Jeg er specialist i kea

I går skete der noget afgørende.

IKEA var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Vi studerede de nye kataloger med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar, en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan den ville se ud, hvis den havde højt ryglæn.
En dag drog jeg glad af sted og indkøbte et til vort soveværelse nødvendigt skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke.
Hjemme meddelte jeg min bekymrede livsledsagerske, at det med at samle sådan en flad pakke til et stort klædeskab skulle far nok ordne.
Så tror I nok, at nu går det ad helvede til? At nu vil jeg fortælle jer, hvor dum jeg er til at samle et skab fra Ikea?
Nej. Det vil jeg ikke. Jeg lagde nemlig brugsanvisningen på gulvet og spredte Mikkel ud over et større areal og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær, men ikke uløselig sudoku. En matematikopgave til studentereksamen. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Kig på a og test forløbet. Er alt i orden? Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg var nået en alder, hvor en lille pude på gulvet gjorde underværker.

Jeg har måske før haft visse problemer med en Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

Tre timer senere stod der vitterligt et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af årets Ikeaskabspensionistsamlergrandprix.
Og jeg var glad og lettet - trods alt - og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds - overmåde tilfreds - brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad.
Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden sprang bogstaveligt frem og fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue var løs, mand. På skabet eller på manden.
Men så sprang jeg ud - på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad.

Skabet står der endnu her to uger senere. I går fandt jeg helt tilfældigt et hul, hvor der manglede en skrue.
Naboen skal på ferie i næste uge. Og så ...

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer