Ina Ravnkilde: Skakspilleren

Jeg sætter nøglen i låsen. Døren skriger i hængslerne som sædvanligt.

Inde i hjørnet sidder en meget spinkel ung mand med ryggen til, lænet ind over det lille bord.

Han vender sig ikke om.

- Goddag, jeg er fra forsorgen, er der noget jeg kan hjælpe dig med?

- Jeg skal for helvede ikke snakke med nogen forsorg.

- Må jeg komme ind?

- Ja, men jeg gider ikke snakke med dig.

- Nej, det behøver du heller ikke, men jeg vil gerne have lov at fortælle dig, hvad jeg evt. kunne hjælpe dig med.

Jeg går længere ind i cellen, og stiller mig op ad væggen lidt tættere på ham.

En lille fyr, sjusket og usoigneret og med de smalle skuldre ludende ind over bordet, hvor han sidder og piller med noget, jeg ikke kan se.

- Er der nogen, der skal vide, du er her?

- Nej, for helvede, det rager ikke nogen.

- Bor du alene?

- Jeg bor hjemme hos den gamle, hun er sgu ligeglad, hvor jeg er, så det skider jeg på.

Jeg spørger om det, jeg skal og får kun en serie bandeord til svar, han skulle ikke have nogen til at gøre noget som helst.

Han sidder stadig med ryggen til og fingerer med en lille træbrik.

- Hvad er det, du sidder med der, det ligner en lille hest.

Nu vender han sig om for første gang og ser på mig.

- Det er sgu da en hest, kan du ikke se det?

- Nej, lad mig se den rigtigt, det er det også. Den er flot skåret, har du gjort det?

- Det er da for helvede ikke noget særligt.

- Jo, det synes jeg, hvad forestiller de andre figurer?

- Det er brikker til mit skakspil, kan du ikke se det?

- Jo, nu du siger det, det er da imponerende, må jeg sætte mig?

Han nikker og sætter sig over på sengekanten og jeg får stolen.

- Spiller du?

- Ja for helvede, men her er ingen at spille med.

- Jeg har engang spillet lidt, mon jeg kan huske det?

Han sætter brikkerne op og jeg er mat i fjerde træk.

- Det er du faneme ikke for skrap til, griner han, men nu du er her…

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer