Er jeg dement?

Bogen "Hjernesvindler", der er tæt på udsolgt fra forlaget, og som fortæller om sygdommen Alzheimer set fra den dementes side, var forleden til diskussion efter foredraget af forfatteren.

Bogen er lidt speciel, fordi jeg-fortælleren selv er ved at blive dement. Han vil ikke tro på sine børn, når de forsigtigt giver til kende, at han er på vej til at blive dement. Han bliver vred, når de nævner det; han kan ikke tro det, samtidig med at daglige hændelser er med til at så tvivl i ham. Det varer meget længe, inden han omsider accepterer, at noget er galt, og han må finde sig i, at hans egen kone forlader ham. Eler gør hun? For han har meget svært ved at finde ud af det. Pinslerne fortsætter for ham, men han finder faktisk en smule hvile og ro på det plejehjem, der - også her - bliver endestationen.

Flere af mødedeltagerne gav efter foredraget udtryk for deres egne erfaringer med emnet demens, der er en alvorlig og indgribende sygdom, også for de efterladte.
Der var fortællinger om en mor, der ikke kunne genkende sin egen datter.
En mand, der fik besøg af sin kone, der lagde sig tæt sammen med ham og holdt i hånd, sagde bagefter: Du må da godt lægge dit navn og telefonnummer på bordet, inden du går!

I bogen er der passager, hvor det tungt alvorlige krydser humorens nådegave.
Den beskriver et sted en dement dame på et plejehjem, der havde for vane at sidde for sig selv og synge Den glade Enke.
Pludselig rejser en stor beboer sig så voldsomt, at hans stol vælter:
– Nu er jeg fannerme snart træt af at høre om den skide enke. Kan du for helvede ikke finde en anden sang?
Eftermiddagen startede i det alvorlige hjørne, men sluttede i det galgenhumoristiske.

Læs kapitel 1 fra bogen her.

Andre indlæg, du vil synes om

Skriv en kommentar!

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *