sig en stærk kop kaffe og smører køleskabskoldt smør på et stykke franskbrød. Oven på lægger han et tykt lag puddersukker. Den brune karamelagtige smag dulmer lidt akkurat som i barndommen. Når mor havde bagt franskbrød, kunne de være heldige med sådan en sukkermad, dog med margarine.
Åh, farin.

5
Noget tid efter kan Peter Christian se, at de nye går ovre i lejligheden på bagsiden af det store kompleks, hvis forside rummer Mettes Grill. Fra sit køkkenvindue har han et glimrende overblik. De er ikke flyttet ind endnu, men Mette har hårdt brug for udlejningen og har nok fået en god ordning med dem, for de går selv og maler, så snart de har fri. Hun kan sikkert ikke overleve, hvis hun bare skulle leve af de par fyldebøtter, der hænger ud i hendes ellers ret hyggelige grill.
Han har ikke set så meget til de nye, ved bare at det er unge mennesker. Det sker ikke ret tit, at der flytter nye mennesker ind på gaden.

Så nu kommer den unge mand ud, stiger på sin motorcykel og kører, mens hun står i døren og vinker efter ham. Hun har sit lyse hår bundet op i en knude med et tørklæde om og er plettet af hvid maling.
Hun går frem og tilbage og rydder op. Så forsvinder hun et øjeblik og kommer ud med en flaske rødvin. Nå, nå. Hvad skal der nu ske? Hun står lidt og kigger sig om. Hun ser gravid ud.
Hun går over til Ruben og Ragna. Peter Christian får da lyst til at finde ud af, hvad det skal til for og rejser sig. Så meget sker der heller ikke på gaden, og Ruben og Ragna er vist ikke de store rødvinsdrikkere. Hvis hun vil give en lille en, vil han da gerne være med. Han bor jo sådan set også på gaden.

– Jeg går lige over til genboen, meddeler han sin svigersøn, der læser i hans avis.
Det siger smæld i hedebølgen, og han bliver stående lidt og nyder varmen med lukkede øjne. Det er lige før, det er for meget af det gode.
Den fremmede dame står i døren og siger et eller andet og peger på sin flaske.
Ragnas blik går fra omkring fødderne og opefter til maveregionen. Så nikker hun til Peter Christian, der også hilser på den unge dame, og vender sig ind mod stuen.
– Ruben, det er angiveligt den nye nabo, hvad sagde du, du hed?
– Sussi.
– Javel. Hun hedder Sussi, Ruben. Har vi en proptrækker?

Han ser alvorlig ud, som han kommer frem i døren i hvid undertrøje med en avis i hånden. Han nikker til Peter Christian og hilser på hende og ser hende an på samme måde som Ragna, dog kun på maven, der faktisk er lidt for stor og rund i det om end slet ikke så stor som Rubens egen.
– Nej! Forstår du, vi drikker ikke.

Peter Christian står lige bagved og nikker indforstået.
Ruben peger på Jesus, der hænger på væggen – en smule nedtrykt og helt tør i munden.
– Nå, nej, siger Sussi fåret. – Klart nok.

Under Jesus er et skilt slået op. Der står De rigtige Kristne.

Hun tager rødvinen om bag ryggen, hvorved den tynde bluse strammes foran. Rubens øjne kører langsomt, men ganske solidt i deres kuglelejer kan han tydeligt se. Sådan en rigtig kristen har måske også menneskelige træk?
– Men Peter Christian har garanteret én, siger Ragna og kigger på ham.
Garanteret fordi han er en forkert kristen. Sådan nogle drikker som svin.
Hun fortsætter dæmpet til Sussi, for at han ikke skal høre det. Men det, han vil høre, det hører han.
– Men sig ikke noget om motorcykler og blod, han hader fart og vold! Og en ting mere, men den kan jeg ikke huske.
– Uh, og vi som har en Suzuki GSXR-400 R.
– Du kan nok hele navnet, hvad?
– Jeg er jo vant til det med tal og bogstaver.
– Har du en proptrækker, Peter Christian? råber Ragna.

Hun peger på flasken.
– Jo tak, siger Peter Christian. – Kom endelig med! Jeg har besøg af min svigersøn og mine tre børnebørn.

Det sidste til ære for Sussi. Så er der både barnepiger og legekammerater inden for rækkevidde her på gaden. En lille sidegevinst er, at nu tror de ikke, at han sidder helt alene.
– Ja, jeg mistede jo min kone her kort før jul.
– Det var synd. Er du så kommet over det?
– Sådan noget kommer man aldrig over. Hvad skal du bruge rødvinen til?

Han undrer sig lidt over Sussi, der drikker rødvin sådan en hed dag.
– Jeg har malet flere timer, og så ville jeg bare have en pause, og jeg har hverken hvidvin eller øl, kun denne rødvin, og ingen proptrækker, og Leo er taget ud for at spille golf, så derfor …, forklarer Sussi ham.

Hun ser forlegen ud, og måske er der ikke køleskab i lejligheden, og så har de slet ikke tænkt på at købe drikkevarer.
Peter Christian synes med ét, at der er noget bekendt over hende.
– Ruben skriver i ugeavisen og har også en lille spalte, der hedder Skarphede-Nyt, oplyser Ragna.
– Ja, den har jeg set. Den hedder Toftlund Ugeavis, ikke? Den er god til at lægge på gulvet, når vi maler.
– Jo. Se, her nabo til os bor Flemming og Ida Marie. Han er noget af en pralhals, men de er jo så unge. Hun er vist ikke meget bedre.

Peter Christian er ikke overrasket. Flere gange har Flemming talt noget nedsættende om Ruben og Ragna, som han kalder religiøse galninge.

De nærmer sig hans hus ad den brede indkørsel og går ind i stuen. Egon og pigerne hilser.
– Er du med barn, spørger Egon. Sussi nikker.

Ja, tænkte man det ikke nok.
– Peter Christian hører dårligt, men du skal bare tale højt, siger Ragna meget lavt til Sussi.

Det hører han også til sin store tilfredshed. Alt i alt har han faktisk haft meget stort udbytte af, at de tror, han er døv.
Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med fire vinglas.
– Nej, Peter Christian, proptrækker! Proptrækker! Ragna råber ind i øret på ham.
– Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv.

Peter Christian har det svært med Ragna. Han forstår aldrig helt, hvad hun siger. Somme tider mumler hun og ser på ham, mens hun taler til en af de andre. Somme tider råber hun sådan, at han næsten får ondt i ørerne. Hvis mormor havde været sådan, så…
Og hertil kommer, at hun og Ruben er for meget af det gode, når talen er om religion. De er begge så skinhellige, det kan han fint blive enig med sin gode ven Aleksander om.

6
Trods hedebølgen eller måske netop derfor sidder hans tre børnebørn indenfor i stuens kølighed. Ved spisebordet spiller de terningspil, mens svigersønnen, Egon, nyder en kold øl. Selskabet står og kigger lidt på børnene.
– Kast nu, siger Astrid til Lea.

Lea kaster terningen over i væggen.
– Nej, griner Maja og samler den op.
– Du skal gøre sådan:

Maja triller terningen hen ad bordpladen. Lea nikker.
Maja giver hende terningen, mens Astrid står parat. Hun forventer, at Lea ikke helt forstår det der.
Lea ser med sine tre-årige øjne listigt op på Maja, trækker langsomt højre hånd tilbage over skulderen og fræser terningen over i bogreolen med Lademanns Leksikon og biblen og efterskoletrilogien, som svigersønnen har foræret ham i julegave. Bare fordi han selv engang har gået på efterskole.
De to piger griner, og Astrid samler terningen op.
– Lea, når man skal kaste med terning, gør man altså sådan her.

Astrid viser Lea, hvordan man griber den sag an, når man er fem år. Hun triller terningen ganske forsigtigt 10 centimeter og siger:
– Se! Det er slet ikke svært!
– Her, Lea, kast din terning.

Astrid holder hænderne op foran Lea, så hun stort set kun har muligheden for at gøre det rigtigt. Pling! Lea svinger armen og rammer Ruben lige i panden med terningen.
Egon undskylder, mens begge de store piger bukker under af grin.
– Ja, men Lea, du fatter jo ikke en brik af det hele.

Ruben tager sig til panden og ømmer sig. Peter Christian er ikke meget for at blande sig. Det må være Egons ansvar.
– Mig kun tre år! Forsvarer den lille pige sig med.

Da hun har sagt det, bliver hun ganske stor i hovedet. Hun letter lidt fra stolen, trykker den virkelig af, og en duft af kostald breder sig i stuen. Så sætter hun sig igen.
– Nej, Lea, for fanden. Har du nu skidt i bukserne igen?

Lea ser anklagende op på Maja.
– Mig ikke skidt, mig lave puba!

Maja er med sine 13 år en slags mor for de to piger og går på badeværelset med Lea, der tager ret brede skridt, mens Ruben vifter avisen frem og tilbage foran ansigtet. Det er måske meget godt, at han har taget den med.
Egon bliver bare siddende.
Sådan. Nu ved Sussi lidt om, hvad der venter hende som mor.

Peter Christian går ud i køkkenet og leder efter en proptrækker. Ærgerligt, den var her lige før. Han bøjer sig ned til skufferne og mærker igen et stik i maven. Ingen proptrækker. Hvad så med soveværelset? Han kunne godt finde på at lukke en flaske vin op, inden han skal sove. Somme tider er det nødvendigt.
Han åbner det store klædeskab og kommer i tanker om, at han også i dag skal slå et søm i. Han vælger at slå det i lige i midten af kjolen.

Han går ind igen og hæver beklagende skulderen. Vin er ikke det, han drikker mest, forsvarer han sig med, for han gider ikke sidde alene med en hel flaske. Så hellere en øl.
Sussi trækker sig baglæns ud af stuen.
– Jeg tror, jeg går hjem igen lige så stille… Leo må også snart være færdig med at spille golf.

Ragna vil ikke opgive og går foran og hiver Sussi med udenfor igen.
– Vi går ned til Laila Kathrine. Hun er lidt til en side. Hun er faktisk tysker, ved du. Om det er derfor, at hun kan være direkte skør, ved jeg ikke, men normalt har vi ikke meget med hende at gøre.

Mens hun siger det, kaster hun et noget unødvendigt blik efter Peter Christian. Han hører ganske udmærket.
– Det skal du nok vænne dig til! Hvornår flytter I ind?

Peter Christian har et godt øje til Laila Kathrine, ikke bare fordi hun er tre år yngre end ham og alene, men også fordi hun ser godt ud, og derfor har han for ikke så forfærdelig længe siden snakket med hende om ”Soldaterkammerater på øvelse” og fortalte, at han kommer til at tænke på sin soldatertid.
– Den kunne jeg godt tænke mig at se igen, mener han, mens han skæver til Laila Kathrine. Det er ikke en invitation; på den anden side kan det med lidt god velvilje opfattes sådan.
– Den går faktisk lige nu i Tønder Kino.
Hun svarer blot:
– DU SKRABER SOM EN HØNE OG DEN, DER AGER MED STUDE KOMMER OGSÅ FREM…
Dybt nedbøjet var han gået igen, mens han havde rystet på hovedet: Hun ku´ selv være en stud! Måske er det rigtigt, at hun blot er en kold tysker. Han har ikke modet til at gå mere til hende.

Men han var blevet ked af det. Da han kom hjem, ville han åbne en øl til trøst og fik fingeren en smule i klemme mellem ølåbner og flaske. Det var i og for sig ikke nogen stor ulykke, men alligevel gjorde det nas. Længe sad han i skumringen og pustede på fingeren og havde ondt og kom også til at græde lidt. Heldigvis opdagede han, at klokken nærmede sig 20, og han ville gerne se TV- programmet om det politiske spil på Christiansborg, selv om det var en genudsendelse. Lige før den startede, var der et indslag om trafikulykker, hvor fodgængere var involveret. Igen slog det ned i ham, at der var noget mystisk ved mormors død, uden at han helt kunne forklare det.

Han har dog ikke opgivet håbet om at erobre en plads i Lailas hjerte, men ved ikke, hvordan han skal gribe det an. Det bedste ville være, om hun selv viste, at hun var interesseret.
Han føler sig forfærdelig ensom og håber bare, at nogen vil gribe ind i hans liv og gøre det tåleligt.
Den med at flytte i ældrebolig er dog nok den sidste, synes han.
Laila Kathrine lukker op og ser noget stor ud i øjnene over dette selskab. Det kan Peter Christian godt forstå. Her står en fremmed dame med en flaske rødvin i heden, Peter Christian med fire glas og ægteparret Ruben og Ragna Rock, han iført hvid netundertrøje med Kristelig Dagblad under armen og et sår i panden under sit sorte hår.
Peter Christian kommer til at le ad ham:
– Du ligner en såret pingvin.

Ruben synes ikke, det er morsomt.
Laila Kathrine har heller ingen proptrækker, og selskabet er tæt på at opgive. Peter Christian går lidt foran, og ud for det næste hus står færingerne. Han hilser på dem, men de ser tværs igennem ham og over på Ragna.
Hun er naturligvis også mere interessant at være sammen med. Han er bare en gammel mand. En gammel, usynlig mand, der egentlig lige så godt kunne være død.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *