Hvornår på plejehjem? (2. af 2)

C er endnu ikke kommet på demensplejehjem, men det varer måske ikke så længe. Hustruen, H, kæmper på mange fronter og fortæller her om en til tider uendelig række af opgaver.

(Modelfoto)

Jeg fortalte ham her til morgen, hvad jeg havde oplevet med ham i går aftes. Da jeg nævner de damer, han troede, var der, siger han med et skævt smil:” Det er nok pigerne fra Bangkok, som jeg haf haft på besøg.” Så er han tilbage i sin tid som sømand. Jeg svarer igen: ”Det var mig, der fik dig.”

Han vil gerne, at vi kører til Fyn for at besøge hans gamle tante og farbror. Han har glemt, at de er døde for mange år siden. Det kunne nu være så dejligt med en tur til Fyn, skulle vi ikke gøre det i morgen. Jeg viser ham et kort. Men det siger ham ikke noget mere. Det tager trods alt nogle timer at køre dertil.

Ofte tror han også, at vores piger er i huset, selv om vi kun er her selv. Begge piger har deres egen familien langt herfra.

Vi havde besøg af vores demenskonsulent og en visitator, fordi jeg godt kunne bruge lidt hjælp til rengøringen. Det kan man ikke yde. Vi får støvsuget en gang, hver 14 dag. Mere hjælp kan man ikke yde. Men C. kun få hjælp til at gå i bad. Personlig hjælp må man godt yde. Jeg var skeptisk, fordi jeg syntes, det ville være grænseoverskridende, at der skulle et fremmed menneske ind.

Vi har så fra nu af hjælp, hver torsdag morgen, når C. skal i bad. Han behøver hjælp til at finde barbersæbe, shampoo, sin egen tandbørste og tandpasta dertil, og få rakt det rigtige håndklæde. I soveværelset har jeg lagt hans tøj frem. Der behøver han hjælp til at vende underbukserne rigtigt, det samme med skjorten. Jeg plejer at sidde på sengen og lægge lidt vasketøj sammen imens, jeg holder øje med, hvor meget han klarer selv. Det har hjemmeplejen overtaget. Imens kan jeg, som visitatoren foreslog, sætte mig med avisen eller lavet noget andet.

Jeg opdagede to ting. Den ene, at det faktisk var svært for mig at give afkald på den omsorg og kærlighed, der ligger i at hjælpe sin mand med intime ting. Den anden, at det også gav mig et pusterum. Hjemmeplejen var her såmænd kun en ½ time. Alligevel følte jeg, at en anden tog over. Tanken er så, at der kommer hjemmepleje de tre dage om ugen, hvor C. er på Dagcenteret.

Jeg har meldt mig til vandgymnastik en gang om ugen. Det gør mig godt. Når mit knæ efterhånden får det bedre, vil jeg ud at gå lidt, hverdag. Det er svært at prioritere sig selv.

Når jeg følger andre pårørendes udfordringer, synes jeg alligevel, at C. og jeg har det godt med hinanden. Han kan ikke yde ret meget, men jeg nyder hans små lune bemærkninger hver gang, selv om jeg for 30’de gang hører, at nu har jeg udsigt til et dansk herresæde i morgenbelysning, når han skal have underbukserne på. Andre demente har sukkersyge, stomi, cool eller andet at slås med. Eller der kommer aggressivitet ind i billedet, hvor det er hårdt at være pårørende.

Tanken om plejehjem er så svær. Vi har kendt hinanden siden 1965 og været gift 51 år.

Læs den første artikel her.
Læs en anden artikel fra januar i år af H her.
Læs den ligeledes meget roste artikel fra Ina Ravnkilde her.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer