Ina Ravnkilde: Hvor må det være dejligt for dig!

Modelfoto

- Hvor må det være dejligt for dig, at J. nu er kommet på plejehjemmet her i byen, så kan du besøge ham hver dag.
De siger det i den bedste mening, de ved ikke, at det er det værste, de kan sige, for jeg kan ikke holde ud at besøge ham hver dag.
Så skammer jeg mig, jeg burde måske være der hver dag. Min dårlige samvittighed lægger sig som et vådt tæppe over mit ansigt, og jeg må snappe efter luft, mens jeg smiler og nikker, så de går beroliget videre.
Det er et dejligt plejehjem, J bor på. Der er intet at udsætte på personalet, de er håndpukkede, alle med den indstilling, at beboerens ønsker kommer før personalets rutiner. Der er venteliste over personale, som vil arbejde der …
Jeg har hørt dem tale til ham som et voksent menneske, med respekt og humor, når jeg er kommet ind i lejligheden, uden de har set mig.
Han har været der i seks måneder nu, de har lært ham at kende og han dem, dem som han husker fra gang til gang. Han er glad for at være der, og de siger, han charmerer dem alle, så alt er godt.
Han bliver aktiveret i en grad, som jeg ikke ville kunne. Han er med til alle de aktiviteter, de kan tage ham med til.
Der er mandeklub om mandagen, de får en snaps og lidt mandesnak, i weekenden er det med rødvin eller en øl til maden, som bliver lavet på hjemmet fra bunden.
Han er med på køreture til Salling eller rundt i området, til aftensang i den lokale kirke. De friville har gymnastik, som man nu kan, når man ikke kan gå. Opfindsomheden er stor. Der er over 30 frivillige fra byen, som kender J. fra de femten år, vi har boet her, fra den tid han var med i foreningslivet.

Han kan ikke huske dem, men føler sig set og ikke glemt, når de går forbi og siger hej J, og giver ham et klap på skulderen. Han krabber sig frem med fødderne i sin kørestol, og han har fået en bedste ven, som er gående, og det er dejligt at se, han hjælper med at skubbe. De kan drille hinanden. Faktisk har jeg svært ved at sige noget negativt overhovedet. Han kunne ikke være et bedre sted, så problemet er mig og mine følelser.
Jeg er pårørende, som bliver taget med på råd og taget hensyn til, jeg får en arm om skulderen, når jeg kommer til at græde, de opfordrer mig til at holde lidt ferie, få et liv, som om man kan det, når J. er i mine tanker nat og dag.
Han spørger aldrig efter mig, er glad, når jeg kommer, er ligeglad, når jeg går, tror, jeg bor et andet sted på hjemmet, som han det meste af tiden mener ligger i Canada. Han har undret sig over så mange, der taler dansk! Det går vi med på, han bliver frustreret, når han korrekses, får et uforstående vigende blik i øjnene. Jeg kan ikke tale med ham om mit liv. Det bliver om vejret, han kan ikke huske, hvad han lavede i går, hvad han skal i morgen. Han spørger aldrig til mig, lidt om den ene søn. Han kan ikke udvise empati, ingen følelser, men kan græde, når de synger sammen. Han kan ikke se TV, ikke læse, kan ikke koncentrere sig, når jeg prøver at læse op for ham. Og jeg får ondt i maven af utilstrækkelighed.,
Jeg er ene om alle beslutninger, som vi før var to om. Jeg har sat huset til salg, kan ikke fortælle ham det. Det er værre end at blive enke. Jeg venter, han venter, og alt omkring os ligger stille og kan ikke tales om. Jeg lever i et tomrum.
Et sted læste jeg om definitionen på livskvalitet. ” At kunne mindes og glædes over fortiden, at kunne nyde nutiden og lægge planer og glæde sig til fremtiden”.
Set i lyset af den er der kun lidt livskvalitet for J., lidt mere for mig.
Så jeg tager mig sammen, når jeg trænger til at se hans ansigt, når jeg trænger til at holde hans hånd, går ned på hjemmet, og drikker en kop kaffe sammen med en mand, som jeg har elsket i over 50 år, som jeg nu kun føler ømhed og pligt for, men som ikke kan give mig noget tilbage. Og det slider mig op.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *