Anmeldelse: Hanstholm Rejser til Normandiet (2 af 2)

Vi befinder os med Hanstholm Rejser ud for d-dagskysten. Læs, hvordan vi kom hertil.

Sword, Juno, Gold, Omaha, Utah. Rejseleder Hans fortæller med glød og nerve, så enhver historielærer har noget at lære. Om, hvordan de allierede lagde fake news ud til tyskerne. Undskyld det engelske udtryk, men hvis Trump læser med her, ved han, at hans daværende kolleger brugte det helt bevidst dengang. De falske nyheder skulle få tyskerne til at tro, at enhver troppebevægelse omkring Normandiet kun skulle opfattes som afledningsmanøvre, og at selve landgangen skulle foregå andre steder. Den hoppede tyskerne på. På selve morgenen for landgangen vovede man ikke at vække Hitler, og derved blev det tyske forsvar væsentligt forringet. Sådan er det med diktatorer. Deres egen blodmagt destruerer dem selv. Stalin døde også, fordi ingen turde gå ind til ham i hans sovegemak, da han ikke viste sig hin morgen.

800 danske sømænd (af hvilke 15 mistede livet) deltog i d-dagen, og derfor er der rejst et mindesmærke også for dem. Under hele krigen sørgede 6.000 danske sømænd i allieret tjeneste for lidt anerkendelse af Danmarks indsats i 2. Verdenskrig. Omkring 1.000 af dem mistede livet. I dag er der kun en overlevende sømand tilbage: 96-årige Evald Brinck. Han mener, den danske stat aldrig har påskønnet sømændenes indsats.

Fakta:

D-dagen var fastsat til  d. 6. juni 1944 tidlig morgen, hvor de Allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig. Landgangen, som også blev kaldt Operation Overlord, havde naturligvis som overordnet mål at befri Europa. Først den 19. august 1944 krydsede de Allierede Seinen. Så stor var tyskernes modstand.

Over 70 år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske Kanal fra England til Normandiet.

Hvor kommer d´et fra i D-dag? Det er et militært udtryk, der blot står for Day, altså den dag operationer skal foregå. d+3 er tre dage senere, og d-2 to dage tidligere. Så “D-Day” var i dette tilfælde kodeordet for landgangen i Normandiet.

På turen gør vi holdt ved et salgssted for franske specialiteter, især den berømte æblesnaps, Calvados [kalvados·] med dos som i lods. Der er smagsprøver, og vi smager og smager. Vi er et kritisk folkefærd, og der skal megen smagen til, før vi bestemmer os.  Vi vakler usikkert tilbage til bussen, mens vi overbeviser hinanden om, at det der æblesnaps li´godt er for langt ude. Næh, må vi be´ om Rød Ålborg! I bussen skal flere lige skylle den grimme oplevelse ned med en af Prebens de grønne kolde.

Vi kommer til det næste franske hotel i Saint-Malo. Længere vestpå i Frankrig kommer vi ikke på denne tur. Hotellet har den samme skavank som det forrige: Dobbeltdyne! Værelset er dog noget flottere og større med flere faciliteter. Nu er jeg jo blevet erfaren på området, så jeg går straks ind på receptionen og forlanger ret nonchalant på mit bedste skolefransk at få “deux couettes”. Receptionisten taber mund og næste og spørger forbavset hvorfor? Vi er simpelthen for gamle til det sjov, svarer jeg kækt. Vi får vores to dyner, og den næste franskmand, jeg møder, skal besvare mit spørgsmål: Sover alle ægtepar i Frankrig under en dobbeltdyne og hvis ja, hvorfor? Jeg glemte at spørge, og nu står jeg der og ved det ikke.

 

Næste morgen afgang til Jersey, der ikke er med i EU, men en selvstændig enhed som engelsk koloniområde faktisk. En heldagstur, hvor ikke under fem timer går på og ved færgen. På øen, der er knap en tredjedel i størrelse af Mors og ligger 20 kilometer fra den franske kyst, sidder vi i en gammel bus ført af guiden Tim, der samtidig med at køre halsbrækkende hurtigt fortæller os på et nydeligt engelsk om øen. Han er en dygtig chauffør, ingen tvivl om det. Ikke så sært i øvrigt, eftersom han har været buschauffør. Jeg vil vove den påstand, at han næsten er lige så dygtig som Preben.

Første gang, han standser, er helt ude på spidsen af et klippefremspring, og flere af de kvindelige gæster bliver tavse. Jeg vover den noget hasarderede påstand, at de bliver mundlamme. En af dem hvisker spagt, at hun hellere vil gå end køre videre. Hun nøjes dog med at tjekke nødudgangen nede bagved, efter at hun har set, hvor langt ned der er.

Øen har 115.000 indbyggere, og har man som ikke-Jerseyindbygger mange penge, kan man flytte til øen og købe villa uden videre. Mange penge er, hvis man minimum betaler 1,5 millioner kroner – i skat hvert år!

Har man ikke mange penge, skal man vente 20 år på at få lov at leje eller købe en hel bolig og alligevel bo på øen i alle 20 og naturligvis uden offentlige ydelser af nogen art. Det giver en naturlig hindring for almindelige mennesker, hvis man skulle få den tanke eller ønske at flytte til øen. Der er et rygte om, at Thy vil indføre samme regler for tilflyttere fra Mors. KlitPosten.dk har desværre ikke kunnet få det bekræftet.

Det er en meget smuk ø med hele to golfbaner, hvor et medlemsskab også kun er for de rige.

Og har du penge, så kan du få. Og har du ingen, så kan du gå. Visen om bageren fra Nørregade lærte jeg for 65 år siden, og den gælder stadigvæk.

 

Vi nyder udsigten og fortsætter til øens perlefabrik. Den dyreste halskæde koster 70.000 kroner, men jeg får heldigvis øje på den før konen og fører hende helskindet forbi, mens jeg peger til den anden side mod en udstilling af, hvordan man laver perlerne.

Jeg tror ikke, Knud har lyst til at bo her. Hans lommekniv bliver snuppet i tolden, da vi skal ud på færgen tilbage til Frankrig. En lille, praktisk lommekniv. Men selvfølgelig. Tolderne tænker sikkert over, hvor mange skader terroristen Knud kan påføre store dele af mandskabet på vej hjem, og så var det nok hensigtsmæssigt at passivisere ham allerede fra starten. Den største risiko, ved vi andre, der kender ham, er dog nok, at han kommer til at skære sig selv i hånden, når han skal skrælle sin appelsin, og det er han nu fri for at tænke på.

 

Næste dag gælder turen til Honfleur, arnestedet for impressionisterne mellem 1870 og 1890.

Fakta om impressionismen:

Det at gengive det indtryk, øjet modtager af naturens fænomener, så umiddelbart, friskt og naturtro-personligt som muligt uden at lade sig distrahere af ateliermalerne, som ellers hidtil havde domineret. Perioden er fra 1870 og 20 år frem.

Navnene var Monet, Manet, Cézanne, Renoir, Degas; de så lyset. Impressionismen var ikke kun malerkunst, men gav også inspiration til andre kunstarter. Perioden påvirkede danskere, blandt andre malere som Anna Ancher, Theodor Philipsen og Viggo Johansen. I de følgende årtier fik impressionismen også betydning for især Sigurd Swane og Harald Giersing.

I Honfleur spankulerer vi rundt i centrum og nyder det varme vejr og folkemængden. Mulles de Frites er en slags lokal nationalret; muslinger og pommes frites.

En af vore medrejsende bliver syg af mullerne og må fylde flere plastikposer med sit maveindhold; han bedres dog hen på eftermiddagen og erklærer, at det er slut med at spise muslinger for hans vedkommende. Du har altså ikke for mange muller i forvejen, siger en af de andre, der prøver at være sjov.

 

Herfra til Rouen og Jeanne D´Arc.

Frihedskæmper, forklædt som mand og derfor ganske korthåret ligesom i Carl T. H. Dreyers stumfilm fra 1928 af samme navn. Hun brændes på bålet 30. maj 1431 (som 21-årig) som kætter dømt af kirkelige autoriteter uden nogen rettergang.

De samme kirkens mænd, der bruger millioner og atter millioner til at bygge kirker for. Vi ser den monumentale domkirke eller katedral, som det hedder på katolsk, hvor vi snakker om, hvor mange sociale boliger man egentlig kan opføre for det samme beløb. Heldigvis er kirkens magt faldet noget ned og svundet ind. Det mærkes for eksempel herhjemme på Indre Mission, der nu protesterer over, at vi ser ned på dem, bare fordi de ikke kan lide bøsser.

Aftenen og natten tilbringes på Hotel Eden i udkanten af byen. Vi får dejlig aftensmad. Lidt senere samler vi sammen for at hjælpe servitricen, men da hun kommer, ser hun med forfærdelse, at vi også har samlet bestikket, med hvilket vi har spist sild til forret. Hun ser lettere bebrejdende på os og forklarer, at vi altså skal bruge det samme bestik til både for- og hovedret. Hun begynder at uddele det snavsede bestik igen, men da må vi op at stå. Holdt! Brøler vi på fransk. Surt må hun så give os nyt og rent bestik. Hallo! Vi spiser ikke først sild og siden kød med det samme bestik.
Vi er rimeligt civiliserede og kultiverede! Det siger Hans selv, og så passer det.

Værelset er pænt uden prank, badeværelset er støbt i glasfiber i et stykke og formentlig indsat med kran. Det er som at gå ind i en rumkabine; vi gungrer og er på vej med Apollo 18, der ellers blev aflyst i sin tid. Når man lukker skydedøren til, kan man godt være hensat til det ydre rum.

Værre er det med sengen. Le pire lit en France. Den værste seng i Frankrig. Plastik under stoflagnet gør os varme og svedige, men værre er, at de to halvdele skrår ind mod hinanden med det resultat, at min kære hustru og jeg bogstaveligt trimler ned mod hinanden, da vi går i seng. Det er sjovt, når man er ung og forelsket. Det duer ikke nu, hvor knoglerne knager og brager, selv om vi stadig er forelskede. Så vi lægger os på tværs af sengen; fødderne rager godt ud, og søvnen får vi nok næste nat. Dette er ikke et tre-stjerners hotel. Der er da også kun afsat to på skiltet ude på facaden.

Sidste dag kører vi gennem Belgien og havner i Tyskland i en lille by lidt uden for Düsseldorf. Her ligger Hotel Ankum, og dette hotel er firestjernet, vurderer vi. Alt er nyt.

 

Da bussen standser, ser vi udenfor en masse yngre mennesker fra et andet rejseselskab. Nå, tænker vi, så er der nok ikke mad til os stakkels ældre. Men det er ikke et rejseselskab. Det er et bryllup, hvilket er meget værre, for de der pæne, velklædte gæster bliver helt anderledes, når de når ud på aftenen. Det ved vi af erfaring. Ikke fra os selv, naturligvis, men fra alle andre. Så hjælper vin og øl til, at støjniveauet hos bryllupsgæsterne når ubegribelige højder, og inde på værelserne ligger vi andre og ikke kan sove og surmuler.

Værelset er stort, behageligt og ligger med udsigt til en sø og grønne omgivelser. Vi er både heldige og måske en smule skamfulde, for bryllupsfesten foregår i den modsatte fløj på hotellet, og vi kan høre – intet.

Maden er fremragende, betjeningen venlig, og der er ikke en finger at sætte på noget, mener Knud, der savner sin lommekniv. Hvad skal jeg nu skrælle min appelsin med, spørger han hjælpeløst og kigger over på konen.

Allersidste dag futter vi op mod grænsen til fædrelandet, og som altid ved en borg er der grænsekontrol. Nu tror du nok, at jeg mener politikadetterne? Nej, jeg mener Otto Duborg. Ingen får lov at rejse ud af Tyskland uden at gøre holdt ved denne borg. I virkeligheden lever grænsebutikkerne højt på myterne fra sidste århundrede. Billige varer, billige øl, billig sprut og vin, alt billigere. Jeg har kun forstand på vin og spiritus (udelukkende teoretisk) og kan se, at priserne er stort set ligesom hjemme hos SPAR Klitmøller.

Otto Duborg betaler mange rejseselskaber for at gøre holdt hos ham; da der i forvejen skal holdes pause af hensyn til chaufføren, kan man jo lige så godt holde her. Vi strømmer ind og prøver at sammenligne priser. Nogle gør. Andre styrter hen til slikhylderne, for der er de virkeligt billige varer.

Preben har lige sluppet rattet, mens Hans tager sig en fortjent kop kaffe

Sent på dagen dytter bussen ind i Thisted og tømmer sig for trætte rejsende og bagage og indkøbsposer.

Hanstholm Rejser har igen levet op til sit gode ry. Direktør Susan er til at snakke med, hvis man har noget kritik, og vurderer hun, at der er noget om snakken, reagerer hun. Jeg har engang brokket mig over et hotel i en nordtysk by, og da andre også havde samme oplevelse, erklærede hun, at de aldrig mere ville bruge det hotel.

Jeg ved ikke helt, om jeg skal sige det med dobbeltsengen, hvis to madrasser skråner ind mod midten. Måske synes hun, det er for lidt at komme med.

Se videoer til højre

 

Deltager Lars Bjarne Christensen har lagt en video af turen op på YouTube. Se den her!

 

 

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer