Syg i Hodet (e-bog)

Tilbud

DKK40,00 DKK30,00

Den 14-årige Ludvig har problemer i sin tilværelse. De fleste kommer fra det faktum, at hans mor drikker, og der er ingen far, der kan hjælpe.

Tilbage til Ordbutikken

Varekategorier: , Tags: , , , ,

Beskrivelse

Læseprøve:

Vi sidder pænt ved bordene, der er stillet op til gruppearbejde. Vi ser artige ud. Når der er forældremøde, gælder det om at opføre sig pænt. Selv Møf ser sådan ud.
Døren går op, og et par damer kommer ind. Sådan helt almindelige mødre. Jeg tror, den ene er Meks mor.
Efter dem kommer en fin dame med pels og højhælede sko.
Hun står et øjeblik i døråbningen. Der bliver helt stille.
– Hej mor, siger Mathilde og vinker.

Damen smiler og vinker tilbage. Hun klaprer på gulvet ka-klank ka-klank og sætter sig hen til sin datter. Vi er nogle stykker, der har drejet hovedet den vej.
Hun slår pelsen til side. Den røde bluse, der er besat med noget glimmer og en nederdel, er ret stram. Benene sætter hun sådan parallelt og på skrå inde under stolen. Det ser pænt ud, og hænderne lægger hun i skødet. Om halsen hænger en hvid perlekæde. Foran sidder et skinnende smykke. Jeg tænker på, at hun nok aldrig gør en forkert bevægelse. Hun sidder som en skuespillerinde.

Hun gik lige forbi Møf, der nu sidder sjovt og snuser.
– Hold kæft. Kunne du lugte det? Hendes parfume, hvisker han og smiler.

Jeg nikker. Klassen lugter ellers af sokker, ubestemmelige madpakker og sure opstød. Lige nu er den omdannet til frisørsalon. Med alt i hårvand og duftevand og vellugtende cremer til ansigt og hænder. Bare fordi Mathildes mor kom.
Mek smiler også:
– Sådan skulle det eddermame lugte hver dag!

Døren går igen op, og mor kommer ind. Hendes frakke er knappet skævt. Hun er ved at vælte en stol, der ellers stod et godt stykke fra døren.
– Hov, sa, for helv …

Jeg holder vejret.
– God dag, kommer det fra hende. Hun kigger rundt og får øje på mig og kommer herover.

Jeg bliver rød i hovedet og knuger mit penalhus. En blyant knækker.
– Er det din mor, spørger Møf, selv om han udmærket ved det.

Jeg svarer ikke, men lader, som om jeg skal finde noget nede i min taske.
Nu håber jeg bare, at der er helt stille ved vores bord.

– Så kommer der vist ikke flere …

Susanne og Miriam byder velkommen og fortæller. Vi har mange muligheder for at komme videre i systemet. Susanne smiler: Jo bedre karakterer vi får herfra, jo bedre vil vi klare os senere.
Mens hun snakker, lyder der af og til en rømmen fra mor. Jeg kender den rømmen kun alt for godt.
– Så det gælder om at hænge i, afslutter hun.
– Det gør Ludvig altså også, siger mor. – Han hjælper osse de andre.

Mor, for fanden. For fanden. For fanden. Nu griner hun dumt. Der er helt og fuldkomment stille i klassen. Jeg ser bare ned i bordpladen og er kokrød i ansigtet.
– Nå, det vidste – aschhh – I ikke, jeg jeg sysses ikke, I siger noget?
– Vi mener, det er godt, når man hjælper hinanden, siger Miriam.

Mor fortsætter. Nej, nej.
– Åh, jeg skal vist …

Hun rejser sig op, står og svajer en anelse. Alles øjne er på hende. Hun vakler noget usikkert op mod døren. Hun får fat i dørhåndtaget og vil presse døren udad. Den skal for fanden denne vej, indad. Det går op for hende, og hun er lige ved at få den i hovedet. Endelig lykkes det hende at komme ud, men – efterlader døren på vid gab.

Åh, snak nu, Susanne. Sig noget. Mads rejser sig og smækker døren i. Vi sidder i det lydtætte rum. Ingen siger noget.

Der kommer dog gang i snakken igen, men ingen siger noget til mig. Ingen ser på mig. Jeg er blevet usynlig.
Der er en underlig stemning. Jeg kan mærke det.

Da jeg kommer hjem lidt senere, sover hun. Hun snorker. Jeg knytter hånden og går ind til mig selv. Det varer længe, inden jeg sover.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *