Sorg (4)

TEMAuge: Hvad stiller vi op med sorgen?

Hvorfor er sorgen så ubærlig, at man går i skjul bag en hylde hos købmanden, så man undgår at møde den sørgende? Møder man en sørgende, er det så let at sige: Du skal bare sige til. Så kommer jeg straks og besøger dig. Heldigvis er det ikke så slemt at miste sin ægtefælle, når man er gammel, vel? Man har levet mange år sammen, og så må det være det. Eller at miste en adoptivdatter? Det er sikkert ikke så slemt som at miste en "ægte" datter, vel? Der er flere påstande, jeg godt kunne tænke mig at få afklaret med nogen, der har forstand på det.

I KlitPosten.dk i denne uge drejer det sig om SORG.

 

Sorg er den reaktion, vi får, når vi mister noget, der er betydningsfuldt for os. Sorg hører til det at være et menneske. Uden kærlighed ingen sorg. Hvem vil undvære kærligheden?

Chokket ovet at miste kan udløse tristhed, fortvivlelse, angst, aggression, skyld, skam, nedsat lyst og interesse for livet sammen med håbløshed, modløshed, ensomhed, forladthed, savn og længsel. De fleste græder og græder meget; nogle udvikler hang til overdreven spiritusindtagelse eller trækker sig fra venner og familie, atter andre aflægger kirkegården gentagne besøg og taler til og med den afdøde.

Hertil kan der dukke søvnforstyrrelser op, og i det hele taget er ens liv påvirket på alle funktioner: Mad, fritidsinteresser, manglende energi og fysiske smerter i kroppen.

Det er meget forskelligt, hvor længe sorgen varer, men for det meste klinger den med tiden af og optræder mere i baggrunden. Men den går aldrig væk, siger alle dem, KlitPosten.dk har talt med, og som er ramt af sorg. Flere så meget, at de ikke har ønsket at medvirke her.

Århus Universitet har i en undersøgelse vist, at især yngre under 40 er sårbare, når de mister en ægtefælle, og at sorgen rammer hårdest, hvis man er under 50 år og mister et barn. Det er dog ingen trøst for den 80-årige, der lige har mistet en ægtefælle. Det er vanskeligt at måle sorg. Andre kan fortælle om, at sorgen rammer dobbelt hårdt, når man er gammel og har levet sammen i mange år.

På årsbasis bliver omkring 200.000 mennesker ramt af sorg i Danmark. Af disse vil cirka 15.000 opleve en sorg, der ikke går væk. Disse bør gå til læge og få nødvendig henvisning til psykologhjælp.

Flere ting tyder på, at man skal se trolden i øjnene. Snakke med den afdøde, selv om det for nogle kan virke bizart, men det hjælper. Man kan skælde ud: Hvorfor forlod du mig, da jeg havde allermest brug for dig? Hvorfor tillader du, at jeg rammes af så meget smerte? Man kan gå på kirkegården, gerne dagligt og sige noget der. Eller bare være der.

Det gælder om at have venner, der kan holde en ud. For man bliver nødt til at tale om den afdøde og gøre det ofte. Gerne om selve omstændighederne omkring dødsfaldet; man bliver nødt til især i begyndelsen at kredse om, hvor meget man elskede vedkommende, sige det direkte eller indirekte.

Konklusionen er, at det er godt at tage tyren ved hornene og næsten opsøge smerten og savnet og det ulykkelige. Erfaringerne fra psykologer og læger er, at jo oftere, man gør det, jo mere får man styr på trolden. Ikke alle oplever det sådan, men de fleste. En måde at få hjælp på er at gå ind i en sorggruppe. Uanset alder kan det virke forløsende at have lov til at sætte ord og følelser på det svære over for andre i samme situation.

Det er vigtigt at have sociale relationer. Familie, venner, naboer, sportskolleger, arbejdsfæller og andre, man møder i det daglige: Købmand, bager, postbud, pædagoger, lærere for at nævne nogle. Det tæller på plussiden at være optaget af interesser, sport, frivilligt arbejde, slægtsforskning eller lokal politik sogar. Det dæmper ikke sorgen, men øger mulighederne for at turde se trolden i øjnene og få den nedlagt.

Læs Sorg 1.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer