Hanstholm Rejser til Normandiet (1 af 2)

 

Den thyske rejsegigant Hanstholm Rejser startede 1. november 1997 og har efterhånden udviklet sig. I dag er der 24 ansatte inklusive Susan og Michael, stifterne.

Vi har nappet en tur til Normandiet, der ligger i Frankrig, med rejseleder Hans og chauffør Preben. Vi ved ikke helt, hvad de hedder til efternavn, og det er måske også ligegyldigt. I kataloget står kun deres fornavne. Det giver indtryk af, at vi er venner eller i hvert fald på nærtstående fod med hinanden. Da begge taler morsømål, giver de et første indtryk af ærlighed, tillid og ordentlighed. Det lover godt for den ni dage lange tur.

Det hele virker yderst professionelt. Måske kunne vi have ønsket et mobilnummer i tilfælde af, at vi punkterede undervejs til afgangstidspunktet, der jo er ret så tidligt lørdag morgen, eller mødte en kvindelig bilist eller kom ud for anden uheld.
Det er først i Frankrig, at vi får rejselederens mobilnummer. Det kan godt give en og anden den ekstra tryghed, der kan være nødvendig, når man render rundt et andet sted end i Thisted.

Alt følger den plan, der også fremgår af brochure og hjemmeside. Vi starter i øsende regnvejr. Midt på formiddagen, hvor det er holdt op med at regne, drejer vi ind på Hylkedal Rasteplads syd for Vejle og får det unikke ved Hanstholm Rejser: Kaffe og et rundstykke. Andre rejseselskaber fra indkantsdanmark mødes samtidig på dette sted. De giver ikke kaffe og rundstykker, for det har deres gæster overhovedet ikke tid til.
Gæsterne er nemlig samlet op fra forskellige steder i Danmark, og de skal naturligvis omplaceres til den rigtige bus for at komme det rigtige sted hen på deres velfortjente ferie.
Derfor skifter de fra én bus til en anden bus. Vi fra Hanstholm Rejser sidder stille og roligt bag de tonede og varmedæmpende ruder i denne meget moderne og næsten helt nye luksusbus og iagttager de travle mennesker, der haster forbi med kufferter og pikpak, mens de ser sig nervøst, nogle gange næsten fortvivlende, om efter den rigtige bus, der alle er lidt ældre end vores, så vidt jeg kan vurdere.

Ikke alle rejseselskaber har lige så gode chauffører som HR. Her ses en lille lastvogn med førerhus i begge ender, fordi deres chauffør ikke er så god til at bakke.

Der skal nok være en eller anden, der kommer på den forkerte bus midt i al forvirringen og travlheden.

Man kan da forestille sig følgende samtale lidt senere på dagen:

"Hvad", spørger den ældre dame konsterneret et stykke nede øst for Hamburg, efter at hun med et vist besvær har møvet sig op til rejselederen. Gangen er smal og bagen bred.

"Er det her ikke bussen til Gardasøen?"
"Nej, kære frue, dette er bussen til Gdansk".
"Gdansk? Hvor ligger det?"
"Det ligger i Polen, frue!"
"Polen? Nå. Og hvor er min mand i grunden?"

Hun står lidt og trækker vejret dybt, mens hun holder godt fast i håndtagene på stolene. Måske synes hun, når hun nu alligevel er på vej til Polen, at det er dejligt at være fri for at spille mor for ham resten af turen. Det kan jeg ikke vide. Men jeg tror, at hun, når hun alligevel er helt deroppe hos rejselederen, lige tager en øl og en dram med ned for at hygge sig. For en gangs skyld.

Måske sidder hinner mand i en bus et godt stykke nede i Sydtyskland og funderer over, hvor konen mon er henne? Om han virkelig kan være så heldig, at hun ikke er kommet med? Han spørger dem bagved, hvor bussen kører hen. Gardasøen, siger de. Nå, da, da. Der har han sådan set altid ønsket sig hen. Nu, hvor hun ikke er med, kan han da vist roligt slippe tøjlerne en anelse. Så han rejser sig og henter to øl oppe hos rejselederen, der ikke lige kan huske at have set ham før. Han fløjter, da han sætter sig igen og åbner den første dåseøl. Det skal ikke blive den sidste.

 

Nå. Dem om det. Vi fortsætter mod grænsen og skal ikke ind til Otto Duborg. Dejligt for os, der ikke rigtigt har noget ærinde der. Vi skal så meget. Passe på klima og genbruge dåsemetal og sortere affald og ikke spise oksekød og svinekød, men nok kyllinger og kalkun og fisk og holde igen med humoristiske indslag. Så kan man vel nok holde lidt fast i at handle hos en dansk købmand.

Vi overnatter på et flot tysk hotel, hvor tre stjerner betyder en hel del luksustilbud. Flinke tjenere, pænt stort værelse, behagelige omgivelser og et tilfredsstillende tilbud.

Vi kører videre næste morgen og skal se Tysklands største brunkulslager.

 

10 X 10 kilometer stort. Man har flyttet ikke blot en landsby, men en motorvej for at kunne udnytte brunkullene.  Når man i Tyskland flytter en motorvej, ligger der noget ganske stort bag. Brunkul forurener meget, og når man bruger det, vurderes det til at være vigtigere med strøm end klodens CO2-udledning.

Vi kører gennem Belgien, hvor Hans oplyser, at alle motorveje har lysmaster. Han viser os en jernbane, hvor togene kører enormt hurtigt. 300 kilometer i timen.
– Hov, siger han pludselig lige efter. – Så I det? Det var et af de hurtige tog …
Det nåede vi ikke. En af gæsterne mener dog at have set noget blåt fare forbi. Hans kone stirrer forbavset på ham:
– Du ser da ellers altid rødt!

Hans er en festlig rejseleder. Han glemmer indimellem, at han holder mikrofonen op til munden. Vi oplever pludselig en høj latter i bussens højtalere. En eller anden oppe foran har fortalt noget sjovt, men vi andre kan jo ikke høre det. Kun Hans´ latter. Han ler på en meget sjov og charmerende måde. Selv om vi ikke kan høre vittigheden, giver hans latter god stemning i bussen.

Vi kører videre. Ind i Frankrig. Bonjour!

Hotellet i Caen er også et tre-stjernet hotel, men de må operere med andre stjerner i Frankrig. Værelset er med et minimum af plads; ingen siddepladser, hvorimod en smart detalje viser sig: Badeværelsesdøren kan åbnes 90 grader og lukke ind til vores værelse. En dør og to døråbninger. Ikke set før.

Men den største overraskelse er sengens dobbeltdyne. Vi to ældre mennesker skal sove under den samme dyne!

Straks farer jeg ned i receptionen og ber om to enkeltdyner, for vi gamle har vore egne vaner med at ligge uroligt i sengen, og konen trækker sin halvdel af dynen til sig, hvorfor den anden halvdel følger med. Så ligger man der i natten klam og kold.

Foran hotellet i Caen er der en stor, offentlig p-plads. Myndighederne er meget pædagogiske og har ikke stor tiltro til indbyggernes regneegenskaber. Studer priserne og regn ud, hvorfor! (Ticket perdu betyder tabt billet)

Aftensmaden er buffet i et kæmpelokale uden tjenere. Vin skal man selv hente ude i baren. Buffetmad, men intet skilt ved de enkelte retter, og især tilbehøret vækker forvirring og spørgsmål.

Hvorfor stiller de ikke et lille oplysende skilt foran hver ret? Tror de, at sådan nogle danske gæster straks kan genkende disse franske retter sikkert fulde af fåreost og Bordeauxvin?

Morgenmad er en sød omgang. Masser af kager, sødt brød med rosiner, sødt, sødt, sødt. Men det overgås af musikken, der vælter ned i hovedet på os fra højtalere i loftet. Skingrende franske formentlig forhenværende unge sangerinder vræler ned i hovedet på os døgnets flanemelodier med en volumen så stor, at de ældre medrejsende med høreapparater bare slukker. Vi uden høreapparater er prisgivet fransk morgenkultur.

Indimellem går strømmen, men aldrig til musikken!

Chauffør Preben og rejseleder Hans er flinke mennesker, der er vant til at have med rejsende gæster at gøre. Altid beredvillig til at besvare spørgsmål, altid parat til hjælp. Men vi gæster bliver tjekket af dem. De sætter os på prøve for at teste os. Er vi bedre end gennemsnittet? Eller dårligere? Hvor ligger vi på skalaen?

Hans meddeler, at morgenmaden næste morgen er klokken 7. Lidt senere lader Preben forstå, at den først er 7.30. Dagen efter er det omvendt. En morgen stiller gæsterne klokken 06.30, men personalet kan så fortælle dem, at det først er 07.00. Nogle gange siger Hans, at vi skal tidligt op. Andre gange får vi lov at sove længe.

Et skilt i bussens vindue med tidspunkterne ville ødelægge hele fornøjelsen for Preben og Hans. Eller endnu bedre: Et stykke papir allerede fra turens start med programmet og tidspunkterne og et lille "Med ret til ændringer" nederst. Det kunne vi have på os hele turen. God idé! Plus naturligvis rejselederens mobilnummer.

Sådan bliver vi udsat for prøver. Somme tider tager Preben lige en ekstra runde i en rundkørsel for at prøve at gøre os forvirrede, rundtossede og ramme os på balancenerven. Vi synes bare, det er sjovt og griner meget. Og det har absolut intet at gøre med de små skarpe, som flere af os indtager med passende mellemrum af hensyn til væskebalancen. Husk at drikke rigeligt, siger lægen jo.

Intet hjælper. Vi bliver ikke forvirrede. Vi bliver ved med at komme til tiden. Vi opfører os i det hele taget perfekt. Preben og Hans må til sidst lettere modvillige bide i det sure franske æble og meddele os, at de har besluttet sig for at rangordne os blandt de allerbedste rejsegæster.

Fakta:

Vi har fri og tager bybussen ud til Memorial de Caen, hvor krigen generelt og landgangen i Normandiet specielt kan opleves i billeder, film, tekst. Det mest gribende billede er det af hængningen af en 17-årig ukrainsk kvindelig modstandskæmper og en 19-årig ung mand. Mens han får strikken om sin hals af en tysk soldat med en smøg i munden, ser han med et bedrøvet blik over mod pigen, og fem sekunder senere er han død.

Krigens gru i et kort, absurd øjeblik. Så er det slut med det sjove.

Besøg på amerikanernes kirkegård for de faldne 1944-45 er storslået og tankevækkende. Ikke det mindste græsstrå vender forkert eller har en alternativ længde; ceremonien med Stars and Stripes og hundreder af tilskuere, der synger med, er medrivende.

Den amerikanske krigskirkegård. Flot, velplejet, korsene står snorlige. 10.000 unge amerikanske mænd mindes her.

Lige så flot og fornemt den tager sig ud, lige så enkel og næsten fattig er tyskernes kirkegård. Her ligger 23.000 unge tyskere under primitive flade jernkors iblandt enkelte større jernkors. Man får uvilkårligt den tanke, at tyskerne stadig skammer sig.

Fra den tyske krigskirkegård. En græsplæne med flade malteserkors og enkelte grupper af jernkors. 23.000 tyske unge mænd mindes her. Ikke i pomp og pragt.

Hvor længe det skal vare, inden deres brøde er sonet, diskuterer vi bagefter. Måske en generation mere?

Hvor der på den amerikanske kirkegård ikke var mange tyske besøgende (vi hørte kun et par), er der her på den tyske adskillige.

 

Vi tager afsked med Caen næste morgen og kører til Sainte-Mère-Église, som kendes fra filmen om D-dagen.

 

En af faldskærmssoldaterne lander uheldigt midt i byen. Ganske vist om natten, men netop lige der er der udbrudt brand, og franske brandfolk og tyske soldater vrimler rundt. Faldskærmssoldaten daler stille og roligt og formentlig temmelig rædselsslagen ned på byens kirke, hvor skærmen hænger fast i et af spirene. Der hænger han så. Han vælger at spille død i al postyret og redder uventet sit liv, for byen bliver befriet næste dag, så der tages han ned om eftermiddagen.

KlitPosten.dks redaktør holder kanonen, så den ikke falder ned i hovedet på konen. I midten står Lars Bjarne, der har lavet turens video. Se den her.

(Læs 2.del)

Se andre videoer foroven til højre

 

 

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer