Slået hjem (nr. 3 af 3) (P-bog)

Tilbud

DKK200,00 DKK100,00

Prisen er inkl. forsendelse. Pris ved afhentning: 60,-

Tilbage til Ordbutikken

2 på lager

Beskrivelse

1: Mandfolk
2: Dragemand
3: Slået hjem

1

– HT! Kom nu ned!
Eva er lige ved at græde.
Jeg er kravlet op på den allerhøjeste bjælke i laden. Det var ikke let. Først op på skråstagerne fra den kalkede væg og siden længere op. Et søm i væggen gjorde, at jeg kunne få fat der og så videre op til de tværgående spær, der fylder hele loftsrummet, men ikke er øverst. Herfra var det ingen sag at klatre helt op på de øverste. Der er langt ned. Cementgulvet er mindst 10 meter nedenunder.
Eva står i midten dernede sammen med Sigfred og Elna. Herfra ligner de tegneseriefigurer.
Jeg ved, man skal lade være med at kigge ned. Gulvet suger en til sig, og man må slippe og lade sig falde. Det tager højst et sekund at falde 10 meter, nok til at råbe: farvel. Eller: jeg vil ikke. Eller: Eva skat.
– Vi ved godt, at det er frygteligt for dig, HT. Men vi har jo sagt, at du må besøge os så tit, du vil.
Jeg kan se Sigfreds ansigt lyse opad, mens han siger det. Alle ansigter vender herop.
Det vil være næsten umuligt for dem at nå mig. Ingen af dem kan klatre herop. Og hvad ville de så gøre, selv hvis de kom op?

Både Sigfred og Elna prøver at overtale mig.
– Søde, lille Hans Theodor. Kom nu ned til os. Du kan jo ikke sidde der, det er alt for farligt.
Elna græd lige før. Hendes stemme knækker over.
– Arnold og din mor kommer lige straks og henter dig. Det har vi jo aftalt for længst.
Solen varmer dejligt heroppe lige under taget.
Men de kan ikke nå mig.

Jeg kan høre en bil komme op ad indkørslen til gården. Det må være dem. Den standser ude i gården, og en dør smækker. Én dør. Det må være Arnold. Så er mor ikke med. Måske sidder hun bare og venter.
Sigfred går hen til porten og vinker ham ind.
– Kom nu ned, HT, kalder Eva.
Hvis jeg falder ned herfra, bliver jeg smadret mod cementgulvet. Går det så hurtigt med at dø, at man intet mærker? Eller når man at mærke, at det gør ondt, når man klasker hovedet ned i det hårde gulv? Jeg ville nok lande på hovedet. Så er det overstået. Som at springe ud fra tre-meteren. I vandet siger det plop.

– Ja, Hans Theodor, min lille dreng, kom nu ned.
Det er Elna, der kalder igen.
– Jeg må jo ikke længere være ”din lille dreng”. Det har I jo sørget for, støder jeg tilbage ned til hende.
– Det kan vi jo ikke bestemme. Din mor synes altså, at du skal hjem til hende og bo. Du gør det ikke nemmere på denne måde.
– Nej, fortsætter Sigfred. Men hun er jo din mor, og det er hende, der bestemmer.
– Min mor!
Min stemme gjalder det ud i laden.
– Min mor! Min mor! Min mor!
Jeg råber det så højt, jeg kan. Jeg bliver ved med at skrige det.
Så holder jeg en pause. Det gør lidt ondt i halsen.
– Nu er jeg her, HT. Mor venter derhjemme på dig og har glædet sig sådan.
Det er Arnolds stemme. Han står ved siden af Sigfred. Nu er der fire tegneserieansigter, der vender op mod mig.
– Vi må gøre noget, hører jeg Elna sige. Hendes stemme er ny eller anderledes.
– Har I et tæppe, spørger Arnold. Så kunne vi i det mindste forsøge at fange ham, hvis han skulle miste balancen og falde.
– Ja, jeg henter, siger Elna og skynder sig ud af døren dernede.
Jeg samler mig sammen og kommer op at sidde igen. Sveden drypper ned i mine øjne.
Elna kommer tilbage med et stort tæppe, og Sigfred og Arnold tager hver sin side af det og holder det under mig.
Langsomt kravler jeg tilbage, mens jeg prøver at holde balancen på bjælken over mod den anden væg. Nedenunder følger tæppet mig. Ligesom et dukketeater. Jeg styrer dem dernede med usynlige snore.
Når over til væggen og vender mig, og i samme nu skrider min fod, og jeg når lige at gribe med begge hænder om bjælken, inden jeg ville miste balancen og styrte ned. Der lyder gisp dernedefra og et enkelt åh.
Jeg vakler lidt, mens jeg vrider mig op igen. Den ene hånd er rød indeni. Det må være den, jeg brugte til at gribe mest med for ikke at styrte ned.
– Hans Theodor, du er min dreng og vil altid være det, græder Elna.
– Kom nu ned, min skat, lyder det meget lavt fra Eva.
Men jeg hørte det godt.

Jeg rejser mig op, og der kommer lyde dernede fra. Balancerer tilbage igen mod den modsatte væg. Herfra rækker jeg med min højre fod ned ad væggen for at finde det sted, hvorfra jeg klatrede op.
De er helt stille, dernede. Men tæppet følger med.
Da jeg lidt senere tager det sidste spring ned på gulvet, omfavner Elna mig og klemmer sig så hårdt ind til sig, at jeg næsten ikke kan få luft. Hun siger mærkelige lyde og er helt våd på kinden, som hun bliver ved med at holde tæt ind til mit ansigt. Sigfred klapper mig på skulderen, og vi går alle ind i huset.
– Det var godt, du klatrede ned, hvisker Elna. Det er besværligt at gå sådan tæt sammen med hende. Inde i køkkenet slipper hun mig, og Eva tager over. Hun er også våd i øjnene og omfavner mig.
– Der har da ellers ikke været noget, vel? siger Arnold til Sigfred, der ryster på hovedet.
– Nej, det kommer lidt bag på os. Godt nok vidste vi, at HT ikke er meget for det her, men ikke, at det ville tage så hårdt på ham.
– Hvorfor er mor ikke med? spørger jeg.
– Hun har kage og chokolade parat til dig derhjemme, og så mangler vi lige de sidste ting til dit værelse. Det ville hun sørge for.
Jeg sidder i sofaen helt tæt mellem Eva og Elna. De slås om at holde om mig, og de har fået hver sin arm. Eva fletter fingre med mig og snøfter hele tiden. Vi har fået en sodavand og de voksne en øl.

– Nå, vi må af sted, siger Arnold og ser på sit armbåndsur.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *