Ina Ravnkilde: Unødige kald

Temauge: Demens

Modelfoto

- Vi har været nødt til at tage nødkaldet fra ham i nat, han ringer uafbrudt, siger hun uden at ryste på stemmen, uden at beklage, som om det er fast procedure. Når en beboer ”misbruger” nødkaldet, så personalet skal ind på stuen og se hvad der er galt mange gange i løbet af en nat, så fjerner man det. Så er der ro!

Jeg kan slet ikke svare, så rystet er jeg.

Jeg ved godt, han ikke kan huske og ikke ved, hvad der er nat eller dag, måske har han glemt, hvad han ville, hvis der går lang tid, inden personalet dukker op. Han har svært ved at formulere sine behov, er utålmodig, bliver nemt opgivende og frustreret. Det er derfor, han er på plejecenter.

Han har haft 2 hjerneblødninger, 3 blodpropper, er opereret flere gange i hjernen, når hans hjernedræn stopper. Har epilepsi, har haft blodige opkast, som resulterede i en operation for mavesår.

Ham tager man nødkaldet fra, når han ringer for tit.

Han har lidt kræfter tilbage i arme og ben, men kan ikke koordinere dem, så han kan ikke gå, men klatrer over sengehesten, når ingen hører hans kald. Der nytter heller ikke at råbe, for afdelingen er uden personale flere gange efter klokken 13,om aftenen og om natten.

På personalets dør hænger en seddel: ”Hvis man vil i kontakt med personalet, ring på 98……”

På forespørgsel om man troede, beboerne var i stand ti at bevæge sig ud på gangen, ringe op og formulere deres behov, var svaret ” Nej, det er ment til de pårørende”!

Jeg er ikke i tvivl om personalets gode vilje, det er politisk bestemt, hvad rammerne er for økonomien, men at personalet affinder sig med at skulle behandle svage beboere på den måde, er mig en gåde. Hvor er etikken? Hvordan kan de leve med det?

Man vænner sig vel, grænserne skrider, ingen protesterer, og når etikken og fornemmelsen af ansvarlighed druknes i afmagt, så fortæller historien hvor galt, det kan gå. Det behøver jeg ikke forklare nærmere.

Så jeg kysser min mand, lover at komme igen snart, kører trist og magtesløs hjem, og ligger søvnløs. Fortvivlet over at måtte efterlade ham i andres hænder. Vi nåede at holde guldbryllup inden, men jeg føler jeg har svigtet. Indtil døden jer skiller giver ingen mening nu.

For god ordens skyld skal det tilføjes, at hverken H´s eller Ina Ravnkildes oplevelser er fra Thisted Kommune.

Andre indlæg, du vil synes om

Lukket for kommentarer