Om at leve med dement ægtefælle (2)

Temauge: Demens

Modelfoto

Forleden var C med Dagcenteret på tur til Haunstrup Dyrepark. Da han kom hjem, havde han ingen, absolut ingen, erindring om det. I torsdags besøgte vi nogle gode venner i Skanderborg. En kollega fra min tid på Daghøjskolen i Horsens. For at holde fast i vores oplevelser sammen, gentager jeg, hvad vi har set og foretaget os sammen med vennerne. Desværre skal hendes mand også undersøges for demens.

For halvandet år siden deltog vi i et kursus, som Alzheimerforeningen havde arrangeret. Det foregik over 8 uger med 4 timer pr. gang. De demente og pårørende var delt i to hold, som så mødtes igen den sidste halve time. De demente tog frivillige sig af, så de fik nogle hyggelige og spændende oplevelser. Vi andre blev undervist af to meget dygtige sygeplejersker, der fortalte om de forskellige former for demens. Vi fortalte også hver især om vores pårørende demente: Far, mor, eller ægtefælle. Der blev gydt tårer. Men hvor er det godt at vide, at man ikke står alene med problemet. Kurset gav mig en forståelse af, hvad demens er og medfører for familien. Hvad fremtiden kan indebære. Hos mig ligger også en erkendelse af, at vores liv måske vil ende med plejehjem for Cs vedkommende. Men det er ikke nu.

Vi får stor støtte af vores demenskonsulent, som er en varm og dejlig person, som forstår at lytte. Hun kommer cirka en gang om måneden. For halvandet års tid siden var jeg kørt lidt sur i det. C fik så en dag mere på Dagcenteret plus vi fik en times rengøring hver 14. dag. Vi betaler også en ung pige for lidt rengøring, og en havemand hjælper på udsynet fra udestuen.

I dag skulle vi have været til bisættelse i Århus. Det var Cs gamle farbror, der var død i en alder 90 år. C har altid betragtet ham som en slags storebror, da han i nogle år boede hos hans forældre. Han var med på Siriuspatrulje nr. 2. Jeg har rygproblemer, så jeg kunne ikke overskue turen frem og tilbage. I dag har C glemt, hvem det var, der skulle begraves og er med bussen til Dagcenteret. Han er glad for Dagcenteret. ” Hvornår holder kurset?” spørger han. ”Det skal nok fortsætte” siger jeg. Han er glad for det. Siger: ”De er rare at være sammen med, og ingen er højrøvede eller ”kloge på andres vegne”.”

For at være helt ærlig ”snyder” jeg ham nogle gange. Hvis han har et svimmelheds-anfald, kan jeg godt ”overse” det. Hvis vi skal f.eks. til jazzkoncert, har han flere gange på forhånd meldt ud, at det orker han ikke. Jeg ”hører det ikke”. ”Sonderer stemningen”. ”Vi skal jo til koncert i aften”, og så kommer vi af sted.

Læs beretning 3.

Læs beretning 1.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer