Historie: Én eller to pukler

“Fru Vita Olsen!
Vi har modtaget Deres henvendelse, som vi har behandlet i bestyrelsen.

Desuagtet kan vi oplyse, at på foranledning har vores servicetekniker holdt øje med husdyr i blokken. Han har ikke kunnet finde noget usædvanligt. Det er, som De skriver, forbudt i henhold til vedtægterne. Han vil i de næste dage være vågen og opmærksom! Det lover jeg Dem!
Jeg er i øvrigt helt enig med Dem i, at det er synd for sådan en kamel at være på så lille et område, men om den føler sig ensom, skal jeg ikke kunne sige.

Med venlig hilsen
Johs. Christensen, formand”

Johannes rystede på hovedet og så over på sekretæren:
– Hun har simpelthen knald i låget! Ikke bare en lille kineser, men en temmelig stor nytårsraket. Var det ikke sidste efterår, hun klagede over katteskrigeri om natten?

Agnes nikkede:
– Jo, hun syntes, det var synd for de stakkels hankatte, der sådan stod og råbte og skreg på damekatte, hun mente, der var nogen, der gjorde det med vilje, og hun har også rettet henvendelse til Jonas – adskillige gange med mange forskellige ting, fortæller han. Sidst var det en hund, nogle drenge kom slæbende med, hun syntes, den så forfærdelig ensom ud.

– Jeg ved ikke helt, hvad vi gør. Hun har da bims i låget.

Johannes kløede sig lidt i håret.
– Vi har vel en slags forpligtelse til at underrette de sociale myndigheder? Vita Olsen er en ældre dame på 88 og kan vel næppe betragtes som tilregnelig efter dette.
– Absolut nej. Det gjorde vi for øvrigt også med ham flygtningen; han var helt scroller, så der gjorde vi da, hvad man kan forlange, gav ham noget beroligende og fik Jonas til at køre ham til Kærshovedgård. Jeg tror, der er en særlig indberetningspligt for os, når vi på den måde støder ind i lejere i nød.

Johannes nikkede tilfreds og så igen på brevet fra Vita Olsen.
“… og da man ikke må holde husdyr, kan jeg ikke forstå, at han må have en kamel inde hos sig. Det er vel nok synd for den …”

Johannes kunne ikke lade være med at klukle, mens han rystede på hovedet.
– Jeg ringer til kommunen! Hun skal da indlægges. Her og nu.

Han gik ind på sit kontor og fik fat i socialforvaltningen.
Bagefter gik han hjem og fortalte sin kone generelt om irriterende lejere og mere specielt om Vita Olsen, der var skide skør og i særklasse totalt afvigende.
– Kamel i naboens lejlighed! Ja, hvad giver du? Hun skulle indlægges på den lukkede! Men socialforvaltningen ville overhovedet ikke høre mere om den sag. De sagde, vi slet ikke havde nogen indbretningspligt. Kun hvis der var børn i nød. Men altså ikke gamle damer!

Han blundede lidt foran TV-Avisen, da hans mobil ringede.
– Hej, Johs. Det er Jonas. Øh, du må hellere komme herud. Det vrimler med Falck og politi …
– Ja, men for helvede. Hvad er der nu, Jonas?
– Det viser sig, at det er en hankamel, som hende der Vita Olsen har købt i Clausens Dyrehandel til naboens hunkamel, fordi hun syntes, det var synd for …
– Jonas, du er fuld!
– … kameldamen, og nu har vi balladen! Falck prøver at holde fast i ham kamelen her på p-pladsen; den står og brøler, og inde i lejlighed 3b brøler den anden kamel, skynd dig!
– Hvor ved du fra, det er en han-kamel?
– Den har kun én pukkel. Skynd dig nu bare, ikke?

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer